Pity-Party For One, Coming up!

Dagbog 15-02-2010

ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE
Gør dig klar til en tudefest uden lige. Nu har det jo lige været Valentins Dag, og det i sig selv er faktisk ikke det sjoveste i verden når man er single. Jeg er selvfølgelig vant til at der første folk spørger om, når de ikke har set mig i noget tid er: ”Hvordan går det med kærligheden?” Hvortil jeg pligtskyldigt svarer: ”Stille og roligt.” Stille og roligt er selvfølgelig en underdrivelse, eftersom jeg nu har været single i nogle år efterhånden. Alligevel virker det som om at der er det eneste rigtige svar, ud over: ”Kanon, jeg skal giftes i næste måned, her er en usynlig invitation!” Det ville selvfølgelig være en kæmpe løgn, og jeg er ret sikker på at folk hurtigt ville regne den ud. Det er lige som om at det rigtige svar – nemlig at den mest stabile mand i mit liv er min kat (og han har ifølge mine forældre lige haft orm...uhm, lækkert John T.) – ikke er acceptabelt i vores samfund. Anyway, nu er jeg jo i USA, og her bliver Valentins Dag taget ret alvorligt. Det er faktisk mere eller mindre det eneste folk kan tale om i ca en uge inden selve dagen oprinder, og generelt opfører folk sig ligesom mig når min fødselsdag nærmer sig = jeg vil helst have at alle folk husker det, så jeg nævner det konstant.
Når man så også er syg, og derfor har tilbragt Valentins Dag med at sidde og have ondt af sig selv, mens man prøver på ikke at nyse mere end hvert kvarter, så ved man bare at man er en fiasko. Der er ingen der vil være interesserede i at høre om hvordan jeg har tilbragt denne årets vigtigste dag, og jeg vil følgelig blive betragtet som et misfoster. Heldigvis har jeg jer at brokke mig til i stedet. Nå, men tilbage til mit skrækkelige sygdomsforløb. Det startede onsdag i sidste uge, hvor jeg pludselig fik vildt ondt i maven. Som den evige optimist jeg jo er tænkte jeg selvfølgelig at det nok bare var noget med min cyklus (af hensyn til muglige mandlige læsere vil jeg ikke uddybe mere på det punkt; damer, i ved hvad jeg taler om). Torsdag blev jeg i sengen og prøvede at tænke positive tanker. Fredag morgen havde jeg det så meget bedre. Jeg mente selv at jeg havde behandlet situationen helt rigtigt, indtil om eftermiddagen, hvor min næse pludselig forvandlede sig til et smukt vandfald af snot, uhmmm. Lørdag blev det kun værre, da jeg kunne tilføje feber og hovedpine til listen over plager, og søndag begyndte mine ører at gøre ondt, hvorefter jeg løb tør for næsespray. Det føltes værre end de ti plager der blev sendt til Ægypten, hvis jeg skal være helt ærlig. Min gode veninde Kacy, der naturligvis havde vildt ondt af mig, kørte mig til Walmart, så jeg kunne købe forsyninger. Da vi drejede ind på parkeringspladsen skulle vi rundt i et skarpt sving, det havde sneet en del lørdag, og bilen skred ud. Vi kørte lige ind i en helle, men det virkede ikke til at der var sket noget, så vi fandt en parkeringsplads og gik ud for at tjekke bilen. Kacy kiggede sådan lidt underligt på hjulene et øjeblik før det gik op for hende at der var noget der ikke var som det skulle være. Så gik det op for hende hvad det var, hun kiggede på mig og spurgte: ”Plejer det hjul ikke at have en hjulkapsel?” Jeg måtte indrømme at selvom det virkede logisk, så kunne jeg ikke svare bekræftende. Hun gik en gang rundt om bilen for at forsikre sig om at alle de andre hjul havde en hjulkapsel, hvilket de havde, hvorefter hun marcherede beslutsomt op mod svinget for at finde den der var faldet af.
Hun fandt den heldigvis igen, og mente at den godt kunne sættes på igen. På vej hjem udviklede det sig til en længere diskussion omkring nytten ved hjulkapsler. Vi havde nogle gode teorier, men ingen af os kunne definitivt sige hvorfor der egentligt er hjulkapsler på biler. Er de bare til pynt, eller har de en egentlig funktion? Nå, men pointen med at snakke om Kacy var sådan set at illustrere hvordan jeg har det når jeg er syg. Jeg er den type der helst skal pyldres lidt om, og det er altså ret svært når jeg bor tusindvis af kilometer fra min mor. Det ville være aller bedst hvis hun lige hoppede på flyveren med en omgang varm suppe, strøg mig lidt over håret imens jeg spiste den, og så ellers tømte snotpapirs-posen og ordnede andet forefaldende arbejde. Jeg ved godt at det ikke er en særlig feministisk indstilling for en selvudråbt feminist, men når jeg er syg er det altså kun min mor der duer! Det er sådan min generelle barnlighed bliver fremstillet når jeg er syg. Jeg foretrækker hvis folk lytter til hele min sygdomsberetning, og så siger: ”Nåååå, hvor er det synd for dig. Atjuuu, ja jeg er godt nok også selv super forkølet, men det er da helt sikkert mere synd for dig Frk. Truelsen.” –Så ved i lige det til en anden gang.
Det tredje onde, udover Valentins Dag og forkølelese, er mit speciale. Det er ikke for at jeg ikke er super spændt på at skrive det. Det er mere det der med rent faktisk at starte skriveprocessen. Hver gang jeg har skrevet en opgave, uanset om den har fået en god eller dårlig karakter, så har jeg kunnet læse den igennem efter et par måneder og finde tusind fejl. Det kunne jeg bare godt tænke mig at undgå med mit speciale, og det er nok derfor jeg er lidt tilbageholdende; hvad nu hvis jeg ikke har flere gode opgaver i mig, og denne her (den eneste der i virkeligheden betyder noget) bliver noget hø. Det ville jeg bare ikke kunne bære. Samtidig er der ingen tvivl om at den opgave er afleveret senest 1. august, for jeg er helt sikkert færdig med at læse på universitetet nu. Jeg har klaret mig igennem snart fem år, og det synes jeg faktisk må være rigeligt. Oveni at jeg prøver på at komme igang med et fordømte speciale, så skal jeg da også lige læse en bog til på onsdag. Nu ved jeg godt at nogle af jer tænker: ”Så kunne du jo være gået igang noget før.” Men det kunne jeg faktisk ikke. Jeg gik igang den dag bogen kom hjem fra biblioteket, men jeg bliver ved med at falde i søvn hver gang jeg har læst ½ time (fordi jeg er syg, snøft), så den rigtige tanke ville have været: ”Nåh, hvor er det synd for Frk. Truelsen at hun skal læse en hel bog til på onsdag.” Ja, jeg ved godt at jeg er dybt ynkelig, men det er bare hvad snot gør ved min hjerne.
Okay, okay, det er da heller ikke fordi der slet ikke er lys for enden af tunnellen. Her kommer så en liste over de ting der kan muntre mig op når jeg er ynkelig:
1. Chokolade
2. Min dejlige veninde Milles blog om farver
3. At snakke med min mormor på Skype
4. At min mormor er totalt sej og højteknologisk (hun har fået computer og er kommet på Fjæsbog...hvor mange af jer kan sige det samme?)
5. Min Disneylærer, der tilbød at låne mig et tv, fordi ’Skønheden og Udyret’ ikke er udkommet på DVD, og hun havde et total antikt tv med vhs-afspiller i
6. Chokolade...hov, den havde jeg vist allerede, men det er altså bare en af de der ting der hjælper på alt
7. De to tv-serier Life Unexpected og Glee, som jeg har accepteret som et plaster på såret, efter vi mistede vores dejlige Venner og Gilmore Girls (desuden kan Gossip Girl, One Tree Hill, Top Model, Grey’s Anatomy, Private Practice, Ugly Betty, Cougar Town, House, Scrubs og mange andre serier også muntre mig op—har jeg nævnt at jeg er fjernsynsnarkoman, og at jeg ikke har noget fjernsyn i Laramie, hulk)
8. At en af mine naboer har hængt sine kridhvide mandetrusser (med gylp og det hele) til tørre på bøjler udenfor—så kan man hvis knap nok være mere stolt af sit undertøj..he he, det grinede vi meget af den sommer.
9. Kaffe (jeg sidder faktisk og slubrer en dejlig kop af slagsen i skrivende stund)
10. Gulerødder, mærkeligt nok. Dog, vil jeg sige, at gulerødder bare ikke er det aller bedste hvis man nyser meget, for så kan man godt regne med at væggene er orange efter et par dages forkølelse
11. Rocky Horror Picture Show. Skal det være kult-klassiker, så kan det vel for dælen lige så godt være med Tim Curry og Susan Sarandon i korset og strømpeholder. Hvis nogen ikke forstår denne reference, så er der gået noget helt galt i deres film-opdragelse, og de bedes strakt tage ned i video-biksen og finde denne klassiker (okay, måske kun dem over 16 år...den er sådan lidt...hvad er det ord jeg leder efter...fræk, for at sige det pænt)

Uhh, jeg kom lige i tanke om noget mere jeg ikke har brokket mig over endnu, jubii. Jeg opdagede den anden dag at der er hul i næsten halvdelen af mine strømper...Hvordan kan det lade sig gøre?! Jeg forstår det bare ikke. Det er lige som om at mine strømper bare besluttede sig for lige pludselig at falde fra hinanden på samme tid. Jeg ved godt at udtrykket hedder ’en fattig studerende’, men nye strømper kan der vel for søren blive gjort råd til i budgettet. Det er jo ikke fordi at strømper er noget af det dyreste man kan anskaffe sig, men det er bare sådan en lidt irriterende ting at bruge penge på. De penge kunne være lige så godt givet ud på chokolade, for eksempel. Jeg havde faktisk købt fem par nye strømper sidste semester, men da jeg så kom tilbage til Laramie opdagede jeg at en af dem (altså én strømpe, ikke et par) stadig lå i Holstebronx, så nu har jeg 4½ par nye strømper, hvilket logisk nok kun giver 4 brugbare par, da de ikke er samme farve. Total nedern strømpe-stil der, der, der, der.

Home Sweet Home

Dagbog 12-02-10

Min første dag i Laramie var lidt mærkelig. Første punkt på dagsordenen var indkøb; jeg havde jo ikke noget mad i huset, og heller ikke noget at tilberede det med for den sags skyld. Alle mine ting var blevet opbevaret hos en veninde, men hun kom først tilbage om mandagen, så jeg var nødt til at købe ting der ikke skulle koges, steges, skæres eller smøres. Løsningen blev frugt, boller der allerede var skåret og pålæg. Derudover havde jeg taget nogle chokoladekiks med hjemmefra, og jeg overlevede da også uden de store problemer. Det meste af dagen brugte jeg så på at læse i min bog (Húrins Børn af Tolkien—kan stærkt anbefales), og så gik jeg i seng kl. 19 eller noget i den stil, for jeg var helt smadret. Mandag morgen gik jeg så igang frisk og frejdig. Jeg marcherede ned til lejlighedskontoret for at tjekke ind, og fortalte dem at de der dejlige musefælder, der var spreds med rund hånd over hele lejligheden skulle fjernes, og det kunne ikke gå for stærkt. Derefter gik jeg hen til Kacy og Yasha, som havde haft alt mit skrammel ståenden. De var så søde at tilbyde at hjælpe mig tilbage med det hele, så vi læssede det i deres bil, og det hele var flyttet i løbet af ½ time. Det lyder måske underligt at jeg skulle have så mange ting herovre efter kun 4 måneder, men jeg havde efterladt en del af mit tøj, en masse bøger, alt køkkengrejet, sengetøj, håndklæder, vaskepulver...etc. Der var da en bilfuld da det kom til stykket, og det var bare super lækkert at de gad hjælpe.

Kacy sagde også at de skulle ud og handle senere, og spurgte om jeg ville med. Der er ikke de helt vilde indkøbsmuligheder lige i nærheden, og jeg havde jo kun købt det aller mest nødvendige dagen før, så jeg sagde selvfølgelig ja. Det endte med at blive en længere ekspedition; vi skulle selvfølgelig i Walmart (det er lidt ligesom Bilka, og helt sikkert der man tager hen når man skal have fyldt køkkenet), så tog vi lige et smut i Stables, som er en elektronik forretning, hvor Yasha havde set en billig printer han overvejede at købe, sidste men ikke mindst skulle vi også lige en tur ind i the Dollartree, der en samme type butik som Tiger, hvor alt koster $1, og de har alt fra julepynt til tallerkner. Da jeg kom hjem med alle mine indkøb slog det mig for første gang at jeg virkelig var flyttet ind; kaffemaskinen var sat til og klar til at hjælpe, servicet var sat på plads i skabene, og nu havde jeg altså også mad i køleren...endelig klar til at tage hul på et nyt semester.

Resten af ugen gik med at finde mig til rette i lejligheden, få fat i vennerne fra sidste semester og mødes med forskellige folk på campus. Fredag aften tog jeg en tur i biffen med Kacy. Vi så Youth in Revolt, og den kan varmt anbefales hvis den kommer til Danmark (hvis den altså ikke allerede har kørt derhjemme). Jeg kæmpede fortsat med trætheden; hver aften senest kl. 20 var jeg så træt at jeg var lige ved at falde om, og i de første par uger var mit søvnmøster helt mærkeligt. Jeg gik i seng midt på aftenen og vågnede så selvfølgelig kl. 4 om morgenen. På den tid af døgnet er der ikke rigtig noget at give sig til i Laramie, så jeg lå og vendte og drejede mig i et par timer. Så stod jeg op og gik i fitnesscenter. Vi har gratis adgang til fitness her på skolen, og det er et rigtig godt center, så det er jo bare med at benytte sig af det. Resten af tiden brugte jeg så på at læse og på at arbejde på mit specialeforslag. Min lærer havde sagt: ”Bare sådan 10-12 sider”, som om det ikke var noget. Jeg havde nærmere forestillet mig at det skulle være 2-3 sider, men da jeg først kom igang måtte jeg faktisk begrænse mig lidt. Det er jo et super godt tegn, og jeg fik virkelig blod på tanden for bare at komme igang. Lige nu arbejder jeg så på research, hvilket er den kedelige del der skal overstås før man starter skriveprocessen.

Nå, men tilbage til den første uge. Da jeg havde været her et par dage var jeg allerede godt træt af at skulle kravle over at bjerg af sne hver gang jeg skulle bruge hoveddøren, så jeg besluttede mig for at skovle. Jeg lånte en skovl af Kacy og Yasha, og så gik jeg ellers igang. Jeg var godt klar over at jeg måske ikke kunne klare det hele på én gang, for det var virkelig gammel sne, der var blevet presset godt sammen. Da jeg havde været igang i over ½ time, og ikke rigtig synes jeg var kommet nogle vegne, kom der en ung mand gående ude på fortovet med en sneskovl i hånden. Han præsenterede sig og spurgte om jeg kunne bruge lidt hjælp. Det havde jeg overhovedet ikke ventet, men det var velkomment. Ikke alene havde han en meget bedre skovl end mig, han havde nok også bare lidt fler muller, så i løbet af 5 minutter havde han nået mere end jeg havde på ½ time. Der gik ikke længe så kom hans kammerat også forbi. Han spurgte om han ikke lige skulle overtage min sneskovl, for det kunne da ikke være rigtigt at kvinder skulle besvære sig med noget så trivielt som at skovle sne (her kunne den indre feminist godt komme på overarbejde, men han tilbød sin hjælp på en virkelig galant måde, og jeg var så træt at jeg gladelig gav skovlen fra mig). De to fyre (den ene er en af mine naboer) skovlede hele molevitten i løbet af 10 minutter, og før jeg kunne nå at tilbyde en øl eller en kop kaffe som tak var de på vej videre igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg blev bare endnu engang forvisset om at amerikanske mænd bare er opdraget til at være høflige og galante på en måde vi ikke er vandt til i Danmark. Her er det også helt naturligt at en mand holder døren for en kvinde, og at det er ham der betaler regningen hvis man er på restaurant. Om det så er godt eller skidt at de er opdraget på den måde, det er en hel anden diskussion, men ind imellem er det nu meget rart at få den slags opmærksomhed.

For at jeg ikke skal ende som hulemand nu hvor jeg bor alene igen, har jeg tilbudt mig som frivillig slave på det internationale kontor. Det kunne de godt lide, så nu arbejder jeg der 2 dage i ugen i 2-3 timer. Det betød også at jeg fik mulighed for at være med til en velkomst-reception. Vi skulle sige velkommen tilbage til de elever der har tilbragt sidste semester på udveksling, og velkommen til de nye internationale. Det endte med at være en rigtig hyggelig dag, hvor der blev minglet på kryds og tværs af årgange og nationaliteter. Da vi var færdige bar vi udstyret tilbage til kontoret, og så fik min chef den dårlige besked at hendes mor havde fået et slagtilfælde og var blevet kørt på hospitalet. Ruth (min chef) skyndte sig afsted mens Kelly og jeg kiggede medlidende efter hende. Ruths mor er godt nok 87 år gammel, men det lyder til at hun er en bedstemor med slag i. Hun havde fået det slagtilfælde mens hun havde spillet wii bowling! Da jeg snakkede med Ruth igen ugen efter var hendes mor allerede hjemme igen, og hun havde selvfølgelig tilmeldt sig en wii bowling konkurrence! Det kan man da kalde ’op på hesten igen’.

Nå men altså, det arbejde jeg har lavet indtil videre har været rimelig trivielt. Det har været noget med at taste oplysninger ind i databaser, men bare fordi arbejdet er lidt kedeligt betyder det ikke at der er kedeligt på kontoret...langt fra. Den anden dag havde vi besøg af Crazy Lady (jeg ved ikke hvad hun hedder, men hun var ihvertfald godt tosset). Ruth og jeg sad lige så stille og snakkede om stort og småt da en rødhåret kæmpekvinde kom farende ind på mit kontor (okay, det er ikke rigtig mit kontor, bare et jeg låner imens en af de andre er på barsel, men alligevel). Hun stillede sig virkelig tæt på mig og spurgte meget påtrængende om jeg kunne se hendes bil nede på parkeringspladsen. Da jeg svarede bekræftende forlangte hun at vide hvad jeg ville kalde bilens farve. Jeg fremstammede noget om sølv eller grå, mens jeg kiggede spørgende på Ruth, men der var ikke meget hjælp at hente, for hun var lige så forvirret som mig. Kæmpekvinde sagde triumferende at det mente hun også nok, men registreringsattesten konstaterede at bilen var bronzefarvet; helt klart en kæmpe fejltagelse fra motorregistreringskontorets side! Ruth fik endelig kvindens opmærksomhed og fik lokket ud af hende hvad hendes formål var på kontoret. Hun ville gerne snakke med præsidenten...ja, altså ikke Obama, men universitetes præsident. Hans kontor ligger neden under vores etage, så hun havde da formået at finde den rigtige bygning. Så forlangte hun at Ruth skulle følge hende hen til hans kontor, og trods Ruths højlydte protester trak kæmpekvinden allegevel afsted med hende. Jeg stod længe og overvejde om jeg skulle tilkalde vagten eller måske udløse en brandalarm for at redde Ruth, men på trods af den mærkelige væremåde, så virkede kæmpekvinden da ikke sådan videre farlig. Følgelig lod jeg Ruth klare problemet, og satte min lid til at hun nok skulle skrive rigtig højt hvis hun havde brug for hjælp.

Da Ruth kom tilbage fandt jeg ud af, at alle dem der arbejder i den bygning laver en eller anden form for frivilligt arbejde. Præsidenten arbejder altså med folk med psykiske lidelser, og selv om han hverken havde givet sit navn, telefonnummer eller nogen anden oplysning ud, så havde denne kvinde alligevel fået opstøvet han på hans arbejdsplads. Ruth var hel tydeligt bekymret for mig (hendes lille internationale hjælper), men jeg var bare bekymret for hende. Da det kom til stykket var ingen kommet noget til, og hele episoden er ret sjov at tænke tilbage på, men da man stod midt i det var det altså noget af det mærkeligste jeg har oplevet.

Sidste weekend skulle der så være fest. Jeg havde besluttet mig for at forsøge at mingle de nye og de gamle internationale en lille smule, så jeg havde bare inviteret en hel masse mennesker, og da det kom til stykket havde jeg ingen anelse om hvor mange der egentlig havde tænkt sig at komme. Det endte med at der kom ret mange, og jeg tror vi var 17 mennesker i min lille lejlighed da vi var flest. Folk sad overalt på gulvet, men stemningen var god, og det lykkedes for mig at få folk præsenteret for hinanden. Det var ikke kun de nye der skulle møde de gamle; jeg havde også en plan om at Ted skulle møde den alle sammen. Ted var her også sidste semester, men de fleste af dem han snakkede med skulle ikke blive her, så han har flere gange brokket sig over hvor kedeligt der er i Laramie. Jeg tænkte at hvis han nu mødte nogle andre folk ville han måske få humøret lidt op, men Ted kunne lige så godt hedde Pessimist til efternavn, for han sad bare i et hjørne og snakkede kun med Kacy og Yasha (som han allerede kendte). Ja, ja, man kan jo ikke hjælpe dem alle sammen.

Næste morgen måtte jeg så tage mig af oprydningen. Det var nu ikke så slemt, men der var blevet spildt en hel øl på gulvtæppet (okay, det var mig der havde spildt den, men det var stadig surt), så hele hytten stank af værtshus. Da jeg så forsøgte på at lave nogle pommes frited i ovnen gik der et eller andet galt og det osede af sort røg ud af ovnen. Blandingen af øl og røg er ikke videre tiltalende, så da Kelly ringede og spurgte om jeg ville med på ’Kroen’ var jeg klar. ’Kroen’ er en et hyggeligt sted nede i downtown, som ikke rigtig hedder noget. På døren står der at de åbner 5-ish (= omkring kl. 17), og bartenderne har ikke noget problem med at fylde en kande øl op igen uden beregning. Grunden til at Kelly havde inviteret mig var at hun havde fortalt sin veninde Erin om mit specialeemne, hvorefter Erin havde sagt, ”hende er jeg altså nødt til at møde”. Det viste sig at Erin og Kelly ikke var de eneste der var interesserede i at diskutere Disneys brug af kønsroller, så inden der var gået ret længe sad vi et helt bordfuld og vendte og drejede Disneys prinsesser. Det var ret fedt at finde ud af at der er masser af andre mennesker der er interesserede i det man har valgt at forske i, og så var det også bare fedt at møde nogle amerikanere. De internationale er selvfølgelig super dejlige folk, men der kan jo være noget om at man også kom til USA for at møde amerikanere! Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, og da jeg spurgte Erin om hun måske ville være villig til at læse mit speciale når jeg er færdig, sagde hun at hun ville have spurgt om hun måtte, men troede måske jeg ville synes at det var for frembrusende...he he. Der kan man bare se. Det er jo lækkert når en der selv er inde i stoffet er villig til at give kritik. Det er min lærer selvfølgelig også, men det er noget andet, for hun ved jo det hele i forvejen. Erin ville kunne fortælle mig om der er noget der ikke giver mening, hvis man nu ikke er 100% inde i Disney filmene. Derudover er hun i øvrigt en super cool pige, som jeg håber på at lære bedre at kende.

Min lærer er nu også ret cool. Ikke alene har hun foræret mig en bog (Wicked, som er super god), hun har også lånt mig henden ’Skønheden og Udyret’ (en af de få Disneyfilm jeg ikke selv har), og nu har hun også tilbudt mig at låne et tv med vhs i (’Skønheden og Udyret’ er ikke kommet på dvd endnu). Det er altså above and beyond hvad man burde kunne forvente af sin professor, men jeg tror også hun er glad for at jeg har valgt at skrive om noget der ligger inden for hendes forskningsfelt, og at hun derfor gerne vil hjælpe mig så meget som muligt. Jeg er jo så godt igang med research på nuværende tidspunkt. Det kan godt blive lidt kedeligt i længden, men det hjælper da at en stor del af mit arbejde består i at se tegnefilm. Og det tror jeg også jeg vil give mig til nu, for ’Tornerose’ venter utålmodigt på min opmærksomhed, og man kan jo ikke tillade sig at lade en prinsesse vente, vel?!

Endnu en lufthavn, endnu et fly

Dagbog 11-02-10

Jeg har siddet og talt på fingrene, og da jeg var færdig havde jeg talt ikke mindre end otte lufthavne (= Karup, Billund, Kastrup, Stockholm, Newark, Washington, Denver og John Wayne) og elleve fly som jeg har måttet udholde siden august. Det er meget for mig, som normalvis rejser max. én gang om året, og det er ikke nødvendigvis med fly. Altså mener jeg nu at jeg har set nok lufthavne til resten af mit liv (mere eller mindre). Nå, det var bare en lille (forhåbentlig) interessant smule info fra mig til dig.
Turen tilbage til Laramie var selvfølgelig hæslig—jeg havde heller ikke ventet andet—men den grad af hæslighed der mødte mig havde jeg alligevel ikke ventet. Vi skulle selvfølgelig super tidligt op den dag jeg skulle afsted. Det var piv-koldt, og mine forældres bil tager kun ½ time om at blive varm, så vi var fremme ved Karup lufthavn før det blev en realitet. I lufthavnen blev vi så informeret om at der var et ’teknisk problem’ med flyet der skulle transportere os til Kastrup. Når man får beskeden ’teknisk problem’, så er jeg sikker på at de fleste automatisk tænker: ”motoren er faldet af” eller ”piloten er pisse fuld”. Det var nu ikke tilfældet her; varmeanlægget i flyet ville ikke starte! Hvorfor siger de ikke bare det i stedet for at få folk helt op at køre? Jeg kunne se panikken sprede sig i mine medpassagerers øjne, og jeg mærkede at min puls steg lige så stille. Jeg skulle bare frem til Kastrup, det kunne der ikke være nogen tvivl om, og så måtte de bare skaffe et andet fly, hvis det ikke kunne være anderledes, basta! Det blev selvfølgelig overhovedet ikke nødvendigt, for der gik ikke længe før de kom og påstod at nu virkede varmen igen. Som om. Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så kold i så lang tid uden at kunne gøre noget ved det.
Nå, men jeg nåede da frem til Kastrup, rystende af kulde og allerede med flyhår. Jeg ved ikke om der er noget der sker med alderen, for da jeg gik i gymnasiet kunne jeg flyve til London, feste hele natten, sove på gulvet, og stadig have super lækkert hår når jeg vågnede. Nu skal jeg åbenbart bare kigge på et fly før mit hår ligner en høstak, og det bliver altså ikke bedre af at rejsen tager mere end et døgn. Kastrup var selvfølgelig lidt mere spændende end Karup (det siger forhåbentlig sig selv), men jeg brugte nu det meste af tiden på at drikke kaffe på Starbucks og læse i min bog. Så ventede den lange tur til Washington. Jeg var ikke helt så heldig som sidst jeg rejste til USA, hvor jeg kom til at sidde ved siden af rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstuppe, som var super flink. Denne gang endte jeg med at sidde imellem to kæmpe store mænd. Ham til højre sov det meste af turen...på min skulder. Okay, det var måske lige overdrevet nok, men han sad og hang ind over mit sæde, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne gøre noget ved det. Ham til venste var enorm, altså ikke tyk, men kæmpe lang og så bred at han kun lige kunne kemme sig ned i sædet. Det betød altså også at hans ben overhovedet ikke kunne være der for sædet foran. Jeg synes ikke det er videre behagelig at rejse med fly, og jeg er kun 1.63 cm høj; den stakkels gut ved siden af mig var vel i nærheden af 2 meter, og han var nødt til at sidde med det ene ben ude på gangen og det andet ovre på min plads. En fair vurdering vil nok være at min. 1/3 af min plads blev brugt af mine sidemænd.
Ja, ja, selv hæslige oplevelser får jo en ende, ikke?! NEJ! Da jeg kom til Washington skulle jeg selvfølgelig igennem immigration. Det er der hvor de lige skal kigge kritisk på én igen og sikre sig at man ikke er terrorist (sådan som man allerede havde lovet da man var på ambassaden for at få lavet sit visum). Det er en virkelig langsommelig process, og jeg havde kun 2 timer til mit næste fly skulle afgå. Det kan godt være at 2 timer lyder som rigelig tid, men lad mig lige minde om at det var en kæmpe lufthavn, som jeg aldrig havde været i før, og at jeg var godt og grundig udkørt allerede. Køen sneglede sig afsted, og da det endelig blev min tur til at afgive fingeraftryk (igen, igen) og smile pænt til den rare mand bag skærmen, var der vel gået godt en time. Jeg kom igennem, fandt min bagage, og styrede mod tolden. Da jeg kom ud på den anden side af tolden fandt jeg endnu en kæmpe kø. Det viste sig så at vi skulle igennem endnu et sikkerhedscheck...super smart! Vi havde ikke engang haft muligheden for at forlade lufthavnen endnu, så hvad er pointen lige, om jeg må spørge? Nå, men der var ihvertfald ikke nogen vej udenom. Jeg kiggede konstant på uret, sådan som jeg altid gør når jeg føler mig presset, og følte mig meget svedig (presset sammen med en masse andre mennesker, som om man var kødkvæg, og så iført en vinterfrakke, for at det ikke skulle være løgn). Da jeg kom igennem sikkerhedschecket var der 15 minutter til mit fly skulle lette, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Heldigvis er Washington lufthavn indrettet som en lang korridor med gates på begge sider. Der er over 30 gates, så den er ihvertfald 3-4 km lang, og jeg skulle med fra gate 15. Jeg for afsted, og da jeg kom frem til gaten var de lige begndt at boarde min sektion...puha! Jeg nåede det.
Der var ingen problemer på vej til Denver; faktisk ankom vi næsten en time før end beregnet. Det plejer jo at være en god ting, men det var det ikke nødvendigvis for mig. Jeg skulle nemlig videre med bus, og den ankom først kl. 21, hvilket altså var ca. 3 timer senere. Selv om Denver lufthavn er usandsynlig kedelig, så har de da en Burger King, og når man skal fordrive 3 timer, så er det da ikke det værste sted man kan være. Det er sådan set ikke fordi 3 timer er så slemt, men når de ligger på det stadie af rejsen, så er de forfærdelige; man er træt, kroppen er øm, og man vil bare gerne sove. Da jeg kom ind i bussen var det da også lige præcis hvad jeg gjorde: jeg sov. Okay, det er måske ikke den mest effektive søvn man får i en bus, særlig nå dem der sidder bag én er 2 über-friske college-kids, der tydeligvis bare har glædet sig til at komme tilbage og fortælle hinanden alt hvad de har lavet i ferien, men lidt søvn fik jeg da. Vi ankom til Laramie kort efter midnat, og Kelly fra det internationale kontor var klar til at tage imod mig. Vi fik bakset mine kufferter ind i hendes bil, kørte mod barakkerne og fandt den rigtige lejlighed. Der lå selvfølgelig 1 meters sne foran døren, som ingen havde tænkt sig at skovle, så vi måtte bakse kufferterne hen over den sammenpressede, glatte sne, og da vi nåede hoveddøren virkede nøglen ikke! Klokken var nu 00.30, det var frysende koldt, jeg var træt og Kelly prøvede at være optimistisk. Vi efterlod kufferterne foran døren og kørte hen til kontoret der står for lejlighederne. Jeg vidste at de havde et nummer hængende på døren, hvor man kunne ringe i nødstilfælde. Damen der modtog opkaldet synes ikke det var sjovt, men hun var der dog alligevel i løbet af få minutter. Vi fik en ny nøgle. Den virkede da også til hoveddøren, men af en eller anden årsag ikke til bagdøren. På det tidspunkt var jeg ligeglad; jeg ville bare gerne ind og sove. Da vi tændte lyset var det første jeg fik øje på en musefælde. Ja, du læste rigtigt, en musefælde. Og hvor var den placeret? På sofaen! Det er måske ikke det bedste første indtryk at få af sin nye lejlighed, og da jeg kiggede mig lidt omkring fandt jeg hurtigt 2 mere (jeg har indtil videre fundet 5). Det var dog ikke noget jeg kunne gøre ved det på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave en hurtig udpakning og smutte i seng. Da jeg kom ud på badeværelset så jeg så at der ikke var noget tioletpapir...great! Det er da heldigt at jeg er den der type der altid har en pakke lommeletter med i tasken, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Før jeg gik i seng havde jeg altså været på farten i nærheden af 33 timer, min lejlighed var ikke alene musebefængt, der kom også rødt vand ud af hanerne, og så mener folk her åbenbart ikke at piger har behov for at gå på wc, men da jeg lagde hovedet på puden og trak dynen godt op om næsen var der ikke noget af det der betød noget, for inden jeg kunne nå at tænke på det, var jeg faldet i søvn.

Hyp, hyp, knoglebrud

Dagbog 26-01-10

Da jeg kom tilbage til Holstebronx var der ikke lang tid til jeg skulle afsted igen. Jeg var nemlig nødt til at tage en tur til København, hvor jeg d. 23. havde en aftale på den amerikanske ambassade for at få fornyet mit visum. Nu er det jo ikke fordi at DSB ikke får kritik nok i forvejen, men jeg vil da godt lige give dem en omgang også. Jeg skulle være på ambassaden kl. 8.15, så det første morgentog var udelukket. Hvis jeg havde taget det ville der ikke være tid til at blive forsinket. Nu er det sådan at man hverken må komme for tidligt eller for sent på den amerikanske ambassade; man skal bare være der til tiden. Det betød også at jeg ikke turde satse på et tog der ville ankomme meget kort tid inden min aftale. Derfor tog jeg så nattoget...eller rettere sagt nattogene. Jeg skulle først med et tog fra Holstebro til Skjern. Så skulle jeg skifte med lynets hast til en tog til Esbjerg. Der skulle jeg så vente i over en time...midt om natten! I december! Og banegårdsbygningen var lukket! Super praktisk at lukke banegårdsbygningen mere end en time tidligere end det sidste tog afgår. Jeg trøstede mig ved tanken om, at når jeg kom ind i det næste tog skulle jeg ikke skifte mere, for det skulle fortsætte hele vejen til København. Det gjorde det så bare ikke, og jeg blev nødt til at skifte i Fredericia. What the f...?! Ikke mindre end fire forskellige tog og 7-8 timer efter afgang ankom jeg så til Hovedbanegården, hvor alt var lukket! Jeg ved godt at der er mange udråbstegn i dette afsnit, men det kan da ikke være rigtigt. Hovedbanegården er altså ikke varmet op, og der var ikke engang en automat hvor man kunne trække en kop varm et eller andet.
Da den første ”bager” så åbnede kl. 6 satte jeg mig ind til et bord og hundefrøs med en kop nogenlunde kaffe og et vildt dyrt rundstykke. Medarbejderne kiggede olmt på mig flere gange, men jeg gav mig ikke og blev bare siddende. Da jeg var godt og grundig gennemkold efter at have siddet med min kaffe i 1½ time tænkte jeg at jeg lige så godt kunne tage bare lidt for tidligt ud til ambassaden. Jeg gik hen til informationen for at sikre mig at jeg kunne køre videre på min billet, men den flinke dame sagde til mig at eftersom rejsen var påbegyndt før midnat kunne jeg ikke bruge den mere. Det gjorde sådan set ikke nogen forskel at rejsen først var afsluttet et par timer tidligere. Jeg besluttede mig for, at når DSB indtil videre havde behandlet mig så råddent, skulle de ihvertfald ikke presse flere penge ud af mig den dag, så jeg tænkte at hvis jeg blev tjekket på den 5 minutter lange tur kunne jeg vel altid påråbe mig en af flere forskellige undskyldninger: ’Jamen, jeg er jo Jyde. Hvordan skulle jeg vide at jeg ikke kan bruge den samme billet?’, ’Jamen, prøv at se hvor blond jeg er...det er naturligt!’, ’Jeg har jet-lag, og kan derfor ikke forventes at være bekendt med alle DSBs regler...de er jo ikke ligefrem logiske, vel?!’ Jeg fandt derfor et s-tog, gik meget langsomt fra stationen, og kom derfor kun et kvarter for tidligt. Da vagten udenfor så var færdig med at stirre ud i den blå luft kom han hen og spurgte os der havde forsamlet os uden for døren om vi havde nogle elektroniske genstande med. Jeg havde min computer of telefon med, så jeg modtog et ondt blik og en besked om at det må man ikke. Jeg måtte derfor pænt tage tilbage til Hovedbanegården, finde en bagageboks (til kr. 30!!!!), hoppe på et nyt s-tog, og melde mig hos vagten igen. Denne gang lukkede han mig ind, og det viste sig også at der ikke var de store problemer i en visumfornyelse, men jeg kiggede konstant på klokken. Jeg havde jo pladsbillet til toget hjem, og det ville jeg meget gerne nå. Da jeg endelig blev kaldt ind til samtalen var der 35 minutter til mit tog skulle køre, og jeg må have set lidt nervøs ud, men manden bekendtgjorde at jeg havde fået bevilliget mit visum. Jeg sagde høfligt mange tak, hvorefter jeg løb ud af ambassaden, hen til Østerpor station, kiggede meget irriteret på køreplaner jeg ikke rigtig kunne tyde, udspurgte (måske lidt hårdt) en Københavner om hvilke tog der kørte til Hovedbanen, sprang ind i det første det bedste tog, ned i kælderen for at hente mine ting på banegården, og så ned på perronnen. Det var først der jeg opdagede at der stadig var et kvarter til toget skulle ankomme...hvor dum har man lov til at føle sig?
Hele visum-halløjet oven på turen hjem var en ret hård omgang, men så ventede julen også lige om hjørnet. Det var super dejligt at se hele familien igen. Jeg har en ret stor familie, men til jul får jeg som regel dem alle sammen at se. Jeg glædede mig især til 1. juledag, for der holder vi altid julefrokost med min mors familie. Det betyder at jeg den dag får set de fleste af mine fantastiske fætre og kusiner. Nogle af dem er jeg så tæt med i alder at vi nærmest er vokset op sammen, og derfor er det også trist at vi ikke ses så tit mere. Det havde min ældste kusine også tænkt på, så hun inviterede os til fætter/kusine-spisning et par dage senere. Min onkel overhørte det og spurgte om vi ikke havde lyst til at komme ud til ham inden og tage en lille ridetur. Han har en hel flok islænder ponier. Fire af os sagde ja tak. To af mine kusiner har gået til ridning, så de havde jo ikke noget at bekymre sig om. Min tredje kusine var en smule bange for heste, men havde sat sig for at overvinde sig selv. Og jeg havde så en romantisk forstilling om at ride ud over heden, at være et med hesten, og at jeg bare var et naturtalent. Det blev nu hurtigt bevist at jeg ikke er nogen Tina Lund. Jeg fik tildelt den trætteste pony i hele verden. Seriøst! Den blev ved med at gabe helt ekstremt meget. Jeg kunne næsten ikke få den til at bevæge sig, og jeg blev efterhånden overbevist om at jeg bare ikke havde fundet speederen endnu. I meget roligt tempo kom vi dog alligevel derudaf, og der gik ikke længe før jeg fik godt ondt i rumpen. Jeg fatter bare ikke hvordan cowboys holder sig i sadlen hele dagen, hver dag. Nå, men da vi var nået op på toppen af bakken mente min onkel at vi hellere måtte vende tilbage, for det var trods alt ret koldt. Da min hest fandt ud af at vi nu var på vej tilbage til stalden skal jeg lige love for at den tog styringen. Den ville gerne hjem, så jeg havde svært ved at holde den fra at trave eller tølte (?). For dem af jer der heller ikke har gjort sig fortjent til Tina Lund-mærket endnu, så er tølt en speciel gangart for islændere, og man kan nemt blive overrasket over hvor hurtigt sådan en lille fyr faktisk kan komme hen over markerne når den først begynder på det nummer. Da min pony begyndte at løbe stærkt inspirerede den åbenbart de ander, og der gik ikke længe før vi alle måtte kæmpe for at holde dem lidt i ro (når man først er øm bag i hjælper det altså ikke at få det til at gå hurtigere, kan jeg lige informere om).
Det endte med at være en super sjov (og lærerig) dag, og aftenen blev rigtig hyggelig selvom det ikke var alle fætter/kusinerne der kunne komme. Vi endte med at sidde den hårde kerne tilbage og spille til langt ud på aftenen. Det er helt sikkert noget jeg gerne vil gøre til en tradition, så jeg håber det næste bliver en sommerfest når jeg engang vender hjem til Danmark igen.
Resten af juledagene gik med julefrokoster og forberedelser til nytårsaften, som jeg skulle fejre sammen med min smukke søster, hendes kæreste og en masse af deres venner. Det blev også en sjov fest. Det var lidt som om vi ikke rigtig havde opdaget at klokken var blevet 12 (der var endda én der kom ud fra toilettet ca. 12.01 og kigge mærkeligt på os alle sammen, som om han tænkte ’Hvad foregår der?’), så det var en lidt sjov oplevelse. Ud på de små timer besluttede mig stedfar sig for at han og min mor havde brug for lidt motion. De bor ikke så langt fra min søster, så de kom og hentede mig (lol...jeg er 26 år gammel og bliver hentet af mine forældre fra fest nytårsaften).
De næste par dage var jeg et smut tilbage i Odense. Det var super lækkert at få set mine dejlige veninder igen. Jeg fik også lige fat i en enkelt af mine naboer, og så fik jeg ordnet alle mulige praktiske ting. Jeg fik også set den nye kæmpe-Ikea, der efter min mening er det bedste der findes i Odense (okay så, ud over mine venner og veninder). Men altså Ikea...wow, jeg glæder mig til jeg kommer hjem igen og bare kan tage derud og kigge når jeg har lyst. Før havde vi verdens mindste Ikea (ikke just sjovt), og de havde aldrig nogle af de gode ting hjemme. Nu har vi den største Ikea i Norden, og det kan jeg altså godt stå inde for...jubii! Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg vil have råd til at købe noget særligt når jeg kommer hjem, men jeg er (selvfølgelig) medlem af Ikea Family, så jeg får gratis kaffe i cafeteriaet, og det i sig selv er jo undskyldning nok for at tage der ud mindst 2 gange i ugen.
De sidste par dage inden min afrejse gik med at sige farvel til familien, og en af de sidste dage skulle jeg så om og kigge til min mormor. Hun havde været til begravelse sammen med min mor, og da min stedfar og jeg hentede dem, blev mormor og jeg så sat af ved hendes hus. Hun havde dog ikke mere end lige rørt jorden da hun steg ud af bilen, før hun lå med hovedet i en snedrive. Vi fik trukket hende tilbage på højkant og ind i varmen, men det var tydeligt at hun havde meget ondt. På trods af det ville hun selvfølgelig ikke til lægen. Personligt havde jeg ikke været i stand til at taste 112 hurtigt nok, men stædig som min mormor kan være (okay, hun er normalt ikke ret stædig, men alligevel) mente hun at det nok skulle gå over hvis hun bare kom ind og sidde lidt. Mine forældre kørte derfor igen, og jeg prøvede at finde ud af om det er lægevagten eller skadestuen man skal ringe til først (ingen af dem fandt jeg senere ud af). Det blev dog hurtigt tydeligt at hun ikke så let kunne komme ned at sidde, for hun havde så ondt i skulderen at hun ikke kunne bøje kroppen.
I samme nu kom min ene onkel (ikke ham med ponierne, hvis nogen skulle være interesserede) ind af døren. Det var heldig, for han tog straks styringen og sagde ’Du skal til læge mor, og det med det vuns.’ Vi fik gelejdet mormor ind i hans bil, og kørte hen til lægen. Min mormors læge er min onkels kone (ikke nogle af de endnu omtalte onkler...jeg sagde jo jeg havde en stor familie), så hun tog sig kærligt af sin svigermor, og sendte os til skadestuen for at få taget røntgenbilleder. Vi kom til i løbet af kort tid, og fik med det samme at vide at skulderen var brækket. Vi måtte jo så tilbage til skadestuen, hvor vi sad i venteværelset i næsten 2 timer. Så kom der til gengæld en læge og fulgte os ind i et undersøgelseslokale. Fremskridt! Troede vi. Min mor var på det tidspunkt kommet for at holde os med selskab, og sammen sad tre generationer af kvinder så på skadestuen i Holstebro i næsten 10 timer. Den stakkels unge sygeplejerske, der var blevet tildelt min mormors skulder, kiggede mange gange ind med et undskyldende blik og sagde at hun gjorde hvad hun kunne for at få lægen ind. Han havde godt nok ”undersøgt” hende en gang, men den afdeling der tager sig af knoglebrud er blevet flyttet til Herning, så den stakkel, forvirrede læge, der rendte rundt på skadestuen og forsøgte at holde styr på et hav af journaler, som han nok mente der hørte nogle patienter til, havde ikke mulighed for at tage nogen beslutninger. Det mærkelige er, at man ikke rigtigt kan gøre noget ved en brækket skulder. Spørgsmålet var, om der skulle opereres eller ej, og det burde man da kunne forvente at en hvilken som helst læge kan se ud fra røntgenbilleder. Det kan de åbenbart ikke, så man kan jo kun føle sig yderst utryg ved hvordan det danske sygehusvæsen holder den gående dags dato.
Det endte med at min stakkels mormor, der hverken havde fået vådt eller tørt hele dagen, skulle køres til Herning til smertebehandling. Til smertebehandling! De kunne vel for fanden have fundet en seng på Holstebro sygehus, hvor der så var en der kunne dele piller ud hver tredje time. Men nej, hun kom i en ambulance, blev kørt til Herning, og 2 dage senere blev hun sendt hjem med en slynge. Jeg fatter bare ikke at den slags kan foregå i et land der praler så meget af deres sygehusvæsen, som vi gør i Danmark. Anyway, min mormor virkede da ved godt mod da hun kom hjem, og jeg håber det går fremad. Jeg har desværre ikke fået talt med hende endnu, for jeg skulle afsted dagen efter at hun var blevet sendt hjem, men hun er en dame med krudt i, så selvom hun sikkert har mange smerter, er jeg sikker på at hun nok skal holde humøret højt.
Nå, så meget for mit nytårsfortsæt om at fatte mig i korthed. Det kan da godt være at det er en af de der ligesom ’I det nye år vil jeg ikke spise mere chokolade!’ Man ved ligesom bare på forhånd at det kommer ikke til at holde. Men jeg håber at i læser med trods mine lange svadaer, og at i også holder humøret højt til vi skrives ved.