28/11 2009
Den sidste uges tid har været fyldt med oplevelser. Torsdag i sidste uge drog vi mod Anaheim, California for at tilbringe nogle dage i Disneyland. For dem der ikke vidste det har jeg taget et fag der hedder Disney Discourse dette semester, og der igennem fik jeg så muligheden for at komme med på turen. Vi tog tidligt afsted fra Laramie en typisk kold og mørk Wyoming-vintermorgen, og da vi landede i John Wayne Airport stod solen højt på himmelen og vi kunne nyde en temperatur på dejlige 24 grader. Det var noget af et syn der mødte os da vi trådte ud på parkeringspladsen foran lufthavnen: høje, slanke palmer, blå himmel og folk i sommertøj. Det tog ikke lang tid før vi blev hentet og kørt til hotellet. Turen på motorvejen i L.A. var ret vanvittig. Chaufføren var selvfølgelig vandt til at køre der, men det var vi andre ikke, og hele processen virkede mere som et forsøg på at undgå den visse død end at komme fra A til B. Vi raslede rund på sæderne, og vi var selvfølgelig temmelig rundttossede da vi ankom til Worldmark, Anaheim (vores hotel). Vores lejlighed var til gengæld vildt lækker, og der gik ikke længe før vi kom til hægterne igen.
Første punkt på dagsordenen var at tage til Disneyland for at hente billetterne. Vi gik i samlet trop (alle 21 styk) med Professor Aronstein i spidsen, og da vi kom til pladsen foran parken skete der noget mærkeligt: julestemningen steg op i os alle. Jeg havde ikke regnet med at L.A. skulle blive stedet der fik mig i julestemning, men hele Disneyland (inkl. området udenfor parken) er pyntet med gran og fyldt med musik fra skjulte højttalere. Den musik der strømmede ud fra buske og blomsterbede var selvfølgelig julemusik. Det er ren og skær indoktrinering, men det virker! Selv om jeg endte med at lytte til de samme julesange mere eller mindre tre dage straight, så blev jeg faktisk ikke træt af det. I stedet endte jeg med at synge med. Anna (en af pigerne fra min klasse) kunne til gengæld ikke holde det ud efter de første to dage, så vi begyndte at synge popsange som Single Ladies (Beyoncé) hver gang vi stod i en kø med en særlig ulidelig temasang (f.eks. Alice i Eventyrland, Peter Plys, Peter Pan...okay, faktisk de fleste af dem). Nu er Disneyland jo primært til for børnenes skyld, så det føltes lidt forkert, men også ret underholdende at synge og danse til en Beyoncé-sang når man stod i en kø fyldt med børn.
Nå, men efter vi havde hentet vores billetter besluttede vi fem kandidatstuderende at vi ville finde et supermarked og købe lidt ind til de næste par dage. Vi gik ca. 20 minutter fra vi forlod parken til vi fandt en Super Target. Der kunne vi få det meste af det vi havde brug for og lige ved siden af lå der en sprut-butik, hvor vi kunne købe lidt øl og vin (okay, vi købte måske nok en del, men det har man vel lov til når man er på ferie...okay, skole-udflugt, men også ferie af en slags).
Senere den aften, efter at det meste af en kæmpe pizza var blevet udryddet, besluttede vi os for at blande nogle drinks og finde jacuzzien. Den ene af dem på taget var i stykker og den anden var overfyldt, så vi besluttede os for at gå ned til poolen i stedet. Der var da også plads til os der, men hele poolområdet var fyldt med børn, og vi kunne ikke helt regne ud hvor alle de børn kom fra. Nu er det sådan i USA at det er ulovligt at drikke alkohol offentligt, så vi lod som om det var saftevand vi drak, men da vi fandt ud af at alle børnene var mormoner kunne vi næsten ikke få hold på grineflippet igen. Mormoner er imod stort set alt det vi andre betragter som sjov (f.eks. musik, dans og alkohol), og eftersom vi var lettere berusede på det tidspunkt synes vi det var yderst underholdende at drikke alkohol foran dem.
Fredag morgen opdagede jeg så hvorfor folk altid snakker om at smoggen er særlig slem i L.A. Da jeg stod op kunne jeg se milevidt omkring fra vores altan på 12. etage; ½ time senere kunne jeg ikke se mere end et par meter fra vinduet. Smoggen forsvandt dog lige så hurtigt som den var ankommet, og der gik ikke længe før vi satte kursen mod Disneyland. Den første dag gik primært med at tage billeder af alt, men vi prøvede da også nogle af forlystelserne. Jeg blev hurtigt vild med både Pirates of the Caribbean og Indiana Jones. Mange vil måske synes det er underligt at der er en Indiana Jones-forlystelse i Disneyland, men faktisk har Disney og George Lucas samarbejdet på mange projecter. Der er også en masse med Star Wars i Tomorrowland, og det var helt sikkert nogle sjove forlystelser, men jeg kunne nu bedre lide I.J. Der blev man placeret i en bil som kørte gennem junglen og nogle gamle templer for at lede efter en skat. Bilen hoppede rundt som om vejene var meget dårlige, og der blev skudt pile efter os på et tidspunkt. Det bedste ved hele forlystelsen var dog næsten til sidst hvor en kæmpe, rund sten kom trillende mod bilen, og man i sidste øjeblik blev styret nedad; det var super cool.
Susan, vores lærer, blev forfulgt af en af de bachelorstuderende fordi han ingen venner har (jeg ved godt det er lidt trist for ham, men han er altså mærkelig), så vi besluttede os for at invitere hende med på restaurant så hun kunne slappe lidt af. Vi tog på en fantastisk indisk restaurant der lå 5 minutter fra hotellet. Det havde hele tiden været min plan at jeg ville tage tilbage til parken om aftenen, men da vi havde spist var vi alle så trætte at vi simpelthen ikke orkede mere.
Vi havde alle fået til opgave at finde et projekt som vi ville undersøge imens vi var der, og derefter fremlægge når vi kom tilbage til skolen. Jeg havde endelig besluttet mig for at kigge nærmere på alle de små piger der klæder sig ud som prinsesser, så jeg brugte det meste af lørdag på at tage billeder af andre folks børn. Det var lidt sjovt at se forældrenes reaktion når man bad om at få lov til at tage et billede af deres børn. Nogle var totalt ligeglade mens andre kiggede på en som om man var pædofil. Der var dog masser der sagde ja, og jeg endte faktisk med at synes det var lidt sjovt at interviewe folk. Amanda (endnu en pige fra min klasse) havde valgt at undersøge marketing for den nye Disneyfilm der udkommer i næste uge. Det er en prinsesse-film (Prinsessen og frøprinsen), så vi tilbragte det meste af dagen sammen, for vores emner mindede så meget om hinanden. Det var rart at have en at følges med, og det gjorde det også lidt lettere at få folk til at samarbejde; jeg tror det virker mere legitimt hvis man minder mere om et hold end hvis man er alene.
Senere den dag mødtes vi så med resten af vores klasse og læreren for at tage en tur på Splash Mountain. Det er en af den slags forlystelser hvor man sidder i en træstammelignende båd, og hvor man som regel skal regne med at blive lidt våd. Vi besluttede os for at de to store mænd nok burde sidde forrest i båden, men det viste sig at være rigtig ringe dømmekraft. Eftersom der var mest vægt forrest i båden blev plasket meget værre end det nok ellers ville have været, så vi var alle gennemblødte. Det vi ikke havde tænkt på, var at stakkels Matt (som sad på det første sæde) havde en masse ting med i en taske der ikke var vandtæt. Ikke alene var hans tøj gennemblødt, det var hans bog, billet til Disneyland og flybillet også. Heldigvis fandt vi ud af at parken bare kunne give ham en ny billet, og da den var blevet tør så flybilletten ikke helt så ødelagt ud som først antaget. Hans bog endte med nogle dejligt bølgende sider, men den kunne da stadig læses trods alt.
Lørdag var også dagen hvor jeg fandt ud af hvor skræmmende naturen kan være i Californien. Jeg havde på et tidspunkt fundet et af de få rygesteder og stod lige så stille og passede mig selv, da en kæmpe knæler (14-15 cm lang) kom vraltende på gelænderet foran mig. Den stoppede lige foran mig, drejede hovedet så de runde øjne kiggede lige ind i mine, og slikkede sig om munden. Jeg var simpelthen rystet. Det var som om den seriøst overvejede at spise mig, og flere timer senere var jeg stadig lidt ude af mig selv over hele episoden. Jeg indrømmer gerne at det var mit første møde med en knæler, og at det sikkert har hjulpet til at gøre det mere skræmmende, men selv Amanda og Anna, som var der sammen med mig, bekræftede at det var virkelig underligt.
Søndag stod den på Fantasyland. For dem der ikke har været i en Disneypark kan jeg fortælle at det er der de fleste af eventyrene holder til. Vi tog først til Peter Pan, for der er køen altid lang, men det er ikke så slemt om morgenen, for der er mange af børnene ikke kommet endnu. Vi havde undret os over hvorfor Peter Pan altid havde en særligt lang kø, men bagefter forstod vi det godt, for det var virkelig flot. Mange af forlystelserne i Fantasyland følger denne formel: sæt dig i en bil/vogn/flyvende skib/etc., så viser vi dig nogle scener fra filmen, og du kan selv tilsætte resten af historien ud fra hukommelsen. Dette gjorde sig gældende for Peter Pan, Snehvide, Pinocchio, Alice i Eventyrland, Hr. Tudses vilde køretur og Peter Plys, men som sagt var der stor forskel på hvor flot og spændende det var lavet.
Midt på formiddagen styrede Amanda og jeg så mod New Orleans Square, hvor der fire gange hver dag er et show med den nye Disney prinsesse Tiana. Showet foregår på en gammel floddamper, og vi havde hørt at man kunne få lov at være med. Vi placerede os nochalant foran Tianas butik (sjovt nok den eneste i hele parken hvor man kunne få alt hendes merchandise) og ventede på at danserne skulle komme forbi. Der gik ikke længe inden vi spottede tre af danserne i deres farverige paillet-kostumer, og da vi spurgte om vi kunne få lov at være med fik vi uden videre to billetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet; jeg kunne godt regne ud at man ikke ligefrem skulle igennem en audition, men jeg havde nok lidt regnet med at få et skævt blik. Vi havde da regnet med at det primært var børn der ville være med os på båden, men det viste sig faktisk at de fleste af de andre ”gæster” var på vores alder. Inden det hele startede følte jeg mig sådan lidt forlegen over at skulle være med i et overgearet Disneyshow, men det endte faktisk med at være rigtig sjovt, og jeg er glad for at jeg gjorde det. Vi var med i tre ud af fire sange, og til finalesangen fik vi endda kostumer på: meget farvestrålende gospel-rober i gule og lilla pailletter. Vi fik også en tambourin stukket i hånden, og så sang vi ellers med for fuld hals. Det lyder måske mærkeligt at vi kunne synge med, men vi havde allerede set showet to gange, og det var faktisk nok til at have lært teksten.
Søndag aften gik fire af os tilbage til parken efter aftensmaden. Det var de sidste par timer vi havde inden vi skulle hjem igen, så vi blev enige om at få det meste ud af det. Matt havde ikke set fyrværkeriet endnu (der er kæmpe fyrværkeri-show hver aften), så det første punkt på dagsordenen var at finde en godt sted til at se det, men som også ville være ideelt til at komme hurtigt videre efter showet. Når fyrværkeri-showet er slut er der mange tusind menesker der alle sammen gerne vil først hen til forlystelserne, så det er med at stå i udkanten af mængden hvis man gerne vil hurtigt frem. Vi besluttede os for at stå i nærheden af indgangen til Tomorrowland, for så kunne vi gå hen til Space Mountain (en rutsjebane i mørket med stjerner og kometer alle steder) først, men da vi kom derhen var den i uorden. Big Thunder Mountain (en traditionel rutsjebane) var næsten punkt på listen. Det var super sjovt, selvom jeg var ved at falde ud flere gange fordi jeg sad ved siden af Chris, som er ca. en halv meter højere end mig og sikkerhedsbøjlen derfor ikke rigtig holdt mig fast. Da vi kom tilbage til Space Mountain havde de løst problemerne, og det var en virkelig sjov tur. Vi ville også gerne have en tur mere i Pirates of the Caribbean, så vi krydsede parken endnu engang, og da vi kom til New Orleans Square opdagede vi at der ikke var ret mange mennesker. På det tidspunkt var der ca. 40 minutter til forlystelserne lukkede, men vi nåede både Pirates og The Haunted Mansion. Derefter var der 20 minutter tilbage og vi debaterede om vi skulle prøve Splash Mountain igen eller Peter Plys. Vi blev enige om at de andre tre gange vi havde været på Splash Mountain burde være mok, så vi valgte Peter Plys. Det var en ret syret oplevelse, men masser af neonfarvede elefanter der dansede rundt omkring. Eftersom der ikke var flere børn tilbage i parken på det tidspunkt, havde vi overhovedet ikke stået i kø, og da vi kom ud fra Peter Plys var der ikke engang gået 5 minutter. Vi besluttede os så for at det nok var skæbnen der ville have os til at prøve Splash Mountain igen, og da vi alligevel skulle hjem lige bagefter ville det ikke gøre så meget hvis vi blev våde. Da det blev vores tur var der dog alligevel ikke nogen der havde lyst til at sidde forrest, men til vores held kom der lige to små gutter som hellere end gerne ville sidde der. Jeg blev som den eneste slet ikke våd fordi jeg havde fået det bagerste sæde og kæmpe Chris sad lige foran mig. Da vi var færdige spurgte pigen der stod for forlystelsen om vi havde lyst til at tage en tur mere, for så kunne vi lige nå det inden de lukkede. Vi kiggede på hinanden i to sekunder og blev enige om at nu var vi jo (på nær mig) alligevel blevet våde, så hvorfor ikke?! De to drenge havde dog fået nok for den dag, så Matt meldte sig til at sidde forrest. Det ændrede trykket betydeligt at vi alle rykkede en plads frem, så på den sidste tur kunne jeg heller ikke undgå vandet. Det gjorde da heller ikke så meget, for da vi gik ud af parken kom der fluks en bus for at køre os tilbage til hotellet.
Mandag morgen var en lidt sørgelig dag for mig. Jeg elskede som den eneste af mine klassekammerater at være i L.A. De andre ville da gerne tage på ferie der, men jeg kunne som den eneste forestille mig at bo der i en periode. Da vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Wyoming ventede med mørke, sne og kulde. Det var dog alligevel hyggeligt at komme tilbage til tøserne igen. Liesa (en af de tyske piger) havde fødselsdag og havde inviteret os alle på restaurant samme aften, men jeg var simpelthen så smadret at jeg besluttede mig for at blive hjemme for at pakke ud og så gå tidligt i seng.
Tirsdag fik jeg så den triste nyhed at min mormors mand døde i forrige uge. Det var sket om fredagen, lige efter at jeg var taget til Disneyland. Det er ikke fordi jeg har været specielt tæt på Tommy, men jeg kan knap nok huske hvordan det var inden ham og Mormor fandt sammen, så jeg synes det var trist at jeg ikke kunne være med til begravelsen, og bare tanken om at Mormor nu skal være alene er jo heller ikke specielt sjov. Begravelsen var i torsdags, og det lød til at være gået så godt som den slags nu kan.
Torsdag var til gengæld en glædelig begivenhed i USA, for der fejrede vi Thanksgiving. Vi var 7 internationale studerende og 1 amerikaner der fejrede det sammen, og vi havde besluttet os for at gøre det så traditionelt som muligt. Jeg bagte græskartærter for første gang i mit liv, og jeg synes faktisk resultatet blev helt godt. Patrick (tysker) lavede så resten af maden sammen med Melissa (den eneste autentiske amerikaner i forsamlingen), og der manglede absolut ingenting. Der var kalkunsteg, kartoffelmos, grønne bønner, ærter, gulerødder, to slags yams, tranebær og gravy (en slags brun sovs). Det var super lækker mad, og der var så meget tilbage at Nico og Verena (som var værter) sikkert kunne leve af det i en uge uden at sulte.
Fredag var der så dømt tøse-shopping i Fort Collins. Vi lejede en bil og drog afsted omkring kl. 9 om formiddagen. Vi regnede med at det ikke ville være til at finde parkeringspladser fordi Black Friday (som det hedder dagen efter Thanksgiving) er årets største shoppingdag, men det viste sig slet ikke at være så slemt. De fleste butikker åbnede selvfølgelig også mellem kl. 3-5 om morgenen, så der var nok mange der allerede var færdige inden vi overhovedet kørte hjemmefra. Vi fik købt en masse gode ting, bl.a. julegaver til dem derhjemme, og da vi kom hjem kl. 21.30 var vi helt færdige. Det var dog en rigtig god dag selvom vi var trætte, og det var virkelig hyggeligt bare at være på tur med tøserne for en gangs skyld.
Lørdag og søndag var Henriette og jeg flittige. Eksamenstiden nærmer sig jo med hastige skridt, og der er opgaver der skal skrives. Jeg havde også min Disney-præsentation som skulle forberedes, så der var nok at gå igang med. Vi havde dog alligevel tid til at tage hjem til Nico og Verena for at fejre første advent, og Patrick (som er blevet udnævnt til kok) stod for at lave glüwein (minder om gløgg). Det var super hyggeligt, og da vi kom hjem igen havde vi lidt mere energi til at arbejde igen.
Mandag kom Cornelia tilbage fra Portland, hvor hun havde tilbragt Thanksgiving hos noget familie, og vi brugte det meste af dagen på at udveksle historier og vise indkøb frem til hinanden. Huset havde været ret stille uden Cornelia, så det var godt at få hende hjem igen.
Tirsdag startede mine timer så igen, og jeg skulle lave min Disney-præsentation. Det gik også bedre end forventet: folk grinede faktisk af mine vittigheder, hvilket ikke altid er tilfældet med forskellige kulturer (som vi har fundet ud af med alle tyskerne, som overhovedet ikke er sjove selv om de selv tror det), og jeg synes selv jeg fik lavet nogle gode pointer. Det var jo en god start på skoleugen, men dagen i sig selv havde startet lidt mere hektisk. Da vi vågnede nægtede vores wc af en eller anden grund at skylle ud, så Henriette skrev fluks en e-mail til vedligeholdelseskontoret. Jeg tænkte at de sikkert ville komme forbi et par timer senere, så jeg koncentrerede mig o at blive klar til skole. Jeg havde dog knap nok fået shampooen fordelt i håret inden Henriette bankede på døren og sagde at de var klar til at ordne wc’et. Jeg skyndte mig at blive færdig, og vi var så heldige at de også lavede vores dryppende vandhane når de nu alligevel var her (den havde været nær ved at drive mig til vanvid, og de havde allerede lavet den en gang). Det var jo super fint: wc’et kunne skylle ud, vandhanen dryppede ikke mere, og min præsentation var gået efter planen. Om aftenen skulle heldet dog vende. Pludselig faldt temperaturen drastisk udenfor til omkring -7 grader, og så var det vi opdagede at fyret var gået i stykker. Henriette var taget til time ca. en time tidligere, og Cornelia kan ikke lide at snakke i telefon på engelsk, så det var min opgave at ringe til vedligeholdelse (for anden gang samme dag) for at få dem til at komme og lave det. Jeg blev ved med at udsætte det fordi jeg havde en ide om at fyret bare var blevet træt og trængte til en pause, men da temperaturen i lejligheden nærmede sig den samme som udenfor kunne vi ikke holde det ud længere. Jeg fandt nummeret, ringede op, og havde lige forklaret manden i røret hvad der var galt da fyret gik igang igen...boy, så kan man nok føle sig lidt dum. Fyret havde virkelig ikke virket i flere timer, men det vidste han jo ikke, så jeg følte at han dømte mig til at være en dum international studerende, der bare ikke forstår hvordan sådan noget som et fyr fungerer. Jeg kom mig dog hurtigt over min forlegenhed da jeg mærkede varmen strømme tilbage i lejligheden, og tænkte at det sikkert var et eller andet på et højere plan der havde fået fyret til at virke netop i det øjeblik i stedet for 2 minutter før.
I dag skal jeg arbejde med mine eksamensopgaver, for de skal begge afleveres på tirsdag og jeg er kun ca. halvvejs. Jeg har også en eksamen på tirsdag og to mere på torsdag. Til den tid kan jeg så slappe af og vide at jeg for første gang i min universitetstid kan holde juleferie uden at bekymre mig om opgaver der skal skrives. På fredag skal vi holde tøseaften, hvor vi tager ud og spiser og får et par cocktails. På søndag skal vi fejre 2. søndag i advent med morgenmad på et nærliggende hotel og så glüwein hos Nico og Verena. Næste uge kommer selvfølgelig til at dreje sig om eksaminer, men også om at sige farvel til alle dem der ikke kommer tilbage næste semester. Det skal nok blive trist, men der er trods alt også mange der bliver her, så jeg kommer ikke til at føle mig helt Palle alene i verden. Jeg har da også meldt mig til et enkelt fag næste semester, så jeg ikke bliver en hulemand, der bare sidder i min lejlighed og skriver for mig selv. Og så har jeg fået mig et lille job. Vores repræsentant hos det internationale kontor har altid travlt med tusind ting, så jeg tilbød at være hendes assistent efter nytår, og hun blev så glad at hun næsten krammede mig. Det er nu ikke noget jeg får noget særligt i løn for, men det er egentlig heller ikke det der tæller for mig. Jeg skal jo bruge de fire måneder her til at skrive speciale, så jeg tror det bliver vigtigt for mig at komme lidt ud og se på noget andet end bøger og min computerskærm ind imellem. Jeg tror ihvertfald det bliver sjovt, og det internationale kontor er altid travlt med folk der kommer og går, så det skal nok blive en god oplevelse (det ser selvfølgelig heller ikke helt skidt ud på mit CV).
Efter eksamen går turen til Las Vegas, Denver og New York inden vi vender næsen mod Europa igen, så der er nok at se frem til, og der kommer nok en blog eller to mere inden året er omme.
Knus herfra
Den sidste uges tid har været fyldt med oplevelser. Torsdag i sidste uge drog vi mod Anaheim, California for at tilbringe nogle dage i Disneyland. For dem der ikke vidste det har jeg taget et fag der hedder Disney Discourse dette semester, og der igennem fik jeg så muligheden for at komme med på turen. Vi tog tidligt afsted fra Laramie en typisk kold og mørk Wyoming-vintermorgen, og da vi landede i John Wayne Airport stod solen højt på himmelen og vi kunne nyde en temperatur på dejlige 24 grader. Det var noget af et syn der mødte os da vi trådte ud på parkeringspladsen foran lufthavnen: høje, slanke palmer, blå himmel og folk i sommertøj. Det tog ikke lang tid før vi blev hentet og kørt til hotellet. Turen på motorvejen i L.A. var ret vanvittig. Chaufføren var selvfølgelig vandt til at køre der, men det var vi andre ikke, og hele processen virkede mere som et forsøg på at undgå den visse død end at komme fra A til B. Vi raslede rund på sæderne, og vi var selvfølgelig temmelig rundttossede da vi ankom til Worldmark, Anaheim (vores hotel). Vores lejlighed var til gengæld vildt lækker, og der gik ikke længe før vi kom til hægterne igen.
Første punkt på dagsordenen var at tage til Disneyland for at hente billetterne. Vi gik i samlet trop (alle 21 styk) med Professor Aronstein i spidsen, og da vi kom til pladsen foran parken skete der noget mærkeligt: julestemningen steg op i os alle. Jeg havde ikke regnet med at L.A. skulle blive stedet der fik mig i julestemning, men hele Disneyland (inkl. området udenfor parken) er pyntet med gran og fyldt med musik fra skjulte højttalere. Den musik der strømmede ud fra buske og blomsterbede var selvfølgelig julemusik. Det er ren og skær indoktrinering, men det virker! Selv om jeg endte med at lytte til de samme julesange mere eller mindre tre dage straight, så blev jeg faktisk ikke træt af det. I stedet endte jeg med at synge med. Anna (en af pigerne fra min klasse) kunne til gengæld ikke holde det ud efter de første to dage, så vi begyndte at synge popsange som Single Ladies (Beyoncé) hver gang vi stod i en kø med en særlig ulidelig temasang (f.eks. Alice i Eventyrland, Peter Plys, Peter Pan...okay, faktisk de fleste af dem). Nu er Disneyland jo primært til for børnenes skyld, så det føltes lidt forkert, men også ret underholdende at synge og danse til en Beyoncé-sang når man stod i en kø fyldt med børn.
Nå, men efter vi havde hentet vores billetter besluttede vi fem kandidatstuderende at vi ville finde et supermarked og købe lidt ind til de næste par dage. Vi gik ca. 20 minutter fra vi forlod parken til vi fandt en Super Target. Der kunne vi få det meste af det vi havde brug for og lige ved siden af lå der en sprut-butik, hvor vi kunne købe lidt øl og vin (okay, vi købte måske nok en del, men det har man vel lov til når man er på ferie...okay, skole-udflugt, men også ferie af en slags).
Senere den aften, efter at det meste af en kæmpe pizza var blevet udryddet, besluttede vi os for at blande nogle drinks og finde jacuzzien. Den ene af dem på taget var i stykker og den anden var overfyldt, så vi besluttede os for at gå ned til poolen i stedet. Der var da også plads til os der, men hele poolområdet var fyldt med børn, og vi kunne ikke helt regne ud hvor alle de børn kom fra. Nu er det sådan i USA at det er ulovligt at drikke alkohol offentligt, så vi lod som om det var saftevand vi drak, men da vi fandt ud af at alle børnene var mormoner kunne vi næsten ikke få hold på grineflippet igen. Mormoner er imod stort set alt det vi andre betragter som sjov (f.eks. musik, dans og alkohol), og eftersom vi var lettere berusede på det tidspunkt synes vi det var yderst underholdende at drikke alkohol foran dem.
Fredag morgen opdagede jeg så hvorfor folk altid snakker om at smoggen er særlig slem i L.A. Da jeg stod op kunne jeg se milevidt omkring fra vores altan på 12. etage; ½ time senere kunne jeg ikke se mere end et par meter fra vinduet. Smoggen forsvandt dog lige så hurtigt som den var ankommet, og der gik ikke længe før vi satte kursen mod Disneyland. Den første dag gik primært med at tage billeder af alt, men vi prøvede da også nogle af forlystelserne. Jeg blev hurtigt vild med både Pirates of the Caribbean og Indiana Jones. Mange vil måske synes det er underligt at der er en Indiana Jones-forlystelse i Disneyland, men faktisk har Disney og George Lucas samarbejdet på mange projecter. Der er også en masse med Star Wars i Tomorrowland, og det var helt sikkert nogle sjove forlystelser, men jeg kunne nu bedre lide I.J. Der blev man placeret i en bil som kørte gennem junglen og nogle gamle templer for at lede efter en skat. Bilen hoppede rundt som om vejene var meget dårlige, og der blev skudt pile efter os på et tidspunkt. Det bedste ved hele forlystelsen var dog næsten til sidst hvor en kæmpe, rund sten kom trillende mod bilen, og man i sidste øjeblik blev styret nedad; det var super cool.
Susan, vores lærer, blev forfulgt af en af de bachelorstuderende fordi han ingen venner har (jeg ved godt det er lidt trist for ham, men han er altså mærkelig), så vi besluttede os for at invitere hende med på restaurant så hun kunne slappe lidt af. Vi tog på en fantastisk indisk restaurant der lå 5 minutter fra hotellet. Det havde hele tiden været min plan at jeg ville tage tilbage til parken om aftenen, men da vi havde spist var vi alle så trætte at vi simpelthen ikke orkede mere.
Vi havde alle fået til opgave at finde et projekt som vi ville undersøge imens vi var der, og derefter fremlægge når vi kom tilbage til skolen. Jeg havde endelig besluttet mig for at kigge nærmere på alle de små piger der klæder sig ud som prinsesser, så jeg brugte det meste af lørdag på at tage billeder af andre folks børn. Det var lidt sjovt at se forældrenes reaktion når man bad om at få lov til at tage et billede af deres børn. Nogle var totalt ligeglade mens andre kiggede på en som om man var pædofil. Der var dog masser der sagde ja, og jeg endte faktisk med at synes det var lidt sjovt at interviewe folk. Amanda (endnu en pige fra min klasse) havde valgt at undersøge marketing for den nye Disneyfilm der udkommer i næste uge. Det er en prinsesse-film (Prinsessen og frøprinsen), så vi tilbragte det meste af dagen sammen, for vores emner mindede så meget om hinanden. Det var rart at have en at følges med, og det gjorde det også lidt lettere at få folk til at samarbejde; jeg tror det virker mere legitimt hvis man minder mere om et hold end hvis man er alene.
Senere den dag mødtes vi så med resten af vores klasse og læreren for at tage en tur på Splash Mountain. Det er en af den slags forlystelser hvor man sidder i en træstammelignende båd, og hvor man som regel skal regne med at blive lidt våd. Vi besluttede os for at de to store mænd nok burde sidde forrest i båden, men det viste sig at være rigtig ringe dømmekraft. Eftersom der var mest vægt forrest i båden blev plasket meget værre end det nok ellers ville have været, så vi var alle gennemblødte. Det vi ikke havde tænkt på, var at stakkels Matt (som sad på det første sæde) havde en masse ting med i en taske der ikke var vandtæt. Ikke alene var hans tøj gennemblødt, det var hans bog, billet til Disneyland og flybillet også. Heldigvis fandt vi ud af at parken bare kunne give ham en ny billet, og da den var blevet tør så flybilletten ikke helt så ødelagt ud som først antaget. Hans bog endte med nogle dejligt bølgende sider, men den kunne da stadig læses trods alt.
Lørdag var også dagen hvor jeg fandt ud af hvor skræmmende naturen kan være i Californien. Jeg havde på et tidspunkt fundet et af de få rygesteder og stod lige så stille og passede mig selv, da en kæmpe knæler (14-15 cm lang) kom vraltende på gelænderet foran mig. Den stoppede lige foran mig, drejede hovedet så de runde øjne kiggede lige ind i mine, og slikkede sig om munden. Jeg var simpelthen rystet. Det var som om den seriøst overvejede at spise mig, og flere timer senere var jeg stadig lidt ude af mig selv over hele episoden. Jeg indrømmer gerne at det var mit første møde med en knæler, og at det sikkert har hjulpet til at gøre det mere skræmmende, men selv Amanda og Anna, som var der sammen med mig, bekræftede at det var virkelig underligt.
Søndag stod den på Fantasyland. For dem der ikke har været i en Disneypark kan jeg fortælle at det er der de fleste af eventyrene holder til. Vi tog først til Peter Pan, for der er køen altid lang, men det er ikke så slemt om morgenen, for der er mange af børnene ikke kommet endnu. Vi havde undret os over hvorfor Peter Pan altid havde en særligt lang kø, men bagefter forstod vi det godt, for det var virkelig flot. Mange af forlystelserne i Fantasyland følger denne formel: sæt dig i en bil/vogn/flyvende skib/etc., så viser vi dig nogle scener fra filmen, og du kan selv tilsætte resten af historien ud fra hukommelsen. Dette gjorde sig gældende for Peter Pan, Snehvide, Pinocchio, Alice i Eventyrland, Hr. Tudses vilde køretur og Peter Plys, men som sagt var der stor forskel på hvor flot og spændende det var lavet.
Midt på formiddagen styrede Amanda og jeg så mod New Orleans Square, hvor der fire gange hver dag er et show med den nye Disney prinsesse Tiana. Showet foregår på en gammel floddamper, og vi havde hørt at man kunne få lov at være med. Vi placerede os nochalant foran Tianas butik (sjovt nok den eneste i hele parken hvor man kunne få alt hendes merchandise) og ventede på at danserne skulle komme forbi. Der gik ikke længe inden vi spottede tre af danserne i deres farverige paillet-kostumer, og da vi spurgte om vi kunne få lov at være med fik vi uden videre to billetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet; jeg kunne godt regne ud at man ikke ligefrem skulle igennem en audition, men jeg havde nok lidt regnet med at få et skævt blik. Vi havde da regnet med at det primært var børn der ville være med os på båden, men det viste sig faktisk at de fleste af de andre ”gæster” var på vores alder. Inden det hele startede følte jeg mig sådan lidt forlegen over at skulle være med i et overgearet Disneyshow, men det endte faktisk med at være rigtig sjovt, og jeg er glad for at jeg gjorde det. Vi var med i tre ud af fire sange, og til finalesangen fik vi endda kostumer på: meget farvestrålende gospel-rober i gule og lilla pailletter. Vi fik også en tambourin stukket i hånden, og så sang vi ellers med for fuld hals. Det lyder måske mærkeligt at vi kunne synge med, men vi havde allerede set showet to gange, og det var faktisk nok til at have lært teksten.
Søndag aften gik fire af os tilbage til parken efter aftensmaden. Det var de sidste par timer vi havde inden vi skulle hjem igen, så vi blev enige om at få det meste ud af det. Matt havde ikke set fyrværkeriet endnu (der er kæmpe fyrværkeri-show hver aften), så det første punkt på dagsordenen var at finde en godt sted til at se det, men som også ville være ideelt til at komme hurtigt videre efter showet. Når fyrværkeri-showet er slut er der mange tusind menesker der alle sammen gerne vil først hen til forlystelserne, så det er med at stå i udkanten af mængden hvis man gerne vil hurtigt frem. Vi besluttede os for at stå i nærheden af indgangen til Tomorrowland, for så kunne vi gå hen til Space Mountain (en rutsjebane i mørket med stjerner og kometer alle steder) først, men da vi kom derhen var den i uorden. Big Thunder Mountain (en traditionel rutsjebane) var næsten punkt på listen. Det var super sjovt, selvom jeg var ved at falde ud flere gange fordi jeg sad ved siden af Chris, som er ca. en halv meter højere end mig og sikkerhedsbøjlen derfor ikke rigtig holdt mig fast. Da vi kom tilbage til Space Mountain havde de løst problemerne, og det var en virkelig sjov tur. Vi ville også gerne have en tur mere i Pirates of the Caribbean, så vi krydsede parken endnu engang, og da vi kom til New Orleans Square opdagede vi at der ikke var ret mange mennesker. På det tidspunkt var der ca. 40 minutter til forlystelserne lukkede, men vi nåede både Pirates og The Haunted Mansion. Derefter var der 20 minutter tilbage og vi debaterede om vi skulle prøve Splash Mountain igen eller Peter Plys. Vi blev enige om at de andre tre gange vi havde været på Splash Mountain burde være mok, så vi valgte Peter Plys. Det var en ret syret oplevelse, men masser af neonfarvede elefanter der dansede rundt omkring. Eftersom der ikke var flere børn tilbage i parken på det tidspunkt, havde vi overhovedet ikke stået i kø, og da vi kom ud fra Peter Plys var der ikke engang gået 5 minutter. Vi besluttede os så for at det nok var skæbnen der ville have os til at prøve Splash Mountain igen, og da vi alligevel skulle hjem lige bagefter ville det ikke gøre så meget hvis vi blev våde. Da det blev vores tur var der dog alligevel ikke nogen der havde lyst til at sidde forrest, men til vores held kom der lige to små gutter som hellere end gerne ville sidde der. Jeg blev som den eneste slet ikke våd fordi jeg havde fået det bagerste sæde og kæmpe Chris sad lige foran mig. Da vi var færdige spurgte pigen der stod for forlystelsen om vi havde lyst til at tage en tur mere, for så kunne vi lige nå det inden de lukkede. Vi kiggede på hinanden i to sekunder og blev enige om at nu var vi jo (på nær mig) alligevel blevet våde, så hvorfor ikke?! De to drenge havde dog fået nok for den dag, så Matt meldte sig til at sidde forrest. Det ændrede trykket betydeligt at vi alle rykkede en plads frem, så på den sidste tur kunne jeg heller ikke undgå vandet. Det gjorde da heller ikke så meget, for da vi gik ud af parken kom der fluks en bus for at køre os tilbage til hotellet.
Mandag morgen var en lidt sørgelig dag for mig. Jeg elskede som den eneste af mine klassekammerater at være i L.A. De andre ville da gerne tage på ferie der, men jeg kunne som den eneste forestille mig at bo der i en periode. Da vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Wyoming ventede med mørke, sne og kulde. Det var dog alligevel hyggeligt at komme tilbage til tøserne igen. Liesa (en af de tyske piger) havde fødselsdag og havde inviteret os alle på restaurant samme aften, men jeg var simpelthen så smadret at jeg besluttede mig for at blive hjemme for at pakke ud og så gå tidligt i seng.
Tirsdag fik jeg så den triste nyhed at min mormors mand døde i forrige uge. Det var sket om fredagen, lige efter at jeg var taget til Disneyland. Det er ikke fordi jeg har været specielt tæt på Tommy, men jeg kan knap nok huske hvordan det var inden ham og Mormor fandt sammen, så jeg synes det var trist at jeg ikke kunne være med til begravelsen, og bare tanken om at Mormor nu skal være alene er jo heller ikke specielt sjov. Begravelsen var i torsdags, og det lød til at være gået så godt som den slags nu kan.
Torsdag var til gengæld en glædelig begivenhed i USA, for der fejrede vi Thanksgiving. Vi var 7 internationale studerende og 1 amerikaner der fejrede det sammen, og vi havde besluttet os for at gøre det så traditionelt som muligt. Jeg bagte græskartærter for første gang i mit liv, og jeg synes faktisk resultatet blev helt godt. Patrick (tysker) lavede så resten af maden sammen med Melissa (den eneste autentiske amerikaner i forsamlingen), og der manglede absolut ingenting. Der var kalkunsteg, kartoffelmos, grønne bønner, ærter, gulerødder, to slags yams, tranebær og gravy (en slags brun sovs). Det var super lækker mad, og der var så meget tilbage at Nico og Verena (som var værter) sikkert kunne leve af det i en uge uden at sulte.
Fredag var der så dømt tøse-shopping i Fort Collins. Vi lejede en bil og drog afsted omkring kl. 9 om formiddagen. Vi regnede med at det ikke ville være til at finde parkeringspladser fordi Black Friday (som det hedder dagen efter Thanksgiving) er årets største shoppingdag, men det viste sig slet ikke at være så slemt. De fleste butikker åbnede selvfølgelig også mellem kl. 3-5 om morgenen, så der var nok mange der allerede var færdige inden vi overhovedet kørte hjemmefra. Vi fik købt en masse gode ting, bl.a. julegaver til dem derhjemme, og da vi kom hjem kl. 21.30 var vi helt færdige. Det var dog en rigtig god dag selvom vi var trætte, og det var virkelig hyggeligt bare at være på tur med tøserne for en gangs skyld.
Lørdag og søndag var Henriette og jeg flittige. Eksamenstiden nærmer sig jo med hastige skridt, og der er opgaver der skal skrives. Jeg havde også min Disney-præsentation som skulle forberedes, så der var nok at gå igang med. Vi havde dog alligevel tid til at tage hjem til Nico og Verena for at fejre første advent, og Patrick (som er blevet udnævnt til kok) stod for at lave glüwein (minder om gløgg). Det var super hyggeligt, og da vi kom hjem igen havde vi lidt mere energi til at arbejde igen.
Mandag kom Cornelia tilbage fra Portland, hvor hun havde tilbragt Thanksgiving hos noget familie, og vi brugte det meste af dagen på at udveksle historier og vise indkøb frem til hinanden. Huset havde været ret stille uden Cornelia, så det var godt at få hende hjem igen.
Tirsdag startede mine timer så igen, og jeg skulle lave min Disney-præsentation. Det gik også bedre end forventet: folk grinede faktisk af mine vittigheder, hvilket ikke altid er tilfældet med forskellige kulturer (som vi har fundet ud af med alle tyskerne, som overhovedet ikke er sjove selv om de selv tror det), og jeg synes selv jeg fik lavet nogle gode pointer. Det var jo en god start på skoleugen, men dagen i sig selv havde startet lidt mere hektisk. Da vi vågnede nægtede vores wc af en eller anden grund at skylle ud, så Henriette skrev fluks en e-mail til vedligeholdelseskontoret. Jeg tænkte at de sikkert ville komme forbi et par timer senere, så jeg koncentrerede mig o at blive klar til skole. Jeg havde dog knap nok fået shampooen fordelt i håret inden Henriette bankede på døren og sagde at de var klar til at ordne wc’et. Jeg skyndte mig at blive færdig, og vi var så heldige at de også lavede vores dryppende vandhane når de nu alligevel var her (den havde været nær ved at drive mig til vanvid, og de havde allerede lavet den en gang). Det var jo super fint: wc’et kunne skylle ud, vandhanen dryppede ikke mere, og min præsentation var gået efter planen. Om aftenen skulle heldet dog vende. Pludselig faldt temperaturen drastisk udenfor til omkring -7 grader, og så var det vi opdagede at fyret var gået i stykker. Henriette var taget til time ca. en time tidligere, og Cornelia kan ikke lide at snakke i telefon på engelsk, så det var min opgave at ringe til vedligeholdelse (for anden gang samme dag) for at få dem til at komme og lave det. Jeg blev ved med at udsætte det fordi jeg havde en ide om at fyret bare var blevet træt og trængte til en pause, men da temperaturen i lejligheden nærmede sig den samme som udenfor kunne vi ikke holde det ud længere. Jeg fandt nummeret, ringede op, og havde lige forklaret manden i røret hvad der var galt da fyret gik igang igen...boy, så kan man nok føle sig lidt dum. Fyret havde virkelig ikke virket i flere timer, men det vidste han jo ikke, så jeg følte at han dømte mig til at være en dum international studerende, der bare ikke forstår hvordan sådan noget som et fyr fungerer. Jeg kom mig dog hurtigt over min forlegenhed da jeg mærkede varmen strømme tilbage i lejligheden, og tænkte at det sikkert var et eller andet på et højere plan der havde fået fyret til at virke netop i det øjeblik i stedet for 2 minutter før.
I dag skal jeg arbejde med mine eksamensopgaver, for de skal begge afleveres på tirsdag og jeg er kun ca. halvvejs. Jeg har også en eksamen på tirsdag og to mere på torsdag. Til den tid kan jeg så slappe af og vide at jeg for første gang i min universitetstid kan holde juleferie uden at bekymre mig om opgaver der skal skrives. På fredag skal vi holde tøseaften, hvor vi tager ud og spiser og får et par cocktails. På søndag skal vi fejre 2. søndag i advent med morgenmad på et nærliggende hotel og så glüwein hos Nico og Verena. Næste uge kommer selvfølgelig til at dreje sig om eksaminer, men også om at sige farvel til alle dem der ikke kommer tilbage næste semester. Det skal nok blive trist, men der er trods alt også mange der bliver her, så jeg kommer ikke til at føle mig helt Palle alene i verden. Jeg har da også meldt mig til et enkelt fag næste semester, så jeg ikke bliver en hulemand, der bare sidder i min lejlighed og skriver for mig selv. Og så har jeg fået mig et lille job. Vores repræsentant hos det internationale kontor har altid travlt med tusind ting, så jeg tilbød at være hendes assistent efter nytår, og hun blev så glad at hun næsten krammede mig. Det er nu ikke noget jeg får noget særligt i løn for, men det er egentlig heller ikke det der tæller for mig. Jeg skal jo bruge de fire måneder her til at skrive speciale, så jeg tror det bliver vigtigt for mig at komme lidt ud og se på noget andet end bøger og min computerskærm ind imellem. Jeg tror ihvertfald det bliver sjovt, og det internationale kontor er altid travlt med folk der kommer og går, så det skal nok blive en god oplevelse (det ser selvfølgelig heller ikke helt skidt ud på mit CV).
Efter eksamen går turen til Las Vegas, Denver og New York inden vi vender næsen mod Europa igen, så der er nok at se frem til, og der kommer nok en blog eller to mere inden året er omme.
Knus herfra
