Dagbog 06-09-2009
I decided again, that translating into English simply takes up too much of my time, so if anyone were actually reading the English version...well, sorry.
I sidste uge fik jeg besøg fra Danmark. Det var ingen ringere end Mia, min underbo hjemme i Odense, der kiggede forbi Laramie en tur. Hun ankom fredag eftermiddag (ca. 4 timer senere end beregnet...bedre sent end aldrig, hi hi). Vi havde aftalt at weekenden skulle gå med en tur til Yellowstone National Park, og Mias sene ankomst endte med at blive en varsling for turen. Vi skulle afsted tidligt lørdag morgen, og regnede derfor med at ankomme til campingpladsen i Yellowstone omkring middagstid. Der kunne vi godt tro om igen. Vi kom godt nok afsted omkring kl. 4 om morgenen, men så skulle vi da lige købe et par sidste-øjebliks-ting i Walmart (som har døgnåbent, af en eller anden årsag), og før vi var ude af Laramie var klokken 4.30.
Derfra gik det så raskt derudaf indtil vi nåede Rock Springs, hvor vi skulle af motorvejen. Min teori er, at den frakørsel vi skulle med er blevet fjernet, men jeg er godt klar over, at den sikkert ligger der hvor den skal. Uanset hvad, så opdagede vi den ihvertfald ikke. Det var såmænd heller ikke det store problem; en alternativ rute blev fluks beregnet, og vi endte med at se nogle af de mest fantastiske klippeformationer fordi vi kørte den vej. Det var jo sådan set meget fedt. Hvad der var mindre fedt, var at vi kom ud på den mest øde landevej man kan forestille sig. I bilen sad så fire tøser og snakkede om skræksenariet: at løbe tør for benzin. Det gjorde vi dog ikke; til gengæld var Henriette lige ved at slå os ihjel!! Hun vil sikkert benægte det, men ikke så snart havde jeg fundet Yellowstone-bogen frem (for at aflede tankerne fra eventuel stranding midt i ingenting), før Henriette sender bilen over en bakke, videre ud i et stunt-agtigt flyvehop, for at ende mere eller mindre midt i en trailer-park (som bare lå ude på Lars Tyndskids marker). Vi var selvfølgelig alle ret cool a la Thelma og Louise (red. vi skreg som små tøser der har fået en hudafskrabning på knæet), og Henriette prøvede desperat at overbevise os andre om at vejen bare forsvandt. Det troede vi selvfølgelig ikke på, så da vi havde sikret os at alle i bilen var i live, brugte vi de næste par timer på at moppe Henriette med hendes døds-stunt (faktisk blev det bragt på bane flere gange i løbet af weekenden).
Da vi endelig nåede Jackson, som ligger lidt syd for parken følte vi endelig at vi snart var der. Det var vi ikke, for der var da lige 10 km. vejarbejde, hvor man kun måtte køre 25 miles i timen (= super langsomt). For at komme ind i Yellowstone via den sydlige indgang skal man igennem Grand Teton National Park, hvor de selvfølgelig også lige var igang med en masse vejarbejde. Al den vejarbejde (og oversete frakørsler, og døds-stunts) gjorde altså, at klokken var omkring 14.30 da vi endelig kom ind i Yellowstone. På det tidspunkt var vi faktisk ret ligeglade med natur og deslige, for vi var ret trætte og ville bare have slået vores telt op, så vi kunne begynde at nyde weekenden.
Vi havde ikke kørt ret længe inden jeg så en lille hjort, men de andre informerede mig om, at dyr ikke eksisterer hvis ikke alle i bilen har set dem (red. de var bare misundelige over at det ikke var dem der så et vildt dyr først). Lige efter at Bambi havde været der opstod der så endnu en kø. Jeg blev selvfølgelig super frustreret, men så var det vi opdagede, at køen var dannet pga en bison, der gik lige så roligt midt på vejen. Så skal jeg ellers lige love for at de fire tøser livede op. Den kæmpe bison gik virkelig tæt forbi bilen. Vi kunne have rørt ved den hvis vi turde (og hvis man altså måtte den slags), men vi sørgede i stedet for at få en masse fede billeder.
Vi var helt oppe at køre over vores første bison (som altså eksisterede fordi vi alle havde set den), og der gik ikke længe før der kom flere bisoner forbi. Det var vildt fedt. Jeg havde aldrig troet at de var så store. Vi fik en masse gode billeder af dem, som selvfølgelig kommer på facebook hurtigst muligt. Nu havde vi virkelig noget at snakke om, og desuden nåede vi snart vores campingplads, hvor vi rask fik rejst teltet (= vi kom til at vende det forkert og sætte pløkkerne i de forkerte huller, men rejst det blev det da).
Vi blev hurtigt enige om, at alle var sultne efter et ordentligt måltid mad, så vi fik gang i campingkomfuret og bålet (bålet var nu mest for hyggens skyld), og vi havde knap nok spist færdigt og sat os med en kop kaffe/kakao før regnen begyndte at styrte ned. Da var klokken omkring 19.30, så vi skulle hurtigt tage en beslutning om hvad vi så ville: sidde i teltet og kede os resten af aftenen, eller køre ud og se lidt af parken inden det blev mørkt. Vi besluttede at en lille udflugt var den bedste løsning, så vi skyndte os at slukke bålet og pakke al maden væk. I løbet af få minutter sad vi igen i bilen og var på vej mod Tower Fall, som er et af de højeste vandfald i Yellowstone. På vejen spejdede vi ivrigt efter alverdens dyreliv, men dyrene var åbenbart trætte eller noget, for vi så ikke nogen. Vi fandt også ud af, at vi havde forregnet os en lille smule, for da vi nåede til Tower Fall kunne vi ikke finde det. Det var simpelthen blevet for mørkt. Vi vendte så næsen hjem mod teltet. Mia var gået omkuld på bagsædet, og vi andre snakkede om skuffelsen over at vi kun havde set bisoner hele dagen. Det skal man åbenbart passe på med, for lige pludselig stor tre elge midt på vejen lige da vi rundede et sving. Det var en stor han og to hunner, som faktisk også var pænt store. Jeg fik hurtigt bremset bilen, og elgene besluttede sig derefter for at forlade vejen. Endnu engang var vi helt oppe og køre over at vi havde set vilde dyr, og det snakkede vi ivrigt om. Mia sagde dog ikke så meget, for hun havde kun set et glimt af noget lyst skind imellem træerne. Lidt senere, da vi var faldet til ro igen, og jeg tilfreds havde accepteret at nu havde jeg også set elge, stod der så endnu engang en elg midt på vejen. Det viste sig, at han havde dannet bagtrop for en lidt større flok, for inde mellem træerne stod en hel masse andre elge.
Ud over et lille jordegern, som holdt til ved vores campingplads var det så også de sidste dyr vi så den dag, for da vi kom tilbage gik vi på hovedet i seng.
Søndag startede vi ud med hurtig morgenmad og et forsøg på opvask (ikke så nemt uden sæbe og børste). Vi pakkede teltet sammen, læssede vores ting i bilen og så var vi ellers på vej ud på opdagelse. Vores første stop var Norris Geyser Basin, der er Yellowstones ældste og varmeste gejser, eller samling af gejsere, for der var godt nok mange. Der stank forfærdeligt af rådne æg, men det var dog stadig turen værd, for det var bare så flot. Gejserne ved Norris eksploderer ikke ret tit (faktisk kan der nemt gå år imellem), så det vi så var en masse forskelligtfarvede basiner som det dampede op ad. Derefter kørte vi til Mammoth Hot Spring, som er lidt det samme princip som Norris, men det viste sig at man skulle gå vildt langt for at komme hen til dem, og det havde vi ikke tid til, for der var så meget vi gerne ville se. Yellowstone ligger oven på verdens største vulkan, hvilket er årsagen til at der er så mange gejsere og varme kilder. Det lyder idyllisk, men faktisk når vandet de fleste steder kogepunktet eller varmere, så man må nøjes med at kigge på det hvis man ikke vil koges levende (hvilket åbenbart er sket for nogle nysgerrige turister...av!).
Vi skyndte os videre til Tower Fall, som skulle vise sig at blive lidt af en Nemesis for os. Man kan ikke se ret meget af vandfaldet fra den udkigspost der ligger i nærheden af vejen, så vi havde forberedt os på at gå den halve mil ned til bunden. Uheldigvis for os var de igang med at renovere gangstien, så man kunne slet ikke komme derned. For anden gang på to dage var vi altså blevet snydt for det flotte syn, men der findes selvfølgelig andre vandfald i Yellowstone, så vi forberedte os på et ekstra stop på vejen. Det blev ved et vandfald der hedder Upper Falls. Det var rigtig flot. Jeg tror kun jeg kan beskrive det som et lille udsnit af Niagara Falls. Før det stoppede vi dog ved Mount Washburn, hvor der er en kæmpe udkigspost på toppen. Mens vi stod deroppe begyndte det at lyne i det fjerne, og et af lynene slog faktisk ned på en bjergtop nord for os. Der gik ikke længe før vi så en paddehattesky brede sig. Den så meget lille ud, men vi var også meget langt væk. Da vi kom tilbage til Laramie tjekkede vi på nettet, men fandt heldigvis intet om en brand i Yellowstone.
Efter Washburn og Upper Falls var dagens sidste stop gejseren Old Faithful. Inden vi nåede ret langt blev vi dog distraheret af en masse folk, som var stået ud af deres biler, og alle stod og pegede i den samme retning. Vi mente ikke vi kunne gå glip af noget, så vi fik hurtigt parkeret bilen. Da vi nåede hen til det sted, hvor alle stod og holdt udkig, gik det op for os at det var en ulv de kiggede på. Den stod ret langt væk, på den anden side af floden, men en flink Amerikaner lånte os en kikkert, så vi alle fire fik en chance for at se den. Det var ret vildt, men ærgeligt at den ikke var lidt tættere på, for vi kunne ikke tage billeder af den. På vores videre færd så vi flere bisoner, bl.a. en stor flok. Det var super fascinerende, men vi var lidt ærgelige over at vi ikke havde set en bjørn. Vi så dog tre søde hjorte lige inden vi kom til Old Faithful, og de var så vandt til mennesker, at man kunne komme rigtig tæt på dem. Nå, vider med historien. Den store gejser har fået sit navn fordi man kan forudsige næsten på minuttet hvornår den vil eksplodere næste gang. Vi ankom kl. 19.50, og så til vores store glæde at den skulle gå af næste gang kl. 20.05. Jeg tror det var første gang på turen at vi faktisk havde haft held med timingen (det bliver nemlig mørkt omkring kl 20.30, så hvis vi ikke havde nået det der, ville vi ikke have fået den at se. Den gik af kl. 20.07, så det var jo ret godt gættet (eller regnet ud) af rangerne. Ligesom alt det andet var den vildt flot og imponerende, og da vi havde sundet os oven på synet (og fået lidt aftensmad) vendte vi næsen mod Laramie.
Hjemturen, som varede hele natten, forløb uden de store problemer. Mia kørte det meste af tiden, og da vi kom igennem en lille by holdt vi ind for at se på hjorte, der rendte rundt i gaderne. Det viste sig at være en race ved navn mule-deer (altså mulddyrshjorte), hvilket den blev kaldt pga de lange ører. På det tidspunkt var vi ved at være ret overtrætte, så det udviklede sig hurtigt til at alle dyr med lange ører var mule-et-eller-andet, f.eks. mule-bunny og mule-fox (kanin og ræv). Vi kunne dog ikke helt forstå hvordan et mulddyr havde formået at parre sig med alle de dyr, når man tænker på, at mulddyr ikke kan formere sig. Det lyder nok ret fjollet, og man skulle måske have været der, men jeg kan garantere for at Mia og jeg fik motioneret lattermusklerne den nat.
Mandag morgen trillede vi så ind i Laramie igen. Vi var godt smadrede efter en fantastisk men alt for kort weekend, og Mia, som ikke havde sovet ret meget på turen, smuttede hurtigt under dynen. Cornelia var så uheldig at have timer mandag formiddag, så hun måtte lige hjem og lave lektier og så i skole før hun kunne sove. Henriette og jeg fik aflevert vores campingudstyr, og da vi lidt senere fik liv i Mia gik Henriette så omkuld.
Tirsdag morgen skulle Mia tidligt afsted, og jeg stod selvfølgelig op for at vinke farvel. Men ak og ve, jeg havde frygteligt ondt i halsen. Jeg tog dog alligevel i skole, men da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove. Da jeg vågnede onsdag var det kun blevet meget værre, så jeg besluttede mig for at tage til lægen. Det var ret heldigt at jeg gjorde det, for det viste sig at være en streptokokker infektion (ved ikke om det er stavet rigtigt, men i forstår). Jeg har heldigvis ingen timer om onsdagen, så jeg kunne hente min medicin og så smutte hjem i seng igen. Jeg siger jer, det var nogle gode piller jeg fik af lægen. Allerede torsdag morgen var det blevet meget bedre, og fredag kunne jeg næsten ikke mærke det mere. Lørdag morgen var jeg ved at glemme at tage medicinen, for jeg havde allerede glemt at jeg var syg. Det var nu også meget heldigt, for lørdag spillede football-holdet deres første kamp. Det var mod Weber State Universitys Wildcats, og vi vandt stort. Jeg så dog ikke hele kampen, for det var så varmt at jeg var ved at smelte, men vi bor jo stort set nabo til stadion, så det var ikke noget problem at følge med i kampen. Hver gang vi scorede affyrede de en kanon (I kid you not!), og så var der selvfølgelig stor jubel fra tilskuerrækkerne. Resten af dagen gik med at få indhentet lektier; mine fag faldt først på plads i denne, så jeg har ikke haft alle mine bøger (for jeg gad jo ikke køber bøger til nogle fag, som jeg måske ikke skulle have). Henriette tog afsted lørdag morgen på kanotur, så jeg havde huset for mig selv. Jeg kan godt lide at have en roommate, men for en inkarneret single-pige som mig, er det nu også helt rart at være alene ind imellem.
Dagen i dag kommer til at gå med lektier, tøjvask og rengøring, så jeg forhåbentlig kan nyde det i morgen, som er Labor Day. Jeg håber i kan lide at læse min blog, men kom endelig med forslag hvis der er noget særligt i gerne vil høre om.
Randi Truelsen
I decided again, that translating into English simply takes up too much of my time, so if anyone were actually reading the English version...well, sorry.
I sidste uge fik jeg besøg fra Danmark. Det var ingen ringere end Mia, min underbo hjemme i Odense, der kiggede forbi Laramie en tur. Hun ankom fredag eftermiddag (ca. 4 timer senere end beregnet...bedre sent end aldrig, hi hi). Vi havde aftalt at weekenden skulle gå med en tur til Yellowstone National Park, og Mias sene ankomst endte med at blive en varsling for turen. Vi skulle afsted tidligt lørdag morgen, og regnede derfor med at ankomme til campingpladsen i Yellowstone omkring middagstid. Der kunne vi godt tro om igen. Vi kom godt nok afsted omkring kl. 4 om morgenen, men så skulle vi da lige købe et par sidste-øjebliks-ting i Walmart (som har døgnåbent, af en eller anden årsag), og før vi var ude af Laramie var klokken 4.30.
Derfra gik det så raskt derudaf indtil vi nåede Rock Springs, hvor vi skulle af motorvejen. Min teori er, at den frakørsel vi skulle med er blevet fjernet, men jeg er godt klar over, at den sikkert ligger der hvor den skal. Uanset hvad, så opdagede vi den ihvertfald ikke. Det var såmænd heller ikke det store problem; en alternativ rute blev fluks beregnet, og vi endte med at se nogle af de mest fantastiske klippeformationer fordi vi kørte den vej. Det var jo sådan set meget fedt. Hvad der var mindre fedt, var at vi kom ud på den mest øde landevej man kan forestille sig. I bilen sad så fire tøser og snakkede om skræksenariet: at løbe tør for benzin. Det gjorde vi dog ikke; til gengæld var Henriette lige ved at slå os ihjel!! Hun vil sikkert benægte det, men ikke så snart havde jeg fundet Yellowstone-bogen frem (for at aflede tankerne fra eventuel stranding midt i ingenting), før Henriette sender bilen over en bakke, videre ud i et stunt-agtigt flyvehop, for at ende mere eller mindre midt i en trailer-park (som bare lå ude på Lars Tyndskids marker). Vi var selvfølgelig alle ret cool a la Thelma og Louise (red. vi skreg som små tøser der har fået en hudafskrabning på knæet), og Henriette prøvede desperat at overbevise os andre om at vejen bare forsvandt. Det troede vi selvfølgelig ikke på, så da vi havde sikret os at alle i bilen var i live, brugte vi de næste par timer på at moppe Henriette med hendes døds-stunt (faktisk blev det bragt på bane flere gange i løbet af weekenden).
Da vi endelig nåede Jackson, som ligger lidt syd for parken følte vi endelig at vi snart var der. Det var vi ikke, for der var da lige 10 km. vejarbejde, hvor man kun måtte køre 25 miles i timen (= super langsomt). For at komme ind i Yellowstone via den sydlige indgang skal man igennem Grand Teton National Park, hvor de selvfølgelig også lige var igang med en masse vejarbejde. Al den vejarbejde (og oversete frakørsler, og døds-stunts) gjorde altså, at klokken var omkring 14.30 da vi endelig kom ind i Yellowstone. På det tidspunkt var vi faktisk ret ligeglade med natur og deslige, for vi var ret trætte og ville bare have slået vores telt op, så vi kunne begynde at nyde weekenden.
Vi havde ikke kørt ret længe inden jeg så en lille hjort, men de andre informerede mig om, at dyr ikke eksisterer hvis ikke alle i bilen har set dem (red. de var bare misundelige over at det ikke var dem der så et vildt dyr først). Lige efter at Bambi havde været der opstod der så endnu en kø. Jeg blev selvfølgelig super frustreret, men så var det vi opdagede, at køen var dannet pga en bison, der gik lige så roligt midt på vejen. Så skal jeg ellers lige love for at de fire tøser livede op. Den kæmpe bison gik virkelig tæt forbi bilen. Vi kunne have rørt ved den hvis vi turde (og hvis man altså måtte den slags), men vi sørgede i stedet for at få en masse fede billeder.
Vi var helt oppe at køre over vores første bison (som altså eksisterede fordi vi alle havde set den), og der gik ikke længe før der kom flere bisoner forbi. Det var vildt fedt. Jeg havde aldrig troet at de var så store. Vi fik en masse gode billeder af dem, som selvfølgelig kommer på facebook hurtigst muligt. Nu havde vi virkelig noget at snakke om, og desuden nåede vi snart vores campingplads, hvor vi rask fik rejst teltet (= vi kom til at vende det forkert og sætte pløkkerne i de forkerte huller, men rejst det blev det da).
Vi blev hurtigt enige om, at alle var sultne efter et ordentligt måltid mad, så vi fik gang i campingkomfuret og bålet (bålet var nu mest for hyggens skyld), og vi havde knap nok spist færdigt og sat os med en kop kaffe/kakao før regnen begyndte at styrte ned. Da var klokken omkring 19.30, så vi skulle hurtigt tage en beslutning om hvad vi så ville: sidde i teltet og kede os resten af aftenen, eller køre ud og se lidt af parken inden det blev mørkt. Vi besluttede at en lille udflugt var den bedste løsning, så vi skyndte os at slukke bålet og pakke al maden væk. I løbet af få minutter sad vi igen i bilen og var på vej mod Tower Fall, som er et af de højeste vandfald i Yellowstone. På vejen spejdede vi ivrigt efter alverdens dyreliv, men dyrene var åbenbart trætte eller noget, for vi så ikke nogen. Vi fandt også ud af, at vi havde forregnet os en lille smule, for da vi nåede til Tower Fall kunne vi ikke finde det. Det var simpelthen blevet for mørkt. Vi vendte så næsen hjem mod teltet. Mia var gået omkuld på bagsædet, og vi andre snakkede om skuffelsen over at vi kun havde set bisoner hele dagen. Det skal man åbenbart passe på med, for lige pludselig stor tre elge midt på vejen lige da vi rundede et sving. Det var en stor han og to hunner, som faktisk også var pænt store. Jeg fik hurtigt bremset bilen, og elgene besluttede sig derefter for at forlade vejen. Endnu engang var vi helt oppe og køre over at vi havde set vilde dyr, og det snakkede vi ivrigt om. Mia sagde dog ikke så meget, for hun havde kun set et glimt af noget lyst skind imellem træerne. Lidt senere, da vi var faldet til ro igen, og jeg tilfreds havde accepteret at nu havde jeg også set elge, stod der så endnu engang en elg midt på vejen. Det viste sig, at han havde dannet bagtrop for en lidt større flok, for inde mellem træerne stod en hel masse andre elge.
Ud over et lille jordegern, som holdt til ved vores campingplads var det så også de sidste dyr vi så den dag, for da vi kom tilbage gik vi på hovedet i seng.
Søndag startede vi ud med hurtig morgenmad og et forsøg på opvask (ikke så nemt uden sæbe og børste). Vi pakkede teltet sammen, læssede vores ting i bilen og så var vi ellers på vej ud på opdagelse. Vores første stop var Norris Geyser Basin, der er Yellowstones ældste og varmeste gejser, eller samling af gejsere, for der var godt nok mange. Der stank forfærdeligt af rådne æg, men det var dog stadig turen værd, for det var bare så flot. Gejserne ved Norris eksploderer ikke ret tit (faktisk kan der nemt gå år imellem), så det vi så var en masse forskelligtfarvede basiner som det dampede op ad. Derefter kørte vi til Mammoth Hot Spring, som er lidt det samme princip som Norris, men det viste sig at man skulle gå vildt langt for at komme hen til dem, og det havde vi ikke tid til, for der var så meget vi gerne ville se. Yellowstone ligger oven på verdens største vulkan, hvilket er årsagen til at der er så mange gejsere og varme kilder. Det lyder idyllisk, men faktisk når vandet de fleste steder kogepunktet eller varmere, så man må nøjes med at kigge på det hvis man ikke vil koges levende (hvilket åbenbart er sket for nogle nysgerrige turister...av!).
Vi skyndte os videre til Tower Fall, som skulle vise sig at blive lidt af en Nemesis for os. Man kan ikke se ret meget af vandfaldet fra den udkigspost der ligger i nærheden af vejen, så vi havde forberedt os på at gå den halve mil ned til bunden. Uheldigvis for os var de igang med at renovere gangstien, så man kunne slet ikke komme derned. For anden gang på to dage var vi altså blevet snydt for det flotte syn, men der findes selvfølgelig andre vandfald i Yellowstone, så vi forberedte os på et ekstra stop på vejen. Det blev ved et vandfald der hedder Upper Falls. Det var rigtig flot. Jeg tror kun jeg kan beskrive det som et lille udsnit af Niagara Falls. Før det stoppede vi dog ved Mount Washburn, hvor der er en kæmpe udkigspost på toppen. Mens vi stod deroppe begyndte det at lyne i det fjerne, og et af lynene slog faktisk ned på en bjergtop nord for os. Der gik ikke længe før vi så en paddehattesky brede sig. Den så meget lille ud, men vi var også meget langt væk. Da vi kom tilbage til Laramie tjekkede vi på nettet, men fandt heldigvis intet om en brand i Yellowstone.
Efter Washburn og Upper Falls var dagens sidste stop gejseren Old Faithful. Inden vi nåede ret langt blev vi dog distraheret af en masse folk, som var stået ud af deres biler, og alle stod og pegede i den samme retning. Vi mente ikke vi kunne gå glip af noget, så vi fik hurtigt parkeret bilen. Da vi nåede hen til det sted, hvor alle stod og holdt udkig, gik det op for os at det var en ulv de kiggede på. Den stod ret langt væk, på den anden side af floden, men en flink Amerikaner lånte os en kikkert, så vi alle fire fik en chance for at se den. Det var ret vildt, men ærgeligt at den ikke var lidt tættere på, for vi kunne ikke tage billeder af den. På vores videre færd så vi flere bisoner, bl.a. en stor flok. Det var super fascinerende, men vi var lidt ærgelige over at vi ikke havde set en bjørn. Vi så dog tre søde hjorte lige inden vi kom til Old Faithful, og de var så vandt til mennesker, at man kunne komme rigtig tæt på dem. Nå, vider med historien. Den store gejser har fået sit navn fordi man kan forudsige næsten på minuttet hvornår den vil eksplodere næste gang. Vi ankom kl. 19.50, og så til vores store glæde at den skulle gå af næste gang kl. 20.05. Jeg tror det var første gang på turen at vi faktisk havde haft held med timingen (det bliver nemlig mørkt omkring kl 20.30, så hvis vi ikke havde nået det der, ville vi ikke have fået den at se. Den gik af kl. 20.07, så det var jo ret godt gættet (eller regnet ud) af rangerne. Ligesom alt det andet var den vildt flot og imponerende, og da vi havde sundet os oven på synet (og fået lidt aftensmad) vendte vi næsen mod Laramie.
Hjemturen, som varede hele natten, forløb uden de store problemer. Mia kørte det meste af tiden, og da vi kom igennem en lille by holdt vi ind for at se på hjorte, der rendte rundt i gaderne. Det viste sig at være en race ved navn mule-deer (altså mulddyrshjorte), hvilket den blev kaldt pga de lange ører. På det tidspunkt var vi ved at være ret overtrætte, så det udviklede sig hurtigt til at alle dyr med lange ører var mule-et-eller-andet, f.eks. mule-bunny og mule-fox (kanin og ræv). Vi kunne dog ikke helt forstå hvordan et mulddyr havde formået at parre sig med alle de dyr, når man tænker på, at mulddyr ikke kan formere sig. Det lyder nok ret fjollet, og man skulle måske have været der, men jeg kan garantere for at Mia og jeg fik motioneret lattermusklerne den nat.
Mandag morgen trillede vi så ind i Laramie igen. Vi var godt smadrede efter en fantastisk men alt for kort weekend, og Mia, som ikke havde sovet ret meget på turen, smuttede hurtigt under dynen. Cornelia var så uheldig at have timer mandag formiddag, så hun måtte lige hjem og lave lektier og så i skole før hun kunne sove. Henriette og jeg fik aflevert vores campingudstyr, og da vi lidt senere fik liv i Mia gik Henriette så omkuld.
Tirsdag morgen skulle Mia tidligt afsted, og jeg stod selvfølgelig op for at vinke farvel. Men ak og ve, jeg havde frygteligt ondt i halsen. Jeg tog dog alligevel i skole, men da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove. Da jeg vågnede onsdag var det kun blevet meget værre, så jeg besluttede mig for at tage til lægen. Det var ret heldigt at jeg gjorde det, for det viste sig at være en streptokokker infektion (ved ikke om det er stavet rigtigt, men i forstår). Jeg har heldigvis ingen timer om onsdagen, så jeg kunne hente min medicin og så smutte hjem i seng igen. Jeg siger jer, det var nogle gode piller jeg fik af lægen. Allerede torsdag morgen var det blevet meget bedre, og fredag kunne jeg næsten ikke mærke det mere. Lørdag morgen var jeg ved at glemme at tage medicinen, for jeg havde allerede glemt at jeg var syg. Det var nu også meget heldigt, for lørdag spillede football-holdet deres første kamp. Det var mod Weber State Universitys Wildcats, og vi vandt stort. Jeg så dog ikke hele kampen, for det var så varmt at jeg var ved at smelte, men vi bor jo stort set nabo til stadion, så det var ikke noget problem at følge med i kampen. Hver gang vi scorede affyrede de en kanon (I kid you not!), og så var der selvfølgelig stor jubel fra tilskuerrækkerne. Resten af dagen gik med at få indhentet lektier; mine fag faldt først på plads i denne, så jeg har ikke haft alle mine bøger (for jeg gad jo ikke køber bøger til nogle fag, som jeg måske ikke skulle have). Henriette tog afsted lørdag morgen på kanotur, så jeg havde huset for mig selv. Jeg kan godt lide at have en roommate, men for en inkarneret single-pige som mig, er det nu også helt rart at være alene ind imellem.
Dagen i dag kommer til at gå med lektier, tøjvask og rengøring, så jeg forhåbentlig kan nyde det i morgen, som er Labor Day. Jeg håber i kan lide at læse min blog, men kom endelig med forslag hvis der er noget særligt i gerne vil høre om.
Randi Truelsen
Hello Laramie Lady AKA Randi som altså også var smuk før amerikanerne nævnte det :-)
SvarSletHvor var det fedt at genlæse Yellowstone-turen og gode billeder også, - jeg er endda med på et af dem :-) meget beæret :-)
Synes nu også jeg var med til en af dine timer om Disney... Hvordan gik det med resten af dem?
Og jeg tror forresten jeg har et billede af en mule-bunny lige uden for den der by med de 9 indbyggere... Det er i hvert fald et ligesågodt billede som det af de bjørne vi så i yellowstone, dem der var langt langt væk, du ved, dem der gik i flok!
Anyway, tak for en superfed tur!