Disneyland og Thanksgiving

28/11 2009

Den sidste uges tid har været fyldt med oplevelser. Torsdag i sidste uge drog vi mod Anaheim, California for at tilbringe nogle dage i Disneyland. For dem der ikke vidste det har jeg taget et fag der hedder Disney Discourse dette semester, og der igennem fik jeg så muligheden for at komme med på turen. Vi tog tidligt afsted fra Laramie en typisk kold og mørk Wyoming-vintermorgen, og da vi landede i John Wayne Airport stod solen højt på himmelen og vi kunne nyde en temperatur på dejlige 24 grader. Det var noget af et syn der mødte os da vi trådte ud på parkeringspladsen foran lufthavnen: høje, slanke palmer, blå himmel og folk i sommertøj. Det tog ikke lang tid før vi blev hentet og kørt til hotellet. Turen på motorvejen i L.A. var ret vanvittig. Chaufføren var selvfølgelig vandt til at køre der, men det var vi andre ikke, og hele processen virkede mere som et forsøg på at undgå den visse død end at komme fra A til B. Vi raslede rund på sæderne, og vi var selvfølgelig temmelig rundttossede da vi ankom til Worldmark, Anaheim (vores hotel). Vores lejlighed var til gengæld vildt lækker, og der gik ikke længe før vi kom til hægterne igen.
Første punkt på dagsordenen var at tage til Disneyland for at hente billetterne. Vi gik i samlet trop (alle 21 styk) med Professor Aronstein i spidsen, og da vi kom til pladsen foran parken skete der noget mærkeligt: julestemningen steg op i os alle. Jeg havde ikke regnet med at L.A. skulle blive stedet der fik mig i julestemning, men hele Disneyland (inkl. området udenfor parken) er pyntet med gran og fyldt med musik fra skjulte højttalere. Den musik der strømmede ud fra buske og blomsterbede var selvfølgelig julemusik. Det er ren og skær indoktrinering, men det virker! Selv om jeg endte med at lytte til de samme julesange mere eller mindre tre dage straight, så blev jeg faktisk ikke træt af det. I stedet endte jeg med at synge med. Anna (en af pigerne fra min klasse) kunne til gengæld ikke holde det ud efter de første to dage, så vi begyndte at synge popsange som Single Ladies (Beyoncé) hver gang vi stod i en kø med en særlig ulidelig temasang (f.eks. Alice i Eventyrland, Peter Plys, Peter Pan...okay, faktisk de fleste af dem). Nu er Disneyland jo primært til for børnenes skyld, så det føltes lidt forkert, men også ret underholdende at synge og danse til en Beyoncé-sang når man stod i en kø fyldt med børn.
Nå, men efter vi havde hentet vores billetter besluttede vi fem kandidatstuderende at vi ville finde et supermarked og købe lidt ind til de næste par dage. Vi gik ca. 20 minutter fra vi forlod parken til vi fandt en Super Target. Der kunne vi få det meste af det vi havde brug for og lige ved siden af lå der en sprut-butik, hvor vi kunne købe lidt øl og vin (okay, vi købte måske nok en del, men det har man vel lov til når man er på ferie...okay, skole-udflugt, men også ferie af en slags).
Senere den aften, efter at det meste af en kæmpe pizza var blevet udryddet, besluttede vi os for at blande nogle drinks og finde jacuzzien. Den ene af dem på taget var i stykker og den anden var overfyldt, så vi besluttede os for at gå ned til poolen i stedet. Der var da også plads til os der, men hele poolområdet var fyldt med børn, og vi kunne ikke helt regne ud hvor alle de børn kom fra. Nu er det sådan i USA at det er ulovligt at drikke alkohol offentligt, så vi lod som om det var saftevand vi drak, men da vi fandt ud af at alle børnene var mormoner kunne vi næsten ikke få hold på grineflippet igen. Mormoner er imod stort set alt det vi andre betragter som sjov (f.eks. musik, dans og alkohol), og eftersom vi var lettere berusede på det tidspunkt synes vi det var yderst underholdende at drikke alkohol foran dem.
Fredag morgen opdagede jeg så hvorfor folk altid snakker om at smoggen er særlig slem i L.A. Da jeg stod op kunne jeg se milevidt omkring fra vores altan på 12. etage; ½ time senere kunne jeg ikke se mere end et par meter fra vinduet. Smoggen forsvandt dog lige så hurtigt som den var ankommet, og der gik ikke længe før vi satte kursen mod Disneyland. Den første dag gik primært med at tage billeder af alt, men vi prøvede da også nogle af forlystelserne. Jeg blev hurtigt vild med både Pirates of the Caribbean og Indiana Jones. Mange vil måske synes det er underligt at der er en Indiana Jones-forlystelse i Disneyland, men faktisk har Disney og George Lucas samarbejdet på mange projecter. Der er også en masse med Star Wars i Tomorrowland, og det var helt sikkert nogle sjove forlystelser, men jeg kunne nu bedre lide I.J. Der blev man placeret i en bil som kørte gennem junglen og nogle gamle templer for at lede efter en skat. Bilen hoppede rundt som om vejene var meget dårlige, og der blev skudt pile efter os på et tidspunkt. Det bedste ved hele forlystelsen var dog næsten til sidst hvor en kæmpe, rund sten kom trillende mod bilen, og man i sidste øjeblik blev styret nedad; det var super cool.
Susan, vores lærer, blev forfulgt af en af de bachelorstuderende fordi han ingen venner har (jeg ved godt det er lidt trist for ham, men han er altså mærkelig), så vi besluttede os for at invitere hende med på restaurant så hun kunne slappe lidt af. Vi tog på en fantastisk indisk restaurant der lå 5 minutter fra hotellet. Det havde hele tiden været min plan at jeg ville tage tilbage til parken om aftenen, men da vi havde spist var vi alle så trætte at vi simpelthen ikke orkede mere.
Vi havde alle fået til opgave at finde et projekt som vi ville undersøge imens vi var der, og derefter fremlægge når vi kom tilbage til skolen. Jeg havde endelig besluttet mig for at kigge nærmere på alle de små piger der klæder sig ud som prinsesser, så jeg brugte det meste af lørdag på at tage billeder af andre folks børn. Det var lidt sjovt at se forældrenes reaktion når man bad om at få lov til at tage et billede af deres børn. Nogle var totalt ligeglade mens andre kiggede på en som om man var pædofil. Der var dog masser der sagde ja, og jeg endte faktisk med at synes det var lidt sjovt at interviewe folk. Amanda (endnu en pige fra min klasse) havde valgt at undersøge marketing for den nye Disneyfilm der udkommer i næste uge. Det er en prinsesse-film (Prinsessen og frøprinsen), så vi tilbragte det meste af dagen sammen, for vores emner mindede så meget om hinanden. Det var rart at have en at følges med, og det gjorde det også lidt lettere at få folk til at samarbejde; jeg tror det virker mere legitimt hvis man minder mere om et hold end hvis man er alene.
Senere den dag mødtes vi så med resten af vores klasse og læreren for at tage en tur på Splash Mountain. Det er en af den slags forlystelser hvor man sidder i en træstammelignende båd, og hvor man som regel skal regne med at blive lidt våd. Vi besluttede os for at de to store mænd nok burde sidde forrest i båden, men det viste sig at være rigtig ringe dømmekraft. Eftersom der var mest vægt forrest i båden blev plasket meget værre end det nok ellers ville have været, så vi var alle gennemblødte. Det vi ikke havde tænkt på, var at stakkels Matt (som sad på det første sæde) havde en masse ting med i en taske der ikke var vandtæt. Ikke alene var hans tøj gennemblødt, det var hans bog, billet til Disneyland og flybillet også. Heldigvis fandt vi ud af at parken bare kunne give ham en ny billet, og da den var blevet tør så flybilletten ikke helt så ødelagt ud som først antaget. Hans bog endte med nogle dejligt bølgende sider, men den kunne da stadig læses trods alt.
Lørdag var også dagen hvor jeg fandt ud af hvor skræmmende naturen kan være i Californien. Jeg havde på et tidspunkt fundet et af de få rygesteder og stod lige så stille og passede mig selv, da en kæmpe knæler (14-15 cm lang) kom vraltende på gelænderet foran mig. Den stoppede lige foran mig, drejede hovedet så de runde øjne kiggede lige ind i mine, og slikkede sig om munden. Jeg var simpelthen rystet. Det var som om den seriøst overvejede at spise mig, og flere timer senere var jeg stadig lidt ude af mig selv over hele episoden. Jeg indrømmer gerne at det var mit første møde med en knæler, og at det sikkert har hjulpet til at gøre det mere skræmmende, men selv Amanda og Anna, som var der sammen med mig, bekræftede at det var virkelig underligt.
Søndag stod den på Fantasyland. For dem der ikke har været i en Disneypark kan jeg fortælle at det er der de fleste af eventyrene holder til. Vi tog først til Peter Pan, for der er køen altid lang, men det er ikke så slemt om morgenen, for der er mange af børnene ikke kommet endnu. Vi havde undret os over hvorfor Peter Pan altid havde en særligt lang kø, men bagefter forstod vi det godt, for det var virkelig flot. Mange af forlystelserne i Fantasyland følger denne formel: sæt dig i en bil/vogn/flyvende skib/etc., så viser vi dig nogle scener fra filmen, og du kan selv tilsætte resten af historien ud fra hukommelsen. Dette gjorde sig gældende for Peter Pan, Snehvide, Pinocchio, Alice i Eventyrland, Hr. Tudses vilde køretur og Peter Plys, men som sagt var der stor forskel på hvor flot og spændende det var lavet.
Midt på formiddagen styrede Amanda og jeg så mod New Orleans Square, hvor der fire gange hver dag er et show med den nye Disney prinsesse Tiana. Showet foregår på en gammel floddamper, og vi havde hørt at man kunne få lov at være med. Vi placerede os nochalant foran Tianas butik (sjovt nok den eneste i hele parken hvor man kunne få alt hendes merchandise) og ventede på at danserne skulle komme forbi. Der gik ikke længe inden vi spottede tre af danserne i deres farverige paillet-kostumer, og da vi spurgte om vi kunne få lov at være med fik vi uden videre to billetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet; jeg kunne godt regne ud at man ikke ligefrem skulle igennem en audition, men jeg havde nok lidt regnet med at få et skævt blik. Vi havde da regnet med at det primært var børn der ville være med os på båden, men det viste sig faktisk at de fleste af de andre ”gæster” var på vores alder. Inden det hele startede følte jeg mig sådan lidt forlegen over at skulle være med i et overgearet Disneyshow, men det endte faktisk med at være rigtig sjovt, og jeg er glad for at jeg gjorde det. Vi var med i tre ud af fire sange, og til finalesangen fik vi endda kostumer på: meget farvestrålende gospel-rober i gule og lilla pailletter. Vi fik også en tambourin stukket i hånden, og så sang vi ellers med for fuld hals. Det lyder måske mærkeligt at vi kunne synge med, men vi havde allerede set showet to gange, og det var faktisk nok til at have lært teksten.
Søndag aften gik fire af os tilbage til parken efter aftensmaden. Det var de sidste par timer vi havde inden vi skulle hjem igen, så vi blev enige om at få det meste ud af det. Matt havde ikke set fyrværkeriet endnu (der er kæmpe fyrværkeri-show hver aften), så det første punkt på dagsordenen var at finde en godt sted til at se det, men som også ville være ideelt til at komme hurtigt videre efter showet. Når fyrværkeri-showet er slut er der mange tusind menesker der alle sammen gerne vil først hen til forlystelserne, så det er med at stå i udkanten af mængden hvis man gerne vil hurtigt frem. Vi besluttede os for at stå i nærheden af indgangen til Tomorrowland, for så kunne vi gå hen til Space Mountain (en rutsjebane i mørket med stjerner og kometer alle steder) først, men da vi kom derhen var den i uorden. Big Thunder Mountain (en traditionel rutsjebane) var næsten punkt på listen. Det var super sjovt, selvom jeg var ved at falde ud flere gange fordi jeg sad ved siden af Chris, som er ca. en halv meter højere end mig og sikkerhedsbøjlen derfor ikke rigtig holdt mig fast. Da vi kom tilbage til Space Mountain havde de løst problemerne, og det var en virkelig sjov tur. Vi ville også gerne have en tur mere i Pirates of the Caribbean, så vi krydsede parken endnu engang, og da vi kom til New Orleans Square opdagede vi at der ikke var ret mange mennesker. På det tidspunkt var der ca. 40 minutter til forlystelserne lukkede, men vi nåede både Pirates og The Haunted Mansion. Derefter var der 20 minutter tilbage og vi debaterede om vi skulle prøve Splash Mountain igen eller Peter Plys. Vi blev enige om at de andre tre gange vi havde været på Splash Mountain burde være mok, så vi valgte Peter Plys. Det var en ret syret oplevelse, men masser af neonfarvede elefanter der dansede rundt omkring. Eftersom der ikke var flere børn tilbage i parken på det tidspunkt, havde vi overhovedet ikke stået i kø, og da vi kom ud fra Peter Plys var der ikke engang gået 5 minutter. Vi besluttede os så for at det nok var skæbnen der ville have os til at prøve Splash Mountain igen, og da vi alligevel skulle hjem lige bagefter ville det ikke gøre så meget hvis vi blev våde. Da det blev vores tur var der dog alligevel ikke nogen der havde lyst til at sidde forrest, men til vores held kom der lige to små gutter som hellere end gerne ville sidde der. Jeg blev som den eneste slet ikke våd fordi jeg havde fået det bagerste sæde og kæmpe Chris sad lige foran mig. Da vi var færdige spurgte pigen der stod for forlystelsen om vi havde lyst til at tage en tur mere, for så kunne vi lige nå det inden de lukkede. Vi kiggede på hinanden i to sekunder og blev enige om at nu var vi jo (på nær mig) alligevel blevet våde, så hvorfor ikke?! De to drenge havde dog fået nok for den dag, så Matt meldte sig til at sidde forrest. Det ændrede trykket betydeligt at vi alle rykkede en plads frem, så på den sidste tur kunne jeg heller ikke undgå vandet. Det gjorde da heller ikke så meget, for da vi gik ud af parken kom der fluks en bus for at køre os tilbage til hotellet.
Mandag morgen var en lidt sørgelig dag for mig. Jeg elskede som den eneste af mine klassekammerater at være i L.A. De andre ville da gerne tage på ferie der, men jeg kunne som den eneste forestille mig at bo der i en periode. Da vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Wyoming ventede med mørke, sne og kulde. Det var dog alligevel hyggeligt at komme tilbage til tøserne igen. Liesa (en af de tyske piger) havde fødselsdag og havde inviteret os alle på restaurant samme aften, men jeg var simpelthen så smadret at jeg besluttede mig for at blive hjemme for at pakke ud og så gå tidligt i seng.
Tirsdag fik jeg så den triste nyhed at min mormors mand døde i forrige uge. Det var sket om fredagen, lige efter at jeg var taget til Disneyland. Det er ikke fordi jeg har været specielt tæt på Tommy, men jeg kan knap nok huske hvordan det var inden ham og Mormor fandt sammen, så jeg synes det var trist at jeg ikke kunne være med til begravelsen, og bare tanken om at Mormor nu skal være alene er jo heller ikke specielt sjov. Begravelsen var i torsdags, og det lød til at være gået så godt som den slags nu kan.
Torsdag var til gengæld en glædelig begivenhed i USA, for der fejrede vi Thanksgiving. Vi var 7 internationale studerende og 1 amerikaner der fejrede det sammen, og vi havde besluttet os for at gøre det så traditionelt som muligt. Jeg bagte græskartærter for første gang i mit liv, og jeg synes faktisk resultatet blev helt godt. Patrick (tysker) lavede så resten af maden sammen med Melissa (den eneste autentiske amerikaner i forsamlingen), og der manglede absolut ingenting. Der var kalkunsteg, kartoffelmos, grønne bønner, ærter, gulerødder, to slags yams, tranebær og gravy (en slags brun sovs). Det var super lækker mad, og der var så meget tilbage at Nico og Verena (som var værter) sikkert kunne leve af det i en uge uden at sulte.
Fredag var der så dømt tøse-shopping i Fort Collins. Vi lejede en bil og drog afsted omkring kl. 9 om formiddagen. Vi regnede med at det ikke ville være til at finde parkeringspladser fordi Black Friday (som det hedder dagen efter Thanksgiving) er årets største shoppingdag, men det viste sig slet ikke at være så slemt. De fleste butikker åbnede selvfølgelig også mellem kl. 3-5 om morgenen, så der var nok mange der allerede var færdige inden vi overhovedet kørte hjemmefra. Vi fik købt en masse gode ting, bl.a. julegaver til dem derhjemme, og da vi kom hjem kl. 21.30 var vi helt færdige. Det var dog en rigtig god dag selvom vi var trætte, og det var virkelig hyggeligt bare at være på tur med tøserne for en gangs skyld.
Lørdag og søndag var Henriette og jeg flittige. Eksamenstiden nærmer sig jo med hastige skridt, og der er opgaver der skal skrives. Jeg havde også min Disney-præsentation som skulle forberedes, så der var nok at gå igang med. Vi havde dog alligevel tid til at tage hjem til Nico og Verena for at fejre første advent, og Patrick (som er blevet udnævnt til kok) stod for at lave glüwein (minder om gløgg). Det var super hyggeligt, og da vi kom hjem igen havde vi lidt mere energi til at arbejde igen.
Mandag kom Cornelia tilbage fra Portland, hvor hun havde tilbragt Thanksgiving hos noget familie, og vi brugte det meste af dagen på at udveksle historier og vise indkøb frem til hinanden. Huset havde været ret stille uden Cornelia, så det var godt at få hende hjem igen.
Tirsdag startede mine timer så igen, og jeg skulle lave min Disney-præsentation. Det gik også bedre end forventet: folk grinede faktisk af mine vittigheder, hvilket ikke altid er tilfældet med forskellige kulturer (som vi har fundet ud af med alle tyskerne, som overhovedet ikke er sjove selv om de selv tror det), og jeg synes selv jeg fik lavet nogle gode pointer. Det var jo en god start på skoleugen, men dagen i sig selv havde startet lidt mere hektisk. Da vi vågnede nægtede vores wc af en eller anden grund at skylle ud, så Henriette skrev fluks en e-mail til vedligeholdelseskontoret. Jeg tænkte at de sikkert ville komme forbi et par timer senere, så jeg koncentrerede mig o at blive klar til skole. Jeg havde dog knap nok fået shampooen fordelt i håret inden Henriette bankede på døren og sagde at de var klar til at ordne wc’et. Jeg skyndte mig at blive færdig, og vi var så heldige at de også lavede vores dryppende vandhane når de nu alligevel var her (den havde været nær ved at drive mig til vanvid, og de havde allerede lavet den en gang). Det var jo super fint: wc’et kunne skylle ud, vandhanen dryppede ikke mere, og min præsentation var gået efter planen. Om aftenen skulle heldet dog vende. Pludselig faldt temperaturen drastisk udenfor til omkring -7 grader, og så var det vi opdagede at fyret var gået i stykker. Henriette var taget til time ca. en time tidligere, og Cornelia kan ikke lide at snakke i telefon på engelsk, så det var min opgave at ringe til vedligeholdelse (for anden gang samme dag) for at få dem til at komme og lave det. Jeg blev ved med at udsætte det fordi jeg havde en ide om at fyret bare var blevet træt og trængte til en pause, men da temperaturen i lejligheden nærmede sig den samme som udenfor kunne vi ikke holde det ud længere. Jeg fandt nummeret, ringede op, og havde lige forklaret manden i røret hvad der var galt da fyret gik igang igen...boy, så kan man nok føle sig lidt dum. Fyret havde virkelig ikke virket i flere timer, men det vidste han jo ikke, så jeg følte at han dømte mig til at være en dum international studerende, der bare ikke forstår hvordan sådan noget som et fyr fungerer. Jeg kom mig dog hurtigt over min forlegenhed da jeg mærkede varmen strømme tilbage i lejligheden, og tænkte at det sikkert var et eller andet på et højere plan der havde fået fyret til at virke netop i det øjeblik i stedet for 2 minutter før.
I dag skal jeg arbejde med mine eksamensopgaver, for de skal begge afleveres på tirsdag og jeg er kun ca. halvvejs. Jeg har også en eksamen på tirsdag og to mere på torsdag. Til den tid kan jeg så slappe af og vide at jeg for første gang i min universitetstid kan holde juleferie uden at bekymre mig om opgaver der skal skrives. På fredag skal vi holde tøseaften, hvor vi tager ud og spiser og får et par cocktails. På søndag skal vi fejre 2. søndag i advent med morgenmad på et nærliggende hotel og så glüwein hos Nico og Verena. Næste uge kommer selvfølgelig til at dreje sig om eksaminer, men også om at sige farvel til alle dem der ikke kommer tilbage næste semester. Det skal nok blive trist, men der er trods alt også mange der bliver her, så jeg kommer ikke til at føle mig helt Palle alene i verden. Jeg har da også meldt mig til et enkelt fag næste semester, så jeg ikke bliver en hulemand, der bare sidder i min lejlighed og skriver for mig selv. Og så har jeg fået mig et lille job. Vores repræsentant hos det internationale kontor har altid travlt med tusind ting, så jeg tilbød at være hendes assistent efter nytår, og hun blev så glad at hun næsten krammede mig. Det er nu ikke noget jeg får noget særligt i løn for, men det er egentlig heller ikke det der tæller for mig. Jeg skal jo bruge de fire måneder her til at skrive speciale, så jeg tror det bliver vigtigt for mig at komme lidt ud og se på noget andet end bøger og min computerskærm ind imellem. Jeg tror ihvertfald det bliver sjovt, og det internationale kontor er altid travlt med folk der kommer og går, så det skal nok blive en god oplevelse (det ser selvfølgelig heller ikke helt skidt ud på mit CV).
Efter eksamen går turen til Las Vegas, Denver og New York inden vi vender næsen mod Europa igen, så der er nok at se frem til, og der kommer nok en blog eller to mere inden året er omme.

Knus herfra

Halloween i Laramie

Her ser i min flotte græskar-lanterne. Det er måske lidt svært at se på billedet, men det er en mand på en hest, der holder sit hovede i den ene hånd - jeg er selv godt tilfreds med mit værk!


















Jeg fik idéen til disse nuttede edderkopper i et af de mad-blade man kan få alle steder her. Jeg forsøgte mig også med flagermus-cupcakes, men lad os bare sige at de ikke blev helt så nuttede.

Jeg har for ikke så længe siden læst Alice i Eventyrland, og det var der jeg fik ideén til disse småkager. På nogle af dem står der 'Eat me' (= spis mig), på de andre står der 'I'm sweet' (= jeg er sød). Jeg lavede også nogle i blå, hvor der bl.a. står 'Bite me' (= bid mig).


















Her kan i se nogle af mine favorit-udklædninger: Smølfefar og Skipper Skræk.

Dagbog d. 19-11

Det gik pludseligt op for mig at jeg er kommet fælt bagud på blog-fronten, så nu sidder jeg i et fly på vej til L.A. og skriver.

Det var super hyggeligt at have besøg af Cornelias forældre, Lena og Kenneth. Kenneth ligner Dr. Phil (kendt fra TV) og så arbejder han faktisk med unge med psykiske problemer for at det ikke skal være løgn. Han er også ret god til at lave svenske kødboller, men jeg må erklære mig uforstående overfor den tyttebærmarmelade de insisterer på at blande i deres kartoffelmos. Lena og Kenneth have taget et glas af den hjemmelavede slags med og Cornelia var helt oppe at køre over det, men det var altså ikke lige noget for mig. Kødbollerne var til gengæld ret gode og kartoffelmosen med.
Det viste sig ret hurtigt at Kenneth er vild med amerikansk mad, så vi tog dem med på Applebee’s en aften. På Applebee’s kan man få alt fra kæmpe burgere til pastaretter. Vi spiste til vi var lige ved at sprække, og alligevel var der rester til både frokost og aftensmad dagen efter....mums!

Er der en ting der er klassisk Laramie, så er det nok The Old Buckhorn (en rigtig cowboybar), så der var vi selvfølgelig nødt til at tage Lena og Kenneth med ned. Lige som vi kom kørende ind på vejen for at finde en parkeringsplads hører vi så flere skud der bliver affyret. Vi vidste ikke hvad der foregik, men jeg så ud af øjenkrogen en mand falde om på fortovet få meter fra bilen. Jeg var selvfølgelig skrækslagen, for hvis der er noget at komme til skade ved skal jeg nok komme til skade, men det viste sig altså at være en western-demonstration. Okay, så kunne man godt føle sig en lille smule dum, men jeg havde da ikke regnet med at der kom nok turister til Laramie til at lave den slags shows; faktisk troede jeg slet ikke der kom turister til Laramie...der er ligesom ikke så meget spændende at se! Nå men vi var da en tur på The Buckhorn for at få en øl, og så kørte Lena og Kenneth os til fest. Vi tilbød at de kunne komme med, men de havde stadigvæk lidt jet-lag og ville hellere være friske inden de skulle køre til Denver dagen efter.

Tidligere den dag havde vi lavet Jell-o shots og Hot’n’Sweet som vi tog med hen til Nico og Verena (to af tyskerne). Det viste sig at være yderst populært, og vores Sort Svin, som var beregnet til en fødselsdagsgave til Adam (en af de amerikanere som altid inviterer os til fest), var faktisk halvt væk inden vi overhovedet ankom til festen. Det gjorde dog ikke så meget, for Adam kunne absolut ikke lide det. Det kunne til gengæld hans roommate Anthony, som synes det var så godt at han endda ville betale for at importere Tyrkisk Peber hvis han vidste hvordan import fungerer. Det endte med at være en rigtig god fest; jeg var hjemme igen kl. 5.30 næste morgen. Jeg havde ellers planlagt at Skype omkring kl. 02.00, for der kom Mormor og Tommy til formiddagskaffe hos min mor...sådan gik det ikke lige. Jeg havde så dårlig samvittighed at jeg ringede min mormor op et par dage senere via Skype, men det skulle selvfølgelig heller ikke gå efter planen. Jeg har som regel frokostpause mellem kl. 12.15-13.00, og der plejer jeg at gå hen i det lokale hvor min næste time er, tænde computeren og så chatte eller Skype med folk derhjemme. Den dag var dørene til lokalet tilfældigvis lukkede, men eftersom lokalet var tomt satte jeg mig bare ind, fandt min frokost og ringede Mormor op. 10 minutter inden timen startede sagde jeg så farvel og gik ud for at få lidt luft gennem et filter. Da jeg åbnede dørene stod flere af mine klassekammerater og ventede på at komme ind. De havde hørt stemmer fra lokalet og troet at det var optaget...jeg havde det ret dårligt med at de havde stået der og ventet, gud ved hvor længe, men der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det, og i det mindste havde jeg da fået sagt hej til Mormor. Det er altid svært at være hjemmefra, men jeg har haft det særligt svært med at Tommy har været indlagt. Jeg ved ikke om de har fået en behandlingplan endnu, om han overhovedet skal i behandling, men de sidste nyheder er at han er hjemme, har det godt og selv kan komme rundt – fantastisk.

31. oktober var det Halloween. Vi havde købt græskar en uge i forvejen for at lave Jack’o’lanterns. De blev også super flotte: Cornelia lavede en flagermus og en måne, Henriette lavede en kirkegård med et spøgelse, og jeg lavede den hovedløse rytter fra Sleepy Hollow. Det var også vældigt, men det viste sig at vi nok skulle have ventet et par dage, for vi havde nærmest ikke fået sat dem ud før det begyndte at sne, og det kunne de altså ikke klare. De kollapsede hurtigere end du kan sige snestorm, og før vi fik set os om var de begyndt at rådne. De holdt så ikke til Halloween, men til gengæld havde vi planlagt at bage til alle de Trick-or-Treaters der helt sikkert ville komme forbi. Jeg brugte så det meste af en tømmermændsbefængt lørdag på at dekorere cupcakes og småkager, men der kom ikke nogen for at spise dem...jeg var simpelthen så skuffet! Det endte så med at vi inviterede en masse af vores internationale venner over til kaffe om søndagen, og der fik vi da bugt med de fleste af kagerne.

Om aftenen var vi til Halloween-fest på The Library (en bar), og der var nogle vilde kostumer. Mine favoritter var Smølfefar (fyren havde malet sig totalt blå), Skipper Skræk og en af bartenderne, som havde taget en kæmpe gravid-mave på, undertrøje hvor der stod ’Drinking for Two’ (Drikker for to), leopard-prikket BH der hang lidt udenfor, og så et kæmpe blåt øje – jeg tænker på at stjæle den ide, hvis jeg finder en god Halloween-fest næste år. Jeg var selv klædt ud som en fra The Andrews Sisters (swing-band fra 1940’erne), men alle troede jeg var Marilyn Monroe, og det har ligesom hængt ved lige siden. Det er da ikke det værste i verden at blive kaldt Marilyn Monroe, men nu var det altså ikke lige det var havde tænkt mig, så alt i alt var mit kostume vel både en success og en fiasko.

En ting der var ret sørgelig er at Lena (en af de tyske piger) var nødt til at tage hjem før tid. For et par uger siden var hun i Denver for at blive scannet (hun er gravid med tvillinger), og der fandt hun ud af at hen ene af tvillingerne ikke fik nok blod. Lægen mente dog at det kunne ordnes med en lille operation, men anbefalede at hun tog tilbage til Tyskland for at få den udført. Det var rigtig trist at sige farvel, men jeg forstår godt hendes beslutning om at følge lægens råd. Jeg fik så at vide den anden dag at hun havde mistet det ene barn. Det var bare så trist, men Lena er den type der tager den slags med logik – det er bare naturens måde at rydde op på. I det mindste har det andet barn det nu rigtig godt, og jeg håber at Lena er glad for at være hjemme hos familien igen.

Der har også været en del fødselsdage på det sidste. Det er ikke ret længe siden vi holdt fest for Daniel (Tyskland), Diana (Tyskland) og Anan (Laos), og i denne uge var det så Ferdi (Tyskland) og Lassi (Finland), som holder fest med Liesa (Tyskland) her i weekenden. Liesa har fødselsdag på mandag, så selv om jeg ikke kan komme med til festen kan jeg da tage med ud og fejre hendes fødselsdag når jeg vender tilbage til Laramie. I tirsdags fejrede vi Lassi; vi var på Altitude, som er en af byens bedste restauranter, og derefter var vi på The Library, som lidt er blevet vores stambar. Det var rigtig hyggelig og super god mad, og så er det jo bare altid sjovt at hænge ud med de andre internationale.

Lige nu er jeg så på vej til Californien hvor der venter 4 dage i Disneyland, men det skal i nok høre meget mere om i min næste blog.

Randi

Denver, Sne og Midterms

Dagbog 13-10-2009

De sidste par uger er fløjet afsted. Fredag (I forrige uge) skulle vi forberede os til Denver-turen, men Cornelia fik (forholdsvis let) overbevist mig om at det var en meget bedre ide at tage til fest. Det viste sig også at være en rigtig god fest, hvorimod beer-pong (øl-bordtennis) viste sig at være en rigtig dårlig ide. Jeg kan ihvertfald fortælle jer, at hvis i nogensinde skal spille dette forfærdelige spil, så skal i lade være med at være på hold med Dennis (vores tyske nabo). De af jer der kender mig ved at jeg ikke ligefrem er begavet i den atletiske afdeling. Bordtennis er ingen undtagelse! Jeg kan så fortælle jer at Dennis var endnu ringere end jeg var til beer-pong. Det korte af det lange er at jeg fik en ordentlig skid på, men dog var fornuftig nok til at tage hjem kl. 01.30. Jeg var desuden så heldig at fange en safe-ride (gratis taxaer der kører torsdag, fredag og lørdag), så jeg lå i min seng ca. 5 minutter senere.
Cornelia var ikke helt så heldig...Hun blev til festen (ingen ved hvor længe), hvorefter hun tog til en anden fest før hun kom hjem kl. 04.30 eller noget i den stil. Jeg bør måske lige fortælle også, at Henriette havde været fornuftig nok til at blive hjemme, så der rent faktisk var nogen der kunne køre til Denver dagen efter. Total iorden beslutning! Vi skulle så afsted kl. 07.30 (tidligt), og Cornelia og jeg kunne næsten ikke slæbe os selv ud i bilen. Henriette, som fortjener en medalje for at gide køre hele vejen til Denver med to sovende, tømmermændsbefængte sloffer, tog det hele med et smil. Hun havde heldigvis købt en dims der gør det muligt at lytte til sangene på ens iPod gennem bilradioen, så hun havde da lidt selskab på vejen.

Da vi kom til Denver styrede vi direkte mod IHoP (International House of Pancakes), og der blev spist pandekager som aldrig før. Dem der kun har fået skandinaviske pandekager ved ikke hvad de går glip af. Amerikanske pandekager er noget helt andet, og jeg fik dem med New York Cheesecake i...mums. Det var ufattelig tiltrængt på det tidspunkt, og da vi havde spist følte jeg mig faktisk helt menneskelig igen. Næste punkt på listen var tatoveringer. Eftersom jeg havde glemt min hjerne på beer-pong bordet aftenen før, havde jeg selvfølgelig glemt min tegning i Laramie. Det var jeg ret træt af, men det viste sig at være en god ting. Jeg lavede en hurtig skitse til fyren der skulle lave min tus, og han kunne straks se at det var en traditionel sømandstatovering jeg gik efter. Eftersom jeg ikke havde noget særlig fast at gå efter fik han frie hænder, og jeg synes selv at det han fandt frem til var meget bedre end jeg havde forestillet mig. Han tegnede det hele direkte på min ryg uden at øve sig først (hvilket jeg synes var ret imponerende), og da jeg havde godkendt det gik han igang.
For dem af jer der har overvejet at få en tus - i kender sikkert en eller flere der har tusser, som siger at det ikke gør særlig ondt – lad mig bare sige: Det er super smertefuldt! Jeg sad og krammede en stol i ca. 40 minutter imens hele min krop rystede af smerte. Jeg havde selvfølgelig også valgt at få den lavet lige over rygsøjlen, men stadigvæk. Det gjorde også ondt bagefter, og nu er det så begynde at klø ulideligt imens det heler. På trods af alt det er jeg stadig glad for at jeg fik den lavet. Jeg synes den blev vildt flot, og for dem der ikke havde regnet det ud, så er det sidste billede af min tus.
Henriette fik også lavet en. Hendes er et citat fra hendes mors begravelse: Ingen kender dagen før solen er gået ned. Det er ikke alene noget der minder hende om sin mor, det er også godt at huske på de der dage hvor alt bare går galt. Man kan være nok så irriteret, trist, vred, etc., men man ved aldrig hvad der sker om fem minutter eller om to timer, så der er altid en chance for at dagen bliver vendt til noget godt. Jeg havde selv sådan en dag i sidste uge, hvor jeg fik at vide at min mormors mand var blevet indlagt med en hjerneblødning. Det var ikke den sjoveste besked at få når man ikke er derhjemme (og slet ikke når man tænker på at min far døde pga en blodprop i hjernen). Jeg var rigtig ked af det hele dagen, Henriette havde også en dårlig dag, og Cornelia havde ingen anelse om hvordan hun skulle muntre os op. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage til time om aftenen, men jeg gjorde det alligevel fordi vi skulle se en film, som vi skulle skrive opgave om. Der stod i vores læseplan at vi skulle se Godspell, men det viste sig at være en fejl. I virkeligheden skulle vi se Jesus Christ Superstar, som er en af mine yndlings musicals, hvilket hjalp til at få mig i godt humør igen. Den slags situationer er grunden til at jeg rigtig godt kan lide Henriettes tatovering.
Anyway, da vi havde betalt tog vi ud for at finde hotellet og få tjekket ind. Vi havde forventet at hotellet villet været temmelig luset, for vi var gået efter noget billigt, men det viste sig at være ganske fint. Det var pænt og rent, personalet var hjælpsomme og venlige, og så var der endda morgenmad inklusiv i prisen. Da vi havde tjekket ind skyndte vi os videre til et kæmpe shoppingcenter, hvor vi gik ind på en klassisk burgerbar, Johnny Rockets, og fik os en kæmpe frokost.
Så var vi endelig klar til at shoppe, og jeg skal lige love for at vi shoppede. Min yndlingsbutik endte med at være Ann Taylor Loft, hvor man kan få tøj i petite størelser (dvs de har anerkendt at man godt kan være tyk selv om man har korte ben, hurra). Jeg fandt to par jeans, som ikke skal lægges op – så bliver det næsten ikke bedre. Bortset fra at det gjorde det faktisk, for om aftenen havde vi lyst til italiensk mad. Vi kunne ikke rigtig finde en italiensk restaurant, så vi forhørte os på hotellet. Vi fik anbefalet en restaurant der lå ca. ti minutters kørsel væk, og det viste sig at være en fantastisk restaurant (vi fik endda rester med hjem, hvilket er normen herovre). Det havde været planen at vi skulle ud og gøre Denver usikker, men da vi kom tilbage til hotellet kom vi til at se TV og spise vores rester, og så var det vi indså at vi trængte mest til søvn (vi skulle jo være klar til mere shopping dagen efter).
Søndag tog vi så tilbage til shoppingcentret, hvor vi købte en masse flere fantastiske ting, spiste frokost og så Fame i biffen. Da filmen var færdig havde Cornelia så besluttet at hun også skulle have lavet en tatovering, så vi tog tilbage til tatovøren. Hun fik lavet et lille gamma-tegn (hvilket er det græske bogstav for C) bag det højre øre. Det tog ikke lang tid, så der gik ikke længe før vi sad i en bås på restauranten Red Robin (der også er et burgersted). De har nogle af de bedste fritter jeg har smagt, og vi var alle stopmætte inden vi vendte næsen mod Laramie igen.
Da vi krydsede statsgrænsen ind i Wyoming blev vi advaret om kraftig tåge. Vi spejdede til alle sider og undrede os over hvor den der tåge egentlig var henne. Og lige pludselig var det så tåget at det var lige som at køre ind i en mur. Det havde også sneet, og temperaturen lå lige omkring frysepunktet. Vi frygtede hvilke forhold der ventede os i Laramie, men da vi kom over bjergene og kørte ned mod byen steg temperaturen ca. fem grader og der var ingen sne. Det har så ændret sig siden hen. Som jeg beskrev i min sidste blog er vejret her i Laramie ret omskifteligt. Det kan være solskin og dejligt varmt den ene dag, og så sne, blæst og kulde den næste. Sådan har det også været i denne uge. I går var det rigtig godt vejr med masser af solskin og næsten vindstille. I dag er det snevejr! Det har sneet lidt det meste af dagen, dog uden at det rigtig har lagt sig, men det har bare været hundekoldt. Det skulle ikke blive meget bedre i weekenden; faktisk skulle der bare komme endnu mere sne. Det er meningen at vi skal til football på lørdag, hvor der er homecoming (gamle elever er inviteret til at komme på besøg på skolen), men det kan da godt være det bliver lidt for koldt for os skandinaviske tøser.

I sidste uge havde jeg travlt med studierne. Jeg havde en midterm eksamen i tirsdags, så jeg brugte hele mandag på at læse op til den. For dem der har haft midterms i Danmark kan jeg fortælle at det overhovedet ikke er det samme som her. Vi fik udleveret en study guide med 20 termer, som det blev forventet at vi kunne forklare i forhold til Disney, og 20 citater, som vi skulle have noget fascinerende at sige om. Til selve eksamen skulle vi så udvælge seks af hver og forklare dem, hvilket vi havde en time til. Efter det første kvarter havde jeg allerede skrivekrampe. Det var meningen at vi skulle forklare termerne og deres relevans for Disney med to eller tre sætninger, men jeg endte med at skrive minimum en halv side om hver (håber ikke det trækker ned). Nu glæder jeg mig bare til at høre resultatet; det er dog kun halvdelen af vores midterm, for vi skal også aflevere et essay i dag, som usgør resten af den midterm.
Onsdag skulle jeg så have indhentet den læsning som jeg skulle nå til undervisningen i sidste uge. ”Heldigvis” var min lærer syg i tirsdags, så vi fik fri efter eksamen var overstået (jeg synes selvfølgelig ikke hun skal være syg, men ærlig talt var jeg udmattet efter den time). Det betød så at jeg havde ca. 150 sider jeg skulle læse, hvilket jeg da også kom igennem ved hjælp af den studerendes bedste ven – kaffe – men det viste sig så bare at vi slet ikke kom til at diskutere alt det læsestof, fordi vi havde en gæsteforelæsning torsdag...så kunne man da godt lige føle sig lidt dum! Ærlig talt, hvis jeg havde vidst at timen slet ikke kom til at handle om den bog vi skulle læse, så havde jeg nok ikke stresset så meget over det. Det er jo altid muligt at indhentet lidt af det forsømte i weekenden, men nu er jeg selvfølgelig bare glad for at jeg har læst det. Det er jo selvfølgelig rart ikke at være bagud, og så kan jeg koncentrere mig om denne uges midterms...jeg har to af dem på torsdag!

Fredag og lørdag fik vi sne! Ja, endnu engang måtte vi have fat i de lange underbukser og uldsokkerne, hvis vi ville udenfor en dør. Og det ville vi jo, for i lørdags var der homecoming. Det vil sige at gamle elever bliver inviteret tilbage til skolen, nogle af dem bliver hædret med en pris, der er en parade, osv. Football kampen var imod New Mexico Lobos (Ulvene), og vi bankede dem sønder og sammen (hvilket er ret godt klaret når man tænker på at de har vundet de sidste fire gange vi har spillet imod dem). Der er nok nogen der ikke kan klare kulden, hva’ Lobos?!
Lørdag var også dagen hvor vi fik fornemt besøg fra Sverige. Ingen ringere end Cornelias forældre kiggede forbi. De er ret sjove og totalt i orden af svenskere at være, så det skal nok blive sjovt at hænge lidt ud med dem den kommende uge.

Til slut vil jeg gerne lige undskylde hvis min stavning og grammatik er helt ude i skoven. Jeg er allerede blevet så vandt til at alt foregår på engelsk (selv Henriette og jeg taler engelsk til hinanden af ren og skær vane), at det danske er lidt ved at gå fløjten. I skal nok forvente at jeg er lidt af en Sidney Lee når jeg vender frygteligt tilbage til Danmark, så i må have lidt tålmodighed. Skulle der være nogen der ikke ved hvem Sidney Lee er, så er han en fyr der har deltaget i en masse realityshows, han er ret irriterende og synes selv han er ret lækker. Han har vistnok engang været i USA i et par uger, så nu kan han kun tale med amerikansk accent (det er temmelig træls, men meget sjovt at gøre grin med).
Det var alt for denne gang.

Randi

21-09-2009
Dagbog

Endnu engang er der en masse at fortælle. Lad mig se om jeg kan få det hele med. Sidste lørdag var dagen hvor vores kære Cowboys skulle bevise deres værd. Det var nemlig tid til årets store football kamp mod the Texas Longhorns. For Wyoming var det en virkelig stor kamp, og billetterne stod til $400 stykket (alle studerende kom heldigvis gratis ind...ellers havde stadion nok virket lidt tomt), men for Texas var det vist mere en slags træningskamp. Til alles overraskelse klarede vi os faktisk ret godt i første halvdel af kampen, og vi var endda foran 10-6 i ca. 15 sekunder...så begyndte det ligesom at gå lidt ned af bakke. Kampen endte 41-10 til Texas, så jeg behøver vist ikke forklare mere. Vi havde det dog ret sjovt alligevel, og på trods af lidt tømmermænd var vi alle sammen med på slagord som ’first down, motherfucker’, og der blev skrålet med af al kraft, da marching bandet spillede Bohemian Rapsody.
Dagens bedste episode fandt dog sted inden kampen overhovedet startede. Det var blevet aftalt at vi skulle til kampe sammen med Cornelia, vores to tyske naboer, Dennis og Ferdinand, og to tyske piger, Liesa og Leonie. Dennis havde aftenen snakket meget om, at han havde fået kontaktlinser men aldrig havde prøvet at tage dem på, og Henriette, som har arbejdet hos en optiker, havde lovet at hjælpe ham. Det blev noget af et cirkus. Først prøvede vi at placere Dennis på en stol med hovedet lænet tilbage, hvorefter Henriette holdt hans øjne åbne og forsøgte at proppe de stakkels linser i under mange latterbrøl fra tilskuerne (Cornelia, Ferdinand og jeg). Det var tydeligt fra starten, at det ikke ville lykkes, men vi gav ikke op. Vi prøvede at holde hans arme, fordi han blev ved med at forsøge at afværge Henriette, vi forsøgte med at holde hans hoved, men lige lidt hjalp det. Til sidst blev vi enige om, at hvis de linser nogen sinde skulle i, måtte Dennis selv ud foran spejlet og prøve. Dennis blev enig med sig selv om, at Henriette var en meget ond person, så jeg blev udnævnt til linse-insætnings-overvåger. Samtalen der fulgte er noget af det sjoveste jeg har oplevet, og her følger et uddrag af den 1½ time lange linse-kamp:
(Efter jeg havde brugt 15 min. På i store detaljer at forklare den bedste måde at sætte linserne i på)
Dennis: Is it in? Is it in? (Er den i? Er den i?)
Randi: I can’t tell…no! (Jeg er ikke sikker…nej!)
Dennis: Is it in now? (Er den i nu?)
Randi: I’m not sure, I think it is still on your finger (Jeg er ikke sicker, jeg tror stadig den er på din finger)
Cornelia (meget utålmodig): Come on Dennis, just do it (Kom nu Dennis, gør det nu bare).
Ferdinand: This is like a movie (Det er ligesom at se en film).
Dennis (da jeg kiggede væk): You have to look at me (Du skal se på mig).
Randi: I am...I can’t concentrate (Det gør jeg også...jeg kan ikke koncentrere mig).
Dennis: Is it in now? (Er den I nu?)
Randi: I don’t think so. No, you blinked and it fell out (Det tror jeg ikke. Nej, den faldt ud fordi du blinked).
Henriette var på det her tidspunkt ved at dø af latterkramper, og så var det vi opdagede at døren ud til gaden (hvor der var ufattelig mange mennesker pga kampen) havde stået åben hele tiden! Da linserne endelig var kommet i kiggede Dennis sig omkring, gav Henriette og jeg et tvært blik og sagde: Jeg synes absolut ikke jeg ser bedre nu end før.
Samme aften havde vi arrangeret en fest. Planen var at vi skulle spille taboo (ordspil hvor man kæmper på to hold), og efter stolte danske traditioner skulle det selvfølgelig laves om til et drikkespil. Det gik også super fint, og jeg skal love for at folk (inklusiv mig selv) fik noget indenfor vesten. Som de fleste ved, opstår nogle af de mest geniale ideer når man har fået lidt at drikke, og det var også tilfældet den aften. Jeg tror det var Kacy, vores Amerikanske veninde, der foreslog, at når nu Cornelia alligevel var hos os det meste af tiden, så kunne hun jo lige så godt flytte ind. Mandag morgen gik Cornelia så hen på boligkontoret og spurgte om hun kunne få sine penge tilbage. Det var der ikke noget problem i, så nu har vi fået ny roommate. Cornelia og jeg deler værelse (man kunne skille køjesengen ad) og det fungerer faktisk ret godt.

Siden Cornelia er flyttet ind er der dog begyndt at ske mystiske ting. Huset siger rigtig mange mærkelige lyde, og i går aftes da vi sad midt i aftensmaden hørte vi pludseligt et brag. Vi kiggede forskrænte på hinanden og udbrød: Muren! Det viste sig at beklædningen på ydermuren under Henriettes vindue var faldet af uden nogen særlig grund. Kort tid derefter gik døren op af sig selv (døren var låst!), og lige plusdelig ville Cornelias computer ikke mere og gik fuldstændig i sort. Der har også været mange underlige og uforklarlige lyde den sidste uges tid, og eposiderne i går overbeviste mig om at Cornelia må være forbandet eller noget. Temmelig surt for mig, der skal dele værelse med hende!!!

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det tidligere, men vejret i Laramie kan skifte ret pludseligt. Siden vi kom har været været godt de fleste dage. Nogle gange kunne der godt komme en pludselig og voldsom regnbyge, eller et tordenvejr der varede i flere timer, men vi har overvejende har solskin og høje temperaturer. Efter aftensmaden i går ville Henriette så lige tjekke vejrudsigten, og hun blev informeret om, at der var 60% chance for sne i dag. Ja, du så rigtigt. 60%! Midt om natten vågnede Cornelia og jeg ved at det lød som on der var nogen der bankede på taget. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne ikke se noget, så vi blev enige om at det måtte være regn eller hagl. Da jeg vågnede i morges viste det sig, at der natten igennem har været en mindre snestorm igang, og det ligner Nordpolen udenfor. Jep, så er det frem med de lange underbukser, vinteren er ankommet. Vi havde godt nok fået at vide at der kun er to årstider i Laramie: August og vinter. Men vi havde ikke lige regnet med at det ville skifte så pludseligt (for to dage siden havde vi sol og omkring 25 grader, og igår var det lidt blandet, men absolut ikke vintervejr).

Den kommende uge er der ikke noget særligt på programmet, men næste weekend tager vi til Denver fra lørdag til søndag, og Henriette og jeg har store planer om at få lavet et par tusser (tatoveringer, hvis nogen skulle være i tvivl). Jeg har været igang med tegneblokken, og jeg har kreeret en variation af en tatovering min far havde, som jeg tror er det rigtige for mig. Vi har også snakket om at tage ind og se en baseball kamp, og så skal der selvfølgelig shoppes amok. Derudover har vi planer om at indtage flest mulige af vores måltider på IHoP (International House of Pancakes → det internationale pandekagehus), som er blevet stærkt anbefalet af Henriette.

Det var alt for denne gang. Hold jer muntre til vi ses igen.

10 ting

10 ting jeg har fundet ud af mens jeg har været her:

1) Kontakter skal opad når man skal tænde for dem. I Danmark skal de som regel ned, men selvom jeg godt ved hvordan man skal gøre herovre, glemmer jeg det konsekvent. Det er faktisk ret belastende, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.

2) Det er ulovligt at smide affald, og hvis man bliver taget i det vanker der en bøde. Her i Wyoming ligger en sådan bøde på $750, men i andre stater går det helt op til $1000. Jeg synes det er vildt fedt, og jeg ville ønske vi kunne indføre sådan noget i Danmark. Der er så rent og pænt alle steder herovre, men derhjemme er folk bare ligeglade, og jeg har set folk smide affald lige ved siden af en skraldespand....vi er nogle møgører, ja vi er!

3) Alting er større/mere her: mad er i større portioner, regndråber er som spandfulde, biler er kæmpe store, lyn og tordenvejr kan blive ved en hel dag (derhjemme stopper det som regel efter et par timer), frugt og grøntsager er større, skolen er gigantisk stor i forhold til Syddansk, etc.

4) Jeg har behov for meget mere søvn i Laramie end i Odense. Jeg har valgt at skyde skylden på den tynde luft.

5) Amerikansk fodbold (football) er faktisk ret underholdende, hvis man kender reglerne. Den eneste ulempe ved football er, at selvom kampen teknisk set kun varer 4 x 15 min., så stopper de så mange gange at kampen samlet set nemt kan var 4-5 timer.

6) Yellowstone er et ret sejt sted!

7) Amerikanere har meget mere selvtillid end danskere (de er vel ikke opdraget med Janteloven), og de er meget bedre til at give komplimenter, hvilket måske er grunden til at deres selvtillid er så stor. Jeg har ihvertfald aldrig haft det bedre med mig selv end jeg har her, hvor jeg allerede flere gange har fået at vide at jeg er smuk (who knew?!).

8) Jeg er blevet fan af Carl’s Jr., hvilket er et old school-burgersted. For alle jer der bor i Holstebronx, så minder det om de burgere man engang kunne få på Nordkap (ummm!), og så er restauranten indrettet som om vi stadig var i 1960’erne...I love it.

9) Det er rigtig billigt at leve her over: mad er billigt, husleje er billigt (okay, vi bor godt nok også i noget der minder om en kaserne, men alligevel), benzin er billigt, og det er bilerne også.

10) Jeg savner rugbrød!!!!

Yellowstone trip

Dagbog 06-09-2009

I decided again, that translating into English simply takes up too much of my time, so if anyone were actually reading the English version...well, sorry.

I sidste uge fik jeg besøg fra Danmark. Det var ingen ringere end Mia, min underbo hjemme i Odense, der kiggede forbi Laramie en tur. Hun ankom fredag eftermiddag (ca. 4 timer senere end beregnet...bedre sent end aldrig, hi hi). Vi havde aftalt at weekenden skulle gå med en tur til Yellowstone National Park, og Mias sene ankomst endte med at blive en varsling for turen. Vi skulle afsted tidligt lørdag morgen, og regnede derfor med at ankomme til campingpladsen i Yellowstone omkring middagstid. Der kunne vi godt tro om igen. Vi kom godt nok afsted omkring kl. 4 om morgenen, men så skulle vi da lige købe et par sidste-øjebliks-ting i Walmart (som har døgnåbent, af en eller anden årsag), og før vi var ude af Laramie var klokken 4.30.

Derfra gik det så raskt derudaf indtil vi nåede Rock Springs, hvor vi skulle af motorvejen. Min teori er, at den frakørsel vi skulle med er blevet fjernet, men jeg er godt klar over, at den sikkert ligger der hvor den skal. Uanset hvad, så opdagede vi den ihvertfald ikke. Det var såmænd heller ikke det store problem; en alternativ rute blev fluks beregnet, og vi endte med at se nogle af de mest fantastiske klippeformationer fordi vi kørte den vej. Det var jo sådan set meget fedt. Hvad der var mindre fedt, var at vi kom ud på den mest øde landevej man kan forestille sig. I bilen sad så fire tøser og snakkede om skræksenariet: at løbe tør for benzin. Det gjorde vi dog ikke; til gengæld var Henriette lige ved at slå os ihjel!! Hun vil sikkert benægte det, men ikke så snart havde jeg fundet Yellowstone-bogen frem (for at aflede tankerne fra eventuel stranding midt i ingenting), før Henriette sender bilen over en bakke, videre ud i et stunt-agtigt flyvehop, for at ende mere eller mindre midt i en trailer-park (som bare lå ude på Lars Tyndskids marker). Vi var selvfølgelig alle ret cool a la Thelma og Louise (red. vi skreg som små tøser der har fået en hudafskrabning på knæet), og Henriette prøvede desperat at overbevise os andre om at vejen bare forsvandt. Det troede vi selvfølgelig ikke på, så da vi havde sikret os at alle i bilen var i live, brugte vi de næste par timer på at moppe Henriette med hendes døds-stunt (faktisk blev det bragt på bane flere gange i løbet af weekenden).

Da vi endelig nåede Jackson, som ligger lidt syd for parken følte vi endelig at vi snart var der. Det var vi ikke, for der var da lige 10 km. vejarbejde, hvor man kun måtte køre 25 miles i timen (= super langsomt). For at komme ind i Yellowstone via den sydlige indgang skal man igennem Grand Teton National Park, hvor de selvfølgelig også lige var igang med en masse vejarbejde. Al den vejarbejde (og oversete frakørsler, og døds-stunts) gjorde altså, at klokken var omkring 14.30 da vi endelig kom ind i Yellowstone. På det tidspunkt var vi faktisk ret ligeglade med natur og deslige, for vi var ret trætte og ville bare have slået vores telt op, så vi kunne begynde at nyde weekenden.

Vi havde ikke kørt ret længe inden jeg så en lille hjort, men de andre informerede mig om, at dyr ikke eksisterer hvis ikke alle i bilen har set dem (red. de var bare misundelige over at det ikke var dem der så et vildt dyr først). Lige efter at Bambi havde været der opstod der så endnu en kø. Jeg blev selvfølgelig super frustreret, men så var det vi opdagede, at køen var dannet pga en bison, der gik lige så roligt midt på vejen. Så skal jeg ellers lige love for at de fire tøser livede op. Den kæmpe bison gik virkelig tæt forbi bilen. Vi kunne have rørt ved den hvis vi turde (og hvis man altså måtte den slags), men vi sørgede i stedet for at få en masse fede billeder.

Vi var helt oppe at køre over vores første bison (som altså eksisterede fordi vi alle havde set den), og der gik ikke længe før der kom flere bisoner forbi. Det var vildt fedt. Jeg havde aldrig troet at de var så store. Vi fik en masse gode billeder af dem, som selvfølgelig kommer på facebook hurtigst muligt. Nu havde vi virkelig noget at snakke om, og desuden nåede vi snart vores campingplads, hvor vi rask fik rejst teltet (= vi kom til at vende det forkert og sætte pløkkerne i de forkerte huller, men rejst det blev det da).
Vi blev hurtigt enige om, at alle var sultne efter et ordentligt måltid mad, så vi fik gang i campingkomfuret og bålet (bålet var nu mest for hyggens skyld), og vi havde knap nok spist færdigt og sat os med en kop kaffe/kakao før regnen begyndte at styrte ned. Da var klokken omkring 19.30, så vi skulle hurtigt tage en beslutning om hvad vi så ville: sidde i teltet og kede os resten af aftenen, eller køre ud og se lidt af parken inden det blev mørkt. Vi besluttede at en lille udflugt var den bedste løsning, så vi skyndte os at slukke bålet og pakke al maden væk. I løbet af få minutter sad vi igen i bilen og var på vej mod Tower Fall, som er et af de højeste vandfald i Yellowstone. På vejen spejdede vi ivrigt efter alverdens dyreliv, men dyrene var åbenbart trætte eller noget, for vi så ikke nogen. Vi fandt også ud af, at vi havde forregnet os en lille smule, for da vi nåede til Tower Fall kunne vi ikke finde det. Det var simpelthen blevet for mørkt. Vi vendte så næsen hjem mod teltet. Mia var gået omkuld på bagsædet, og vi andre snakkede om skuffelsen over at vi kun havde set bisoner hele dagen. Det skal man åbenbart passe på med, for lige pludselig stor tre elge midt på vejen lige da vi rundede et sving. Det var en stor han og to hunner, som faktisk også var pænt store. Jeg fik hurtigt bremset bilen, og elgene besluttede sig derefter for at forlade vejen. Endnu engang var vi helt oppe og køre over at vi havde set vilde dyr, og det snakkede vi ivrigt om. Mia sagde dog ikke så meget, for hun havde kun set et glimt af noget lyst skind imellem træerne. Lidt senere, da vi var faldet til ro igen, og jeg tilfreds havde accepteret at nu havde jeg også set elge, stod der så endnu engang en elg midt på vejen. Det viste sig, at han havde dannet bagtrop for en lidt større flok, for inde mellem træerne stod en hel masse andre elge.
Ud over et lille jordegern, som holdt til ved vores campingplads var det så også de sidste dyr vi så den dag, for da vi kom tilbage gik vi på hovedet i seng.

Søndag startede vi ud med hurtig morgenmad og et forsøg på opvask (ikke så nemt uden sæbe og børste). Vi pakkede teltet sammen, læssede vores ting i bilen og så var vi ellers på vej ud på opdagelse. Vores første stop var Norris Geyser Basin, der er Yellowstones ældste og varmeste gejser, eller samling af gejsere, for der var godt nok mange. Der stank forfærdeligt af rådne æg, men det var dog stadig turen værd, for det var bare så flot. Gejserne ved Norris eksploderer ikke ret tit (faktisk kan der nemt gå år imellem), så det vi så var en masse forskelligtfarvede basiner som det dampede op ad. Derefter kørte vi til Mammoth Hot Spring, som er lidt det samme princip som Norris, men det viste sig at man skulle gå vildt langt for at komme hen til dem, og det havde vi ikke tid til, for der var så meget vi gerne ville se. Yellowstone ligger oven på verdens største vulkan, hvilket er årsagen til at der er så mange gejsere og varme kilder. Det lyder idyllisk, men faktisk når vandet de fleste steder kogepunktet eller varmere, så man må nøjes med at kigge på det hvis man ikke vil koges levende (hvilket åbenbart er sket for nogle nysgerrige turister...av!).

Vi skyndte os videre til Tower Fall, som skulle vise sig at blive lidt af en Nemesis for os. Man kan ikke se ret meget af vandfaldet fra den udkigspost der ligger i nærheden af vejen, så vi havde forberedt os på at gå den halve mil ned til bunden. Uheldigvis for os var de igang med at renovere gangstien, så man kunne slet ikke komme derned. For anden gang på to dage var vi altså blevet snydt for det flotte syn, men der findes selvfølgelig andre vandfald i Yellowstone, så vi forberedte os på et ekstra stop på vejen. Det blev ved et vandfald der hedder Upper Falls. Det var rigtig flot. Jeg tror kun jeg kan beskrive det som et lille udsnit af Niagara Falls. Før det stoppede vi dog ved Mount Washburn, hvor der er en kæmpe udkigspost på toppen. Mens vi stod deroppe begyndte det at lyne i det fjerne, og et af lynene slog faktisk ned på en bjergtop nord for os. Der gik ikke længe før vi så en paddehattesky brede sig. Den så meget lille ud, men vi var også meget langt væk. Da vi kom tilbage til Laramie tjekkede vi på nettet, men fandt heldigvis intet om en brand i Yellowstone.

Efter Washburn og Upper Falls var dagens sidste stop gejseren Old Faithful. Inden vi nåede ret langt blev vi dog distraheret af en masse folk, som var stået ud af deres biler, og alle stod og pegede i den samme retning. Vi mente ikke vi kunne gå glip af noget, så vi fik hurtigt parkeret bilen. Da vi nåede hen til det sted, hvor alle stod og holdt udkig, gik det op for os at det var en ulv de kiggede på. Den stod ret langt væk, på den anden side af floden, men en flink Amerikaner lånte os en kikkert, så vi alle fire fik en chance for at se den. Det var ret vildt, men ærgeligt at den ikke var lidt tættere på, for vi kunne ikke tage billeder af den. På vores videre færd så vi flere bisoner, bl.a. en stor flok. Det var super fascinerende, men vi var lidt ærgelige over at vi ikke havde set en bjørn. Vi så dog tre søde hjorte lige inden vi kom til Old Faithful, og de var så vandt til mennesker, at man kunne komme rigtig tæt på dem. Nå, vider med historien. Den store gejser har fået sit navn fordi man kan forudsige næsten på minuttet hvornår den vil eksplodere næste gang. Vi ankom kl. 19.50, og så til vores store glæde at den skulle gå af næste gang kl. 20.05. Jeg tror det var første gang på turen at vi faktisk havde haft held med timingen (det bliver nemlig mørkt omkring kl 20.30, så hvis vi ikke havde nået det der, ville vi ikke have fået den at se. Den gik af kl. 20.07, så det var jo ret godt gættet (eller regnet ud) af rangerne. Ligesom alt det andet var den vildt flot og imponerende, og da vi havde sundet os oven på synet (og fået lidt aftensmad) vendte vi næsen mod Laramie.

Hjemturen, som varede hele natten, forløb uden de store problemer. Mia kørte det meste af tiden, og da vi kom igennem en lille by holdt vi ind for at se på hjorte, der rendte rundt i gaderne. Det viste sig at være en race ved navn mule-deer (altså mulddyrshjorte), hvilket den blev kaldt pga de lange ører. På det tidspunkt var vi ved at være ret overtrætte, så det udviklede sig hurtigt til at alle dyr med lange ører var mule-et-eller-andet, f.eks. mule-bunny og mule-fox (kanin og ræv). Vi kunne dog ikke helt forstå hvordan et mulddyr havde formået at parre sig med alle de dyr, når man tænker på, at mulddyr ikke kan formere sig. Det lyder nok ret fjollet, og man skulle måske have været der, men jeg kan garantere for at Mia og jeg fik motioneret lattermusklerne den nat.

Mandag morgen trillede vi så ind i Laramie igen. Vi var godt smadrede efter en fantastisk men alt for kort weekend, og Mia, som ikke havde sovet ret meget på turen, smuttede hurtigt under dynen. Cornelia var så uheldig at have timer mandag formiddag, så hun måtte lige hjem og lave lektier og så i skole før hun kunne sove. Henriette og jeg fik aflevert vores campingudstyr, og da vi lidt senere fik liv i Mia gik Henriette så omkuld.
Tirsdag morgen skulle Mia tidligt afsted, og jeg stod selvfølgelig op for at vinke farvel. Men ak og ve, jeg havde frygteligt ondt i halsen. Jeg tog dog alligevel i skole, men da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove. Da jeg vågnede onsdag var det kun blevet meget værre, så jeg besluttede mig for at tage til lægen. Det var ret heldigt at jeg gjorde det, for det viste sig at være en streptokokker infektion (ved ikke om det er stavet rigtigt, men i forstår). Jeg har heldigvis ingen timer om onsdagen, så jeg kunne hente min medicin og så smutte hjem i seng igen. Jeg siger jer, det var nogle gode piller jeg fik af lægen. Allerede torsdag morgen var det blevet meget bedre, og fredag kunne jeg næsten ikke mærke det mere. Lørdag morgen var jeg ved at glemme at tage medicinen, for jeg havde allerede glemt at jeg var syg. Det var nu også meget heldigt, for lørdag spillede football-holdet deres første kamp. Det var mod Weber State Universitys Wildcats, og vi vandt stort. Jeg så dog ikke hele kampen, for det var så varmt at jeg var ved at smelte, men vi bor jo stort set nabo til stadion, så det var ikke noget problem at følge med i kampen. Hver gang vi scorede affyrede de en kanon (I kid you not!), og så var der selvfølgelig stor jubel fra tilskuerrækkerne. Resten af dagen gik med at få indhentet lektier; mine fag faldt først på plads i denne, så jeg har ikke haft alle mine bøger (for jeg gad jo ikke køber bøger til nogle fag, som jeg måske ikke skulle have). Henriette tog afsted lørdag morgen på kanotur, så jeg havde huset for mig selv. Jeg kan godt lide at have en roommate, men for en inkarneret single-pige som mig, er det nu også helt rart at være alene ind imellem.

Dagen i dag kommer til at gå med lektier, tøjvask og rengøring, så jeg forhåbentlig kan nyde det i morgen, som er Labor Day. Jeg håber i kan lide at læse min blog, men kom endelig med forslag hvis der er noget særligt i gerne vil høre om.

Randi Truelsen

Min første uge/ My first Week

(My fantastic bike Elissa)

Dagbog 26/8 2009

I have decided to do my blog in both Danish and English, because some of my friends don’t speak Danish. If you want the English version, please scroll down.

Nå, nu har jeg så tilbragt min første uge i det Forjættede Land, og den har været fuld af oplevelser allerede. Onsdag og torsdag var der intro for alle internationale studerende, og så var der en masse formelle ting der skulle i orden. For eksempel skulle vi forbi Student Health, hvilket er en lægeklinik, hvor man kan komme gratis. Vi skulle også have lavet ID-kort, for eller må man ikke noget som helst her på stedet.

I lørdags blev vi så inviteret med på en tur til Fort Collins, som ligger ca. 1½ times kørsel herfra. Vi kørte med Kacy og Yasha, som er fra henholdsvis New Jersey og Chile, og som har bil. Det kan godt være jeg synes det var rart at kende nogen med bil i Odense, men her ovre er det nærmest en nødvendighed. Der er da muligheder for at handle osv. I gå- eller cykelafstand, men hvis man skal noget sted hen, der ikke lige ligger i nærheden, så ligger det langt væk. Det lyder måske meget logisk, men jeg forsikrer jer – laaaaangt væk. Alle steder i Wyoming er bare så isolerede, at man finder ét sted, og så bliver man der, hvis man ikke har bil.

Anyway, turen til Fort Collins var rigtig god. Vi var i Best Buy, som er en elektronikbutik i stil med Fona + Elgiganten, og så bare meget større. Jeg fik købt mig noget Skullcandy (øretelefoner; Henriette har været en darling og sælge mig sin gamle iPod), og så skulle jeg selvfølgelig også have lidt stand-up med hjem: Chris Rock, hvis nogen skulle være i tvivl. Bagefter var vi klar til aftensmad, så vi fandt en rigtig Amerikansk restaurant, hvor de viste baseball og football på tv-skærmene, og man kunne få sig en god bøf eller burger. Jeg fik verdens største cheeseburger...okay, måske ikke den største, men den var temmelig stor og virkelig lækker. Derefter skulle vi handle videre. I USA er det meget nornalt at butikkerne først lukker omkring kl. 21-22, hvis de da ikke har åbent 24 timer i døgnet. Yasha, Henriette og Ted (endnu en international studerende) tog i Walmart, mens Kacy og jeg tog hen i et lokalt mall. Jeg fandt hurtigt frem til Victoria’s Secret, hvor jeg dog ikke købte undertøj men parfume. Ekspedienterne synes jeg havde en sød accent, så dem kunne jeg naturligvis godt lide (Hi hi). Jeg har fundet ud af at folk her ovre synes man er super interessant hvis man kommer fra Danmar, hvilket jeg har svært ved at forstå, men det er da lidt sjovt at få så meget opmærksomhed bare fordi man ikke er lokal.
På vej hjem skulle Henriette og Ted aktivere deres telefoner (som de havde købt i Walmart; jeg havde allerede én, som jeg købte i fredags), men Ted, som både er Hollænder, Franskmand, Spanier og Portugiser (jeg ved ikke helt hvordan det hænger sammen, men den er god nok), kunne ikke forstå servicearbejderen i den anden ende af linien, fordi han var fra Syden. Det betød at Kacy, som var den eneste Amerikaner i bilen, måtte så udgive sig for at være Ted, hvilket var hylende morsomt. Man skulle måske have været der, men vi griner altså stadig af det!

Søndag var en rigtig slap-af-dag, og også vores sidste inden skolen startede, så der lavede vi ikke rigtig noget. Mandag var så sørg-for-at-stå-først-i-køen-dag. Først skulle vi sørge for at få cykler. Campus er ret stort, så det tager ret lang tid at komme frem og tilbage til fods. Derfor var vi klar ved cykeludlejningen 20 minutter før de åbnede, og det viste sig at være en god ide. Selvom vi var der så meget før var der ca. 10 mennesker i kø før os, men vi fik vores cykler, og Elissa (min cykel) er nu min bedste ven. For billeder se øverst.

Derefter var det vigtigt at få fat i billetter til den store footballkamp mellem Wyoming Cowboys og Texas (ved ikke hvad deres tilnavn er), for selvom det er gratis for studerende at se kampene, skal man bruge en billet for at komme ind til denne her. Også denne gang var vi heldige, så nu har jeg 2 uger til at få købt mig en Cowboys-sweatshirt.

Mandag aften var til min første zumba-time. For dem der ikke ser så meget TV-shop, og derfor ikke ved hvad zumba er, så er det en form for dans blandet med arobic. Man bruger en masse forskellige danse-typer, men primært latinamerikanske danse, som salsa, samba og cha cha cha. Det var virkelig hårdt, og efter 20 minutter rendte sveden ned af panden på mig, men det var også rigtig sjovt, så det vil jeg helt sikkert fortsætte med. Jeg tror også jeg skal prøve et water-arobics hold. Jeg ved godt at det primært er for ældre mennesker i Danmark, men her er det vist ret populært blandt unge også, så det kunne potientielt være sjovt.

Tirsdag var jeg til to forskellige fag: Hollywood Masculinities, som handler om kønsroller i Hollywoodfilm, og Disney Discourse, som i bund og grund handler om Disney. Begge fag var lige noget for mig, men jeg er egentlig ikke tilmeldt Hollywood Masculinities, fordi det er fyldt. Jeg har dog store planer om at tigge og be på torsdag hvor jeg skal have det igen, så jeg måske får lov at være med. Reglerne for holdtilmelding er lidt anderledes her end i Danmark. På Syddansk er der som regel en grænse på 30 mennesker på hvert hold (mener jeg), men her kommer det som regel an på hvor mange der fysisk er plads til i lokalet. Eftersom der var plads til mig i lokalet mener jeg, at jeg burde have lov at tilmelde mig, men det er ultimativt professoren der bestemmer det.
Uanset hvad er jeg ret spændt på Disney faget. For det første skal vi se en masse tegnefilm og diskutere forskellige aspekter af dem; for det andet skal vi på en tur til Disneyland i Californien i November, hvilket jeg virkelig glæder mig til, for jeg har aldrig besøgt en Disneyland. Et helt nyt fænomen er, at når vi afleverer opgaver i løbet af semestret skal vi dele dem med de andre studerende i klasse og komme med konstruktiv kritik til hinanden. Det bliver lidt sjovt at se hvad de andre synes om ens ideer, men samtidig lidt mærkeligt at blive bedømt af sine ligeværdige (eller hvad man nu kalder sådan noget).

I dag har jeg ingen timer, men jeg kan ikke bare ligge og dase (selvom jeg gerne ville), for jeg skal læse en frygtelig masse til mit Disney fag i morgen. Det er også ved at være tid til at få vasket tøj, så jeg håber vi kan finde nogle ledige maskiner, ellers begynder det snart at blive kritisk.

I må have det godt til vi ses igen.

Journal 08-26-2009

So, I have now spent my first week in God’s Own Country, and already I have experienced so much. Wednesday and Thursday we had introduction for all international students, which meant a lot of formalities. For example, we had to go to Student Health, which is a free clinic. We also had to get our student ID’s, because you need one everywhere here.

Saturday we got invited to go to Fort Collins, which is about 1½ hours from here. We went with Kacy and Yasha, from New Jersey and Chile respectively, who have a car. Back home I thought it was really nice and practical to know someone who had a car, but here it is basically a necessity. Sure, there are shopping options nearby, but if you want to go somewhere further than where you can walk, you need a car, because the distances are enormous. Everything is so isolated in Wyoming; you pick a spot and then you stay there if you don’t have a car!

Anyway, the trip to Fort Collins was great. We went to Best Buy, which is a huge electronics store. They have everything you can imagine: DVD’s, washing machines, computers, etc. I bought some Skull Candy (earphones), and obviously I had to buy the new Chris Rock show.
After Best Buy we went to a very American restaurant; they had TV-screens showing baseball and football matches, and you could get a good steak or a burger. I had the biggest cheeseburger known to man…okay, maybe not the biggest, but it was pretty big and really, really good. After dinner we went on shopping. It is quite normal here that the stores are open till 9-10 PM, if not 24/7. Yasha, Henriette, and Ted (another international student) went to Wal-Mart, while Kacy and I went to the local mall. I quickly found Victoria’s Secret, but I didn’t get any underwear though, just some perfume. The sales girls thought I had the cutest accent, so obviously I liked them (just kidding). I find, that people here think you are interesting just because you are from Denmark, which is a weird thought to me, but at the same time it’s always fun to get a bit of attention (even if it is just because you’re not a local).
On the way home Henriette and Ted wanted to activate their phones (which they had just bought), but Ted, who is Dutch, French, Spanish, and Portuguese all at the same time (I can’t remember how that works, but it’s true), couldn’t understand the service guy on the phone, because he was Southern. Kacy, who was the only actual American in the car, then took the phone and acted like she was Ted, which was hysterical. Maybe it is one of those things, where you had to be there, but let me tell you, it was so funny; we are still giggling about it!

Sunday was a proper chill-out-day, and also out last day of vacation, so we didn’t really do anything. Monday, however, was make-sure-you’re-at-the-head-of-the-line-day. First, we had to rent bicycles. Campus is pretty big, so it takes a long time to walk back and forth between the apartment and classes. So we were ready at the rental place 20 minutes before they opened, which turned out to be a good idea. Even though we were there so early, there was about 10 people ahead of us in the line. We got our bikes though, and Elissa (my bike) is now my best friend. For pictures see above.

After we got the bikes, next stop was tickets to the big football game between the Wyoming Cowboys and Texas (I have no idea what their name is), because even though the games are free for students, you need a ticket for this one. This time we were in luck as well, so now I have two weeks to pick out a Cowboys sweatshirt.

Monday night I went to my first ever zumba class. For those of you who don’t watch a lot of TV shop, and therefore don’t know what zumba is, it is dance mixed with aerobics. A lot of different dance styles are involved, but primarily Latin dances like salsa, samba, and cha cha. It was really hardcore, and after 20 minutes the sweat was running down my face, but it was also good fun, so I will definitely go to more classes. I think I am also going to try the water-aerobics class. I know that these types of classes are usually just for old people in Denmark, but here it seems popular among young people as well, so it could potentially be fun.

Tuesday I went to two different classes: Hollywood Masculinities, which is about gender in Hollywood films, and Disney Discourse, which is basically just about Disney. Both courses were right up my alley, but in reality I am not signed up for the Hollywood course because it is full. However, I have big plans to beg and plea with the teacher on Thursday to let me in the class. The rules for signing up for classes is a little different here than back home. At Southern University if Denmark there is usually a rule that no more than 30 people can be in one class, regardless of how many will fit in the room; here it depends on how many will fit. Since there was actually a seat for me I think I should be allowed to take it, but ultimately the teacher decides.
No matter what happens with that course, I am pretty excited about the Disney course. First, because we are going to watch a lot of cartoons and discuss them; second, because we are going to Disneyland, California in November, which I’m really looking forward to, because I have never visited a Disney park. A completely new phenomenon for me is that when we write papers during the semester, we are going to share them with each other and give constructive criticism in class. It’s going to be interesting to find out what the others think of my ideas, but at the same time weird to be assessed by my peers.

Today I don’t have any classes, but unfortunately I can’t just chill out, because I have a ton of reading for my Disney class tomorrow. Also, I have to do laundry, because it is starting to get critical; I hope we can find some available machines (I really don’t want to get know as ‘stinky’ or something like that).

Stay well till I see you again.

Laaaang dag

Dagbog 18/8 2009

Det var været en super lang dag i dag. Faktisk er det første gang jeg har prøvet at en dag har varet mere end 24 timer. Det er jeg selvfølgelig ikke den første der har prøvet, men er der noget bedre sted at hælde frustrationens galde ud, end i en dagbogsfortælling, som folk bare kan slette hvis de ikke gider læse det? Det var selvfølgelig et retorisk spørgsmål...og svaret er altså ’nej’ (det kan jo være der er andre der er lige så trætte som mig, og derfor ikke fatter noget!).

Den lange dag startede faktisk med at jeg ikke var færdig med at pakke mine kufferter før det var gået hen og blevet over midnat i går. Jeg skulle op igen kl. 3, og var faktisk lidt for spændt til at få sovet ret meget. Kl. 4 drog jeg mod Billund sammen med mot, Torben og Steffen, for det var da selvfølgelig nødvendigt at tjekke ind 2 timer før afgang (stupid travel-rules). Jeg skulle først en tur til Stockholm da jeg er fattig studerende, og det var de billigste billetter. Det var da også helt fint. Jeg har aldrig før været i den Svenske hovedstad, og jeg var nok ikke helt forberedt på hvad der ventede mig. På trods af at vi landede tidligere end ventet, og jeg derfor havde næsten en time inden boarding begyndte, kunne jeg næsten ikke nå at komme ud til den skide terminal. Jeg sværger på at der var flere kilometer derud, og mit eneste pitstop var en meget tiltrængt kop kaffe og en lækker chokolademuffin (som jeg var nødt til at levne havldelen af...snøft...fordi jeg ikke kunne nå at spise den).

Nå, men jeg kom da heldigvis til at sidde ved siden af nogle meget flinke mennesker der straks kunne lugte angstens og forvirringens sved på mig. Havde det ikke været for ”rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstubbe” (jeg ved ikke hvad hun hedder rigtigt, så det er det navn jeg har givet hende), var jeg sgu nok aldrig kommet ind i landet. For det første sørgede hun for at jeg fik mere kaffe (hun er en helgen i min bog), og så viste hun mig en masse papirer jeg skulle udfylde, for at få lov at komme igennem immigration i lufthavnen. Men ud over at hun var temmelig tyk, og hendes mand var svensker er der ikke så meget interessant at sige om den flyvetur: maden var ret ringe og ikke specielt varm, min tv-skærm var i uorden, så jeg hverken kunne se film eller høre radio, og der var en lille pige der skreg det meste af tiden.

Da jeg så kom til New York efter 11 timer med flyvetur, lange køer i immigration, og generel forvirring ved bagagebåndet, skulle jeg selvfølgelig have en velfortjent cigaret. Jeg løber forvildet rundt i Newarks kæmpe lufthavn for at finde det mest passende sted at nyde en smøg, og da jeg træder udenfor er jeg så ved at besvime. Det var så varmt og fugtigt i luften at jeg ikke kunne smage min smøg!!! Jeg kunne bogstaveligt ikke mærke at jeg røg, fordi luften var så tyk og varm i forvejen. Jeg var godt klar over at det ikke var helt fair over for New York hvis jeg rejste derfra med sådan en harme stadig hængende i luften, så jeg skyndte mig ind for at finde en Starbucks og købe en caramel machiato...uhm...mums filibaba siger jeg bare. Derefter kunne jeg bedre affinde mig med den stegende hede, men det har måske også noget at gøre med at jeg fandt en krog med skygge og en dejlig brise, hvor jeg kunne sidde med en bog indtil næste fly.

Det fly sidder jeg så i i skrivende stund. Det er indtil videre dagens bedste oplevelse. Måske har det noget at gøre med at jeg efterhånden har været på farten i 21 timer (and counting), og derfor er ved at være pænt overtræt, men de her stewardesser er bare lidt for seje. De kaster om sig med sarkastiske bemærkning; og der er ikke kun til de passagerer der fatter minus, vi har alle sammen lige fået en spydig bemærkning med på vejen via højttaleren. Åbenbart har folk ikke fattet at når de får besked på at slukke for mobiltelefoner, computere og andet elektronisk udstyr, så betyder det faktisk at man skal slukke for det. Det resulterede så i, at den ene stewardesse kom med en meget pedagogisk kommentar om at hun nok skulle fortælle os hvornår vi måtte tænde for det igen. Det kan godt være man skulle have oplevet det for at kunne se det sjove i det, men tro mig, det var altså ret sjovt.

Nu har jeg forhåbentlig kun en time tilbage i et fly i dag, og så lige en god bustur inden jeg når frem til Laramie om 4-5 timer, men man ved selvfølgelig aldrig...det kan jo være min bagage er blevet sendt til Tibet, og jeg på grund af forvirringen ikke når bussen, og så bliver nødt til at blive i Denver....jeg kunne blive ved for evigt, men det gider jeg ikke, for nu vil jeg hellere sove.... ZZzzzzzz

Nå, der fik jeg vist sagt godnat lidt for tidligt. Lige pludselig vågner jeg ved at den klichee-agtige sætning ”Is there a doctor on the plane” bliver sagt. Der er simpelthen en ældre dame der er faldet om. Det viste sig at der faktisk var både en læge og en sygeplejerske på flyet, og de stod så og kiggede på imens stewardesserne prøve at få liv i den stakkels dame igen. Hun fik iltmaske på og blev båret hen et sted så hun kunne ligge ned, og så gik sladderen ellers gennem flyet. Der var nogle der mente at vi kunne blive nødt til at nødlande, fordi damen havde brug for at komme på hospitalet. Det var nok det vildeste rygte, men det var dog heller ikke mere end et rygte, for vi landede som planlagt i Denver, om end lidt tidligere end planlagt...det kan være piloten har trådt lidt ekstra på speederen (eller hvad det nu hedder i et fly).

Da vi så lagde an til landing blev vi igen bedt om at slukke for computere og andre elektroniske genstande. Det var der lige en rigtig smart-ass foran mig der valgte at ignorere, og så gik panikken endnu engang gennem flyet. En mand der sad på den anden side af gangen fra mig var helt sikker på at det var et spørgsmål om national sikkerhed (hvorfor skulle man ellers slukke for dem?), så han valgte at benytte sig af 5-års metoden og sladre. Stewardessen kom venligt og fortalte den anden mand, at reglen om at slukke for computere faktisk var gældende for alle passagerene, ikke bare dem der lige havde lyst til at følge dem, og han gjorde så klar til at lukke den ned. However, da stewardessen gik åbnede han den bare igen og arbejdede videre. Det betød så at sladrehanken begyndte at råbe endnu højere, ”der er nogen der ikke har slukket deres computer”. Hvortil den anden svarede, ”er du 2 år gammel, eller hvad?” (sjældent har man set to voksne mænd skændes hvor det lød mere som en børnehave). Det som lige gjorde det hele lidt sjovere var, at da jeg gik ud af flyet, gik sladrehanken lige foran, og han havde slet ingen skrupler ved lige at tage piloten venligt men bestemt under armen og belære ham lidt om flysikkerhed...hæ hæ.

Nå, men nu er jeg så kommet frem til vores lejlighed, hvor Henriette sad og sov sødt i sofaen (hun havde prøvet at holde sig vågen, men hun har også haft en lang dag). Jeg har fået hældt alt ud af mine kufferter og lagt det på plads, så jeg føler efterhånden jeg er ved at være ankommet, men det er altså også velfortjent efter 31 timer på farten. Nu vil jeg prøve at få lidt søvn i min nye køjeseng (hæ hæ), så jeg kan være frisk til introduktion i morgen formiddag.