Mmm, Sushi!

Dagbog 25-4-2010

Ja, der gik altså lige et par dage inden den der fantastiske madforgiftning gik i sig selv igen, men jeg havde det da sådan okay gennem weekenden. Sidste mandag skulle jeg så mødes med min vejleder, men så var hun selvfølgelig blevet syg. Vores timing har bare været helt skæv på det sidste, så det var egentlig ikke nogen overraskelse. Det endte med at blive onsdag inden vi fik det til at passe. Jeg var selvfølgelig ret spændt på at høre hvad hun syntes, for hvis hun siger det er godt, så tror jeg på hende. Det gjorde hun bare ikke! Faktisk lød det til at det var noget værre møg, men hun sagde dog at der var en god opgave begravet et sted imellem en masse pladder. Hun gav dog også konstruktiv kritik og teknik til hvordan jeg skulle revidere. Mere om den sag senere.

Torsdag var der så 80’er fest sammen med nogle af dem jeg læste Disney med sidste semester. Det var faktisk en spille-fest. UW har åbenbart et game-room, hvor der ikke alene findes en masse computere, men også alle de spillekonsoller du overhovedet kan komme i tanke om. Der var endda en old school gameboy! Jeg var naturligvis alt for sej til guitar hero, så det holdte jeg mig til. Efter festen tog jeg en tur ud og spise sammen med Anna fra mit Disney hold, hendes kæreste, og hendes ene kontor-buddy. Det var super hyggeligt, og bagefter gav de mig et lift til the Library, hvor jeg troppede op i mit dejlige 80’er outfit og øjenskygge til den helt store guldmedalje. Det sjove ved det var, at bare fordi jeg havde konverteret min side-pony til en almindelig knold og taget lange bukser uden over mine shorts (jeg var klædt ud som arobics-fanatiker) var der ingen der rigtig lagde mærke til hvor 80’er jeg faktisk var. Det var lidt sjovt, hvis jeg selv skal sige det.

Er der 80'er nok?!

Om fredagen var jeg så til min første office function. Biblioteket (altså ikke baren, men dem der har bøger!) holdt en frokost til ære for nogle lokale forfattere, og de forskellige afdelinger på skolen havde så haft muligheden for at købe et bord hver. Vores kontor havde selvfølgelig også købt et bord, og de havde så bl.a. inviteret mig med til frokosten. Den dag fik jeg så bevis for at den travlhed der normalt hersker på kontoret ikke bare er noget jeg bilder mig ind. Frokosten skulle holdes på the Hilton, et hotel der ligger få minutters gang fra min lejlighed. Jeg havde fået instrukser om at være der ca. 15 minutter inden det skulle starte. Det var jeg selvfølgelig også, men der var bare ikke nogen af de andre endnu. Ca. to minutter inden det skulle starte dukkede der så to af mine kolleger og et par studerende op. Så skulle jeg da i det mindste ikke sidde alene ved bordet, puha! Arrangementet startede lige så stille, og da vi nåede til hovedretten, og hovedtaleren for den sags skyld, kom Ruth så listende ind. En halv time efter at det hele var startet var vi endelig fuldtallige. Efter hvad jeg kunne se var der ingen af de andre borde der manglede nogen da det startede.
Hovedtaleren var super genial. Jeg fandt aldrig ud af hvad hans bog handlede om, men han var virkelig underholdende. Han startede med at sige: ”Det kan godt være at jeg kommer til at græde mens jeg taler, men det skal i ikke tage jer af; det er glade tårer.” Det var da en intro der fangede de fleste. Man kunne ligefrem mærke hvordan sølvtøjet dalede og folk ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre af sig selv...he he. Jeg skal måske lige huske at sige her, hvis nogen skulle være i tvivl, at Wyoming er en af de mest konservative stater i hele USA, og der var uden tvivl mange konservative mennesker til stede. Da taleren så rigtig kom igang med at fortælle om hvordan han havde samlet inspiration til sin bog, lød det nogenlunde sådan her: ”Da jeg først ankom til Thailand var jeg så let-lagged at jeg ikke kunne sove, så jeg tog på club. Jeg elsker at danse. Efter et par uger havde jeg fået samlet en fantastisk gruppe fest-mennesker omkring mig, og vi gik altid ud sammen. Nogle af mine bedste venner var to transvistiter og en flamboyant bøsse.” Jeg sad ved siden af Chas, som er en af dem jeg har arbejdet meget sammen med, og jeg kunne bare mærke uden at kigge på ham at han var lige ved at flække af grin. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at jeg også selv havde gang i et internt grineflip af dimensioner og at der endnu engang blev konplet stille i salen. Det var jo ligesom meningen at vi skulle virke professionelle, men jeg blev altså alligevel nødt til at lukke et lille fnis ud, for det var bare så komisk. Jeg ved ikke hvor god den her historie i virkeligheden er, men det var ihvertfald sjovt for os der var der.

Fredag aften skulle vi fejre Verena’s fødselsdag. Vi skulle spise på en sushi restaurant som jeg ikke engang anede lå her i byen...what the f***? Det var super lækker mad, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst spiste så meget. Mmmmm, sushi! Samme aften festede vi vidre ved en privat fest. En af dem der var med på restaurant kendte en som holdt fest, og hun spurgte om hun godt måtte tage 20 Europæiske venner med. Jeg tror at ham der holdt festen troede hun overdrev lidt, så da vi troppede op kunne vi næsten ikke komme ind i huset. Det var et band der spillede i stuen, og der var nok ca. 70 mennesker i huset. Jeg har aldrig før set et sted være så proppet. Men det var da okay sjovt da det kom til stykket. Katja, Judith og jeg besluttede dog alligevel at vi hellere ville tage på the Buck, hvilket som regel resulterer i en sjov aften. Det gjorde det også denne gang. Vi dansede på livet løs, og så rendte vi ind i Adam (a.k.a. Papa Bear), som jeg ikke har set siden sidste semester. Det var super hyggeligt lige at blive opdateret på hvad han render og laver for tiden. Sidste semester holdt han en masse fester (hans far opfandt den laser som bliver brugt til at ”skrive” på øl- og sodavandsdåser, så han er faktisk sådan lidt små-rig), men hans hus blev så slidt at han var nødt til at stoppe festerne for at rette op på skaderne, ups!

Ellers skete der ikke det helt store de næste par dage. Jeg brugte en masse tid på mit speciale og min eksamensopgave. Faktisk har jeg siddet så meget foran computeren på det sidste at mine skuldre efterhånden har taget skade. Jeg har selvfølgelig ikke noget skrivebord her, så når jeg skriver hjemme sidder jeg ved mit spisebord, og det er så højt at mine skuldre automatisk kryber op. Det sidste par nætter har jeg faktisk været nødt til at sove med varmepuder på skuldrene for at udbedre skaden.

Nå jo, så skete der jo faktisk noget interessant om lørdagen. Jeg passede lige så stille mig selv og mine skriveriet da det pludselig bankede på døren. Da jeg åbnede så jeg så nogle meget smilende mennesker med nogle meget tunge bibler i hænderne. Jeg sagde pænt nej tak til at tale med dem og det accepterede de også, men alligevel bandede jeg lidt over at de havde brudt min koncentration. Fem minutter efter de var gået åbnede der sig så fra himlen et fænomen der kun kan beskrives som et skybrud. Nu er det altså sådan at det yderst sjældent regner i Laramie, så et regnskyl af den slags måtte simpelthen være sendt af højere magter. Det er sådan set ikke fordi jeg er religiøs (faktisk kan jeg nok bedre beskrives som agnostiker), men det føltes nu alligevel som retfærdig straf til de søde missionærer. Jeg har ikke noget imod at folk tror på gud (eller whatever), men de behøver egentlig ikke blande mig ind i det, så jeg synes de havde fortjent at blive gennemblødte, ha. Det kan selvfølgelig også godt være at der var en eller anden det prøvede at straffe mig for min retfærdige harme, for så var det var mit tag begyndte at lække igen. Jeg troede faktisk det var blevet lavet, men så blev jeg lige lidt klogere.

Så forårsagtig så Laramie ud efter lørdagens regnskyl.

Tirsdag da jeg var på kontoret kom jeg i snak med Ruth. Bare for at være virkelig banale snakkede vi om vejret. Jeg var bare så begejstret for at det endelig var blevet forår i Laramie, og at der endda havde været regnvejr. Ruth havde sagt til mig for flere uger siden at jeg nok skulle nå at se sne igen inden jeg tog hjem, og som om vi havde fået et tegn kiggede vi begge ud af vinduet og så at det sneede. Det var bare super mærkeligt, men det er åbenbart normalt med snestorme helt ind i juni her i byen.

Anywho. Torsdag skulle jeg så mødes med min lærer igen. Jeg var selvfølgelig kanon nervøs, for når man begynder at redigere når man som regel altid til det der punkt hvor man skal lade det ligge. Nogle gange er det bare svært at vide om an er nået dertil, og så risikerer man at aflevere noget der er endnu rimgere end det man først kom med. Jeg rakte med rystnede hænder min stak papirer til hende og satte mig så til at lade som om jeg læste i en bog, mens jeg i virkeligheden prøvede at tyde hendes reaktioner. Det var jeg så ikke lige super god til, for da hun begyndte at bruge mere tid på at skrive kommentarer end hun brugte på at læse var jeg sikker på at jeg var dødsdømt. Men faktisk var hun virkelig tilfreds med det jeg havde afleveret, og hun havde skrevet noter for at kommentere på alt, både godt og skidt. Der var dog slet ikke så meget der var skidt, så nu har jeg det meget bedre.

Torsdag har også været en af mine faste arbejdsdage på kontoret, så da jeg var færdig med mit møde hastede jeg tilbage for at blive færdig med min sidste arbejdsdag. Jeg havde tilbudt min kollega Shawn at hjælpe med at lave certifikater til hans studerende som skal hjem samme tid som mig, og han havde for flere uger siden sagt at det ville han nok gerne have mig til. Han ventede så selvfølgelig til den aller sidste dag jeg skulle være der til at sige: ”Hov, kan du forresten ikke lige lave de her tyve certifikater.” Det ville jeg selvfølgelig gerne, men problemet var at han ikke rigtig havde forberedt noget. Jeg skulle så have printet en frygtelig masse ting ud (og jeg kan ikke printe fra mit eget kontor), en tur over til the union for at få det skåret korrekt ud. Tilbage til kontoret og samle de forskellige stykker papir, binde dem sammen med noget særligt guldbånd, som ikke er helt let at styre, sætte et specielt UW guld-klistermærke på hver, proppe dem i kuverter og printe labels til kuverterne. Det var da også super fint. Jeg havde jo allerede lavet de certifikater som vi skal have til vores afskedsfest, så jeg kendte godt processen. Problemet var, at Shawn ikke lige havde fået købt flere guld-klistermærker, og han havde heller ikke tjekket om der var mere guldbånd (hvilket der altså ikke var). Jeg havde gjort ham opmærksom på disse ting, men han havde bare valgt at ignorere det. Det betød så at en opgave der ikke skulle have taget meget mere end et par timer endte med at tage ca. fem timer. Flot Shawn!

Fredag skulle jeg så mødes med Jun til frokost. Jeg havde tilbragt formiddagen på the union med at skrive opgave og skype hjem. Da jeg skulle mødes med Jun, på den anden side af campus, hvilket vil sige fem minutters gang, var jeg nær frosset ihjæl bare på den korte tur. Okay, det er måske en lille overdrivelse, men det blev altså værre i løbet af dagen. Fradag aften tog jeg så i Walmart (for sidste gang, håber jeg), og jeg var nær aldrig kommet hjem igen. Det var altså ikke for at jeg brugte ret lang tid inde i butikken; jeg skulle jo bare lige have noget mad til de sidste par dage. Men jeg endte med at vente på Safe Ride i næsten en time inden de kunne komme frem for at hente mig og fire andre der også var strandet. Normalvis bliver jeg så bare sat af på hjørnet ca. 50 meter fra min lejlighed, men stormen var så vild at de kørte helt hen til min hoveddør. Da jeg trådte ud var driverne så dybe at jeg sank i til knæene, og bilen var nær aldrig kommet derfra igen. De klarede den lige uden at skulle ud og skuppe bagpå, og jeg fik da også kæmpet mig hen til døren. Problemet var så bare at min skærmdør faktisk var frosset til. Der stod jeg så med favnen fuld af varer, en nøgle i den ene hånd, og en dør der var utilgægelig. Skærmdøren er jo yderst, for at undgå insekter om sommeren, så jeg kunne ikke engang komme i nærheden af næglehullet før jeg fik den op. Lettere panisk og allerede lidt forfrossen slog overlevelsesinstinktet så til, og jeg begyndte bare at hamre løs på håndtaget. Man kan godt sige at jeg var inspireret af russeren in Armageddon (”This is how we fix things in Russian space station.” Og så banker han eller bare løs indtil lortet virker), og endelig gik hådtaget løs, jeg kunne flå døren op og kaste mig ind i min varme stue. Meget kan man sige om den her altterlige lejlighed, men varm det er den da i det mindste!

Så vinteragtig så Laramie ud da jeg vågnede lørdag morgen!

Så kan jeg jo også lige fortælle at jeg endelig har fået lagt videoen af mig og Stephane på facebook, så hvis nogen skulle have lyst til at se vores optræden, skal de bare klikke her: http://www.facebook.com/video/video.php?v=388672352629&saved

Mus og Madforgiftning

Dagbog 9-4-2010

Sikke en uge jeg har haft. For at begynde med begyndelsen, så kom jeg aldrig afsted til den fest i torsdags. Jun ringede og spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage i byen med hende, og det havde jeg selvfølgelig. Jun kom derfor fræsende i en Night Owl (den ene af de gratis-taxier der arbejder for UW), fik en hurtig drink og hoppede så sammen med mig i en Safe Ride. Vi kørte ned til Front Street Tavern (som bl.a. også bliver kaldt ’The Tavern’ og ’Sweet Melissa’) hvor en hel flok econ-folk sad og hyggede. Nu kan det godt være at du tænker: Økonomer...really? Men de var faktisk virkelig herlige, og det endte med at vi havde en virkelig sjov aften i byen.


Fredag var det så crunch-time. Jeg skulle virkelig igang med 3. kapitel af mit speciale, for jeg havde sådan set spået at jeg ville være færdig med det om mandagen...he he, som om. Nå, men jeg kom da også så småt igang, men nåede ikke så langt som jeg havde regnet med. Det kan godt være det var påse-ferie og alt det der, men det gjorde altså ikke den store forskel for mig, eftersom jeg alligevel har fri om fredagen (herovre har de ikke fri om torsdagen og mandagen, og faktisk har mange heller ikke fri om fredagen). Fredag aften ringede Andrea, som jeg havde Disney sammen med sidste semester. Hun har taget dette semester fri og arbejder ca. 80 timer i ugen for at betale gæld af! Derfor har jeg heller ikke set ret meget til hende det sidste stykke tid, for hun har jo arbejdet 7 dage i ugen. Men, fredag aften ringede hun og spurgte om vi ikke skulle mødes til kaffe lørdag. Det lød jo ret fantastisk, og Jun, som jeg havde aftalt at tage i byen med, var også med på en kaffe-date. Vi tog så ind til en kaffe-bar downtown, og der gik ikke længe før vi fandt ud af at de også havde ret gode øl. Det udviklede sig selvfølgelig hurtigt til en bytur med os alle tre, og da vi tog på The Tavern gik der ikke ret længe før vores bord var fyldt. Jeg havde fundet ud af at Jun lige nu har to ’kærester’, i den forstand at hun ikke kan vælge imellem dem. Jeg havde mødt den ene, som er econ-mand, om torsdagen; den anden, som ingen helt ved hvad laver, kom forbi om lørdagen. Jeg kan godt forstå at Jun har svært ved at vælge imellem dem, for de er begge to super flinke, men det er en lidt sjov situation, og Jun har det bare vildt dårligt med det. Hele situationen eksploderede åbenbart i går, hvor begge fyre mødte op på samme bar og var sikre på at de var hendes eneste kæreste...he he. Det endte med slagsmål og hele molevitten, og Jun er bare klar til at skyde sig selv i dag, for hun ved ikke hvad hun skal gøre. Jeg har selvfølgelig ret ondt af Jun, men på samme tid er det lidt som at se en soap-opera (og jeg savner virkelig mit tv), så jeg nyder det også lidt.


Søndag var vi så inviteret til middag hos nogle af Juns venner. Jeg havde ikke mødt dem før, men de var virkelig søde, og det føltes hurtigt som om jeg havde kendt dem længe. Jeg havde ikke forventet noget så fint, men da vi ankom fandt vi ud af at de havde tilberedt en hel kalkun (til 5 mennesker!), men alt det traditionelle Thanksgiving-tilbehør. Det var simpelthen bar så godt. Jeg har aldrig før fået så lækker kalkun, og så var resten af maden desuden også ret lækker. Disse to fantastiske mennesker havde så været på fisketur samme dag, og det var gået ret vildt for sig. På første kast havde Erin fået en ordentlig fisk på krogen. Det viste sig at være en meter lang (eller noget i den stil) ørred. Hun bad så Drew om hjælp, og da han prøvede at rulle snøren ind fangede han også en ørred (omend noget mindre). Den lille fisk blev så doneret til Jun og jeg, som aftalte at den skulle spises dagen efter. Nu har jeg jo aldrig prøvet at tilberede sådan en hel fisk før, så jeg tyede straks til internettet, hvor jeg da også fandt en opskrift. Det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tror Jun var enig, for hun blev ved med at spise indtil der ikke var mere fisk. Jeg tror jeg har nævnt det før, men Jun er altså ret petit, men hun kan nu alligevel spise ret meget når det kommer til stykket. Det endte med at blive en ret god tøse-middag, og nok det mest omfattende måltid jeg har tilberedt i den her lejlighed.


Tirsdag besluttede jeg så at jeg bare skulle have noget simpelt til aftensmad, og da jeg var igang med at stege nogle kartofler, faldt der et lille stykke ned ved siden af komfuret. Mit køkken er indrettet på den måde at komfuret og vasken mødes, men der er et helt hjørne hvor der ikke er noget. Det var der kartofel-stykket faldt ned, og jeg kunne ikke nå det. Jeg besluttede at jeg lige ville lade det være indtil jeg kom i tanke om noget jeg kunne bruge til at få fat i det med. Så langt nåede jeg dog aldrig, for da jeg kom hjem fra arbejde dagen efter var det væk. Jeg kunne godt regne ud at det var min dejlige mus der havde været på spil. Jeg er ikke sikker på om jeg har nævnt det, men jeg opdagede jo ret hurtigt at der var en mus mere, og vores viceværter har da også været her og lappe nogle huller i væggen i mit vaskerum, hvor vi mener at den kom ud. Men de har åbenbart ikke lappet det godt nok, for musen kommer stadig ind i lejligheden. Jeg ringede jo så pronto efter muse-manden, som mente at vi nok måtte tage skrappere metoder i brug, og det fik han så bekræftet da han kom med flere fælder dagen efter. Han tjekkede selvfølgelig de ca. 40 fælder der allerede dominerer lejligheden, og så var det han opdagede at musen har spist det peanut butter han havde brugt som lokkemad på en af fælderne. Musen har altså været klog nok til at spise lokkemaden, som er smurt på fælden, uden at udløse den! Vi fik godt nok sat nogle mere effektive fælder op, men jeg begynder at tvivle på om den mus overhovedet kan dø. Jeg mistænker den for at være lidt af en super-mus, som er klogere end vi er. Det er faktisk ret deprimerende, men hvis jeg nognesinde møder den kan jeg selvfølgelig spørge om den ikke vil hjælpe mig med at skrive mit speciale færdigt.


Onsdag var vi en tur på Altitude, som efter min mening er den bedste restaurant i byen. Det var vores chef der betalte, eftersom det var en employee-appreciation-lunch. Det vil sige at hun giver frokost for at vise at hun er glad for det arbejde vi har lavet det sidste stykke tid. Selv om jeg kun arbejder der et par dage om ugen, og kun har været på kontoret siden slutningen af januar, var jeg stadig inviteret med, hvilket jeg synes var virkelig sødt af hende. Resten af onsdag og hele torsdag brugte jeg faktisk på mit speciale. Som tidligere nævnt havde jeg givet mig selv en deadline til om mandagen, hvilket dermed allerede var overskredet, så jeg aftalte med min vejleder at vi skulle mødes fredag, og der skulle jeg så gerne være nogenlunde færdig. Det blev jeg da også, eftersom jeg kæmpede med det kapitel hele torsdag, og dermed også gik glip af kæreste-drama i byen, men der var ikke gået ret længe efter jeg var faldet i søvn før jeg vågnede og vidste at noget var galt. Det føltes lige som om jeg havde tømmermænd og jeg var sikker på at jeg skulle kaste op. De næste par timer gik den så i fast rutefart mellem min seng og mit wc, hvor jeg dog ikke formåede at kaste op, og så gik det op for mig at det måtte være madforgiftning. Jeg har heldigvis aldrig haft madforgiftning før, men vidste jo så heller ikke hvad det var. Jeg begyndte at reevaluere alt hvad jeg havde spist, og til sidst måtte jeg konstatere at det nok var noget dårligt tun. Jeg havde troet at tunen stadig var god, men det er simpelthen det eneste det kunne være, og i dag har jeg ikke været i stand til at få andet end te og knækbrød ned. Jeg måtte jo så endnu engang ringe til min vejleder og sige til hende at jeg altså ikke kunne mødes, men i dag var det ikke fordi jeg ikke var klar. Hun har selv prøvet madforgiftning, så hun udviste stor sympati, hvilket altid er værdsat (jeg henviset til tidligere blog, hvor jeg skrev om hvordan Frk. Truelsen er når hun er syg). Vi aftalte at mødes mandag i stedet, hvilket så også lige giver mig et par dage til at rette igennem igen, hvilket altid er en god ting. Dermed er min weekend så temmelig fastlagt. Hvis jeg får det bedre i aften skal jeg i byen med Andrea og Jun, eller bliver det nok i morgen, og resten af tiden skal så bruges på opgave. Det lyder selvfølgelig vanvittig spændende, det er jeg godt klar over, men jeg kan bare ikke formidle hvor skønt det er at være næsten færdig med den store skriveprocess...Jeg skulle jo gerne have tid til at hænge ud med jer alle sammen når jeg kommer hjem om ikke så længe.

Internationalt Talent Show

Dagbog 30-3-2010

De sidste par uger har været både produktive og underholdende. Sidste uge var den infamøse Spring Break, og Laramie var praktisk talt tom for mennesker; eller ihvertfald studerende. Der var dog et par stykker af os tilbage, som ikke havde råd til at tage til Miami eller San Fransisco eller New York. Vi besluttede os så for at man altså sagtens kunne have det sjovt i en spøgelsesby, og det viste sig at vi havde helt ret...selvfølgelig. Torsdagen inden Spring Break havde jeg nær slået mig selv ihjel da jeg stod ud af bussen på vej hjem fra arbejde. Jeg faldt ikke eller noget, men følte et laaaangt stik af smerte fare op gennem min ene lårmuskel. Jeg havde en gammel skade i den muskel (fik en fibersprængning tilbage i gymnasiedagene under et spil rundbold; har jeg nævnt at jeg er en ørn til sport?), og jeg kan kun gå ud fra at det var på grund af det. Lige da det var sket kunne jeg næsten ikke støtte på benet, men jeg skulle lave middag til fire personer samme aften, så jeg tog en masse piller og det hjalp. Anywho, jeg havde selvfølgelig været meget ansvarlig og ringet til Student Health for at høre om jeg skulle komme ind og få det tjekket, og jeg fik at vide at det sikkert ikke blev nødvendigt, men at jeg skulle tage den med ro i en uges tid. Perfekt! Det var jo alligevel Spring Break, og det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde kalenderen fyldt med planer.

Jeg troede jo så også at jeg ’tog den med ro’ da jeg lørdag aften tog ned på The Library sammen med Ted for at få en øl. Ihvertfald lige indtil vi fik den geniale ide at tilkalde Jun for at sætte lidt gang i festen. Jun er en temmelig spunky pige fra Kina, som bruger 90% af sin tid i et laboratorium og derfor mener at man bør fyre den af med stil hver weekend. Jun var der på pletten ca. fem minutter efter at vi havde ringet, og ca. fem minutter senere havde hun hældt en øl, et tequila-shot og en Long Island Ice Tea lige ned i løgneren. For dem der aldrig har fået en Long Island Ice Tea kan jeg så informere om at det er en stor drink der består primært af sprut, mindst fem genstande. Desuden kan jeg da også informere om at Jun har den klassiske figur for en pige fra Kina, og jeg vil skyde på at hun vejer max. 45 kg. Needless to say, Jun blev ret fuld ret hurtigt! Derfor blev vi også enige om at The Library var alt for kedeligt lørdag aften...det er trods alt vores torsdags-stambar, så det var da også helt forkert fra starten. Vi ringede fluks efter en Saferide, og tyve minutter senere var vi så på The Buckhorn. Jeg har før nævnt The Buck, men bare lige for at opsumere, så er baren så genialt indrettet at hvis man gerne vil sidde og hygge sig med en øl/drink og snakke med vennerne, så bliver man i stueetagen; hvis man gerne vil danse, så går man ovenpå. However, på grund af Spring Break havde de besluttet kun at holde åbent nedenunder, og der var super gang i dansegulvet (hvilket ikke rigtig er et dansegulv, men det virker i mangel af bedre). Det var selvfølgelig lidt for fristende, så jeg ignorerede min stakkels lille lårbasse og dansede natten lang. Den oprindelige plan havde været at vi skulle tidligt hjem fordi vi skulle tidligt op (forklaring følger), men da jeg kiggede på uret var klokken næsten to om natten. Vi skyndte os ud på gaden og skaffede en Saferide, dumpede Jun udenfor hendes lejlighed (jeg håber hun er ok...), og vendte så næsen hjemad. Da jeg stod med nøgled i den ene hånd og en lækker natmads-sandwich i den anden var klokken næsten tre og jeg kunne høre min seng kalde på mig.

Da vækkeuret ringede næste morgen kl. 8.30 kunne jeg næsten ikke fatte at det var sandt. Jeg var så træt at jeg var lige ved bare at lade det ringe og min lårmuskel var super øm, men op det skulle jeg. Ted og jeg havde nemlig planlagt at køre til Fort Laramie samme dag, og jeg havde kun med nød og næppe fået overbevist ham om at det altså var for tidligt at køre kl. 7 når man ikke er kommet i seng før kl. 3. Ted havde dog lovet at ringe og tjekke om jeg var kommet op et kvarter inden vi skulle køre; hvilket sjovt nok var sådan cirka det tidspunkt hvor jeg stod op, men da klokken blev 9 havde jeg stadig ikke hørt fra ham. Jeg besluttede mig for at ringe ham op, lade den ringe et par gange og så gå i seng igen hvis han ikke svarede. Min plan virkede, og jeg endte med at sove næsten 1½ time mere inden han ringede. Vi kom dog afsted, og det var en lang køretur på næsten 2½ time, men jeg havde kaffe så jeg klarede mig. Desuden er landskabet bare ufatteligt smukt, så der er altid noget at kigge på.

Da vi nåede frem var det super koldt og vi var ved at være sultne, så vi brugte det første stykke tid på at kigge inde i husene og spise madpakker (som jeg dog havde været vågen nok til at smørre). Jeg fik desværre ikke nogle billeder indenfor, for der var plexiglas for døråbningerne, så man kunne sagtens se ind, men billederne blev temmelig uklare. For dem der aldrig har hørt om Fort Laramie (jeg gætter på at det gælder for alle der læser med), så er det et gammelt fort fra nybyggertiden, som oprindeligt var privatejet. Fortet var et af de primære stop på Oregon-ruten, hvor de fleste pionerer stoppede på vej vestpå. Med tiden blev det overtaget af militæret, som bl.a. skulle ”holde styr på” indianerne. Mange vigtige begivenheder har fundet sted på fortet, og så opholder Wyomings ældste stående bygning sig også der. For mig som er helt fascineret af historie er det et virkelig spændende sted, men jeg tror ikke Ted synes det var nær så sejt, og så var det jo i øvrigt også super koldt, så vi blev ikke så længe. Det var dog længe nok til at jeg følte jeg havde set stedet, og så fik jeg også nogle gode billeder til scrapbogen.

Resten af ugen brugte jeg til at arbejde med mit speciale, og det gav bonus. Jeg blev færdig med andet kapitel, og da jeg mødtes med min vejleder om mandagen var der kæmpe ros til lille mig. Yeah! Det betød så også at jeg sidste uge kunne koncentrere mig om andre ting, for så var det jo jeg kom i tanke om at Stephane (min ven fra Frankrig) og jeg havde meldt os til det internationale talentshow, hvilket altså foregik lørdag. Jeg fik fat i Stephane, som lige var kommet tilbage fra Chicago, og forklarede ham at vi nok var nødt til at mødes og øve et eller andet på et tidspunkt. Vi mødtes så tirsdag eftermiddag og prøvede os frem med nogle forskellige sange. Stephane skulle til time, så vi blev enige om at en øver igen om aftenen nok ikke var helt af vejen. Da vi øvede om aftenen blev vi enige om tre sange: ’Ring of Fire’ af Johnny Cash, ’Relator’ af Scarlett Johanson og Peter York (som jeg aldrig havde hørt før) og ’Hit the Road, Jack’ af Ray Charles. Første og sidste sang var selvfølgelig valgt for at fedte lidt for det amerikanske publikum, og det viste sig faktisk at virke. Vores ”show” gik rigtig godt, og vi kom dælme på anden pladsen!! Hvem skulle have troet det (vi havde øvet i ca. 2 timer i alt, så jeg gik bare på scenen med en ide om at have det sjovt). Vinderne var nogle helt fantastiske dansepiger fra Nepal, som blandede traditionel og moderne nepalesisk dans, så det var absolut ikke hårdt at tabe til dem. Ud over at vi ikke havde øvet sådan sindsygt meget, havde vi også været til stor fest aftenen inden. Dennis (fra Tyskland) havde tidligere vundet en masse penge i UW Idol, så han ville gerne sponsorere en fest for hans lille forsamling af 60-70 venner. Det var en super sjov fest, men det betød selvfølgelig også at vi var ganske smadrede, men vi kunne åbenbart stadig underholde. Da showet var ovre og vi var godt igang med at stoppe gratis pizza i os, kom den gut der stod for at tælle stemmerne hen til mig og sagde at det kun var nogle få stemmer der havde adskildt os fra at vinde publikums-prisen. Selvom vi ikke vandt den, så var det da meget rart at vide alligevel. Jeg har faktisk en video af vores optræden, men det lader ikke til at min computer er glad for at opload den, så den må i se når jeg kommer hjem igen.

Næste formiddag var der ”morgenmad” på Perkins; en tradition der startede sidste semester. Jeg kom til at sidde overfor Dennis, som fortalte mig at han havde talt med en af dommerne (hun er hans kor-lærer, så de havde lige hilst efter showet). Hun havde spurgt om jeg ikke havde været til audition på et af hendes kor i december, hvilket jeg havde, og sagt til Dennis at hun fortrød at hun ikke havde valgt mig...he he! Det var bare lidt for fedt at høre. Jeg indrømmer gerne at jeg havde en god aften i lørdags, mod alle ods, men stadigvæk er det jo rart at få ros af en sang-professor. Jeg ved også godt at jeg havde en rigtig dårlig dag da jeg var til audition, men det hjælper altså ikke noget at beklage sig, for de lyder man jo ikke bedre af. Nå men det var bare lige for at klappe mig selv lidt på skulderen, bare ignorer min ubehagelige selvtilfredshed.

Denne uge (det vil sige 2 dage indtil videre) har der så været lidt mere ro på. Jeg har ikke været nødt til at styrte frem og tilbage mellem kontoret, computer-lab og koncertsalen for at nå det hele, og som en ekstra bonus var der stor frokost på arbejde i dag. Indimellem har de nogle møder som de bestiller mad til, og så er mødet helt uventet overstået flere timer før end beregnet. Det var lige præcis sådan en fantastisk situation vi befandt os i i dag, og det endte med at vi alle 8 på kontoret besluttede os for at spise sammen. Det er noget jeg ikke har oplevet endnu, så det er lidt af en sjældenhed. Derudover besluttede Ann, den rare dame der giver mig kaffe, at hun gerne ville invitere os alle på frokost næste onsdag på Altitude. Jeg ved ikke hvad anledningen er, men det er byen bedste restaurant og jeg skal helt sikkert med. Jeg arbejder ellers normalt ikke om onsdagen, men når der er gratis frokost i kiggerten er jeg villig til at gøre en undtagelse. På torsdag skal der vist nok være helt vildt gang i den. Kathrin (en af de østrigske piger, som jeg har mødt for nylig) får besøg af sin lillebror, så det er allerede bestemt at vi skal holde super for-fest og så danse natten lang på The Buck. Man har ikke rigtig oplevet Laramie før man har prøvet det, så det er et must. Derudover har jeg ikke de helt store planer for denne uge, men jeg skulle gerne nå at skrive mit tredje (og måske sidste) kapitel færdigt, så vi har en lille måned til at rette hele møjet igennem inden jeg vender hjem til Danmark.

Og lige en lille note inden jeg slutter af for denne gang. Nu er Laramie jo i bund og grund en bjergby, og det betyder også at selvom vi opfatter det som forårsvejr, så er det stadig hundekoldt, blæsende og træls, og en spontan snestorm venter altid lige om hjørnet. Derfor vil jeg gerne bestille forårsvejr til 1. maj, hvis det ikke er for meget forlangt...altså dansk forårsvejr. Eller endnu bedre, dansk for-sommervejr. Tak!

Høvdingebold og Ubudne Gæster

Dagbog 21-3-2010

Den sidste måneds tid er forløbet uden de helt store begivenheder, men når jeg tænker tilbage er der alligevel en del der er værd at nævne.

Vigtigst af alt, det er godt nok ikke tilladt at have kæledyr i lejlighederne, men jeg har alligevel fået mus...okay, det er måske ikke ligefrem efter eget ønske, men de er der altså alligevel. En sen aften for omkring en måned siden, havde jeg lige lagt mig til at sove da jeg hørte noget rasle. Du kender sikkert følelsen af at man er faldet i søvn, men så alligevel ikke helt. Man ligger der og svæver på randen af en drøm og de lyde man kan høre rundt om sig bliver en del af drømmen. Det var lige præcis det stadie jeg var nået til, da noget begyndte at rasle I MIT KLÆDESKAB! Jeg blev selvfølgelig mega ræd, for der er altså mange farlige dyr her på egnen (f.eks. egern, kaniner, og nå ja, klapperslanger). Derudover havde jeg altså i noget tid hørt mærkelige lyde i lejligheden, faktisk lige fra jeg flyttede ind, men vandvarmeren og hele varmesystemet laver i sig selv nogle mærkelige lyde ind imellem (det vidste jeg fra den anden lejlighed). De her lyde var bare anderledes. Det var lige som om nogen raslede med noget papir, eller ligesom kiggede papirer igennem. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg lå fuldstændig stille og mærkede min puls stige til uanede højder, mens ’hvad-det-end-var’ fortsat rodede i mit skab. Jeg mandede mig op til at tænde lyset, og der blev straks stille. Jeg havde ikke mine briller på (de lå oven på kommoden, og der var ’no way in hell’ jeg skulle ud på gulvet med mine bare tæer), så det var svært at få øje på noget. Som nogle af jer sikkert ved er jeg nærmest blind uden mine briller, og særligt når det er halvmørkt. Jeg satte mig langsomt op i sengen, mens jeg følte at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig. Sengen gav et ordentligt KNIRK fra sig og en kæmpe mus farede over gulvet. Det er klart at det var ret mørkt og jeg var skrækslagen, så musen så sikkert dobbelt så stor ud i mine øjne, mindst, men jeg fik senere bekræftet at den faktisk var lidt af en basse. Nå, men tilbage til gyser-natten. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre; klokken var halv tolv om natten og jeg kunne ikke forestille mig at det var normalt at lægge sig til at sove i et hus hvor man ved der er en mus på spil. Jeg besluttede mig for at gøre noget modigt, ja nærmest heltemodigt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg sprang de tre meter hen til køleskabet, rev en magnet til mig, og sprang så tilbage i min seng. Den magnet jeg tog kommer fra vicevært-kontoret, og på den står alle deres telefonnumre.
Jeg ringede til deres nødlinje og fremstammede at jeg godt var klar over det ikke ligefrem var et nødstilfælde, eftersom der ikke var fare for ildebrand eller oversvømmelse, der var altså en mus i min lejlighed. Manden i den anden ende blev meget stille, som om han tænkte: Hvad vil du have jeg skal gøre ved det, dame? Jeg kunne mærke gennem røret at han synes jeg var enormt barnlig og irriterende, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde faktisk ikke rigtig vidst at jeg var bange for mus, men det er jeg åbenbart, ihvertfald dem der går på rov i mit klædeskab. Den venlige mand sagde at han ville give beskeden videre til deres skadedyrsmand, som så ville stille op pronto næste morgen. Det gjorde han også, og da jeg kom hjem fra fitness var der fælder overalt: skønt. Jeg troede ihvertfald det var skønt, men det viste sig at jeg ikke var så klog som jeg troede. Et par dage senere skulle jeg nemlig skifte sengetøj, og da jeg havde trampet rundt om sengen et par gange hørte jeg pludselig en meget mærkelig lyd (sådan fluf, fluf, fluf-agtigt). Det viste sig at jeg i min iver efter at få overstået sengetøjs-skiftningen (hvilket alle ved er noget af det værste i verden, men noget af det bedste når det er gjort), havde jeg trampet min højre vinterstøvle lige ned midt i en limfælde. Jeg havde nær aldrig fået den skide fælde af igen, og jeg har ikke andre vinterstøvler her. Det er ikke fordi jeg er super øm overfor mine vinterstøvler, men de er altså en nødvendighed i Laramie, og jeg havde virkelig ikke lyst til at vade rundt med et kæmpe stykke pap klistret fast under foden. Jeg hev og sled i det åndsvage stykke pap i ½ time, men så fik jeg det da også endelig af (selvom jeg selv var ved at hænge fast op til flere gange).

Fredag aften samme uge, lige da jeg var gået i seng efter en bytur (lettere beruset) hørte jeg et ordenligt SLAM. Det var selvfølgelig en af fælderne, det var jeg sikker på. Men jeg var som sagt lige kommet hjem fra byen, og jeg havde allerede lage hovedet på puden. Jeg resonerede mig frem til at hvis der var gået en mus i fælden, så ville den også være der i morgen. Det var den skam også. Men hvad der var endnu værre, den var der også om søndagen, for jeg kunne bare ikke få mig selv til at fjerne den. Og i øvrigt havde jeg ingen anelse om hvad man gør med en død mus i en fælde. I løbet af weekenden begyndte den lammende aroma af død langsomt at overtage lejligheden. Jeg blev mere og mere panisk, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre noget. Mandag morgen, inden jeg overhovedet havde fået kaffe eller noget, ringede jeg så til muse-manden og bad ham om at komme med det samme. Jeg tænkte at eftersom han havde været så hurtigt på pletten sidst, så var han det nok også denne gang. Wrong! Jeg ventede, men lugten af rådnende muse-lig i næsen, indtil klokken to om eftermiddagen. Da han endelig dukkede op var jeg så desperat at jeg nær havde kysset ham. Manden, som ellers var venlig nok, kiggede på mig som om jeg var åndsvag (’hvorfor har konen ikke smidt fælden væk?’). Han tog en handske på, samlede fælden op, og smed den i containeren udenfor. Derefter tjekkede han de andre fælder, som heldigvis var tomme, og gav mig sit kort. Han sagde at hvis der dukkede flere op skulle jeg bare ringe til ham med det samme. Og så anbefalede han også at jeg anskaffede mig noget luftfrisker, for at komme stanken til livs. Han havde nok ikke regnet med at jeg bare ville lufte ud, hvilket virkede ganske udmærket (bare fordi man er bange for mus, behøver man jo ikke være bange for frisk luft, vel).
Hele muse-historien var en hård omgang, men jeg formåede på en eller anden måde at komme ovenpå igen. Samme uge som jeg var sluppet af med musen var jeg til te-selskab. Det lyder måske ret kedeligt (læs sært), men det var i anledningen af Alice in Wonderland. Ikke alene er jeg selvfølgelig Disney-entusiast, jeg er også kæmpe fan af Johnny Depp (mener personligt at manden er det bedste der har ramt Hollywood endnu), og så er Tim Burton jo en temmelig hardcore instruktør (Sweeney Todd var for eksempel en rigtig fed film). Disse tre var alle en del af filmen, så jeg har glædet mig til den skulle komme siden sidste efterår. Derudover er den i 3D, og jeg har aldrig set en hel film i 3D før, så det var jo bare et plus. Men vi holdt altså te-selskab til ære for Alice. Jeg havde klædt mig ud som Hjerter Dame (lidt nørd skal man vel være), og andre havde valgt f.eks. mærkelige hatte og farver og mønstre der ikke passer sammen, for at ligne den gale hattemager eller andre af de kendte figurer. Det var ret sjovt, og jeg tror det er første gang i mit liv jeg udelukkende har spist kage til aftensmad. Der var simpelthen så meget forskelligt kage, for alle havde jo taget nok med til mindst tyve mennesker...og vi var ti. Min franske ven Stephane kom også til te, og da han så de mange forskellige Jell-Os blev han helt hypnotiseret. Han mente aldrig han havde set noget lignende (jeg måtte minde ham om at han faktisk havde fået Jell-O-shots til en fest hos mig), så han prøvede alle sammen. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi tog alle sammen til præmieren da der ikke var mere kage. Filmen var fantastisk, og jeg kan varmt anbefale den til alle.
Dagen efter var der midt-semesters-fest i Half Acre (vores fitnesscenter). Det virker måske som et mærkeligt sted at holde fest, men det gav faktisk meget god mening. Der blev opfordret til at deltage i forskellige spil, og jeg udså mig høvdingebold. Okay, det er måske nok mange år siden jeg sidst har spillet det, og amerikanerne bruger nogle lidt andre regler, men det var super sjovt og jeg spillede i ca 1½ time. Og så spiste vi pizza. Jeg har aldrig før vidst hvor fantastisk det er at spise pizza når man ikke får dårlig samvittivhed over det bagefter, men det er altså ret fedt. I virkeligheden var det faktisk dagens anden workout, så jeg kunne sagtens tillade mig det, men når man nærmest går direkte fra boldbanen til pizzaen, så virker det særlig meget okay (bare min mærkelige form for logik, går jeg ud fra). Dagen efter havde jeg ondt i en masse muskler jeg helt havde glemt eksisterede, men ind imellem er det rart at mærke de muskler igen.

Hygge til vi skrives ved.

Pity-Party For One, Coming up!

Dagbog 15-02-2010

ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE
Gør dig klar til en tudefest uden lige. Nu har det jo lige været Valentins Dag, og det i sig selv er faktisk ikke det sjoveste i verden når man er single. Jeg er selvfølgelig vant til at der første folk spørger om, når de ikke har set mig i noget tid er: ”Hvordan går det med kærligheden?” Hvortil jeg pligtskyldigt svarer: ”Stille og roligt.” Stille og roligt er selvfølgelig en underdrivelse, eftersom jeg nu har været single i nogle år efterhånden. Alligevel virker det som om at der er det eneste rigtige svar, ud over: ”Kanon, jeg skal giftes i næste måned, her er en usynlig invitation!” Det ville selvfølgelig være en kæmpe løgn, og jeg er ret sikker på at folk hurtigt ville regne den ud. Det er lige som om at det rigtige svar – nemlig at den mest stabile mand i mit liv er min kat (og han har ifølge mine forældre lige haft orm...uhm, lækkert John T.) – ikke er acceptabelt i vores samfund. Anyway, nu er jeg jo i USA, og her bliver Valentins Dag taget ret alvorligt. Det er faktisk mere eller mindre det eneste folk kan tale om i ca en uge inden selve dagen oprinder, og generelt opfører folk sig ligesom mig når min fødselsdag nærmer sig = jeg vil helst have at alle folk husker det, så jeg nævner det konstant.
Når man så også er syg, og derfor har tilbragt Valentins Dag med at sidde og have ondt af sig selv, mens man prøver på ikke at nyse mere end hvert kvarter, så ved man bare at man er en fiasko. Der er ingen der vil være interesserede i at høre om hvordan jeg har tilbragt denne årets vigtigste dag, og jeg vil følgelig blive betragtet som et misfoster. Heldigvis har jeg jer at brokke mig til i stedet. Nå, men tilbage til mit skrækkelige sygdomsforløb. Det startede onsdag i sidste uge, hvor jeg pludselig fik vildt ondt i maven. Som den evige optimist jeg jo er tænkte jeg selvfølgelig at det nok bare var noget med min cyklus (af hensyn til muglige mandlige læsere vil jeg ikke uddybe mere på det punkt; damer, i ved hvad jeg taler om). Torsdag blev jeg i sengen og prøvede at tænke positive tanker. Fredag morgen havde jeg det så meget bedre. Jeg mente selv at jeg havde behandlet situationen helt rigtigt, indtil om eftermiddagen, hvor min næse pludselig forvandlede sig til et smukt vandfald af snot, uhmmm. Lørdag blev det kun værre, da jeg kunne tilføje feber og hovedpine til listen over plager, og søndag begyndte mine ører at gøre ondt, hvorefter jeg løb tør for næsespray. Det føltes værre end de ti plager der blev sendt til Ægypten, hvis jeg skal være helt ærlig. Min gode veninde Kacy, der naturligvis havde vildt ondt af mig, kørte mig til Walmart, så jeg kunne købe forsyninger. Da vi drejede ind på parkeringspladsen skulle vi rundt i et skarpt sving, det havde sneet en del lørdag, og bilen skred ud. Vi kørte lige ind i en helle, men det virkede ikke til at der var sket noget, så vi fandt en parkeringsplads og gik ud for at tjekke bilen. Kacy kiggede sådan lidt underligt på hjulene et øjeblik før det gik op for hende at der var noget der ikke var som det skulle være. Så gik det op for hende hvad det var, hun kiggede på mig og spurgte: ”Plejer det hjul ikke at have en hjulkapsel?” Jeg måtte indrømme at selvom det virkede logisk, så kunne jeg ikke svare bekræftende. Hun gik en gang rundt om bilen for at forsikre sig om at alle de andre hjul havde en hjulkapsel, hvilket de havde, hvorefter hun marcherede beslutsomt op mod svinget for at finde den der var faldet af.
Hun fandt den heldigvis igen, og mente at den godt kunne sættes på igen. På vej hjem udviklede det sig til en længere diskussion omkring nytten ved hjulkapsler. Vi havde nogle gode teorier, men ingen af os kunne definitivt sige hvorfor der egentligt er hjulkapsler på biler. Er de bare til pynt, eller har de en egentlig funktion? Nå, men pointen med at snakke om Kacy var sådan set at illustrere hvordan jeg har det når jeg er syg. Jeg er den type der helst skal pyldres lidt om, og det er altså ret svært når jeg bor tusindvis af kilometer fra min mor. Det ville være aller bedst hvis hun lige hoppede på flyveren med en omgang varm suppe, strøg mig lidt over håret imens jeg spiste den, og så ellers tømte snotpapirs-posen og ordnede andet forefaldende arbejde. Jeg ved godt at det ikke er en særlig feministisk indstilling for en selvudråbt feminist, men når jeg er syg er det altså kun min mor der duer! Det er sådan min generelle barnlighed bliver fremstillet når jeg er syg. Jeg foretrækker hvis folk lytter til hele min sygdomsberetning, og så siger: ”Nåååå, hvor er det synd for dig. Atjuuu, ja jeg er godt nok også selv super forkølet, men det er da helt sikkert mere synd for dig Frk. Truelsen.” –Så ved i lige det til en anden gang.
Det tredje onde, udover Valentins Dag og forkølelese, er mit speciale. Det er ikke for at jeg ikke er super spændt på at skrive det. Det er mere det der med rent faktisk at starte skriveprocessen. Hver gang jeg har skrevet en opgave, uanset om den har fået en god eller dårlig karakter, så har jeg kunnet læse den igennem efter et par måneder og finde tusind fejl. Det kunne jeg bare godt tænke mig at undgå med mit speciale, og det er nok derfor jeg er lidt tilbageholdende; hvad nu hvis jeg ikke har flere gode opgaver i mig, og denne her (den eneste der i virkeligheden betyder noget) bliver noget hø. Det ville jeg bare ikke kunne bære. Samtidig er der ingen tvivl om at den opgave er afleveret senest 1. august, for jeg er helt sikkert færdig med at læse på universitetet nu. Jeg har klaret mig igennem snart fem år, og det synes jeg faktisk må være rigeligt. Oveni at jeg prøver på at komme igang med et fordømte speciale, så skal jeg da også lige læse en bog til på onsdag. Nu ved jeg godt at nogle af jer tænker: ”Så kunne du jo være gået igang noget før.” Men det kunne jeg faktisk ikke. Jeg gik igang den dag bogen kom hjem fra biblioteket, men jeg bliver ved med at falde i søvn hver gang jeg har læst ½ time (fordi jeg er syg, snøft), så den rigtige tanke ville have været: ”Nåh, hvor er det synd for Frk. Truelsen at hun skal læse en hel bog til på onsdag.” Ja, jeg ved godt at jeg er dybt ynkelig, men det er bare hvad snot gør ved min hjerne.
Okay, okay, det er da heller ikke fordi der slet ikke er lys for enden af tunnellen. Her kommer så en liste over de ting der kan muntre mig op når jeg er ynkelig:
1. Chokolade
2. Min dejlige veninde Milles blog om farver
3. At snakke med min mormor på Skype
4. At min mormor er totalt sej og højteknologisk (hun har fået computer og er kommet på Fjæsbog...hvor mange af jer kan sige det samme?)
5. Min Disneylærer, der tilbød at låne mig et tv, fordi ’Skønheden og Udyret’ ikke er udkommet på DVD, og hun havde et total antikt tv med vhs-afspiller i
6. Chokolade...hov, den havde jeg vist allerede, men det er altså bare en af de der ting der hjælper på alt
7. De to tv-serier Life Unexpected og Glee, som jeg har accepteret som et plaster på såret, efter vi mistede vores dejlige Venner og Gilmore Girls (desuden kan Gossip Girl, One Tree Hill, Top Model, Grey’s Anatomy, Private Practice, Ugly Betty, Cougar Town, House, Scrubs og mange andre serier også muntre mig op—har jeg nævnt at jeg er fjernsynsnarkoman, og at jeg ikke har noget fjernsyn i Laramie, hulk)
8. At en af mine naboer har hængt sine kridhvide mandetrusser (med gylp og det hele) til tørre på bøjler udenfor—så kan man hvis knap nok være mere stolt af sit undertøj..he he, det grinede vi meget af den sommer.
9. Kaffe (jeg sidder faktisk og slubrer en dejlig kop af slagsen i skrivende stund)
10. Gulerødder, mærkeligt nok. Dog, vil jeg sige, at gulerødder bare ikke er det aller bedste hvis man nyser meget, for så kan man godt regne med at væggene er orange efter et par dages forkølelse
11. Rocky Horror Picture Show. Skal det være kult-klassiker, så kan det vel for dælen lige så godt være med Tim Curry og Susan Sarandon i korset og strømpeholder. Hvis nogen ikke forstår denne reference, så er der gået noget helt galt i deres film-opdragelse, og de bedes strakt tage ned i video-biksen og finde denne klassiker (okay, måske kun dem over 16 år...den er sådan lidt...hvad er det ord jeg leder efter...fræk, for at sige det pænt)

Uhh, jeg kom lige i tanke om noget mere jeg ikke har brokket mig over endnu, jubii. Jeg opdagede den anden dag at der er hul i næsten halvdelen af mine strømper...Hvordan kan det lade sig gøre?! Jeg forstår det bare ikke. Det er lige som om at mine strømper bare besluttede sig for lige pludselig at falde fra hinanden på samme tid. Jeg ved godt at udtrykket hedder ’en fattig studerende’, men nye strømper kan der vel for søren blive gjort råd til i budgettet. Det er jo ikke fordi at strømper er noget af det dyreste man kan anskaffe sig, men det er bare sådan en lidt irriterende ting at bruge penge på. De penge kunne være lige så godt givet ud på chokolade, for eksempel. Jeg havde faktisk købt fem par nye strømper sidste semester, men da jeg så kom tilbage til Laramie opdagede jeg at en af dem (altså én strømpe, ikke et par) stadig lå i Holstebronx, så nu har jeg 4½ par nye strømper, hvilket logisk nok kun giver 4 brugbare par, da de ikke er samme farve. Total nedern strømpe-stil der, der, der, der.

Home Sweet Home

Dagbog 12-02-10

Min første dag i Laramie var lidt mærkelig. Første punkt på dagsordenen var indkøb; jeg havde jo ikke noget mad i huset, og heller ikke noget at tilberede det med for den sags skyld. Alle mine ting var blevet opbevaret hos en veninde, men hun kom først tilbage om mandagen, så jeg var nødt til at købe ting der ikke skulle koges, steges, skæres eller smøres. Løsningen blev frugt, boller der allerede var skåret og pålæg. Derudover havde jeg taget nogle chokoladekiks med hjemmefra, og jeg overlevede da også uden de store problemer. Det meste af dagen brugte jeg så på at læse i min bog (Húrins Børn af Tolkien—kan stærkt anbefales), og så gik jeg i seng kl. 19 eller noget i den stil, for jeg var helt smadret. Mandag morgen gik jeg så igang frisk og frejdig. Jeg marcherede ned til lejlighedskontoret for at tjekke ind, og fortalte dem at de der dejlige musefælder, der var spreds med rund hånd over hele lejligheden skulle fjernes, og det kunne ikke gå for stærkt. Derefter gik jeg hen til Kacy og Yasha, som havde haft alt mit skrammel ståenden. De var så søde at tilbyde at hjælpe mig tilbage med det hele, så vi læssede det i deres bil, og det hele var flyttet i løbet af ½ time. Det lyder måske underligt at jeg skulle have så mange ting herovre efter kun 4 måneder, men jeg havde efterladt en del af mit tøj, en masse bøger, alt køkkengrejet, sengetøj, håndklæder, vaskepulver...etc. Der var da en bilfuld da det kom til stykket, og det var bare super lækkert at de gad hjælpe.

Kacy sagde også at de skulle ud og handle senere, og spurgte om jeg ville med. Der er ikke de helt vilde indkøbsmuligheder lige i nærheden, og jeg havde jo kun købt det aller mest nødvendige dagen før, så jeg sagde selvfølgelig ja. Det endte med at blive en længere ekspedition; vi skulle selvfølgelig i Walmart (det er lidt ligesom Bilka, og helt sikkert der man tager hen når man skal have fyldt køkkenet), så tog vi lige et smut i Stables, som er en elektronik forretning, hvor Yasha havde set en billig printer han overvejede at købe, sidste men ikke mindst skulle vi også lige en tur ind i the Dollartree, der en samme type butik som Tiger, hvor alt koster $1, og de har alt fra julepynt til tallerkner. Da jeg kom hjem med alle mine indkøb slog det mig for første gang at jeg virkelig var flyttet ind; kaffemaskinen var sat til og klar til at hjælpe, servicet var sat på plads i skabene, og nu havde jeg altså også mad i køleren...endelig klar til at tage hul på et nyt semester.

Resten af ugen gik med at finde mig til rette i lejligheden, få fat i vennerne fra sidste semester og mødes med forskellige folk på campus. Fredag aften tog jeg en tur i biffen med Kacy. Vi så Youth in Revolt, og den kan varmt anbefales hvis den kommer til Danmark (hvis den altså ikke allerede har kørt derhjemme). Jeg kæmpede fortsat med trætheden; hver aften senest kl. 20 var jeg så træt at jeg var lige ved at falde om, og i de første par uger var mit søvnmøster helt mærkeligt. Jeg gik i seng midt på aftenen og vågnede så selvfølgelig kl. 4 om morgenen. På den tid af døgnet er der ikke rigtig noget at give sig til i Laramie, så jeg lå og vendte og drejede mig i et par timer. Så stod jeg op og gik i fitnesscenter. Vi har gratis adgang til fitness her på skolen, og det er et rigtig godt center, så det er jo bare med at benytte sig af det. Resten af tiden brugte jeg så på at læse og på at arbejde på mit specialeforslag. Min lærer havde sagt: ”Bare sådan 10-12 sider”, som om det ikke var noget. Jeg havde nærmere forestillet mig at det skulle være 2-3 sider, men da jeg først kom igang måtte jeg faktisk begrænse mig lidt. Det er jo et super godt tegn, og jeg fik virkelig blod på tanden for bare at komme igang. Lige nu arbejder jeg så på research, hvilket er den kedelige del der skal overstås før man starter skriveprocessen.

Nå, men tilbage til den første uge. Da jeg havde været her et par dage var jeg allerede godt træt af at skulle kravle over at bjerg af sne hver gang jeg skulle bruge hoveddøren, så jeg besluttede mig for at skovle. Jeg lånte en skovl af Kacy og Yasha, og så gik jeg ellers igang. Jeg var godt klar over at jeg måske ikke kunne klare det hele på én gang, for det var virkelig gammel sne, der var blevet presset godt sammen. Da jeg havde været igang i over ½ time, og ikke rigtig synes jeg var kommet nogle vegne, kom der en ung mand gående ude på fortovet med en sneskovl i hånden. Han præsenterede sig og spurgte om jeg kunne bruge lidt hjælp. Det havde jeg overhovedet ikke ventet, men det var velkomment. Ikke alene havde han en meget bedre skovl end mig, han havde nok også bare lidt fler muller, så i løbet af 5 minutter havde han nået mere end jeg havde på ½ time. Der gik ikke længe så kom hans kammerat også forbi. Han spurgte om han ikke lige skulle overtage min sneskovl, for det kunne da ikke være rigtigt at kvinder skulle besvære sig med noget så trivielt som at skovle sne (her kunne den indre feminist godt komme på overarbejde, men han tilbød sin hjælp på en virkelig galant måde, og jeg var så træt at jeg gladelig gav skovlen fra mig). De to fyre (den ene er en af mine naboer) skovlede hele molevitten i løbet af 10 minutter, og før jeg kunne nå at tilbyde en øl eller en kop kaffe som tak var de på vej videre igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg blev bare endnu engang forvisset om at amerikanske mænd bare er opdraget til at være høflige og galante på en måde vi ikke er vandt til i Danmark. Her er det også helt naturligt at en mand holder døren for en kvinde, og at det er ham der betaler regningen hvis man er på restaurant. Om det så er godt eller skidt at de er opdraget på den måde, det er en hel anden diskussion, men ind imellem er det nu meget rart at få den slags opmærksomhed.

For at jeg ikke skal ende som hulemand nu hvor jeg bor alene igen, har jeg tilbudt mig som frivillig slave på det internationale kontor. Det kunne de godt lide, så nu arbejder jeg der 2 dage i ugen i 2-3 timer. Det betød også at jeg fik mulighed for at være med til en velkomst-reception. Vi skulle sige velkommen tilbage til de elever der har tilbragt sidste semester på udveksling, og velkommen til de nye internationale. Det endte med at være en rigtig hyggelig dag, hvor der blev minglet på kryds og tværs af årgange og nationaliteter. Da vi var færdige bar vi udstyret tilbage til kontoret, og så fik min chef den dårlige besked at hendes mor havde fået et slagtilfælde og var blevet kørt på hospitalet. Ruth (min chef) skyndte sig afsted mens Kelly og jeg kiggede medlidende efter hende. Ruths mor er godt nok 87 år gammel, men det lyder til at hun er en bedstemor med slag i. Hun havde fået det slagtilfælde mens hun havde spillet wii bowling! Da jeg snakkede med Ruth igen ugen efter var hendes mor allerede hjemme igen, og hun havde selvfølgelig tilmeldt sig en wii bowling konkurrence! Det kan man da kalde ’op på hesten igen’.

Nå men altså, det arbejde jeg har lavet indtil videre har været rimelig trivielt. Det har været noget med at taste oplysninger ind i databaser, men bare fordi arbejdet er lidt kedeligt betyder det ikke at der er kedeligt på kontoret...langt fra. Den anden dag havde vi besøg af Crazy Lady (jeg ved ikke hvad hun hedder, men hun var ihvertfald godt tosset). Ruth og jeg sad lige så stille og snakkede om stort og småt da en rødhåret kæmpekvinde kom farende ind på mit kontor (okay, det er ikke rigtig mit kontor, bare et jeg låner imens en af de andre er på barsel, men alligevel). Hun stillede sig virkelig tæt på mig og spurgte meget påtrængende om jeg kunne se hendes bil nede på parkeringspladsen. Da jeg svarede bekræftende forlangte hun at vide hvad jeg ville kalde bilens farve. Jeg fremstammede noget om sølv eller grå, mens jeg kiggede spørgende på Ruth, men der var ikke meget hjælp at hente, for hun var lige så forvirret som mig. Kæmpekvinde sagde triumferende at det mente hun også nok, men registreringsattesten konstaterede at bilen var bronzefarvet; helt klart en kæmpe fejltagelse fra motorregistreringskontorets side! Ruth fik endelig kvindens opmærksomhed og fik lokket ud af hende hvad hendes formål var på kontoret. Hun ville gerne snakke med præsidenten...ja, altså ikke Obama, men universitetes præsident. Hans kontor ligger neden under vores etage, så hun havde da formået at finde den rigtige bygning. Så forlangte hun at Ruth skulle følge hende hen til hans kontor, og trods Ruths højlydte protester trak kæmpekvinden allegevel afsted med hende. Jeg stod længe og overvejde om jeg skulle tilkalde vagten eller måske udløse en brandalarm for at redde Ruth, men på trods af den mærkelige væremåde, så virkede kæmpekvinden da ikke sådan videre farlig. Følgelig lod jeg Ruth klare problemet, og satte min lid til at hun nok skulle skrive rigtig højt hvis hun havde brug for hjælp.

Da Ruth kom tilbage fandt jeg ud af, at alle dem der arbejder i den bygning laver en eller anden form for frivilligt arbejde. Præsidenten arbejder altså med folk med psykiske lidelser, og selv om han hverken havde givet sit navn, telefonnummer eller nogen anden oplysning ud, så havde denne kvinde alligevel fået opstøvet han på hans arbejdsplads. Ruth var hel tydeligt bekymret for mig (hendes lille internationale hjælper), men jeg var bare bekymret for hende. Da det kom til stykket var ingen kommet noget til, og hele episoden er ret sjov at tænke tilbage på, men da man stod midt i det var det altså noget af det mærkeligste jeg har oplevet.

Sidste weekend skulle der så være fest. Jeg havde besluttet mig for at forsøge at mingle de nye og de gamle internationale en lille smule, så jeg havde bare inviteret en hel masse mennesker, og da det kom til stykket havde jeg ingen anelse om hvor mange der egentlig havde tænkt sig at komme. Det endte med at der kom ret mange, og jeg tror vi var 17 mennesker i min lille lejlighed da vi var flest. Folk sad overalt på gulvet, men stemningen var god, og det lykkedes for mig at få folk præsenteret for hinanden. Det var ikke kun de nye der skulle møde de gamle; jeg havde også en plan om at Ted skulle møde den alle sammen. Ted var her også sidste semester, men de fleste af dem han snakkede med skulle ikke blive her, så han har flere gange brokket sig over hvor kedeligt der er i Laramie. Jeg tænkte at hvis han nu mødte nogle andre folk ville han måske få humøret lidt op, men Ted kunne lige så godt hedde Pessimist til efternavn, for han sad bare i et hjørne og snakkede kun med Kacy og Yasha (som han allerede kendte). Ja, ja, man kan jo ikke hjælpe dem alle sammen.

Næste morgen måtte jeg så tage mig af oprydningen. Det var nu ikke så slemt, men der var blevet spildt en hel øl på gulvtæppet (okay, det var mig der havde spildt den, men det var stadig surt), så hele hytten stank af værtshus. Da jeg så forsøgte på at lave nogle pommes frited i ovnen gik der et eller andet galt og det osede af sort røg ud af ovnen. Blandingen af øl og røg er ikke videre tiltalende, så da Kelly ringede og spurgte om jeg ville med på ’Kroen’ var jeg klar. ’Kroen’ er en et hyggeligt sted nede i downtown, som ikke rigtig hedder noget. På døren står der at de åbner 5-ish (= omkring kl. 17), og bartenderne har ikke noget problem med at fylde en kande øl op igen uden beregning. Grunden til at Kelly havde inviteret mig var at hun havde fortalt sin veninde Erin om mit specialeemne, hvorefter Erin havde sagt, ”hende er jeg altså nødt til at møde”. Det viste sig at Erin og Kelly ikke var de eneste der var interesserede i at diskutere Disneys brug af kønsroller, så inden der var gået ret længe sad vi et helt bordfuld og vendte og drejede Disneys prinsesser. Det var ret fedt at finde ud af at der er masser af andre mennesker der er interesserede i det man har valgt at forske i, og så var det også bare fedt at møde nogle amerikanere. De internationale er selvfølgelig super dejlige folk, men der kan jo være noget om at man også kom til USA for at møde amerikanere! Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, og da jeg spurgte Erin om hun måske ville være villig til at læse mit speciale når jeg er færdig, sagde hun at hun ville have spurgt om hun måtte, men troede måske jeg ville synes at det var for frembrusende...he he. Der kan man bare se. Det er jo lækkert når en der selv er inde i stoffet er villig til at give kritik. Det er min lærer selvfølgelig også, men det er noget andet, for hun ved jo det hele i forvejen. Erin ville kunne fortælle mig om der er noget der ikke giver mening, hvis man nu ikke er 100% inde i Disney filmene. Derudover er hun i øvrigt en super cool pige, som jeg håber på at lære bedre at kende.

Min lærer er nu også ret cool. Ikke alene har hun foræret mig en bog (Wicked, som er super god), hun har også lånt mig henden ’Skønheden og Udyret’ (en af de få Disneyfilm jeg ikke selv har), og nu har hun også tilbudt mig at låne et tv med vhs i (’Skønheden og Udyret’ er ikke kommet på dvd endnu). Det er altså above and beyond hvad man burde kunne forvente af sin professor, men jeg tror også hun er glad for at jeg har valgt at skrive om noget der ligger inden for hendes forskningsfelt, og at hun derfor gerne vil hjælpe mig så meget som muligt. Jeg er jo så godt igang med research på nuværende tidspunkt. Det kan godt blive lidt kedeligt i længden, men det hjælper da at en stor del af mit arbejde består i at se tegnefilm. Og det tror jeg også jeg vil give mig til nu, for ’Tornerose’ venter utålmodigt på min opmærksomhed, og man kan jo ikke tillade sig at lade en prinsesse vente, vel?!

Endnu en lufthavn, endnu et fly

Dagbog 11-02-10

Jeg har siddet og talt på fingrene, og da jeg var færdig havde jeg talt ikke mindre end otte lufthavne (= Karup, Billund, Kastrup, Stockholm, Newark, Washington, Denver og John Wayne) og elleve fly som jeg har måttet udholde siden august. Det er meget for mig, som normalvis rejser max. én gang om året, og det er ikke nødvendigvis med fly. Altså mener jeg nu at jeg har set nok lufthavne til resten af mit liv (mere eller mindre). Nå, det var bare en lille (forhåbentlig) interessant smule info fra mig til dig.
Turen tilbage til Laramie var selvfølgelig hæslig—jeg havde heller ikke ventet andet—men den grad af hæslighed der mødte mig havde jeg alligevel ikke ventet. Vi skulle selvfølgelig super tidligt op den dag jeg skulle afsted. Det var piv-koldt, og mine forældres bil tager kun ½ time om at blive varm, så vi var fremme ved Karup lufthavn før det blev en realitet. I lufthavnen blev vi så informeret om at der var et ’teknisk problem’ med flyet der skulle transportere os til Kastrup. Når man får beskeden ’teknisk problem’, så er jeg sikker på at de fleste automatisk tænker: ”motoren er faldet af” eller ”piloten er pisse fuld”. Det var nu ikke tilfældet her; varmeanlægget i flyet ville ikke starte! Hvorfor siger de ikke bare det i stedet for at få folk helt op at køre? Jeg kunne se panikken sprede sig i mine medpassagerers øjne, og jeg mærkede at min puls steg lige så stille. Jeg skulle bare frem til Kastrup, det kunne der ikke være nogen tvivl om, og så måtte de bare skaffe et andet fly, hvis det ikke kunne være anderledes, basta! Det blev selvfølgelig overhovedet ikke nødvendigt, for der gik ikke længe før de kom og påstod at nu virkede varmen igen. Som om. Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så kold i så lang tid uden at kunne gøre noget ved det.
Nå, men jeg nåede da frem til Kastrup, rystende af kulde og allerede med flyhår. Jeg ved ikke om der er noget der sker med alderen, for da jeg gik i gymnasiet kunne jeg flyve til London, feste hele natten, sove på gulvet, og stadig have super lækkert hår når jeg vågnede. Nu skal jeg åbenbart bare kigge på et fly før mit hår ligner en høstak, og det bliver altså ikke bedre af at rejsen tager mere end et døgn. Kastrup var selvfølgelig lidt mere spændende end Karup (det siger forhåbentlig sig selv), men jeg brugte nu det meste af tiden på at drikke kaffe på Starbucks og læse i min bog. Så ventede den lange tur til Washington. Jeg var ikke helt så heldig som sidst jeg rejste til USA, hvor jeg kom til at sidde ved siden af rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstuppe, som var super flink. Denne gang endte jeg med at sidde imellem to kæmpe store mænd. Ham til højre sov det meste af turen...på min skulder. Okay, det var måske lige overdrevet nok, men han sad og hang ind over mit sæde, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne gøre noget ved det. Ham til venste var enorm, altså ikke tyk, men kæmpe lang og så bred at han kun lige kunne kemme sig ned i sædet. Det betød altså også at hans ben overhovedet ikke kunne være der for sædet foran. Jeg synes ikke det er videre behagelig at rejse med fly, og jeg er kun 1.63 cm høj; den stakkels gut ved siden af mig var vel i nærheden af 2 meter, og han var nødt til at sidde med det ene ben ude på gangen og det andet ovre på min plads. En fair vurdering vil nok være at min. 1/3 af min plads blev brugt af mine sidemænd.
Ja, ja, selv hæslige oplevelser får jo en ende, ikke?! NEJ! Da jeg kom til Washington skulle jeg selvfølgelig igennem immigration. Det er der hvor de lige skal kigge kritisk på én igen og sikre sig at man ikke er terrorist (sådan som man allerede havde lovet da man var på ambassaden for at få lavet sit visum). Det er en virkelig langsommelig process, og jeg havde kun 2 timer til mit næste fly skulle afgå. Det kan godt være at 2 timer lyder som rigelig tid, men lad mig lige minde om at det var en kæmpe lufthavn, som jeg aldrig havde været i før, og at jeg var godt og grundig udkørt allerede. Køen sneglede sig afsted, og da det endelig blev min tur til at afgive fingeraftryk (igen, igen) og smile pænt til den rare mand bag skærmen, var der vel gået godt en time. Jeg kom igennem, fandt min bagage, og styrede mod tolden. Da jeg kom ud på den anden side af tolden fandt jeg endnu en kæmpe kø. Det viste sig så at vi skulle igennem endnu et sikkerhedscheck...super smart! Vi havde ikke engang haft muligheden for at forlade lufthavnen endnu, så hvad er pointen lige, om jeg må spørge? Nå, men der var ihvertfald ikke nogen vej udenom. Jeg kiggede konstant på uret, sådan som jeg altid gør når jeg føler mig presset, og følte mig meget svedig (presset sammen med en masse andre mennesker, som om man var kødkvæg, og så iført en vinterfrakke, for at det ikke skulle være løgn). Da jeg kom igennem sikkerhedschecket var der 15 minutter til mit fly skulle lette, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Heldigvis er Washington lufthavn indrettet som en lang korridor med gates på begge sider. Der er over 30 gates, så den er ihvertfald 3-4 km lang, og jeg skulle med fra gate 15. Jeg for afsted, og da jeg kom frem til gaten var de lige begndt at boarde min sektion...puha! Jeg nåede det.
Der var ingen problemer på vej til Denver; faktisk ankom vi næsten en time før end beregnet. Det plejer jo at være en god ting, men det var det ikke nødvendigvis for mig. Jeg skulle nemlig videre med bus, og den ankom først kl. 21, hvilket altså var ca. 3 timer senere. Selv om Denver lufthavn er usandsynlig kedelig, så har de da en Burger King, og når man skal fordrive 3 timer, så er det da ikke det værste sted man kan være. Det er sådan set ikke fordi 3 timer er så slemt, men når de ligger på det stadie af rejsen, så er de forfærdelige; man er træt, kroppen er øm, og man vil bare gerne sove. Da jeg kom ind i bussen var det da også lige præcis hvad jeg gjorde: jeg sov. Okay, det er måske ikke den mest effektive søvn man får i en bus, særlig nå dem der sidder bag én er 2 über-friske college-kids, der tydeligvis bare har glædet sig til at komme tilbage og fortælle hinanden alt hvad de har lavet i ferien, men lidt søvn fik jeg da. Vi ankom til Laramie kort efter midnat, og Kelly fra det internationale kontor var klar til at tage imod mig. Vi fik bakset mine kufferter ind i hendes bil, kørte mod barakkerne og fandt den rigtige lejlighed. Der lå selvfølgelig 1 meters sne foran døren, som ingen havde tænkt sig at skovle, så vi måtte bakse kufferterne hen over den sammenpressede, glatte sne, og da vi nåede hoveddøren virkede nøglen ikke! Klokken var nu 00.30, det var frysende koldt, jeg var træt og Kelly prøvede at være optimistisk. Vi efterlod kufferterne foran døren og kørte hen til kontoret der står for lejlighederne. Jeg vidste at de havde et nummer hængende på døren, hvor man kunne ringe i nødstilfælde. Damen der modtog opkaldet synes ikke det var sjovt, men hun var der dog alligevel i løbet af få minutter. Vi fik en ny nøgle. Den virkede da også til hoveddøren, men af en eller anden årsag ikke til bagdøren. På det tidspunkt var jeg ligeglad; jeg ville bare gerne ind og sove. Da vi tændte lyset var det første jeg fik øje på en musefælde. Ja, du læste rigtigt, en musefælde. Og hvor var den placeret? På sofaen! Det er måske ikke det bedste første indtryk at få af sin nye lejlighed, og da jeg kiggede mig lidt omkring fandt jeg hurtigt 2 mere (jeg har indtil videre fundet 5). Det var dog ikke noget jeg kunne gøre ved det på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave en hurtig udpakning og smutte i seng. Da jeg kom ud på badeværelset så jeg så at der ikke var noget tioletpapir...great! Det er da heldigt at jeg er den der type der altid har en pakke lommeletter med i tasken, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Før jeg gik i seng havde jeg altså været på farten i nærheden af 33 timer, min lejlighed var ikke alene musebefængt, der kom også rødt vand ud af hanerne, og så mener folk her åbenbart ikke at piger har behov for at gå på wc, men da jeg lagde hovedet på puden og trak dynen godt op om næsen var der ikke noget af det der betød noget, for inden jeg kunne nå at tænke på det, var jeg faldet i søvn.