Mmm, Sushi!

Dagbog 25-4-2010

Ja, der gik altså lige et par dage inden den der fantastiske madforgiftning gik i sig selv igen, men jeg havde det da sådan okay gennem weekenden. Sidste mandag skulle jeg så mødes med min vejleder, men så var hun selvfølgelig blevet syg. Vores timing har bare været helt skæv på det sidste, så det var egentlig ikke nogen overraskelse. Det endte med at blive onsdag inden vi fik det til at passe. Jeg var selvfølgelig ret spændt på at høre hvad hun syntes, for hvis hun siger det er godt, så tror jeg på hende. Det gjorde hun bare ikke! Faktisk lød det til at det var noget værre møg, men hun sagde dog at der var en god opgave begravet et sted imellem en masse pladder. Hun gav dog også konstruktiv kritik og teknik til hvordan jeg skulle revidere. Mere om den sag senere.

Torsdag var der så 80’er fest sammen med nogle af dem jeg læste Disney med sidste semester. Det var faktisk en spille-fest. UW har åbenbart et game-room, hvor der ikke alene findes en masse computere, men også alle de spillekonsoller du overhovedet kan komme i tanke om. Der var endda en old school gameboy! Jeg var naturligvis alt for sej til guitar hero, så det holdte jeg mig til. Efter festen tog jeg en tur ud og spise sammen med Anna fra mit Disney hold, hendes kæreste, og hendes ene kontor-buddy. Det var super hyggeligt, og bagefter gav de mig et lift til the Library, hvor jeg troppede op i mit dejlige 80’er outfit og øjenskygge til den helt store guldmedalje. Det sjove ved det var, at bare fordi jeg havde konverteret min side-pony til en almindelig knold og taget lange bukser uden over mine shorts (jeg var klædt ud som arobics-fanatiker) var der ingen der rigtig lagde mærke til hvor 80’er jeg faktisk var. Det var lidt sjovt, hvis jeg selv skal sige det.

Er der 80'er nok?!

Om fredagen var jeg så til min første office function. Biblioteket (altså ikke baren, men dem der har bøger!) holdt en frokost til ære for nogle lokale forfattere, og de forskellige afdelinger på skolen havde så haft muligheden for at købe et bord hver. Vores kontor havde selvfølgelig også købt et bord, og de havde så bl.a. inviteret mig med til frokosten. Den dag fik jeg så bevis for at den travlhed der normalt hersker på kontoret ikke bare er noget jeg bilder mig ind. Frokosten skulle holdes på the Hilton, et hotel der ligger få minutters gang fra min lejlighed. Jeg havde fået instrukser om at være der ca. 15 minutter inden det skulle starte. Det var jeg selvfølgelig også, men der var bare ikke nogen af de andre endnu. Ca. to minutter inden det skulle starte dukkede der så to af mine kolleger og et par studerende op. Så skulle jeg da i det mindste ikke sidde alene ved bordet, puha! Arrangementet startede lige så stille, og da vi nåede til hovedretten, og hovedtaleren for den sags skyld, kom Ruth så listende ind. En halv time efter at det hele var startet var vi endelig fuldtallige. Efter hvad jeg kunne se var der ingen af de andre borde der manglede nogen da det startede.
Hovedtaleren var super genial. Jeg fandt aldrig ud af hvad hans bog handlede om, men han var virkelig underholdende. Han startede med at sige: ”Det kan godt være at jeg kommer til at græde mens jeg taler, men det skal i ikke tage jer af; det er glade tårer.” Det var da en intro der fangede de fleste. Man kunne ligefrem mærke hvordan sølvtøjet dalede og folk ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre af sig selv...he he. Jeg skal måske lige huske at sige her, hvis nogen skulle være i tvivl, at Wyoming er en af de mest konservative stater i hele USA, og der var uden tvivl mange konservative mennesker til stede. Da taleren så rigtig kom igang med at fortælle om hvordan han havde samlet inspiration til sin bog, lød det nogenlunde sådan her: ”Da jeg først ankom til Thailand var jeg så let-lagged at jeg ikke kunne sove, så jeg tog på club. Jeg elsker at danse. Efter et par uger havde jeg fået samlet en fantastisk gruppe fest-mennesker omkring mig, og vi gik altid ud sammen. Nogle af mine bedste venner var to transvistiter og en flamboyant bøsse.” Jeg sad ved siden af Chas, som er en af dem jeg har arbejdet meget sammen med, og jeg kunne bare mærke uden at kigge på ham at han var lige ved at flække af grin. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at jeg også selv havde gang i et internt grineflip af dimensioner og at der endnu engang blev konplet stille i salen. Det var jo ligesom meningen at vi skulle virke professionelle, men jeg blev altså alligevel nødt til at lukke et lille fnis ud, for det var bare så komisk. Jeg ved ikke hvor god den her historie i virkeligheden er, men det var ihvertfald sjovt for os der var der.

Fredag aften skulle vi fejre Verena’s fødselsdag. Vi skulle spise på en sushi restaurant som jeg ikke engang anede lå her i byen...what the f***? Det var super lækker mad, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst spiste så meget. Mmmmm, sushi! Samme aften festede vi vidre ved en privat fest. En af dem der var med på restaurant kendte en som holdt fest, og hun spurgte om hun godt måtte tage 20 Europæiske venner med. Jeg tror at ham der holdt festen troede hun overdrev lidt, så da vi troppede op kunne vi næsten ikke komme ind i huset. Det var et band der spillede i stuen, og der var nok ca. 70 mennesker i huset. Jeg har aldrig før set et sted være så proppet. Men det var da okay sjovt da det kom til stykket. Katja, Judith og jeg besluttede dog alligevel at vi hellere ville tage på the Buck, hvilket som regel resulterer i en sjov aften. Det gjorde det også denne gang. Vi dansede på livet løs, og så rendte vi ind i Adam (a.k.a. Papa Bear), som jeg ikke har set siden sidste semester. Det var super hyggeligt lige at blive opdateret på hvad han render og laver for tiden. Sidste semester holdt han en masse fester (hans far opfandt den laser som bliver brugt til at ”skrive” på øl- og sodavandsdåser, så han er faktisk sådan lidt små-rig), men hans hus blev så slidt at han var nødt til at stoppe festerne for at rette op på skaderne, ups!

Ellers skete der ikke det helt store de næste par dage. Jeg brugte en masse tid på mit speciale og min eksamensopgave. Faktisk har jeg siddet så meget foran computeren på det sidste at mine skuldre efterhånden har taget skade. Jeg har selvfølgelig ikke noget skrivebord her, så når jeg skriver hjemme sidder jeg ved mit spisebord, og det er så højt at mine skuldre automatisk kryber op. Det sidste par nætter har jeg faktisk været nødt til at sove med varmepuder på skuldrene for at udbedre skaden.

Nå jo, så skete der jo faktisk noget interessant om lørdagen. Jeg passede lige så stille mig selv og mine skriveriet da det pludselig bankede på døren. Da jeg åbnede så jeg så nogle meget smilende mennesker med nogle meget tunge bibler i hænderne. Jeg sagde pænt nej tak til at tale med dem og det accepterede de også, men alligevel bandede jeg lidt over at de havde brudt min koncentration. Fem minutter efter de var gået åbnede der sig så fra himlen et fænomen der kun kan beskrives som et skybrud. Nu er det altså sådan at det yderst sjældent regner i Laramie, så et regnskyl af den slags måtte simpelthen være sendt af højere magter. Det er sådan set ikke fordi jeg er religiøs (faktisk kan jeg nok bedre beskrives som agnostiker), men det føltes nu alligevel som retfærdig straf til de søde missionærer. Jeg har ikke noget imod at folk tror på gud (eller whatever), men de behøver egentlig ikke blande mig ind i det, så jeg synes de havde fortjent at blive gennemblødte, ha. Det kan selvfølgelig også godt være at der var en eller anden det prøvede at straffe mig for min retfærdige harme, for så var det var mit tag begyndte at lække igen. Jeg troede faktisk det var blevet lavet, men så blev jeg lige lidt klogere.

Så forårsagtig så Laramie ud efter lørdagens regnskyl.

Tirsdag da jeg var på kontoret kom jeg i snak med Ruth. Bare for at være virkelig banale snakkede vi om vejret. Jeg var bare så begejstret for at det endelig var blevet forår i Laramie, og at der endda havde været regnvejr. Ruth havde sagt til mig for flere uger siden at jeg nok skulle nå at se sne igen inden jeg tog hjem, og som om vi havde fået et tegn kiggede vi begge ud af vinduet og så at det sneede. Det var bare super mærkeligt, men det er åbenbart normalt med snestorme helt ind i juni her i byen.

Anywho. Torsdag skulle jeg så mødes med min lærer igen. Jeg var selvfølgelig kanon nervøs, for når man begynder at redigere når man som regel altid til det der punkt hvor man skal lade det ligge. Nogle gange er det bare svært at vide om an er nået dertil, og så risikerer man at aflevere noget der er endnu rimgere end det man først kom med. Jeg rakte med rystnede hænder min stak papirer til hende og satte mig så til at lade som om jeg læste i en bog, mens jeg i virkeligheden prøvede at tyde hendes reaktioner. Det var jeg så ikke lige super god til, for da hun begyndte at bruge mere tid på at skrive kommentarer end hun brugte på at læse var jeg sikker på at jeg var dødsdømt. Men faktisk var hun virkelig tilfreds med det jeg havde afleveret, og hun havde skrevet noter for at kommentere på alt, både godt og skidt. Der var dog slet ikke så meget der var skidt, så nu har jeg det meget bedre.

Torsdag har også været en af mine faste arbejdsdage på kontoret, så da jeg var færdig med mit møde hastede jeg tilbage for at blive færdig med min sidste arbejdsdag. Jeg havde tilbudt min kollega Shawn at hjælpe med at lave certifikater til hans studerende som skal hjem samme tid som mig, og han havde for flere uger siden sagt at det ville han nok gerne have mig til. Han ventede så selvfølgelig til den aller sidste dag jeg skulle være der til at sige: ”Hov, kan du forresten ikke lige lave de her tyve certifikater.” Det ville jeg selvfølgelig gerne, men problemet var at han ikke rigtig havde forberedt noget. Jeg skulle så have printet en frygtelig masse ting ud (og jeg kan ikke printe fra mit eget kontor), en tur over til the union for at få det skåret korrekt ud. Tilbage til kontoret og samle de forskellige stykker papir, binde dem sammen med noget særligt guldbånd, som ikke er helt let at styre, sætte et specielt UW guld-klistermærke på hver, proppe dem i kuverter og printe labels til kuverterne. Det var da også super fint. Jeg havde jo allerede lavet de certifikater som vi skal have til vores afskedsfest, så jeg kendte godt processen. Problemet var, at Shawn ikke lige havde fået købt flere guld-klistermærker, og han havde heller ikke tjekket om der var mere guldbånd (hvilket der altså ikke var). Jeg havde gjort ham opmærksom på disse ting, men han havde bare valgt at ignorere det. Det betød så at en opgave der ikke skulle have taget meget mere end et par timer endte med at tage ca. fem timer. Flot Shawn!

Fredag skulle jeg så mødes med Jun til frokost. Jeg havde tilbragt formiddagen på the union med at skrive opgave og skype hjem. Da jeg skulle mødes med Jun, på den anden side af campus, hvilket vil sige fem minutters gang, var jeg nær frosset ihjæl bare på den korte tur. Okay, det er måske en lille overdrivelse, men det blev altså værre i løbet af dagen. Fradag aften tog jeg så i Walmart (for sidste gang, håber jeg), og jeg var nær aldrig kommet hjem igen. Det var altså ikke for at jeg brugte ret lang tid inde i butikken; jeg skulle jo bare lige have noget mad til de sidste par dage. Men jeg endte med at vente på Safe Ride i næsten en time inden de kunne komme frem for at hente mig og fire andre der også var strandet. Normalvis bliver jeg så bare sat af på hjørnet ca. 50 meter fra min lejlighed, men stormen var så vild at de kørte helt hen til min hoveddør. Da jeg trådte ud var driverne så dybe at jeg sank i til knæene, og bilen var nær aldrig kommet derfra igen. De klarede den lige uden at skulle ud og skuppe bagpå, og jeg fik da også kæmpet mig hen til døren. Problemet var så bare at min skærmdør faktisk var frosset til. Der stod jeg så med favnen fuld af varer, en nøgle i den ene hånd, og en dør der var utilgægelig. Skærmdøren er jo yderst, for at undgå insekter om sommeren, så jeg kunne ikke engang komme i nærheden af næglehullet før jeg fik den op. Lettere panisk og allerede lidt forfrossen slog overlevelsesinstinktet så til, og jeg begyndte bare at hamre løs på håndtaget. Man kan godt sige at jeg var inspireret af russeren in Armageddon (”This is how we fix things in Russian space station.” Og så banker han eller bare løs indtil lortet virker), og endelig gik hådtaget løs, jeg kunne flå døren op og kaste mig ind i min varme stue. Meget kan man sige om den her altterlige lejlighed, men varm det er den da i det mindste!

Så vinteragtig så Laramie ud da jeg vågnede lørdag morgen!

Så kan jeg jo også lige fortælle at jeg endelig har fået lagt videoen af mig og Stephane på facebook, så hvis nogen skulle have lyst til at se vores optræden, skal de bare klikke her: http://www.facebook.com/video/video.php?v=388672352629&saved

Mus og Madforgiftning

Dagbog 9-4-2010

Sikke en uge jeg har haft. For at begynde med begyndelsen, så kom jeg aldrig afsted til den fest i torsdags. Jun ringede og spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage i byen med hende, og det havde jeg selvfølgelig. Jun kom derfor fræsende i en Night Owl (den ene af de gratis-taxier der arbejder for UW), fik en hurtig drink og hoppede så sammen med mig i en Safe Ride. Vi kørte ned til Front Street Tavern (som bl.a. også bliver kaldt ’The Tavern’ og ’Sweet Melissa’) hvor en hel flok econ-folk sad og hyggede. Nu kan det godt være at du tænker: Økonomer...really? Men de var faktisk virkelig herlige, og det endte med at vi havde en virkelig sjov aften i byen.


Fredag var det så crunch-time. Jeg skulle virkelig igang med 3. kapitel af mit speciale, for jeg havde sådan set spået at jeg ville være færdig med det om mandagen...he he, som om. Nå, men jeg kom da også så småt igang, men nåede ikke så langt som jeg havde regnet med. Det kan godt være det var påse-ferie og alt det der, men det gjorde altså ikke den store forskel for mig, eftersom jeg alligevel har fri om fredagen (herovre har de ikke fri om torsdagen og mandagen, og faktisk har mange heller ikke fri om fredagen). Fredag aften ringede Andrea, som jeg havde Disney sammen med sidste semester. Hun har taget dette semester fri og arbejder ca. 80 timer i ugen for at betale gæld af! Derfor har jeg heller ikke set ret meget til hende det sidste stykke tid, for hun har jo arbejdet 7 dage i ugen. Men, fredag aften ringede hun og spurgte om vi ikke skulle mødes til kaffe lørdag. Det lød jo ret fantastisk, og Jun, som jeg havde aftalt at tage i byen med, var også med på en kaffe-date. Vi tog så ind til en kaffe-bar downtown, og der gik ikke længe før vi fandt ud af at de også havde ret gode øl. Det udviklede sig selvfølgelig hurtigt til en bytur med os alle tre, og da vi tog på The Tavern gik der ikke ret længe før vores bord var fyldt. Jeg havde fundet ud af at Jun lige nu har to ’kærester’, i den forstand at hun ikke kan vælge imellem dem. Jeg havde mødt den ene, som er econ-mand, om torsdagen; den anden, som ingen helt ved hvad laver, kom forbi om lørdagen. Jeg kan godt forstå at Jun har svært ved at vælge imellem dem, for de er begge to super flinke, men det er en lidt sjov situation, og Jun har det bare vildt dårligt med det. Hele situationen eksploderede åbenbart i går, hvor begge fyre mødte op på samme bar og var sikre på at de var hendes eneste kæreste...he he. Det endte med slagsmål og hele molevitten, og Jun er bare klar til at skyde sig selv i dag, for hun ved ikke hvad hun skal gøre. Jeg har selvfølgelig ret ondt af Jun, men på samme tid er det lidt som at se en soap-opera (og jeg savner virkelig mit tv), så jeg nyder det også lidt.


Søndag var vi så inviteret til middag hos nogle af Juns venner. Jeg havde ikke mødt dem før, men de var virkelig søde, og det føltes hurtigt som om jeg havde kendt dem længe. Jeg havde ikke forventet noget så fint, men da vi ankom fandt vi ud af at de havde tilberedt en hel kalkun (til 5 mennesker!), men alt det traditionelle Thanksgiving-tilbehør. Det var simpelthen bar så godt. Jeg har aldrig før fået så lækker kalkun, og så var resten af maden desuden også ret lækker. Disse to fantastiske mennesker havde så været på fisketur samme dag, og det var gået ret vildt for sig. På første kast havde Erin fået en ordentlig fisk på krogen. Det viste sig at være en meter lang (eller noget i den stil) ørred. Hun bad så Drew om hjælp, og da han prøvede at rulle snøren ind fangede han også en ørred (omend noget mindre). Den lille fisk blev så doneret til Jun og jeg, som aftalte at den skulle spises dagen efter. Nu har jeg jo aldrig prøvet at tilberede sådan en hel fisk før, så jeg tyede straks til internettet, hvor jeg da også fandt en opskrift. Det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tror Jun var enig, for hun blev ved med at spise indtil der ikke var mere fisk. Jeg tror jeg har nævnt det før, men Jun er altså ret petit, men hun kan nu alligevel spise ret meget når det kommer til stykket. Det endte med at blive en ret god tøse-middag, og nok det mest omfattende måltid jeg har tilberedt i den her lejlighed.


Tirsdag besluttede jeg så at jeg bare skulle have noget simpelt til aftensmad, og da jeg var igang med at stege nogle kartofler, faldt der et lille stykke ned ved siden af komfuret. Mit køkken er indrettet på den måde at komfuret og vasken mødes, men der er et helt hjørne hvor der ikke er noget. Det var der kartofel-stykket faldt ned, og jeg kunne ikke nå det. Jeg besluttede at jeg lige ville lade det være indtil jeg kom i tanke om noget jeg kunne bruge til at få fat i det med. Så langt nåede jeg dog aldrig, for da jeg kom hjem fra arbejde dagen efter var det væk. Jeg kunne godt regne ud at det var min dejlige mus der havde været på spil. Jeg er ikke sikker på om jeg har nævnt det, men jeg opdagede jo ret hurtigt at der var en mus mere, og vores viceværter har da også været her og lappe nogle huller i væggen i mit vaskerum, hvor vi mener at den kom ud. Men de har åbenbart ikke lappet det godt nok, for musen kommer stadig ind i lejligheden. Jeg ringede jo så pronto efter muse-manden, som mente at vi nok måtte tage skrappere metoder i brug, og det fik han så bekræftet da han kom med flere fælder dagen efter. Han tjekkede selvfølgelig de ca. 40 fælder der allerede dominerer lejligheden, og så var det han opdagede at musen har spist det peanut butter han havde brugt som lokkemad på en af fælderne. Musen har altså været klog nok til at spise lokkemaden, som er smurt på fælden, uden at udløse den! Vi fik godt nok sat nogle mere effektive fælder op, men jeg begynder at tvivle på om den mus overhovedet kan dø. Jeg mistænker den for at være lidt af en super-mus, som er klogere end vi er. Det er faktisk ret deprimerende, men hvis jeg nognesinde møder den kan jeg selvfølgelig spørge om den ikke vil hjælpe mig med at skrive mit speciale færdigt.


Onsdag var vi en tur på Altitude, som efter min mening er den bedste restaurant i byen. Det var vores chef der betalte, eftersom det var en employee-appreciation-lunch. Det vil sige at hun giver frokost for at vise at hun er glad for det arbejde vi har lavet det sidste stykke tid. Selv om jeg kun arbejder der et par dage om ugen, og kun har været på kontoret siden slutningen af januar, var jeg stadig inviteret med, hvilket jeg synes var virkelig sødt af hende. Resten af onsdag og hele torsdag brugte jeg faktisk på mit speciale. Som tidligere nævnt havde jeg givet mig selv en deadline til om mandagen, hvilket dermed allerede var overskredet, så jeg aftalte med min vejleder at vi skulle mødes fredag, og der skulle jeg så gerne være nogenlunde færdig. Det blev jeg da også, eftersom jeg kæmpede med det kapitel hele torsdag, og dermed også gik glip af kæreste-drama i byen, men der var ikke gået ret længe efter jeg var faldet i søvn før jeg vågnede og vidste at noget var galt. Det føltes lige som om jeg havde tømmermænd og jeg var sikker på at jeg skulle kaste op. De næste par timer gik den så i fast rutefart mellem min seng og mit wc, hvor jeg dog ikke formåede at kaste op, og så gik det op for mig at det måtte være madforgiftning. Jeg har heldigvis aldrig haft madforgiftning før, men vidste jo så heller ikke hvad det var. Jeg begyndte at reevaluere alt hvad jeg havde spist, og til sidst måtte jeg konstatere at det nok var noget dårligt tun. Jeg havde troet at tunen stadig var god, men det er simpelthen det eneste det kunne være, og i dag har jeg ikke været i stand til at få andet end te og knækbrød ned. Jeg måtte jo så endnu engang ringe til min vejleder og sige til hende at jeg altså ikke kunne mødes, men i dag var det ikke fordi jeg ikke var klar. Hun har selv prøvet madforgiftning, så hun udviste stor sympati, hvilket altid er værdsat (jeg henviset til tidligere blog, hvor jeg skrev om hvordan Frk. Truelsen er når hun er syg). Vi aftalte at mødes mandag i stedet, hvilket så også lige giver mig et par dage til at rette igennem igen, hvilket altid er en god ting. Dermed er min weekend så temmelig fastlagt. Hvis jeg får det bedre i aften skal jeg i byen med Andrea og Jun, eller bliver det nok i morgen, og resten af tiden skal så bruges på opgave. Det lyder selvfølgelig vanvittig spændende, det er jeg godt klar over, men jeg kan bare ikke formidle hvor skønt det er at være næsten færdig med den store skriveprocess...Jeg skulle jo gerne have tid til at hænge ud med jer alle sammen når jeg kommer hjem om ikke så længe.

Internationalt Talent Show

Dagbog 30-3-2010

De sidste par uger har været både produktive og underholdende. Sidste uge var den infamøse Spring Break, og Laramie var praktisk talt tom for mennesker; eller ihvertfald studerende. Der var dog et par stykker af os tilbage, som ikke havde råd til at tage til Miami eller San Fransisco eller New York. Vi besluttede os så for at man altså sagtens kunne have det sjovt i en spøgelsesby, og det viste sig at vi havde helt ret...selvfølgelig. Torsdagen inden Spring Break havde jeg nær slået mig selv ihjel da jeg stod ud af bussen på vej hjem fra arbejde. Jeg faldt ikke eller noget, men følte et laaaangt stik af smerte fare op gennem min ene lårmuskel. Jeg havde en gammel skade i den muskel (fik en fibersprængning tilbage i gymnasiedagene under et spil rundbold; har jeg nævnt at jeg er en ørn til sport?), og jeg kan kun gå ud fra at det var på grund af det. Lige da det var sket kunne jeg næsten ikke støtte på benet, men jeg skulle lave middag til fire personer samme aften, så jeg tog en masse piller og det hjalp. Anywho, jeg havde selvfølgelig været meget ansvarlig og ringet til Student Health for at høre om jeg skulle komme ind og få det tjekket, og jeg fik at vide at det sikkert ikke blev nødvendigt, men at jeg skulle tage den med ro i en uges tid. Perfekt! Det var jo alligevel Spring Break, og det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde kalenderen fyldt med planer.

Jeg troede jo så også at jeg ’tog den med ro’ da jeg lørdag aften tog ned på The Library sammen med Ted for at få en øl. Ihvertfald lige indtil vi fik den geniale ide at tilkalde Jun for at sætte lidt gang i festen. Jun er en temmelig spunky pige fra Kina, som bruger 90% af sin tid i et laboratorium og derfor mener at man bør fyre den af med stil hver weekend. Jun var der på pletten ca. fem minutter efter at vi havde ringet, og ca. fem minutter senere havde hun hældt en øl, et tequila-shot og en Long Island Ice Tea lige ned i løgneren. For dem der aldrig har fået en Long Island Ice Tea kan jeg så informere om at det er en stor drink der består primært af sprut, mindst fem genstande. Desuden kan jeg da også informere om at Jun har den klassiske figur for en pige fra Kina, og jeg vil skyde på at hun vejer max. 45 kg. Needless to say, Jun blev ret fuld ret hurtigt! Derfor blev vi også enige om at The Library var alt for kedeligt lørdag aften...det er trods alt vores torsdags-stambar, så det var da også helt forkert fra starten. Vi ringede fluks efter en Saferide, og tyve minutter senere var vi så på The Buckhorn. Jeg har før nævnt The Buck, men bare lige for at opsumere, så er baren så genialt indrettet at hvis man gerne vil sidde og hygge sig med en øl/drink og snakke med vennerne, så bliver man i stueetagen; hvis man gerne vil danse, så går man ovenpå. However, på grund af Spring Break havde de besluttet kun at holde åbent nedenunder, og der var super gang i dansegulvet (hvilket ikke rigtig er et dansegulv, men det virker i mangel af bedre). Det var selvfølgelig lidt for fristende, så jeg ignorerede min stakkels lille lårbasse og dansede natten lang. Den oprindelige plan havde været at vi skulle tidligt hjem fordi vi skulle tidligt op (forklaring følger), men da jeg kiggede på uret var klokken næsten to om natten. Vi skyndte os ud på gaden og skaffede en Saferide, dumpede Jun udenfor hendes lejlighed (jeg håber hun er ok...), og vendte så næsen hjemad. Da jeg stod med nøgled i den ene hånd og en lækker natmads-sandwich i den anden var klokken næsten tre og jeg kunne høre min seng kalde på mig.

Da vækkeuret ringede næste morgen kl. 8.30 kunne jeg næsten ikke fatte at det var sandt. Jeg var så træt at jeg var lige ved bare at lade det ringe og min lårmuskel var super øm, men op det skulle jeg. Ted og jeg havde nemlig planlagt at køre til Fort Laramie samme dag, og jeg havde kun med nød og næppe fået overbevist ham om at det altså var for tidligt at køre kl. 7 når man ikke er kommet i seng før kl. 3. Ted havde dog lovet at ringe og tjekke om jeg var kommet op et kvarter inden vi skulle køre; hvilket sjovt nok var sådan cirka det tidspunkt hvor jeg stod op, men da klokken blev 9 havde jeg stadig ikke hørt fra ham. Jeg besluttede mig for at ringe ham op, lade den ringe et par gange og så gå i seng igen hvis han ikke svarede. Min plan virkede, og jeg endte med at sove næsten 1½ time mere inden han ringede. Vi kom dog afsted, og det var en lang køretur på næsten 2½ time, men jeg havde kaffe så jeg klarede mig. Desuden er landskabet bare ufatteligt smukt, så der er altid noget at kigge på.

Da vi nåede frem var det super koldt og vi var ved at være sultne, så vi brugte det første stykke tid på at kigge inde i husene og spise madpakker (som jeg dog havde været vågen nok til at smørre). Jeg fik desværre ikke nogle billeder indenfor, for der var plexiglas for døråbningerne, så man kunne sagtens se ind, men billederne blev temmelig uklare. For dem der aldrig har hørt om Fort Laramie (jeg gætter på at det gælder for alle der læser med), så er det et gammelt fort fra nybyggertiden, som oprindeligt var privatejet. Fortet var et af de primære stop på Oregon-ruten, hvor de fleste pionerer stoppede på vej vestpå. Med tiden blev det overtaget af militæret, som bl.a. skulle ”holde styr på” indianerne. Mange vigtige begivenheder har fundet sted på fortet, og så opholder Wyomings ældste stående bygning sig også der. For mig som er helt fascineret af historie er det et virkelig spændende sted, men jeg tror ikke Ted synes det var nær så sejt, og så var det jo i øvrigt også super koldt, så vi blev ikke så længe. Det var dog længe nok til at jeg følte jeg havde set stedet, og så fik jeg også nogle gode billeder til scrapbogen.

Resten af ugen brugte jeg til at arbejde med mit speciale, og det gav bonus. Jeg blev færdig med andet kapitel, og da jeg mødtes med min vejleder om mandagen var der kæmpe ros til lille mig. Yeah! Det betød så også at jeg sidste uge kunne koncentrere mig om andre ting, for så var det jo jeg kom i tanke om at Stephane (min ven fra Frankrig) og jeg havde meldt os til det internationale talentshow, hvilket altså foregik lørdag. Jeg fik fat i Stephane, som lige var kommet tilbage fra Chicago, og forklarede ham at vi nok var nødt til at mødes og øve et eller andet på et tidspunkt. Vi mødtes så tirsdag eftermiddag og prøvede os frem med nogle forskellige sange. Stephane skulle til time, så vi blev enige om at en øver igen om aftenen nok ikke var helt af vejen. Da vi øvede om aftenen blev vi enige om tre sange: ’Ring of Fire’ af Johnny Cash, ’Relator’ af Scarlett Johanson og Peter York (som jeg aldrig havde hørt før) og ’Hit the Road, Jack’ af Ray Charles. Første og sidste sang var selvfølgelig valgt for at fedte lidt for det amerikanske publikum, og det viste sig faktisk at virke. Vores ”show” gik rigtig godt, og vi kom dælme på anden pladsen!! Hvem skulle have troet det (vi havde øvet i ca. 2 timer i alt, så jeg gik bare på scenen med en ide om at have det sjovt). Vinderne var nogle helt fantastiske dansepiger fra Nepal, som blandede traditionel og moderne nepalesisk dans, så det var absolut ikke hårdt at tabe til dem. Ud over at vi ikke havde øvet sådan sindsygt meget, havde vi også været til stor fest aftenen inden. Dennis (fra Tyskland) havde tidligere vundet en masse penge i UW Idol, så han ville gerne sponsorere en fest for hans lille forsamling af 60-70 venner. Det var en super sjov fest, men det betød selvfølgelig også at vi var ganske smadrede, men vi kunne åbenbart stadig underholde. Da showet var ovre og vi var godt igang med at stoppe gratis pizza i os, kom den gut der stod for at tælle stemmerne hen til mig og sagde at det kun var nogle få stemmer der havde adskildt os fra at vinde publikums-prisen. Selvom vi ikke vandt den, så var det da meget rart at vide alligevel. Jeg har faktisk en video af vores optræden, men det lader ikke til at min computer er glad for at opload den, så den må i se når jeg kommer hjem igen.

Næste formiddag var der ”morgenmad” på Perkins; en tradition der startede sidste semester. Jeg kom til at sidde overfor Dennis, som fortalte mig at han havde talt med en af dommerne (hun er hans kor-lærer, så de havde lige hilst efter showet). Hun havde spurgt om jeg ikke havde været til audition på et af hendes kor i december, hvilket jeg havde, og sagt til Dennis at hun fortrød at hun ikke havde valgt mig...he he! Det var bare lidt for fedt at høre. Jeg indrømmer gerne at jeg havde en god aften i lørdags, mod alle ods, men stadigvæk er det jo rart at få ros af en sang-professor. Jeg ved også godt at jeg havde en rigtig dårlig dag da jeg var til audition, men det hjælper altså ikke noget at beklage sig, for de lyder man jo ikke bedre af. Nå men det var bare lige for at klappe mig selv lidt på skulderen, bare ignorer min ubehagelige selvtilfredshed.

Denne uge (det vil sige 2 dage indtil videre) har der så været lidt mere ro på. Jeg har ikke været nødt til at styrte frem og tilbage mellem kontoret, computer-lab og koncertsalen for at nå det hele, og som en ekstra bonus var der stor frokost på arbejde i dag. Indimellem har de nogle møder som de bestiller mad til, og så er mødet helt uventet overstået flere timer før end beregnet. Det var lige præcis sådan en fantastisk situation vi befandt os i i dag, og det endte med at vi alle 8 på kontoret besluttede os for at spise sammen. Det er noget jeg ikke har oplevet endnu, så det er lidt af en sjældenhed. Derudover besluttede Ann, den rare dame der giver mig kaffe, at hun gerne ville invitere os alle på frokost næste onsdag på Altitude. Jeg ved ikke hvad anledningen er, men det er byen bedste restaurant og jeg skal helt sikkert med. Jeg arbejder ellers normalt ikke om onsdagen, men når der er gratis frokost i kiggerten er jeg villig til at gøre en undtagelse. På torsdag skal der vist nok være helt vildt gang i den. Kathrin (en af de østrigske piger, som jeg har mødt for nylig) får besøg af sin lillebror, så det er allerede bestemt at vi skal holde super for-fest og så danse natten lang på The Buck. Man har ikke rigtig oplevet Laramie før man har prøvet det, så det er et must. Derudover har jeg ikke de helt store planer for denne uge, men jeg skulle gerne nå at skrive mit tredje (og måske sidste) kapitel færdigt, så vi har en lille måned til at rette hele møjet igennem inden jeg vender hjem til Danmark.

Og lige en lille note inden jeg slutter af for denne gang. Nu er Laramie jo i bund og grund en bjergby, og det betyder også at selvom vi opfatter det som forårsvejr, så er det stadig hundekoldt, blæsende og træls, og en spontan snestorm venter altid lige om hjørnet. Derfor vil jeg gerne bestille forårsvejr til 1. maj, hvis det ikke er for meget forlangt...altså dansk forårsvejr. Eller endnu bedre, dansk for-sommervejr. Tak!