Laaaang dag

Dagbog 18/8 2009

Det var været en super lang dag i dag. Faktisk er det første gang jeg har prøvet at en dag har varet mere end 24 timer. Det er jeg selvfølgelig ikke den første der har prøvet, men er der noget bedre sted at hælde frustrationens galde ud, end i en dagbogsfortælling, som folk bare kan slette hvis de ikke gider læse det? Det var selvfølgelig et retorisk spørgsmål...og svaret er altså ’nej’ (det kan jo være der er andre der er lige så trætte som mig, og derfor ikke fatter noget!).

Den lange dag startede faktisk med at jeg ikke var færdig med at pakke mine kufferter før det var gået hen og blevet over midnat i går. Jeg skulle op igen kl. 3, og var faktisk lidt for spændt til at få sovet ret meget. Kl. 4 drog jeg mod Billund sammen med mot, Torben og Steffen, for det var da selvfølgelig nødvendigt at tjekke ind 2 timer før afgang (stupid travel-rules). Jeg skulle først en tur til Stockholm da jeg er fattig studerende, og det var de billigste billetter. Det var da også helt fint. Jeg har aldrig før været i den Svenske hovedstad, og jeg var nok ikke helt forberedt på hvad der ventede mig. På trods af at vi landede tidligere end ventet, og jeg derfor havde næsten en time inden boarding begyndte, kunne jeg næsten ikke nå at komme ud til den skide terminal. Jeg sværger på at der var flere kilometer derud, og mit eneste pitstop var en meget tiltrængt kop kaffe og en lækker chokolademuffin (som jeg var nødt til at levne havldelen af...snøft...fordi jeg ikke kunne nå at spise den).

Nå, men jeg kom da heldigvis til at sidde ved siden af nogle meget flinke mennesker der straks kunne lugte angstens og forvirringens sved på mig. Havde det ikke været for ”rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstubbe” (jeg ved ikke hvad hun hedder rigtigt, så det er det navn jeg har givet hende), var jeg sgu nok aldrig kommet ind i landet. For det første sørgede hun for at jeg fik mere kaffe (hun er en helgen i min bog), og så viste hun mig en masse papirer jeg skulle udfylde, for at få lov at komme igennem immigration i lufthavnen. Men ud over at hun var temmelig tyk, og hendes mand var svensker er der ikke så meget interessant at sige om den flyvetur: maden var ret ringe og ikke specielt varm, min tv-skærm var i uorden, så jeg hverken kunne se film eller høre radio, og der var en lille pige der skreg det meste af tiden.

Da jeg så kom til New York efter 11 timer med flyvetur, lange køer i immigration, og generel forvirring ved bagagebåndet, skulle jeg selvfølgelig have en velfortjent cigaret. Jeg løber forvildet rundt i Newarks kæmpe lufthavn for at finde det mest passende sted at nyde en smøg, og da jeg træder udenfor er jeg så ved at besvime. Det var så varmt og fugtigt i luften at jeg ikke kunne smage min smøg!!! Jeg kunne bogstaveligt ikke mærke at jeg røg, fordi luften var så tyk og varm i forvejen. Jeg var godt klar over at det ikke var helt fair over for New York hvis jeg rejste derfra med sådan en harme stadig hængende i luften, så jeg skyndte mig ind for at finde en Starbucks og købe en caramel machiato...uhm...mums filibaba siger jeg bare. Derefter kunne jeg bedre affinde mig med den stegende hede, men det har måske også noget at gøre med at jeg fandt en krog med skygge og en dejlig brise, hvor jeg kunne sidde med en bog indtil næste fly.

Det fly sidder jeg så i i skrivende stund. Det er indtil videre dagens bedste oplevelse. Måske har det noget at gøre med at jeg efterhånden har været på farten i 21 timer (and counting), og derfor er ved at være pænt overtræt, men de her stewardesser er bare lidt for seje. De kaster om sig med sarkastiske bemærkning; og der er ikke kun til de passagerer der fatter minus, vi har alle sammen lige fået en spydig bemærkning med på vejen via højttaleren. Åbenbart har folk ikke fattet at når de får besked på at slukke for mobiltelefoner, computere og andet elektronisk udstyr, så betyder det faktisk at man skal slukke for det. Det resulterede så i, at den ene stewardesse kom med en meget pedagogisk kommentar om at hun nok skulle fortælle os hvornår vi måtte tænde for det igen. Det kan godt være man skulle have oplevet det for at kunne se det sjove i det, men tro mig, det var altså ret sjovt.

Nu har jeg forhåbentlig kun en time tilbage i et fly i dag, og så lige en god bustur inden jeg når frem til Laramie om 4-5 timer, men man ved selvfølgelig aldrig...det kan jo være min bagage er blevet sendt til Tibet, og jeg på grund af forvirringen ikke når bussen, og så bliver nødt til at blive i Denver....jeg kunne blive ved for evigt, men det gider jeg ikke, for nu vil jeg hellere sove.... ZZzzzzzz

Nå, der fik jeg vist sagt godnat lidt for tidligt. Lige pludselig vågner jeg ved at den klichee-agtige sætning ”Is there a doctor on the plane” bliver sagt. Der er simpelthen en ældre dame der er faldet om. Det viste sig at der faktisk var både en læge og en sygeplejerske på flyet, og de stod så og kiggede på imens stewardesserne prøve at få liv i den stakkels dame igen. Hun fik iltmaske på og blev båret hen et sted så hun kunne ligge ned, og så gik sladderen ellers gennem flyet. Der var nogle der mente at vi kunne blive nødt til at nødlande, fordi damen havde brug for at komme på hospitalet. Det var nok det vildeste rygte, men det var dog heller ikke mere end et rygte, for vi landede som planlagt i Denver, om end lidt tidligere end planlagt...det kan være piloten har trådt lidt ekstra på speederen (eller hvad det nu hedder i et fly).

Da vi så lagde an til landing blev vi igen bedt om at slukke for computere og andre elektroniske genstande. Det var der lige en rigtig smart-ass foran mig der valgte at ignorere, og så gik panikken endnu engang gennem flyet. En mand der sad på den anden side af gangen fra mig var helt sikker på at det var et spørgsmål om national sikkerhed (hvorfor skulle man ellers slukke for dem?), så han valgte at benytte sig af 5-års metoden og sladre. Stewardessen kom venligt og fortalte den anden mand, at reglen om at slukke for computere faktisk var gældende for alle passagerene, ikke bare dem der lige havde lyst til at følge dem, og han gjorde så klar til at lukke den ned. However, da stewardessen gik åbnede han den bare igen og arbejdede videre. Det betød så at sladrehanken begyndte at råbe endnu højere, ”der er nogen der ikke har slukket deres computer”. Hvortil den anden svarede, ”er du 2 år gammel, eller hvad?” (sjældent har man set to voksne mænd skændes hvor det lød mere som en børnehave). Det som lige gjorde det hele lidt sjovere var, at da jeg gik ud af flyet, gik sladrehanken lige foran, og han havde slet ingen skrupler ved lige at tage piloten venligt men bestemt under armen og belære ham lidt om flysikkerhed...hæ hæ.

Nå, men nu er jeg så kommet frem til vores lejlighed, hvor Henriette sad og sov sødt i sofaen (hun havde prøvet at holde sig vågen, men hun har også haft en lang dag). Jeg har fået hældt alt ud af mine kufferter og lagt det på plads, så jeg føler efterhånden jeg er ved at være ankommet, men det er altså også velfortjent efter 31 timer på farten. Nu vil jeg prøve at få lidt søvn i min nye køjeseng (hæ hæ), så jeg kan være frisk til introduktion i morgen formiddag.