Dagbog 13-10-2009
De sidste par uger er fløjet afsted. Fredag (I forrige uge) skulle vi forberede os til Denver-turen, men Cornelia fik (forholdsvis let) overbevist mig om at det var en meget bedre ide at tage til fest. Det viste sig også at være en rigtig god fest, hvorimod beer-pong (øl-bordtennis) viste sig at være en rigtig dårlig ide. Jeg kan ihvertfald fortælle jer, at hvis i nogensinde skal spille dette forfærdelige spil, så skal i lade være med at være på hold med Dennis (vores tyske nabo). De af jer der kender mig ved at jeg ikke ligefrem er begavet i den atletiske afdeling. Bordtennis er ingen undtagelse! Jeg kan så fortælle jer at Dennis var endnu ringere end jeg var til beer-pong. Det korte af det lange er at jeg fik en ordentlig skid på, men dog var fornuftig nok til at tage hjem kl. 01.30. Jeg var desuden så heldig at fange en safe-ride (gratis taxaer der kører torsdag, fredag og lørdag), så jeg lå i min seng ca. 5 minutter senere.
Cornelia var ikke helt så heldig...Hun blev til festen (ingen ved hvor længe), hvorefter hun tog til en anden fest før hun kom hjem kl. 04.30 eller noget i den stil. Jeg bør måske lige fortælle også, at Henriette havde været fornuftig nok til at blive hjemme, så der rent faktisk var nogen der kunne køre til Denver dagen efter. Total iorden beslutning! Vi skulle så afsted kl. 07.30 (tidligt), og Cornelia og jeg kunne næsten ikke slæbe os selv ud i bilen. Henriette, som fortjener en medalje for at gide køre hele vejen til Denver med to sovende, tømmermændsbefængte sloffer, tog det hele med et smil. Hun havde heldigvis købt en dims der gør det muligt at lytte til sangene på ens iPod gennem bilradioen, så hun havde da lidt selskab på vejen.
Da vi kom til Denver styrede vi direkte mod IHoP (International House of Pancakes), og der blev spist pandekager som aldrig før. Dem der kun har fået skandinaviske pandekager ved ikke hvad de går glip af. Amerikanske pandekager er noget helt andet, og jeg fik dem med New York Cheesecake i...mums. Det var ufattelig tiltrængt på det tidspunkt, og da vi havde spist følte jeg mig faktisk helt menneskelig igen. Næste punkt på listen var tatoveringer. Eftersom jeg havde glemt min hjerne på beer-pong bordet aftenen før, havde jeg selvfølgelig glemt min tegning i Laramie. Det var jeg ret træt af, men det viste sig at være en god ting. Jeg lavede en hurtig skitse til fyren der skulle lave min tus, og han kunne straks se at det var en traditionel sømandstatovering jeg gik efter. Eftersom jeg ikke havde noget særlig fast at gå efter fik han frie hænder, og jeg synes selv at det han fandt frem til var meget bedre end jeg havde forestillet mig. Han tegnede det hele direkte på min ryg uden at øve sig først (hvilket jeg synes var ret imponerende), og da jeg havde godkendt det gik han igang.
For dem af jer der har overvejet at få en tus - i kender sikkert en eller flere der har tusser, som siger at det ikke gør særlig ondt – lad mig bare sige: Det er super smertefuldt! Jeg sad og krammede en stol i ca. 40 minutter imens hele min krop rystede af smerte. Jeg havde selvfølgelig også valgt at få den lavet lige over rygsøjlen, men stadigvæk. Det gjorde også ondt bagefter, og nu er det så begynde at klø ulideligt imens det heler. På trods af alt det er jeg stadig glad for at jeg fik den lavet. Jeg synes den blev vildt flot, og for dem der ikke havde regnet det ud, så er det sidste billede af min tus.
Henriette fik også lavet en. Hendes er et citat fra hendes mors begravelse: Ingen kender dagen før solen er gået ned. Det er ikke alene noget der minder hende om sin mor, det er også godt at huske på de der dage hvor alt bare går galt. Man kan være nok så irriteret, trist, vred, etc., men man ved aldrig hvad der sker om fem minutter eller om to timer, så der er altid en chance for at dagen bliver vendt til noget godt. Jeg havde selv sådan en dag i sidste uge, hvor jeg fik at vide at min mormors mand var blevet indlagt med en hjerneblødning. Det var ikke den sjoveste besked at få når man ikke er derhjemme (og slet ikke når man tænker på at min far døde pga en blodprop i hjernen). Jeg var rigtig ked af det hele dagen, Henriette havde også en dårlig dag, og Cornelia havde ingen anelse om hvordan hun skulle muntre os op. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage til time om aftenen, men jeg gjorde det alligevel fordi vi skulle se en film, som vi skulle skrive opgave om. Der stod i vores læseplan at vi skulle se Godspell, men det viste sig at være en fejl. I virkeligheden skulle vi se Jesus Christ Superstar, som er en af mine yndlings musicals, hvilket hjalp til at få mig i godt humør igen. Den slags situationer er grunden til at jeg rigtig godt kan lide Henriettes tatovering.
Anyway, da vi havde betalt tog vi ud for at finde hotellet og få tjekket ind. Vi havde forventet at hotellet villet været temmelig luset, for vi var gået efter noget billigt, men det viste sig at være ganske fint. Det var pænt og rent, personalet var hjælpsomme og venlige, og så var der endda morgenmad inklusiv i prisen. Da vi havde tjekket ind skyndte vi os videre til et kæmpe shoppingcenter, hvor vi gik ind på en klassisk burgerbar, Johnny Rockets, og fik os en kæmpe frokost.
Så var vi endelig klar til at shoppe, og jeg skal lige love for at vi shoppede. Min yndlingsbutik endte med at være Ann Taylor Loft, hvor man kan få tøj i petite størelser (dvs de har anerkendt at man godt kan være tyk selv om man har korte ben, hurra). Jeg fandt to par jeans, som ikke skal lægges op – så bliver det næsten ikke bedre. Bortset fra at det gjorde det faktisk, for om aftenen havde vi lyst til italiensk mad. Vi kunne ikke rigtig finde en italiensk restaurant, så vi forhørte os på hotellet. Vi fik anbefalet en restaurant der lå ca. ti minutters kørsel væk, og det viste sig at være en fantastisk restaurant (vi fik endda rester med hjem, hvilket er normen herovre). Det havde været planen at vi skulle ud og gøre Denver usikker, men da vi kom tilbage til hotellet kom vi til at se TV og spise vores rester, og så var det vi indså at vi trængte mest til søvn (vi skulle jo være klar til mere shopping dagen efter).
Søndag tog vi så tilbage til shoppingcentret, hvor vi købte en masse flere fantastiske ting, spiste frokost og så Fame i biffen. Da filmen var færdig havde Cornelia så besluttet at hun også skulle have lavet en tatovering, så vi tog tilbage til tatovøren. Hun fik lavet et lille gamma-tegn (hvilket er det græske bogstav for C) bag det højre øre. Det tog ikke lang tid, så der gik ikke længe før vi sad i en bås på restauranten Red Robin (der også er et burgersted). De har nogle af de bedste fritter jeg har smagt, og vi var alle stopmætte inden vi vendte næsen mod Laramie igen.
Da vi krydsede statsgrænsen ind i Wyoming blev vi advaret om kraftig tåge. Vi spejdede til alle sider og undrede os over hvor den der tåge egentlig var henne. Og lige pludselig var det så tåget at det var lige som at køre ind i en mur. Det havde også sneet, og temperaturen lå lige omkring frysepunktet. Vi frygtede hvilke forhold der ventede os i Laramie, men da vi kom over bjergene og kørte ned mod byen steg temperaturen ca. fem grader og der var ingen sne. Det har så ændret sig siden hen. Som jeg beskrev i min sidste blog er vejret her i Laramie ret omskifteligt. Det kan være solskin og dejligt varmt den ene dag, og så sne, blæst og kulde den næste. Sådan har det også været i denne uge. I går var det rigtig godt vejr med masser af solskin og næsten vindstille. I dag er det snevejr! Det har sneet lidt det meste af dagen, dog uden at det rigtig har lagt sig, men det har bare været hundekoldt. Det skulle ikke blive meget bedre i weekenden; faktisk skulle der bare komme endnu mere sne. Det er meningen at vi skal til football på lørdag, hvor der er homecoming (gamle elever er inviteret til at komme på besøg på skolen), men det kan da godt være det bliver lidt for koldt for os skandinaviske tøser.
I sidste uge havde jeg travlt med studierne. Jeg havde en midterm eksamen i tirsdags, så jeg brugte hele mandag på at læse op til den. For dem der har haft midterms i Danmark kan jeg fortælle at det overhovedet ikke er det samme som her. Vi fik udleveret en study guide med 20 termer, som det blev forventet at vi kunne forklare i forhold til Disney, og 20 citater, som vi skulle have noget fascinerende at sige om. Til selve eksamen skulle vi så udvælge seks af hver og forklare dem, hvilket vi havde en time til. Efter det første kvarter havde jeg allerede skrivekrampe. Det var meningen at vi skulle forklare termerne og deres relevans for Disney med to eller tre sætninger, men jeg endte med at skrive minimum en halv side om hver (håber ikke det trækker ned). Nu glæder jeg mig bare til at høre resultatet; det er dog kun halvdelen af vores midterm, for vi skal også aflevere et essay i dag, som usgør resten af den midterm.
Onsdag skulle jeg så have indhentet den læsning som jeg skulle nå til undervisningen i sidste uge. ”Heldigvis” var min lærer syg i tirsdags, så vi fik fri efter eksamen var overstået (jeg synes selvfølgelig ikke hun skal være syg, men ærlig talt var jeg udmattet efter den time). Det betød så at jeg havde ca. 150 sider jeg skulle læse, hvilket jeg da også kom igennem ved hjælp af den studerendes bedste ven – kaffe – men det viste sig så bare at vi slet ikke kom til at diskutere alt det læsestof, fordi vi havde en gæsteforelæsning torsdag...så kunne man da godt lige føle sig lidt dum! Ærlig talt, hvis jeg havde vidst at timen slet ikke kom til at handle om den bog vi skulle læse, så havde jeg nok ikke stresset så meget over det. Det er jo altid muligt at indhentet lidt af det forsømte i weekenden, men nu er jeg selvfølgelig bare glad for at jeg har læst det. Det er jo selvfølgelig rart ikke at være bagud, og så kan jeg koncentrere mig om denne uges midterms...jeg har to af dem på torsdag!
Fredag og lørdag fik vi sne! Ja, endnu engang måtte vi have fat i de lange underbukser og uldsokkerne, hvis vi ville udenfor en dør. Og det ville vi jo, for i lørdags var der homecoming. Det vil sige at gamle elever bliver inviteret tilbage til skolen, nogle af dem bliver hædret med en pris, der er en parade, osv. Football kampen var imod New Mexico Lobos (Ulvene), og vi bankede dem sønder og sammen (hvilket er ret godt klaret når man tænker på at de har vundet de sidste fire gange vi har spillet imod dem). Der er nok nogen der ikke kan klare kulden, hva’ Lobos?!
Lørdag var også dagen hvor vi fik fornemt besøg fra Sverige. Ingen ringere end Cornelias forældre kiggede forbi. De er ret sjove og totalt i orden af svenskere at være, så det skal nok blive sjovt at hænge lidt ud med dem den kommende uge.
Til slut vil jeg gerne lige undskylde hvis min stavning og grammatik er helt ude i skoven. Jeg er allerede blevet så vandt til at alt foregår på engelsk (selv Henriette og jeg taler engelsk til hinanden af ren og skær vane), at det danske er lidt ved at gå fløjten. I skal nok forvente at jeg er lidt af en Sidney Lee når jeg vender frygteligt tilbage til Danmark, så i må have lidt tålmodighed. Skulle der være nogen der ikke ved hvem Sidney Lee er, så er han en fyr der har deltaget i en masse realityshows, han er ret irriterende og synes selv han er ret lækker. Han har vistnok engang været i USA i et par uger, så nu kan han kun tale med amerikansk accent (det er temmelig træls, men meget sjovt at gøre grin med).
Det var alt for denne gang.
Randi
De sidste par uger er fløjet afsted. Fredag (I forrige uge) skulle vi forberede os til Denver-turen, men Cornelia fik (forholdsvis let) overbevist mig om at det var en meget bedre ide at tage til fest. Det viste sig også at være en rigtig god fest, hvorimod beer-pong (øl-bordtennis) viste sig at være en rigtig dårlig ide. Jeg kan ihvertfald fortælle jer, at hvis i nogensinde skal spille dette forfærdelige spil, så skal i lade være med at være på hold med Dennis (vores tyske nabo). De af jer der kender mig ved at jeg ikke ligefrem er begavet i den atletiske afdeling. Bordtennis er ingen undtagelse! Jeg kan så fortælle jer at Dennis var endnu ringere end jeg var til beer-pong. Det korte af det lange er at jeg fik en ordentlig skid på, men dog var fornuftig nok til at tage hjem kl. 01.30. Jeg var desuden så heldig at fange en safe-ride (gratis taxaer der kører torsdag, fredag og lørdag), så jeg lå i min seng ca. 5 minutter senere.
Cornelia var ikke helt så heldig...Hun blev til festen (ingen ved hvor længe), hvorefter hun tog til en anden fest før hun kom hjem kl. 04.30 eller noget i den stil. Jeg bør måske lige fortælle også, at Henriette havde været fornuftig nok til at blive hjemme, så der rent faktisk var nogen der kunne køre til Denver dagen efter. Total iorden beslutning! Vi skulle så afsted kl. 07.30 (tidligt), og Cornelia og jeg kunne næsten ikke slæbe os selv ud i bilen. Henriette, som fortjener en medalje for at gide køre hele vejen til Denver med to sovende, tømmermændsbefængte sloffer, tog det hele med et smil. Hun havde heldigvis købt en dims der gør det muligt at lytte til sangene på ens iPod gennem bilradioen, så hun havde da lidt selskab på vejen.
Da vi kom til Denver styrede vi direkte mod IHoP (International House of Pancakes), og der blev spist pandekager som aldrig før. Dem der kun har fået skandinaviske pandekager ved ikke hvad de går glip af. Amerikanske pandekager er noget helt andet, og jeg fik dem med New York Cheesecake i...mums. Det var ufattelig tiltrængt på det tidspunkt, og da vi havde spist følte jeg mig faktisk helt menneskelig igen. Næste punkt på listen var tatoveringer. Eftersom jeg havde glemt min hjerne på beer-pong bordet aftenen før, havde jeg selvfølgelig glemt min tegning i Laramie. Det var jeg ret træt af, men det viste sig at være en god ting. Jeg lavede en hurtig skitse til fyren der skulle lave min tus, og han kunne straks se at det var en traditionel sømandstatovering jeg gik efter. Eftersom jeg ikke havde noget særlig fast at gå efter fik han frie hænder, og jeg synes selv at det han fandt frem til var meget bedre end jeg havde forestillet mig. Han tegnede det hele direkte på min ryg uden at øve sig først (hvilket jeg synes var ret imponerende), og da jeg havde godkendt det gik han igang.
For dem af jer der har overvejet at få en tus - i kender sikkert en eller flere der har tusser, som siger at det ikke gør særlig ondt – lad mig bare sige: Det er super smertefuldt! Jeg sad og krammede en stol i ca. 40 minutter imens hele min krop rystede af smerte. Jeg havde selvfølgelig også valgt at få den lavet lige over rygsøjlen, men stadigvæk. Det gjorde også ondt bagefter, og nu er det så begynde at klø ulideligt imens det heler. På trods af alt det er jeg stadig glad for at jeg fik den lavet. Jeg synes den blev vildt flot, og for dem der ikke havde regnet det ud, så er det sidste billede af min tus.
Henriette fik også lavet en. Hendes er et citat fra hendes mors begravelse: Ingen kender dagen før solen er gået ned. Det er ikke alene noget der minder hende om sin mor, det er også godt at huske på de der dage hvor alt bare går galt. Man kan være nok så irriteret, trist, vred, etc., men man ved aldrig hvad der sker om fem minutter eller om to timer, så der er altid en chance for at dagen bliver vendt til noget godt. Jeg havde selv sådan en dag i sidste uge, hvor jeg fik at vide at min mormors mand var blevet indlagt med en hjerneblødning. Det var ikke den sjoveste besked at få når man ikke er derhjemme (og slet ikke når man tænker på at min far døde pga en blodprop i hjernen). Jeg var rigtig ked af det hele dagen, Henriette havde også en dårlig dag, og Cornelia havde ingen anelse om hvordan hun skulle muntre os op. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage til time om aftenen, men jeg gjorde det alligevel fordi vi skulle se en film, som vi skulle skrive opgave om. Der stod i vores læseplan at vi skulle se Godspell, men det viste sig at være en fejl. I virkeligheden skulle vi se Jesus Christ Superstar, som er en af mine yndlings musicals, hvilket hjalp til at få mig i godt humør igen. Den slags situationer er grunden til at jeg rigtig godt kan lide Henriettes tatovering.
Anyway, da vi havde betalt tog vi ud for at finde hotellet og få tjekket ind. Vi havde forventet at hotellet villet været temmelig luset, for vi var gået efter noget billigt, men det viste sig at være ganske fint. Det var pænt og rent, personalet var hjælpsomme og venlige, og så var der endda morgenmad inklusiv i prisen. Da vi havde tjekket ind skyndte vi os videre til et kæmpe shoppingcenter, hvor vi gik ind på en klassisk burgerbar, Johnny Rockets, og fik os en kæmpe frokost.
Så var vi endelig klar til at shoppe, og jeg skal lige love for at vi shoppede. Min yndlingsbutik endte med at være Ann Taylor Loft, hvor man kan få tøj i petite størelser (dvs de har anerkendt at man godt kan være tyk selv om man har korte ben, hurra). Jeg fandt to par jeans, som ikke skal lægges op – så bliver det næsten ikke bedre. Bortset fra at det gjorde det faktisk, for om aftenen havde vi lyst til italiensk mad. Vi kunne ikke rigtig finde en italiensk restaurant, så vi forhørte os på hotellet. Vi fik anbefalet en restaurant der lå ca. ti minutters kørsel væk, og det viste sig at være en fantastisk restaurant (vi fik endda rester med hjem, hvilket er normen herovre). Det havde været planen at vi skulle ud og gøre Denver usikker, men da vi kom tilbage til hotellet kom vi til at se TV og spise vores rester, og så var det vi indså at vi trængte mest til søvn (vi skulle jo være klar til mere shopping dagen efter).
Søndag tog vi så tilbage til shoppingcentret, hvor vi købte en masse flere fantastiske ting, spiste frokost og så Fame i biffen. Da filmen var færdig havde Cornelia så besluttet at hun også skulle have lavet en tatovering, så vi tog tilbage til tatovøren. Hun fik lavet et lille gamma-tegn (hvilket er det græske bogstav for C) bag det højre øre. Det tog ikke lang tid, så der gik ikke længe før vi sad i en bås på restauranten Red Robin (der også er et burgersted). De har nogle af de bedste fritter jeg har smagt, og vi var alle stopmætte inden vi vendte næsen mod Laramie igen.
Da vi krydsede statsgrænsen ind i Wyoming blev vi advaret om kraftig tåge. Vi spejdede til alle sider og undrede os over hvor den der tåge egentlig var henne. Og lige pludselig var det så tåget at det var lige som at køre ind i en mur. Det havde også sneet, og temperaturen lå lige omkring frysepunktet. Vi frygtede hvilke forhold der ventede os i Laramie, men da vi kom over bjergene og kørte ned mod byen steg temperaturen ca. fem grader og der var ingen sne. Det har så ændret sig siden hen. Som jeg beskrev i min sidste blog er vejret her i Laramie ret omskifteligt. Det kan være solskin og dejligt varmt den ene dag, og så sne, blæst og kulde den næste. Sådan har det også været i denne uge. I går var det rigtig godt vejr med masser af solskin og næsten vindstille. I dag er det snevejr! Det har sneet lidt det meste af dagen, dog uden at det rigtig har lagt sig, men det har bare været hundekoldt. Det skulle ikke blive meget bedre i weekenden; faktisk skulle der bare komme endnu mere sne. Det er meningen at vi skal til football på lørdag, hvor der er homecoming (gamle elever er inviteret til at komme på besøg på skolen), men det kan da godt være det bliver lidt for koldt for os skandinaviske tøser.
I sidste uge havde jeg travlt med studierne. Jeg havde en midterm eksamen i tirsdags, så jeg brugte hele mandag på at læse op til den. For dem der har haft midterms i Danmark kan jeg fortælle at det overhovedet ikke er det samme som her. Vi fik udleveret en study guide med 20 termer, som det blev forventet at vi kunne forklare i forhold til Disney, og 20 citater, som vi skulle have noget fascinerende at sige om. Til selve eksamen skulle vi så udvælge seks af hver og forklare dem, hvilket vi havde en time til. Efter det første kvarter havde jeg allerede skrivekrampe. Det var meningen at vi skulle forklare termerne og deres relevans for Disney med to eller tre sætninger, men jeg endte med at skrive minimum en halv side om hver (håber ikke det trækker ned). Nu glæder jeg mig bare til at høre resultatet; det er dog kun halvdelen af vores midterm, for vi skal også aflevere et essay i dag, som usgør resten af den midterm.
Onsdag skulle jeg så have indhentet den læsning som jeg skulle nå til undervisningen i sidste uge. ”Heldigvis” var min lærer syg i tirsdags, så vi fik fri efter eksamen var overstået (jeg synes selvfølgelig ikke hun skal være syg, men ærlig talt var jeg udmattet efter den time). Det betød så at jeg havde ca. 150 sider jeg skulle læse, hvilket jeg da også kom igennem ved hjælp af den studerendes bedste ven – kaffe – men det viste sig så bare at vi slet ikke kom til at diskutere alt det læsestof, fordi vi havde en gæsteforelæsning torsdag...så kunne man da godt lige føle sig lidt dum! Ærlig talt, hvis jeg havde vidst at timen slet ikke kom til at handle om den bog vi skulle læse, så havde jeg nok ikke stresset så meget over det. Det er jo altid muligt at indhentet lidt af det forsømte i weekenden, men nu er jeg selvfølgelig bare glad for at jeg har læst det. Det er jo selvfølgelig rart ikke at være bagud, og så kan jeg koncentrere mig om denne uges midterms...jeg har to af dem på torsdag!
Fredag og lørdag fik vi sne! Ja, endnu engang måtte vi have fat i de lange underbukser og uldsokkerne, hvis vi ville udenfor en dør. Og det ville vi jo, for i lørdags var der homecoming. Det vil sige at gamle elever bliver inviteret tilbage til skolen, nogle af dem bliver hædret med en pris, der er en parade, osv. Football kampen var imod New Mexico Lobos (Ulvene), og vi bankede dem sønder og sammen (hvilket er ret godt klaret når man tænker på at de har vundet de sidste fire gange vi har spillet imod dem). Der er nok nogen der ikke kan klare kulden, hva’ Lobos?!
Lørdag var også dagen hvor vi fik fornemt besøg fra Sverige. Ingen ringere end Cornelias forældre kiggede forbi. De er ret sjove og totalt i orden af svenskere at være, så det skal nok blive sjovt at hænge lidt ud med dem den kommende uge.
Til slut vil jeg gerne lige undskylde hvis min stavning og grammatik er helt ude i skoven. Jeg er allerede blevet så vandt til at alt foregår på engelsk (selv Henriette og jeg taler engelsk til hinanden af ren og skær vane), at det danske er lidt ved at gå fløjten. I skal nok forvente at jeg er lidt af en Sidney Lee når jeg vender frygteligt tilbage til Danmark, så i må have lidt tålmodighed. Skulle der være nogen der ikke ved hvem Sidney Lee er, så er han en fyr der har deltaget i en masse realityshows, han er ret irriterende og synes selv han er ret lækker. Han har vistnok engang været i USA i et par uger, så nu kan han kun tale med amerikansk accent (det er temmelig træls, men meget sjovt at gøre grin med).
Det var alt for denne gang.
Randi
