Jeg fik idéen til disse nuttede edderkopper i et af de mad-blade man kan få alle steder her. Jeg forsøgte mig også med flagermus-cupcakes, men lad os bare sige at de ikke blev helt så nuttede.
sød). Jeg lavede også nogle i blå, hvor der bl.a. står 'Bite me' (= bid mig).Her kan i se nogle af mine favorit-udklædninger: Smølfefar og Skipper Skræk.
Dagbog d. 19-11
Det gik pludseligt op for mig at jeg er kommet fælt bagud på blog-fronten, så nu sidder jeg i et fly på vej til L.A. og skriver.
Det var super hyggeligt at have besøg af Cornelias forældre, Lena og Kenneth. Kenneth ligner Dr. Phil (kendt fra TV) og så arbejder han faktisk med unge med psykiske problemer for at det ikke skal være løgn. Han er også ret god til at lave svenske kødboller, men jeg må erklære mig uforstående overfor den tyttebærmarmelade de insisterer på at blande i deres kartoffelmos. Lena og Kenneth have taget et glas af den hjemmelavede slags med og Cornelia var helt oppe at køre over det, men det var altså ikke lige noget for mig. Kødbollerne var til gengæld ret gode og kartoffelmosen med.
Det viste sig ret hurtigt at Kenneth er vild med amerikansk mad, så vi tog dem med på Applebee’s en aften. På Applebee’s kan man få alt fra kæmpe burgere til pastaretter. Vi spiste til vi var lige ved at sprække, og alligevel var der rester til både frokost og aftensmad dagen efter....mums!
Er der en ting der er klassisk Laramie, så er det nok The Old Buckhorn (en rigtig cowboybar), så der var vi selvfølgelig nødt til at tage Lena og Kenneth med ned. Lige som vi kom kørende ind på vejen for at finde en parkeringsplads hører vi så flere skud der bliver affyret. Vi vidste ikke hvad der foregik, men jeg så ud af øjenkrogen en mand falde om på fortovet få meter fra bilen. Jeg var selvfølgelig skrækslagen, for hvis der er noget at komme til skade ved skal jeg nok komme til skade, men det viste sig altså at være en western-demonstration. Okay, så kunne man godt føle sig en lille smule dum, men jeg havde da ikke regnet med at der kom nok turister til Laramie til at lave den slags shows; faktisk troede jeg slet ikke der kom turister til Laramie...der er ligesom ikke så meget spændende at se! Nå men vi var da en tur på The Buckhorn for at få en øl, og så kørte Lena og Kenneth os til fest. Vi tilbød at de kunne komme med, men de havde stadigvæk lidt jet-lag og ville hellere være friske inden de skulle køre til Denver dagen efter.
Tidligere den dag havde vi lavet Jell-o shots og Hot’n’Sweet som vi tog med hen til Nico og Verena (to af tyskerne). Det viste sig at være yderst populært, og vores Sort Svin, som var beregnet til en fødselsdagsgave til Adam (en af de amerikanere som altid inviterer os til fest), var faktisk halvt væk inden vi overhovedet ankom til festen. Det gjorde dog ikke så meget, for Adam kunne absolut ikke lide det. Det kunne til gengæld hans roommate Anthony, som synes det var så godt at han endda ville betale for at importere Tyrkisk Peber hvis han vidste hvordan import fungerer. Det endte med at være en rigtig god fest; jeg var hjemme igen kl. 5.30 næste morgen. Jeg havde ellers planlagt at Skype omkring kl. 02.00, for der kom Mormor og Tommy til formiddagskaffe hos min mor...sådan gik det ikke lige. Jeg havde så dårlig samvittighed at jeg ringede min mormor op et par dage senere via Skype, men det skulle selvfølgelig heller ikke gå efter planen. Jeg har som regel frokostpause mellem kl. 12.15-13.00, og der plejer jeg at gå hen i det lokale hvor min næste time er, tænde computeren og så chatte eller Skype med folk derhjemme. Den dag var dørene til lokalet tilfældigvis lukkede, men eftersom lokalet var tomt satte jeg mig bare ind, fandt min frokost og ringede Mormor op. 10 minutter inden timen startede sagde jeg så farvel og gik ud for at få lidt luft gennem et filter. Da jeg åbnede dørene stod flere af mine klassekammerater og ventede på at komme ind. De havde hørt stemmer fra lokalet og troet at det var optaget...jeg havde det ret dårligt med at de havde stået der og ventet, gud ved hvor længe, men der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det, og i det mindste havde jeg da fået sagt hej til Mormor. Det er altid svært at være hjemmefra, men jeg har haft det særligt svært med at Tommy har været indlagt. Jeg ved ikke om de har fået en behandlingplan endnu, om han overhovedet skal i behandling, men de sidste nyheder er at han er hjemme, har det godt og selv kan komme rundt – fantastisk.
31. oktober var det Halloween. Vi havde købt græskar en uge i forvejen for at lave Jack’o’lanterns. De blev også super flotte: Cornelia lavede en flagermus og en måne, Henriette lavede en kirkegård med et spøgelse, og jeg lavede den hovedløse rytter fra Sleepy Hollow. Det var også vældigt, men det viste sig at vi nok skulle have ventet et par dage, for vi havde nærmest ikke fået sat dem ud før det begyndte at sne, og det kunne de altså ikke klare. De kollapsede hurtigere end du kan sige snestorm, og før vi fik set os om var de begyndt at rådne. De holdt så ikke til Halloween, men til gengæld havde vi planlagt at bage til alle de Trick-or-Treaters der helt sikkert ville komme forbi. Jeg brugte så det meste af en tømmermændsbefængt lørdag på at dekorere cupcakes og småkager, men der kom ikke nogen for at spise dem...jeg var simpelthen så skuffet! Det endte så med at vi inviterede en masse af vores internationale venner over til kaffe om søndagen, og der fik vi da bugt med de fleste af kagerne.
Om aftenen var vi til Halloween-fest på The Library (en bar), og der var nogle vilde kostumer. Mine favoritter var Smølfefar (fyren havde malet sig totalt blå), Skipper Skræk og en af bartenderne, som havde taget en kæmpe gravid-mave på, undertrøje hvor der stod ’Drinking for Two’ (Drikker for to), leopard-prikket BH der hang lidt udenfor, og så et kæmpe blåt øje – jeg tænker på at stjæle den ide, hvis jeg finder en god Halloween-fest næste år. Jeg var selv klædt ud som en fra The Andrews Sisters (swing-band fra 1940’erne), men alle troede jeg var Marilyn Monroe, og det har ligesom hængt ved lige siden. Det er da ikke det værste i verden at blive kaldt Marilyn Monroe, men nu var det altså ikke lige det var havde tænkt mig, så alt i alt var mit kostume vel både en success og en fiasko.
En ting der var ret sørgelig er at Lena (en af de tyske piger) var nødt til at tage hjem før tid. For et par uger siden var hun i Denver for at blive scannet (hun er gravid med tvillinger), og der fandt hun ud af at hen ene af tvillingerne ikke fik nok blod. Lægen mente dog at det kunne ordnes med en lille operation, men anbefalede at hun tog tilbage til Tyskland for at få den udført. Det var rigtig trist at sige farvel, men jeg forstår godt hendes beslutning om at følge lægens råd. Jeg fik så at vide den anden dag at hun havde mistet det ene barn. Det var bare så trist, men Lena er den type der tager den slags med logik – det er bare naturens måde at rydde op på. I det mindste har det andet barn det nu rigtig godt, og jeg håber at Lena er glad for at være hjemme hos familien igen.
Der har også været en del fødselsdage på det sidste. Det er ikke ret længe siden vi holdt fest for Daniel (Tyskland), Diana (Tyskland) og Anan (Laos), og i denne uge var det så Ferdi (Tyskland) og Lassi (Finland), som holder fest med Liesa (Tyskland) her i weekenden. Liesa har fødselsdag på mandag, så selv om jeg ikke kan komme med til festen kan jeg da tage med ud og fejre hendes fødselsdag når jeg vender tilbage til Laramie. I tirsdags fejrede vi Lassi; vi var på Altitude, som er en af byens bedste restauranter, og derefter var vi på The Library, som lidt er blevet vores stambar. Det var rigtig hyggelig og super god mad, og så er det jo bare altid sjovt at hænge ud med de andre internationale.
Lige nu er jeg så på vej til Californien hvor der venter 4 dage i Disneyland, men det skal i nok høre meget mere om i min næste blog.
Randi
