21-09-2009
Dagbog

Endnu engang er der en masse at fortælle. Lad mig se om jeg kan få det hele med. Sidste lørdag var dagen hvor vores kære Cowboys skulle bevise deres værd. Det var nemlig tid til årets store football kamp mod the Texas Longhorns. For Wyoming var det en virkelig stor kamp, og billetterne stod til $400 stykket (alle studerende kom heldigvis gratis ind...ellers havde stadion nok virket lidt tomt), men for Texas var det vist mere en slags træningskamp. Til alles overraskelse klarede vi os faktisk ret godt i første halvdel af kampen, og vi var endda foran 10-6 i ca. 15 sekunder...så begyndte det ligesom at gå lidt ned af bakke. Kampen endte 41-10 til Texas, så jeg behøver vist ikke forklare mere. Vi havde det dog ret sjovt alligevel, og på trods af lidt tømmermænd var vi alle sammen med på slagord som ’first down, motherfucker’, og der blev skrålet med af al kraft, da marching bandet spillede Bohemian Rapsody.
Dagens bedste episode fandt dog sted inden kampen overhovedet startede. Det var blevet aftalt at vi skulle til kampe sammen med Cornelia, vores to tyske naboer, Dennis og Ferdinand, og to tyske piger, Liesa og Leonie. Dennis havde aftenen snakket meget om, at han havde fået kontaktlinser men aldrig havde prøvet at tage dem på, og Henriette, som har arbejdet hos en optiker, havde lovet at hjælpe ham. Det blev noget af et cirkus. Først prøvede vi at placere Dennis på en stol med hovedet lænet tilbage, hvorefter Henriette holdt hans øjne åbne og forsøgte at proppe de stakkels linser i under mange latterbrøl fra tilskuerne (Cornelia, Ferdinand og jeg). Det var tydeligt fra starten, at det ikke ville lykkes, men vi gav ikke op. Vi prøvede at holde hans arme, fordi han blev ved med at forsøge at afværge Henriette, vi forsøgte med at holde hans hoved, men lige lidt hjalp det. Til sidst blev vi enige om, at hvis de linser nogen sinde skulle i, måtte Dennis selv ud foran spejlet og prøve. Dennis blev enig med sig selv om, at Henriette var en meget ond person, så jeg blev udnævnt til linse-insætnings-overvåger. Samtalen der fulgte er noget af det sjoveste jeg har oplevet, og her følger et uddrag af den 1½ time lange linse-kamp:
(Efter jeg havde brugt 15 min. På i store detaljer at forklare den bedste måde at sætte linserne i på)
Dennis: Is it in? Is it in? (Er den i? Er den i?)
Randi: I can’t tell…no! (Jeg er ikke sikker…nej!)
Dennis: Is it in now? (Er den i nu?)
Randi: I’m not sure, I think it is still on your finger (Jeg er ikke sicker, jeg tror stadig den er på din finger)
Cornelia (meget utålmodig): Come on Dennis, just do it (Kom nu Dennis, gør det nu bare).
Ferdinand: This is like a movie (Det er ligesom at se en film).
Dennis (da jeg kiggede væk): You have to look at me (Du skal se på mig).
Randi: I am...I can’t concentrate (Det gør jeg også...jeg kan ikke koncentrere mig).
Dennis: Is it in now? (Er den I nu?)
Randi: I don’t think so. No, you blinked and it fell out (Det tror jeg ikke. Nej, den faldt ud fordi du blinked).
Henriette var på det her tidspunkt ved at dø af latterkramper, og så var det vi opdagede at døren ud til gaden (hvor der var ufattelig mange mennesker pga kampen) havde stået åben hele tiden! Da linserne endelig var kommet i kiggede Dennis sig omkring, gav Henriette og jeg et tvært blik og sagde: Jeg synes absolut ikke jeg ser bedre nu end før.
Samme aften havde vi arrangeret en fest. Planen var at vi skulle spille taboo (ordspil hvor man kæmper på to hold), og efter stolte danske traditioner skulle det selvfølgelig laves om til et drikkespil. Det gik også super fint, og jeg skal love for at folk (inklusiv mig selv) fik noget indenfor vesten. Som de fleste ved, opstår nogle af de mest geniale ideer når man har fået lidt at drikke, og det var også tilfældet den aften. Jeg tror det var Kacy, vores Amerikanske veninde, der foreslog, at når nu Cornelia alligevel var hos os det meste af tiden, så kunne hun jo lige så godt flytte ind. Mandag morgen gik Cornelia så hen på boligkontoret og spurgte om hun kunne få sine penge tilbage. Det var der ikke noget problem i, så nu har vi fået ny roommate. Cornelia og jeg deler værelse (man kunne skille køjesengen ad) og det fungerer faktisk ret godt.

Siden Cornelia er flyttet ind er der dog begyndt at ske mystiske ting. Huset siger rigtig mange mærkelige lyde, og i går aftes da vi sad midt i aftensmaden hørte vi pludseligt et brag. Vi kiggede forskrænte på hinanden og udbrød: Muren! Det viste sig at beklædningen på ydermuren under Henriettes vindue var faldet af uden nogen særlig grund. Kort tid derefter gik døren op af sig selv (døren var låst!), og lige plusdelig ville Cornelias computer ikke mere og gik fuldstændig i sort. Der har også været mange underlige og uforklarlige lyde den sidste uges tid, og eposiderne i går overbeviste mig om at Cornelia må være forbandet eller noget. Temmelig surt for mig, der skal dele værelse med hende!!!

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det tidligere, men vejret i Laramie kan skifte ret pludseligt. Siden vi kom har været været godt de fleste dage. Nogle gange kunne der godt komme en pludselig og voldsom regnbyge, eller et tordenvejr der varede i flere timer, men vi har overvejende har solskin og høje temperaturer. Efter aftensmaden i går ville Henriette så lige tjekke vejrudsigten, og hun blev informeret om, at der var 60% chance for sne i dag. Ja, du så rigtigt. 60%! Midt om natten vågnede Cornelia og jeg ved at det lød som on der var nogen der bankede på taget. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne ikke se noget, så vi blev enige om at det måtte være regn eller hagl. Da jeg vågnede i morges viste det sig, at der natten igennem har været en mindre snestorm igang, og det ligner Nordpolen udenfor. Jep, så er det frem med de lange underbukser, vinteren er ankommet. Vi havde godt nok fået at vide at der kun er to årstider i Laramie: August og vinter. Men vi havde ikke lige regnet med at det ville skifte så pludseligt (for to dage siden havde vi sol og omkring 25 grader, og igår var det lidt blandet, men absolut ikke vintervejr).

Den kommende uge er der ikke noget særligt på programmet, men næste weekend tager vi til Denver fra lørdag til søndag, og Henriette og jeg har store planer om at få lavet et par tusser (tatoveringer, hvis nogen skulle være i tvivl). Jeg har været igang med tegneblokken, og jeg har kreeret en variation af en tatovering min far havde, som jeg tror er det rigtige for mig. Vi har også snakket om at tage ind og se en baseball kamp, og så skal der selvfølgelig shoppes amok. Derudover har vi planer om at indtage flest mulige af vores måltider på IHoP (International House of Pancakes → det internationale pandekagehus), som er blevet stærkt anbefalet af Henriette.

Det var alt for denne gang. Hold jer muntre til vi ses igen.

10 ting

10 ting jeg har fundet ud af mens jeg har været her:

1) Kontakter skal opad når man skal tænde for dem. I Danmark skal de som regel ned, men selvom jeg godt ved hvordan man skal gøre herovre, glemmer jeg det konsekvent. Det er faktisk ret belastende, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.

2) Det er ulovligt at smide affald, og hvis man bliver taget i det vanker der en bøde. Her i Wyoming ligger en sådan bøde på $750, men i andre stater går det helt op til $1000. Jeg synes det er vildt fedt, og jeg ville ønske vi kunne indføre sådan noget i Danmark. Der er så rent og pænt alle steder herovre, men derhjemme er folk bare ligeglade, og jeg har set folk smide affald lige ved siden af en skraldespand....vi er nogle møgører, ja vi er!

3) Alting er større/mere her: mad er i større portioner, regndråber er som spandfulde, biler er kæmpe store, lyn og tordenvejr kan blive ved en hel dag (derhjemme stopper det som regel efter et par timer), frugt og grøntsager er større, skolen er gigantisk stor i forhold til Syddansk, etc.

4) Jeg har behov for meget mere søvn i Laramie end i Odense. Jeg har valgt at skyde skylden på den tynde luft.

5) Amerikansk fodbold (football) er faktisk ret underholdende, hvis man kender reglerne. Den eneste ulempe ved football er, at selvom kampen teknisk set kun varer 4 x 15 min., så stopper de så mange gange at kampen samlet set nemt kan var 4-5 timer.

6) Yellowstone er et ret sejt sted!

7) Amerikanere har meget mere selvtillid end danskere (de er vel ikke opdraget med Janteloven), og de er meget bedre til at give komplimenter, hvilket måske er grunden til at deres selvtillid er så stor. Jeg har ihvertfald aldrig haft det bedre med mig selv end jeg har her, hvor jeg allerede flere gange har fået at vide at jeg er smuk (who knew?!).

8) Jeg er blevet fan af Carl’s Jr., hvilket er et old school-burgersted. For alle jer der bor i Holstebronx, så minder det om de burgere man engang kunne få på Nordkap (ummm!), og så er restauranten indrettet som om vi stadig var i 1960’erne...I love it.

9) Det er rigtig billigt at leve her over: mad er billigt, husleje er billigt (okay, vi bor godt nok også i noget der minder om en kaserne, men alligevel), benzin er billigt, og det er bilerne også.

10) Jeg savner rugbrød!!!!

Yellowstone trip

Dagbog 06-09-2009

I decided again, that translating into English simply takes up too much of my time, so if anyone were actually reading the English version...well, sorry.

I sidste uge fik jeg besøg fra Danmark. Det var ingen ringere end Mia, min underbo hjemme i Odense, der kiggede forbi Laramie en tur. Hun ankom fredag eftermiddag (ca. 4 timer senere end beregnet...bedre sent end aldrig, hi hi). Vi havde aftalt at weekenden skulle gå med en tur til Yellowstone National Park, og Mias sene ankomst endte med at blive en varsling for turen. Vi skulle afsted tidligt lørdag morgen, og regnede derfor med at ankomme til campingpladsen i Yellowstone omkring middagstid. Der kunne vi godt tro om igen. Vi kom godt nok afsted omkring kl. 4 om morgenen, men så skulle vi da lige købe et par sidste-øjebliks-ting i Walmart (som har døgnåbent, af en eller anden årsag), og før vi var ude af Laramie var klokken 4.30.

Derfra gik det så raskt derudaf indtil vi nåede Rock Springs, hvor vi skulle af motorvejen. Min teori er, at den frakørsel vi skulle med er blevet fjernet, men jeg er godt klar over, at den sikkert ligger der hvor den skal. Uanset hvad, så opdagede vi den ihvertfald ikke. Det var såmænd heller ikke det store problem; en alternativ rute blev fluks beregnet, og vi endte med at se nogle af de mest fantastiske klippeformationer fordi vi kørte den vej. Det var jo sådan set meget fedt. Hvad der var mindre fedt, var at vi kom ud på den mest øde landevej man kan forestille sig. I bilen sad så fire tøser og snakkede om skræksenariet: at løbe tør for benzin. Det gjorde vi dog ikke; til gengæld var Henriette lige ved at slå os ihjel!! Hun vil sikkert benægte det, men ikke så snart havde jeg fundet Yellowstone-bogen frem (for at aflede tankerne fra eventuel stranding midt i ingenting), før Henriette sender bilen over en bakke, videre ud i et stunt-agtigt flyvehop, for at ende mere eller mindre midt i en trailer-park (som bare lå ude på Lars Tyndskids marker). Vi var selvfølgelig alle ret cool a la Thelma og Louise (red. vi skreg som små tøser der har fået en hudafskrabning på knæet), og Henriette prøvede desperat at overbevise os andre om at vejen bare forsvandt. Det troede vi selvfølgelig ikke på, så da vi havde sikret os at alle i bilen var i live, brugte vi de næste par timer på at moppe Henriette med hendes døds-stunt (faktisk blev det bragt på bane flere gange i løbet af weekenden).

Da vi endelig nåede Jackson, som ligger lidt syd for parken følte vi endelig at vi snart var der. Det var vi ikke, for der var da lige 10 km. vejarbejde, hvor man kun måtte køre 25 miles i timen (= super langsomt). For at komme ind i Yellowstone via den sydlige indgang skal man igennem Grand Teton National Park, hvor de selvfølgelig også lige var igang med en masse vejarbejde. Al den vejarbejde (og oversete frakørsler, og døds-stunts) gjorde altså, at klokken var omkring 14.30 da vi endelig kom ind i Yellowstone. På det tidspunkt var vi faktisk ret ligeglade med natur og deslige, for vi var ret trætte og ville bare have slået vores telt op, så vi kunne begynde at nyde weekenden.

Vi havde ikke kørt ret længe inden jeg så en lille hjort, men de andre informerede mig om, at dyr ikke eksisterer hvis ikke alle i bilen har set dem (red. de var bare misundelige over at det ikke var dem der så et vildt dyr først). Lige efter at Bambi havde været der opstod der så endnu en kø. Jeg blev selvfølgelig super frustreret, men så var det vi opdagede, at køen var dannet pga en bison, der gik lige så roligt midt på vejen. Så skal jeg ellers lige love for at de fire tøser livede op. Den kæmpe bison gik virkelig tæt forbi bilen. Vi kunne have rørt ved den hvis vi turde (og hvis man altså måtte den slags), men vi sørgede i stedet for at få en masse fede billeder.

Vi var helt oppe at køre over vores første bison (som altså eksisterede fordi vi alle havde set den), og der gik ikke længe før der kom flere bisoner forbi. Det var vildt fedt. Jeg havde aldrig troet at de var så store. Vi fik en masse gode billeder af dem, som selvfølgelig kommer på facebook hurtigst muligt. Nu havde vi virkelig noget at snakke om, og desuden nåede vi snart vores campingplads, hvor vi rask fik rejst teltet (= vi kom til at vende det forkert og sætte pløkkerne i de forkerte huller, men rejst det blev det da).
Vi blev hurtigt enige om, at alle var sultne efter et ordentligt måltid mad, så vi fik gang i campingkomfuret og bålet (bålet var nu mest for hyggens skyld), og vi havde knap nok spist færdigt og sat os med en kop kaffe/kakao før regnen begyndte at styrte ned. Da var klokken omkring 19.30, så vi skulle hurtigt tage en beslutning om hvad vi så ville: sidde i teltet og kede os resten af aftenen, eller køre ud og se lidt af parken inden det blev mørkt. Vi besluttede at en lille udflugt var den bedste løsning, så vi skyndte os at slukke bålet og pakke al maden væk. I løbet af få minutter sad vi igen i bilen og var på vej mod Tower Fall, som er et af de højeste vandfald i Yellowstone. På vejen spejdede vi ivrigt efter alverdens dyreliv, men dyrene var åbenbart trætte eller noget, for vi så ikke nogen. Vi fandt også ud af, at vi havde forregnet os en lille smule, for da vi nåede til Tower Fall kunne vi ikke finde det. Det var simpelthen blevet for mørkt. Vi vendte så næsen hjem mod teltet. Mia var gået omkuld på bagsædet, og vi andre snakkede om skuffelsen over at vi kun havde set bisoner hele dagen. Det skal man åbenbart passe på med, for lige pludselig stor tre elge midt på vejen lige da vi rundede et sving. Det var en stor han og to hunner, som faktisk også var pænt store. Jeg fik hurtigt bremset bilen, og elgene besluttede sig derefter for at forlade vejen. Endnu engang var vi helt oppe og køre over at vi havde set vilde dyr, og det snakkede vi ivrigt om. Mia sagde dog ikke så meget, for hun havde kun set et glimt af noget lyst skind imellem træerne. Lidt senere, da vi var faldet til ro igen, og jeg tilfreds havde accepteret at nu havde jeg også set elge, stod der så endnu engang en elg midt på vejen. Det viste sig, at han havde dannet bagtrop for en lidt større flok, for inde mellem træerne stod en hel masse andre elge.
Ud over et lille jordegern, som holdt til ved vores campingplads var det så også de sidste dyr vi så den dag, for da vi kom tilbage gik vi på hovedet i seng.

Søndag startede vi ud med hurtig morgenmad og et forsøg på opvask (ikke så nemt uden sæbe og børste). Vi pakkede teltet sammen, læssede vores ting i bilen og så var vi ellers på vej ud på opdagelse. Vores første stop var Norris Geyser Basin, der er Yellowstones ældste og varmeste gejser, eller samling af gejsere, for der var godt nok mange. Der stank forfærdeligt af rådne æg, men det var dog stadig turen værd, for det var bare så flot. Gejserne ved Norris eksploderer ikke ret tit (faktisk kan der nemt gå år imellem), så det vi så var en masse forskelligtfarvede basiner som det dampede op ad. Derefter kørte vi til Mammoth Hot Spring, som er lidt det samme princip som Norris, men det viste sig at man skulle gå vildt langt for at komme hen til dem, og det havde vi ikke tid til, for der var så meget vi gerne ville se. Yellowstone ligger oven på verdens største vulkan, hvilket er årsagen til at der er så mange gejsere og varme kilder. Det lyder idyllisk, men faktisk når vandet de fleste steder kogepunktet eller varmere, så man må nøjes med at kigge på det hvis man ikke vil koges levende (hvilket åbenbart er sket for nogle nysgerrige turister...av!).

Vi skyndte os videre til Tower Fall, som skulle vise sig at blive lidt af en Nemesis for os. Man kan ikke se ret meget af vandfaldet fra den udkigspost der ligger i nærheden af vejen, så vi havde forberedt os på at gå den halve mil ned til bunden. Uheldigvis for os var de igang med at renovere gangstien, så man kunne slet ikke komme derned. For anden gang på to dage var vi altså blevet snydt for det flotte syn, men der findes selvfølgelig andre vandfald i Yellowstone, så vi forberedte os på et ekstra stop på vejen. Det blev ved et vandfald der hedder Upper Falls. Det var rigtig flot. Jeg tror kun jeg kan beskrive det som et lille udsnit af Niagara Falls. Før det stoppede vi dog ved Mount Washburn, hvor der er en kæmpe udkigspost på toppen. Mens vi stod deroppe begyndte det at lyne i det fjerne, og et af lynene slog faktisk ned på en bjergtop nord for os. Der gik ikke længe før vi så en paddehattesky brede sig. Den så meget lille ud, men vi var også meget langt væk. Da vi kom tilbage til Laramie tjekkede vi på nettet, men fandt heldigvis intet om en brand i Yellowstone.

Efter Washburn og Upper Falls var dagens sidste stop gejseren Old Faithful. Inden vi nåede ret langt blev vi dog distraheret af en masse folk, som var stået ud af deres biler, og alle stod og pegede i den samme retning. Vi mente ikke vi kunne gå glip af noget, så vi fik hurtigt parkeret bilen. Da vi nåede hen til det sted, hvor alle stod og holdt udkig, gik det op for os at det var en ulv de kiggede på. Den stod ret langt væk, på den anden side af floden, men en flink Amerikaner lånte os en kikkert, så vi alle fire fik en chance for at se den. Det var ret vildt, men ærgeligt at den ikke var lidt tættere på, for vi kunne ikke tage billeder af den. På vores videre færd så vi flere bisoner, bl.a. en stor flok. Det var super fascinerende, men vi var lidt ærgelige over at vi ikke havde set en bjørn. Vi så dog tre søde hjorte lige inden vi kom til Old Faithful, og de var så vandt til mennesker, at man kunne komme rigtig tæt på dem. Nå, vider med historien. Den store gejser har fået sit navn fordi man kan forudsige næsten på minuttet hvornår den vil eksplodere næste gang. Vi ankom kl. 19.50, og så til vores store glæde at den skulle gå af næste gang kl. 20.05. Jeg tror det var første gang på turen at vi faktisk havde haft held med timingen (det bliver nemlig mørkt omkring kl 20.30, så hvis vi ikke havde nået det der, ville vi ikke have fået den at se. Den gik af kl. 20.07, så det var jo ret godt gættet (eller regnet ud) af rangerne. Ligesom alt det andet var den vildt flot og imponerende, og da vi havde sundet os oven på synet (og fået lidt aftensmad) vendte vi næsen mod Laramie.

Hjemturen, som varede hele natten, forløb uden de store problemer. Mia kørte det meste af tiden, og da vi kom igennem en lille by holdt vi ind for at se på hjorte, der rendte rundt i gaderne. Det viste sig at være en race ved navn mule-deer (altså mulddyrshjorte), hvilket den blev kaldt pga de lange ører. På det tidspunkt var vi ved at være ret overtrætte, så det udviklede sig hurtigt til at alle dyr med lange ører var mule-et-eller-andet, f.eks. mule-bunny og mule-fox (kanin og ræv). Vi kunne dog ikke helt forstå hvordan et mulddyr havde formået at parre sig med alle de dyr, når man tænker på, at mulddyr ikke kan formere sig. Det lyder nok ret fjollet, og man skulle måske have været der, men jeg kan garantere for at Mia og jeg fik motioneret lattermusklerne den nat.

Mandag morgen trillede vi så ind i Laramie igen. Vi var godt smadrede efter en fantastisk men alt for kort weekend, og Mia, som ikke havde sovet ret meget på turen, smuttede hurtigt under dynen. Cornelia var så uheldig at have timer mandag formiddag, så hun måtte lige hjem og lave lektier og så i skole før hun kunne sove. Henriette og jeg fik aflevert vores campingudstyr, og da vi lidt senere fik liv i Mia gik Henriette så omkuld.
Tirsdag morgen skulle Mia tidligt afsted, og jeg stod selvfølgelig op for at vinke farvel. Men ak og ve, jeg havde frygteligt ondt i halsen. Jeg tog dog alligevel i skole, men da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove. Da jeg vågnede onsdag var det kun blevet meget værre, så jeg besluttede mig for at tage til lægen. Det var ret heldigt at jeg gjorde det, for det viste sig at være en streptokokker infektion (ved ikke om det er stavet rigtigt, men i forstår). Jeg har heldigvis ingen timer om onsdagen, så jeg kunne hente min medicin og så smutte hjem i seng igen. Jeg siger jer, det var nogle gode piller jeg fik af lægen. Allerede torsdag morgen var det blevet meget bedre, og fredag kunne jeg næsten ikke mærke det mere. Lørdag morgen var jeg ved at glemme at tage medicinen, for jeg havde allerede glemt at jeg var syg. Det var nu også meget heldigt, for lørdag spillede football-holdet deres første kamp. Det var mod Weber State Universitys Wildcats, og vi vandt stort. Jeg så dog ikke hele kampen, for det var så varmt at jeg var ved at smelte, men vi bor jo stort set nabo til stadion, så det var ikke noget problem at følge med i kampen. Hver gang vi scorede affyrede de en kanon (I kid you not!), og så var der selvfølgelig stor jubel fra tilskuerrækkerne. Resten af dagen gik med at få indhentet lektier; mine fag faldt først på plads i denne, så jeg har ikke haft alle mine bøger (for jeg gad jo ikke køber bøger til nogle fag, som jeg måske ikke skulle have). Henriette tog afsted lørdag morgen på kanotur, så jeg havde huset for mig selv. Jeg kan godt lide at have en roommate, men for en inkarneret single-pige som mig, er det nu også helt rart at være alene ind imellem.

Dagen i dag kommer til at gå med lektier, tøjvask og rengøring, så jeg forhåbentlig kan nyde det i morgen, som er Labor Day. Jeg håber i kan lide at læse min blog, men kom endelig med forslag hvis der er noget særligt i gerne vil høre om.

Randi Truelsen