Snevejr og alternative parkeringspladser

Cornelia fandt en fantastisk parkeringsplads!
























Så har vi også prøvet at sidde på bagsædet af en politibil i USA.






























Times Square i snevejr...det ser da lidt fedt ud, ik'?!

























H. C. A. læser Den Grimme Ælling for en lille ælling i Central Park.

























Uhmm...lækre cupcakes fra Magnolia Bakery (nok New Yorks mest berømte bageri).

Dagbog 10-01-10

Da vi forlod Las Vegas skulle vi til Denver, hvorfra vi skulle flyve til New York. Det gik da også meget godt til at starte med. Kilometervis af motorvej forsvandt bag os, og vi nærmede os hastigt Rocky mountains. Vi skiftedes igen til at køre, og da det blev min tur var vi kommet ind i bjergpassene. Der var utrolig smukt; blå himmel og bjerge. Det var næsten nok til at man fik en fornemmelse af frihed mens man var klemt inde mellem al bagagen. For at give et indtryk af hvor stort og øde et land USA er, kan jeg fortælle at jeg på et tidspunkt kom forbi et skilt hvor der stod ”sidste tankstation de næste 100 mil”. Jeg tog en hurtig vurdering af at vi havde benzin nok, og at vi godt kunne vente med tissepauser. På den strækning af 100 mil kørte vi igennem en nationalskov (lidt a la en nationalpark, men så er der bare fokus på træerne i stedet, går jeg ud fra), og vi kom først ud på den anden side efter det var blevet mørkt.
Vi blev enige om at vi hellere måtte holde ind ved den første tank, og der kom Cornelia så bag rettet. Hun havde ikke kørt ret længe før det begyndte at sne kraftigt. Der var masser af biler på vejene, så det virkede ikke specielt glat. Vi holdt stadig en nogenlunde fart, og desuden havde vi jo rigelig med tid, eftersom det først var næste dag før vi skulle flyve videre. Jeg bad om en tissepause, og Cornelia kørte fra ved det første skilt vi så. Da vi kom op ad frakørslen fra motorvejen kunne vi ikke se rastepladsen nogle steder, så vi endte med at blive lidt forvirrede. Endelig så vi et skilt, der var næsten sneet til, og vi kørte videre. Da vi kom rundt i svinget lå der pludselig meget mere sne end forventet, og selv om vi ikke havde ret meget fart på kurede bilen til højre. Vi ramte en høj snedrive, og så gled vi ellers nedad. Heldigvis stoppede bilen hurtigt, ingen var kommet til skade, og det virkede heller ikke som om bilen havde fået nogen men. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, som om vi alle tre forventede at en af de andre vidste hvordan vi skulle få bilen op på vejen igen. Jeg fandt min telefon, men var ikke klar over om man ringede 911 i sådan en situation...altså, der var jo ingen brækkede lemmer og ikke den mindste dråbe blod at se nogen steder. Der var et par biler der kørte forbi os, hvilket vi var temelig fornærmede over (de kunne vel nok se at vi ikke havde parkeret der med vilje!). Så var der pludselig to lastbiler der holdt ind samtidig, og den ene chauffør så meget bekymret ud. Han sagde at vi skulle ud af bilen nu, og at Henriette og jeg skulle kravle over Cornelia, for ellers ville bilen måske trille rundt. Vi mente nu ikke det var så alvorligt, men da jeg var blevet trukket ud af bilen (uden at træde alt for meget på Cornelia) kunne jeg godt se hvorfor han var så bekymret. Bilen holdt meget skråt. Da vi alle tre var kommet ud fortalte han os at der var klipper nede under sneen der hvor vi var landet, så hvis bilen havde kuret mere eller var trillet rundt ville der være en risiko for at vi blev smadret imod dem.
Den ene chauffør proppede os ind i hans varme førerhus, mens den anden stadig stod og stirrede ængsteligt på vores bil. Han der havde hevet os ud, havde også ringet 911. Han fortalte os, at det skal man hvis nogen er i livsfare – vi havde bare ikke lige vidst at vi var i livsfare. Efter et par minutter blev jeg enig med mine rystende knæ om at gå ned til rastepladsen. Jeg skulle jo stadig på wc, så der var ingen vej udenom. Da jeg kom tilbage holdt der en kæmpe brandbil med blink og hele molevitten. Jeg blev venligst hevet ind, og de søde brandmænd sikrede sig at vi nu alle var helt ok. Det ville jo ikke se godt ud, hvis de havde overset en hjernerystelse eller noget, men bilen havde været så langt nede i fart, at vi ikke engang havde mærket sikkerhedsselerne. Brandfolkene havde tilkaldt en state patrol officer, som skulle komme og tage raport, så vi blev i deres bil indtil han ankom til gerningsstedet.
Politimanden var nu også super venlig. Vi kom alle tre ind på bagsædet af hans bil, og så sad vi og jokede lidt. Han fortalte os, at det havde sneet i 24 timer der hvor vi var. Så var det jo ikke så mærkeligt at der lå meget sne når man kom væk fra motorvejen. Han fortalte dog også at de 6-7 meter høje grantræer vi kunne se lidt væk, havde været dækket af sne sidste år, så det her var ingenting. Der var dejlig varmt i politibilen, men der gik ikke længe før der kom et fejeblad for at hive bilen op, og så var jeg jo nødt til at gå ud og tage billeder af hele processen. Det tog ham ikke 5 minutter at få bilen tilbage på vejen, og det måtte vi så betale kr. 850 for. Cornelia havde dårlig samvittighed, og sagde at det var hendes skyld vi var havnet i grøften, så det måtte også være hendes ansvar at betale. Henriette og jeg synes dog ikke det var hendes ”skyld”. For det første kunne det også være sket for os andre, og for det andet var det jo mig der skulle på wc. Så vi blev enige om at dele regningen. Det var da nogle sure penge at skulle af med, men som vi måtte minde hinanden om, var der ingen der var kommet til skade – og det var da det vigtigste når det nu kom til stykket.
Senere den aften nåede vi Denver. Vi var godt trætte, men vi skulle så tidligt ud til lufthavnen at vi ikke synes det kunne betale sig at tage et hotelværelse. Nu havde vi jo også haft lidt uforudsete udgifter på turen og vi havde booket værelse på et luksushotel i New York, så vi vidste at vi nok skulle komme til at sove godt. Vi valgte i stedet at tage ind på en italiensk restaurant som vi fandt på en tidligere tur til Denver, og da vi havde spist kørte vi ud til lufthavnen. Vi fik afleveret bilen og fragtet al vores bagage op til terminalen. Det blev en lang nat. Gulvet var det bedste sted at sove, hvilket logisk nok ikke er særlig behageligt, og det var super koldt. Min indstilling er, at det er den slags man må igennem hvis man gerne vil se det hele, for det bliver for dyrt hvis man skal betale fuld pris for et hotelværelse og så kun bruge det i 4-5 timer.

Men natten fik da også ende. Vi checkede ind, og da vi kom til New York var min kuffert gået i stykker – fantastisk! Den var ikke gået op, og der var ikke noget af det indeni der havde taget skade, men det håndtag som man trækker ud for at trække kufferten efter sig knækkede bare af da jeg tog ved det. Okay, det var da også lidt gået i stykker i forvejen, men derfor var det da stadig mega surt; jeg havde jo to andre kufferter jeg også skulle holde styr på. De to andre kufferter kunne hægtes sammen, og så kunne jeg trække den ene stang (som håndtaget engang havde siddet fast på) ud. Det betød altså at der var en skarp kant, som man skulle lade være med at holde ved og samtidig passe på ikke at pierce bagdelen med. Med mit held kunne det jo sagtens være sket at jeg fik spiddet mig selv så bukserne sprækkede lige midt i New York; men det skete altså ikke, puha.
New York var spændende; helt klart en by jeg godt kunne tænke mig at bo i på et tidspunkt. Men som sædvanlig gik ikke alt efter planen. Jeg er jo det man kan kalde en musical-buff (= kæmpe fan), så det havde hele tiden været planen at vi skulle en tur på Broadway og se ihvertfald en musical. Det er selvfølgelig vanvittig dyrt, men der findes en fantastisk billet-butik ved navn TKTS (eller tickets, om man vil), hvor de fleste billetter er halv pris. Der gik vi selvfølgelig hen, men den ene musical jeg gerne ville se gik ikke længere, to af de andre havde de ikke billetter til, og endelig var der en der var udsolgt indtil engang i foråret. Surt show, ingen Broadway til Frk. Truelsen. Nå, men det var da også ligemeget. New York har jo så meget andet at byde på. Så vi tog undergrunden in til Central Park. På det tidspunkt var det blevet meget koldt, så vi blev enige om at gøre det til en kort tur, tage tilbage til hotellet og slappe af. I Central Park ville jeg gerne se Strawberry Fields. Det er der hvor John Lennon blev skudt. Jeg er godt klar over at det bare er en lille plads, hvor der ikke er nogle synlige tegn på hvor fantastisk han var, men jeg ville gerne besøge stedet; man kan sige at det var min måde at vise respekt på. Selvfølgelig kunne vi ikke finde det, for det der med skiltning er ikke noget de gør ret meget i i Central Park. I stedet røg jeg en minde-cigaret til ære for John Lennon. Det var meget koldt for mine små fingre, så jeg håber han satte pris på mit offer.
Der var dog også ting der lykkedes for os. Vi fandt den bygning der kaldes Venner-bygningen (fordi tv-serien Venner viste den som om det var der vennerne boede), vi fandt også H.C. Andersen i Central Park, og jeg læste ham lidt over skulderen. Det er forresten Den Grimme Ælling han sidder og læser, hvis nogen skulle være interesserede. Men vigtigst af alt, vi fandt også frem til Magnolia Bakeri, som er berømte for deres kager, og der var ikke kø helt ud på vejen da vi kom. Vi havde ellers hørt skrækhistorier om flere timers ventetid før man overhovedet kunne komme ind i butikken, men det skete heldigvis ikke for os. Vi købte en masse cupcakes, og lad mig bare sige det med det samme: de smagte altså fantastisk. Det smagte så godt at jeg skyndte mig ned i hotellets fitnessrum efter jeg havde spist dem, for der var helt sikkert mange ekstra kalorier at forbrænde.
De dage vi var i New York var selvfølgelig præget af snestormen. Vi vidste ikke om vi kunne komme hjem, for der gik historier om at 1200 fly var blevet aflyst fra New Yorks tre lufthavne inden for et par dage. Vi tog selvfølgelig alligevel til lufthavnen, og der fik jeg at vide at pressen havde presset tallet op. Der var åbenbart slet ikke så mange fly der var blevet aflyst, men det var jo lige inden jul, så derfor var alle fly fuldt bookede, så dem der havde fået aflyst en afgang kunne ikke blive proppet på andre fly. Mit fly blev ½ time forsinket. Det er selvfølgelig lige til at leve med, men det betød så også at jeg havde svært ved at nå mit fly fra Stockholm. Det fly var så heldigvis også ½ time forsinket, voila!
Da jeg ankom i Billund lufthavn var min ene kuffert ikke kommet med flyet. Damen ved skranken sagde, ”Ja, den står i Stockholm”. Great, det var da bare lige det jeg manglede oven på en lang tur. Jeg var forsinket og havde kun min farlige stik-hul-i-bukserne-kuffert. Da jeg så kom igennem tolden kiggede jeg smilende rundt efter min søster og stedfar, som skulle hente mig. Jeg kunne ikke se dem nogen steder, smilet blegnede langsomt på mine læber, og skræksenarier for gennem hovedet på mig: ”De gad ikke vente på mig”; ”de har glemt mig”; osv. Der gik dog ikke længe før den mindre opgivende, mere fandenivoldske ”det-slipper-de-ikke-godt-afsted-med”-personlighed vandt. Jeg fandt en telefon og ringede min søster op. De havde været en tur i Tyskland for at handle, og det vidste sig, at de også var blevet forsinkede på grund af sneen. Jeg er godt klar over at jeg let kan få pisket en stemning op inden det overhovedet er nødvendigt, men sådan er jeg nu engang – elsk mig eller ej.

Det var alt for denne gang, men jeg kan da lige fortælle at mit blog-nytårsforsæt er at skrive lidt oftere og til gengæld holde det lidt kortere. Derfor går der nok heller ikke så længe før i kan læse om den spændende (læs. super lange og kedelige) tur tilbage til Laramie.

Vegas Baby

Her ser vi Cornelia og Henriette kl. 2 om eftermiddagen den første dag i Vegas...det var ikke let at få dem vækket, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger, og jeg skulle have mad (og jeg havde bestemt at det skulle de også).










Først et billede fra Hoover Dam, og nedenunder er det Cornelia foran New York, New York i Las Vegas.

Dette er et billede af mig foran Louis Vuitton inde i Caesar's Palace...jeg synes selv det var et ret fedt billede.

Anan elsker at gå på casino, men han kunne også godt se lidt skyldig ud hvis han havde brugt for mange penge. Anan havde valgt at farve sit hår i en yderst attraktiv pis-gul farve lige inden turen til Vegas (....?)

Dagbog 07/01-10

Den lovede blog kom så først efter nytår, men nu er den klar.

De sidste par uger i Laramie blev ret stressede; der var farvel-dage og eksamens-stress samtidig med at vi skulle pakke alle vores ting og have gjort lejligheden ren. Med hensyn til eksamen viste det sig dog at være besværet værd, da jeg blev færdig med et fint resultat. Flere af jer ved sikkert at jeg skal skrive mit speciale omkring brugen af kønsroller i Disney-film, og den eksamensopgave jeg skrev i mit Disney-fag kan så bruges som grundlag for mit speciale. Der var dog en anden ting der gjorde det hele lidt mere stresset: vores fyr var gået i stykker, hvilket betød at vi ikke kunne styre temperaturen i lejligheden. Resultatet var at der som regel var super koldt, og at vi vandrede rundt med striktrøjer og uldsokker i lag. På et tidspunkt var det så koldt at jeg overvejede at have handsker på inden for, men det er virkelig svært at bladre i en bog med handsker på. En morgen da vi vågnede var det så koldt at det næsten gjorde ondt. Henriette kom ind på vores værelse og sagde at vi skulle bare tage os lidt sammen. Hun havde opdaget at der var termometer i hendes vækkeur, og det sagde at der var 19 grader i lejligheden. Det er jo næsten stuetemperatur, og faktisk ikke ret slemt. Jeg var overbevist om at der ikke var 19 grader der hvor jeg lå begravet inder dynen med striktrøje, halstørklæde, lange bukser og uldsokker på. Få minutter senere kom Henriette så tilbage og fortalte at hun havde set forkert; hendes vækkeur havde målt 13 grader i lejligheden! Den troede jeg mere på, og hvis ikke det havde været f dage før vi skulle forlade Laramie, havde vi nok gjort noget mere for at få det lavet. Det er måske relevant at sige, at vi den sidste tid i Laramie havde mellem -20 og -30 grader de fleste dage...så kan man jo godt forstå at fyrene arbejder på højtryk, og at de i øvrigt har lidt svært ved at varme ordentligt op.

Nå, men det var dejligt at få afsluttet semestret, og fredag eftermiddag – dagen efter min sidste eksamen – skulle vi så forlade byen. Cornelia, Henriette og jeg havde lejet en bil hvor vi med møje og besvær fik proppet alle vores ting ind i. Sidst men ikke mindst fik vi lavet nok plads til at vi også selv kunne klemmes ind, og så satte vi kursen mod Las Vegas. Det skulle vise sig at blive en laaaaang tur – også noget længere end forventet. Vi kørte først mod Utah, hvor vi skulle dreje mod syd efter Salt Lake City. Der havde været en del sne og kulde i Laramie op til vores rejse, men vejene var fine. Efter Salt Lake City begyndte det så at sne, og det blev hurtigt til en regulær snestorm. Det var mig der kørte på det tidspunkt, og jeg var nødt til at sætte farten ned til omkring 40 km/t selvom der var rimeligt mange biler på vejen. Jeg holdt mig til de spor der var i sneen, men der gik ikke længe før vi skulle igennem et bjergpas. Vejene gik op og ned, med kæmpe sving, og det var så mørkt at det var umuligt at forudse hvordan vejen drejede 50 meter fremme. Lastbilerne, med chauffører der sikkert havde kørt turen mange gange, overhalede os i en lind strøm, men jeg følte ikke at bilen stod ordentligt fast på vejen, så vi drog fremad i sneglefart.
Da jeg havde kørt i 4-5 timer, med Henriette og Cornelia snorkende det meste af vejen, besluttede jeg mig for at det var min tur til at sove.
Jeg holdt ind ved en tankstation og vækkede Cornelia. På vores andre udflugter har Cornelia ikke kørt, for hun kun er 21 og forsikringsreglerne for lejebiler ikke er fordelagtige med mindre man er fyldt 25. På denne tur var vi imidlertidig ligeglade, for vi skulle køre langt, og vi var alle trec trætte oven på eksamensanstrengelserne. Cornelia synes selvfølgelig det var vildt fest at få lov til at køre, og selvom det stadig sneede på det tidspunkt, så nærmede vi os Arizona, og stormen var løjet meget af. Cornelia kørte resten af natten, og jeg vågnede ved de første solstråler, da vi kørte igennem et bjergpas. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var bare utroligt smukt. Det mærkelige var, at bjergene pludselig forsvandt og gav plads til en vidstrakt ørken, som stragte sig på begge sider af vejen så langt øjet rakte. Ca. en time efter solen var stået op kørte vi ind i Nevada, og 2 minutter senere så vi det første casino. Vi holdt ind ved en tankstation igen, og så kørte jeg resten af vejen til Vegas. Ud over det voldsomme snevejr i Utah var køreturen mere eller mindre begivenhedsløs.

Da vi kom til Vegas og fandt frem til hotellet var skuffelsen tykt smurt ud over vores ansigter. Var det virkelig Las Vegas? Det hele så meget tamt og billigt ud; slet ikke den luksus-oase midt i ørkenen vi havde forstillet os. Men vi havde nu engang betalt for hotelværelset, så vi kunne vel lige så godt give det en chance. Vi checkede ind, og selvom værelset ikke var noget særligt, så var det da ganske udmærket. Vi blev enige om at vi hellere måtte sove lidt inden vi skulle ud og udforske byen, og da jeg vågnede var klokken 2 om eftermiddagen. Vi havde sovet i 3-4 timer, og jeg var som sædvanlig ved at dø af sult. Så jeg gjorde det eneste naturlige, og tvang de andre til at stå op så de kunne tage med mig ud og finde noget mad. De af jer der kender mig ved, at jeg har det man kan kalde en sund appetit (= jeg er altid sulten, og jeg spiser som om jeg lavede fysisk hårdt arbejde hver dag). Anyway, jeg er altid sulten, og jeg er ikke god til at affinde mig med sult, så jeg opfører mig hurtigt som en fugleunge der bare åbner gabet og venter på at nogen smider noget derind. I kan nok regne ud, at når man føler sult på den måde, så skal det nok lykkedes på den ene eller anden måde at få trætte rejsefæller til at stå op rimelig hurtigt.
Det virkede, og jeg fik dem overtalt til at tage ud og kigge på byen. Et stykke tid kørte vi rundt i kvarterer hvor det ene hus så mere sørgeligt ud end det andet. Men så skete der noget: The Strip. Vejen hedder Las Vegas Boulevard, og det er der alle de store, berømte hoteller ligger. Så kunne vi kende Vegas igen. På trods af at solen stadig stod højt på himmelen, var det let at genkende the Bellagio, the Mirage, og alle de andre hoteller man har set i film så mange gange. Det var så spændende at jeg helt glemte jeg var sulten!!! Men kun et kort øjeblik selvfølgelig... Vi fandt en burgerbar ved navn In-Out Burger, som jeg havde hørt skulle være god, men det var nu ikke værd at skrive hjem om (det gør jeg så bare alligevel). Efter vi havde spist tog vi ud og kiggede på byen. Las Vegas ligger som sagt i ørkenen, og det bliver meget pludseligt mørkt, så der kunne vi endelig se det vi havde glædet os til: alle neonlysene. Der er selvfølgelig neonlys i alle storbyer, men det er noget helt specielt i Vegas. Hvis et hotel eller casino ikke har neonlys på facaden ser ikke ud af noget, og man kan faktisk komme til at overse det fuldstændig. Da vi kom tilbage til hotellet blev vi enige om at kigge lidt i området. Vores hotel lå lige ud til Freemont Street, hvilket skulle være noget specielt; det havde vi ihvertfald hørt. Freemont Street er en overdækket gade, det gamle downtown Vegas, hvor hotellerne hænger sammen via taget over gaden. Det tag fungerede også som en kæmpe tv-skærm, hvor der hver dag, hele dage, blev vist et show. Det var noget med rockmusik og motorcykler, og det var da også sjovt at se, men personligt ville jeg hellere vandre rundt på The Strip.

Næste dag tog vi til Hoover Dam, der ligger tæt på Vegas, lige på grænsen mellem Nevada og Arizona. På vej dertil lyttede vi til en radiokanal, der sendte informationer om dæmningen. De blev ved med at sige dam(n) (=fandens) om alting, ex. ”At the informationcenter you can sign up for the dam(n) tour”, ”It is possible to visit the dam(n) center between the hours of...”, etc. Det var ret sjovt, og vi fik hurtigt mistanke om at de folk der styrer radiokanalen måske havde humor! Dæmningen og landskabet var vildt flot, og det var ret specielt at stå på en timeline, dvs. Hvor klokken er en time senere hvis du træder et skridt til højre, eller en time tidligere hvis du træder et skridt til venstre. Men det er lidt svært at beskrive landskabet, så der må jeg henvise til de billeder som jeg er sikker på at jeg snart får lagt på facebook.
Resten af dagen og den følgende dag brugte vi på at udforske Las Vegas’ shopping-muligheder. Inden vi tog ud til shoppingcentrene fandt vi dog en hyggelig lille IHoP hvor vi fik morgenmad. Vi satte os i en bås, studerede menukortene, drak lidt kaffe, og da vi kiggede op sad der fire af de internationale fra Laramie to båse længere henne. Det var deres sidste dag i Vegas, og de skulle bare lige have morgenmad inden de tog til San Fransisco, så vi fik ikke set byen sammen med dem, men det var bare så mærkeligt. Nogle gange finder man virkelig ud af hvor lille verden er. Nå, men vi fik gang i vores shopping, og det endte da også med at vi fik købt nogle ting vanvittigt billigt, men endnu mere vigtigt, så fandt jeg min yndlingsrestaurant. Vi var taget ud i et outlet mall, og der var den obligatoriske food court, hvor der er et kæmpe udvalg af fast food, men der var også en buffet restaurant, hvor den ene del bestod af varme retter, en del af deserter, og den sidste del, min favorit, sushi! Det var noget andet end det sushi man kan købe i Føtex for kr. 75. Der var så mange varianter at jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle starte, og det var alt sammen lækkert. Jeg spiste så mange stykker at jeg næsten ikke havde plads til desert. Igen, de af jer der kender mig ved, at jeg er ufatteligt glad for kage. Anyway, hidtil er den bedste sushibar jeg har været på nok en i London, hvor jeg var sammen med mine to fantastiske veninder Mille og Sille for et par år siden; den kan slet ikke måle sig med det sted i Vegas. Jeg er godt klar over at jeg nu har brugt rimelig lang tid på at skrive om noget mad jeg spiste for flere uger siden, men jeg føler stadig ikke jeg har gjort det klart hvor godt det var. Jeg tror jeg spiste 40 stykker! Anyway, hvis du nogensinde skal til Vegas, så giv lyd fra dig, så skal jeg nok forklare hvor man finder denne juvel af en billigrestaurant.

Vores sidste dag i Vegas kom en af vores venner fra Laramie også derned. Vi hentede ham i lufthavnen og kørte ham ind til hans super fancy hotel for at checke ind og sætte bagagen. Cornelia og Henriette havde mere shopping på programmet, så Anan (vores dragqueen-ven fra Laos) og jeg blev sat af på The Strip, hvor vi skulle ind og kigge på alle de fede hoteller. Først var vi på the Bellagio, hvor de har et fantastisk springvand, der plasker til tonerne af musik hver halve time. Vi andre havde set det aftenen før, og det er virkelig flot, så jeg tog ikke skade af at se det igen. Så gik vi hen til the Mirage, hvor de har en vulkan, der går af hver time. Den var desværre i stykker, så det nåede jeg aldrig at se. Så farede vi vild...typisk mig – ingen stedsans – hvorefter vi fandt frem til Caesar’s Palace, som nok er det flotteste hotel jeg nogen sinde har set. Der var naturligvis masser af designerbutikker, hvilket er et must for de fine hoteller, men de havde også et audio-animatronics show der hedder The Fall of Atlantis. Det var lidt corny og ikke specielt vellavet, men jeg tror min opfattelse af showet blev farvet af at jeg nærmest kom direkte fra Disneyland, hvor de er eksperter i audio-animatronics. Showet i Vegas var helt sikkert det værd, og selv Anan, der er næsten umulig at få til at sidde stille, var helt stille og sad med åben mund og polypper i de 5 minutter det varede.
Den aften skulle vi i byen med Anan. Henriette havde det ikke så godt, og blev på hotellet for at sove, men Cornelia og jeg tog med på bøsse/strip-bar. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Klubben i sig selv var ikke noget særligt, men der var opstillet 2 podier, hvor der hele tiden var dansere på. Disse dansere stod så der i undertøj og spillede op til gæsterne. Det var både mænd og kvinder der indtog podierne, og der var noget for enhver smag, lige ud over sådan full-on chubby-chasers ( som regel tynde mennesker der godt kan lide tykke mennesker). Men stort set alle racer og kropstyper var repræsenteret. Da vi kom ind var det to kvinder der dansede, men da vi havde fået os sat med en drink kom Cornelia pludselig til at kigge op, og så stod der to pumpede fyre i små underbukser og dansede. Cornelia havde nær fået sin margarita galt i halsen, men Anan, som var i drag i dagens anledning, vendte sig om og udstødte et glædens hvin. Resten af aftenen havde Anan travlt med at danse med alle de dejlige mænd i undertøj, der kom ned på dansegulvet mellem podie-turene. Omkring kl. 1 blev vi enige om at Anan sagtens kunne underholde sig selv, og så kørte vi tilbage til hotellet. Vi skulle afsted senest kl. 9 dagen efter, og vi manglede stadig at pakke, så vi mente godt vi kunne tillade os at tage hjem. Anan sagde at han var helt enig...faktisk tror ejg han var lettet over at slippe af med hans kedelige hetero-veninder, selvom jeg da havde danset med en af podie-fyrene, som jeg havde en mistanke om slet ikke var til fyre.

Dagen efter kørte vi mod Denver, og det følger der mere om i næste kapitel.