Høvdingebold og Ubudne Gæster

Dagbog 21-3-2010

Den sidste måneds tid er forløbet uden de helt store begivenheder, men når jeg tænker tilbage er der alligevel en del der er værd at nævne.

Vigtigst af alt, det er godt nok ikke tilladt at have kæledyr i lejlighederne, men jeg har alligevel fået mus...okay, det er måske ikke ligefrem efter eget ønske, men de er der altså alligevel. En sen aften for omkring en måned siden, havde jeg lige lagt mig til at sove da jeg hørte noget rasle. Du kender sikkert følelsen af at man er faldet i søvn, men så alligevel ikke helt. Man ligger der og svæver på randen af en drøm og de lyde man kan høre rundt om sig bliver en del af drømmen. Det var lige præcis det stadie jeg var nået til, da noget begyndte at rasle I MIT KLÆDESKAB! Jeg blev selvfølgelig mega ræd, for der er altså mange farlige dyr her på egnen (f.eks. egern, kaniner, og nå ja, klapperslanger). Derudover havde jeg altså i noget tid hørt mærkelige lyde i lejligheden, faktisk lige fra jeg flyttede ind, men vandvarmeren og hele varmesystemet laver i sig selv nogle mærkelige lyde ind imellem (det vidste jeg fra den anden lejlighed). De her lyde var bare anderledes. Det var lige som om nogen raslede med noget papir, eller ligesom kiggede papirer igennem. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg lå fuldstændig stille og mærkede min puls stige til uanede højder, mens ’hvad-det-end-var’ fortsat rodede i mit skab. Jeg mandede mig op til at tænde lyset, og der blev straks stille. Jeg havde ikke mine briller på (de lå oven på kommoden, og der var ’no way in hell’ jeg skulle ud på gulvet med mine bare tæer), så det var svært at få øje på noget. Som nogle af jer sikkert ved er jeg nærmest blind uden mine briller, og særligt når det er halvmørkt. Jeg satte mig langsomt op i sengen, mens jeg følte at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig. Sengen gav et ordentligt KNIRK fra sig og en kæmpe mus farede over gulvet. Det er klart at det var ret mørkt og jeg var skrækslagen, så musen så sikkert dobbelt så stor ud i mine øjne, mindst, men jeg fik senere bekræftet at den faktisk var lidt af en basse. Nå, men tilbage til gyser-natten. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre; klokken var halv tolv om natten og jeg kunne ikke forestille mig at det var normalt at lægge sig til at sove i et hus hvor man ved der er en mus på spil. Jeg besluttede mig for at gøre noget modigt, ja nærmest heltemodigt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg sprang de tre meter hen til køleskabet, rev en magnet til mig, og sprang så tilbage i min seng. Den magnet jeg tog kommer fra vicevært-kontoret, og på den står alle deres telefonnumre.
Jeg ringede til deres nødlinje og fremstammede at jeg godt var klar over det ikke ligefrem var et nødstilfælde, eftersom der ikke var fare for ildebrand eller oversvømmelse, der var altså en mus i min lejlighed. Manden i den anden ende blev meget stille, som om han tænkte: Hvad vil du have jeg skal gøre ved det, dame? Jeg kunne mærke gennem røret at han synes jeg var enormt barnlig og irriterende, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde faktisk ikke rigtig vidst at jeg var bange for mus, men det er jeg åbenbart, ihvertfald dem der går på rov i mit klædeskab. Den venlige mand sagde at han ville give beskeden videre til deres skadedyrsmand, som så ville stille op pronto næste morgen. Det gjorde han også, og da jeg kom hjem fra fitness var der fælder overalt: skønt. Jeg troede ihvertfald det var skønt, men det viste sig at jeg ikke var så klog som jeg troede. Et par dage senere skulle jeg nemlig skifte sengetøj, og da jeg havde trampet rundt om sengen et par gange hørte jeg pludselig en meget mærkelig lyd (sådan fluf, fluf, fluf-agtigt). Det viste sig at jeg i min iver efter at få overstået sengetøjs-skiftningen (hvilket alle ved er noget af det værste i verden, men noget af det bedste når det er gjort), havde jeg trampet min højre vinterstøvle lige ned midt i en limfælde. Jeg havde nær aldrig fået den skide fælde af igen, og jeg har ikke andre vinterstøvler her. Det er ikke fordi jeg er super øm overfor mine vinterstøvler, men de er altså en nødvendighed i Laramie, og jeg havde virkelig ikke lyst til at vade rundt med et kæmpe stykke pap klistret fast under foden. Jeg hev og sled i det åndsvage stykke pap i ½ time, men så fik jeg det da også endelig af (selvom jeg selv var ved at hænge fast op til flere gange).

Fredag aften samme uge, lige da jeg var gået i seng efter en bytur (lettere beruset) hørte jeg et ordenligt SLAM. Det var selvfølgelig en af fælderne, det var jeg sikker på. Men jeg var som sagt lige kommet hjem fra byen, og jeg havde allerede lage hovedet på puden. Jeg resonerede mig frem til at hvis der var gået en mus i fælden, så ville den også være der i morgen. Det var den skam også. Men hvad der var endnu værre, den var der også om søndagen, for jeg kunne bare ikke få mig selv til at fjerne den. Og i øvrigt havde jeg ingen anelse om hvad man gør med en død mus i en fælde. I løbet af weekenden begyndte den lammende aroma af død langsomt at overtage lejligheden. Jeg blev mere og mere panisk, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre noget. Mandag morgen, inden jeg overhovedet havde fået kaffe eller noget, ringede jeg så til muse-manden og bad ham om at komme med det samme. Jeg tænkte at eftersom han havde været så hurtigt på pletten sidst, så var han det nok også denne gang. Wrong! Jeg ventede, men lugten af rådnende muse-lig i næsen, indtil klokken to om eftermiddagen. Da han endelig dukkede op var jeg så desperat at jeg nær havde kysset ham. Manden, som ellers var venlig nok, kiggede på mig som om jeg var åndsvag (’hvorfor har konen ikke smidt fælden væk?’). Han tog en handske på, samlede fælden op, og smed den i containeren udenfor. Derefter tjekkede han de andre fælder, som heldigvis var tomme, og gav mig sit kort. Han sagde at hvis der dukkede flere op skulle jeg bare ringe til ham med det samme. Og så anbefalede han også at jeg anskaffede mig noget luftfrisker, for at komme stanken til livs. Han havde nok ikke regnet med at jeg bare ville lufte ud, hvilket virkede ganske udmærket (bare fordi man er bange for mus, behøver man jo ikke være bange for frisk luft, vel).
Hele muse-historien var en hård omgang, men jeg formåede på en eller anden måde at komme ovenpå igen. Samme uge som jeg var sluppet af med musen var jeg til te-selskab. Det lyder måske ret kedeligt (læs sært), men det var i anledningen af Alice in Wonderland. Ikke alene er jeg selvfølgelig Disney-entusiast, jeg er også kæmpe fan af Johnny Depp (mener personligt at manden er det bedste der har ramt Hollywood endnu), og så er Tim Burton jo en temmelig hardcore instruktør (Sweeney Todd var for eksempel en rigtig fed film). Disse tre var alle en del af filmen, så jeg har glædet mig til den skulle komme siden sidste efterår. Derudover er den i 3D, og jeg har aldrig set en hel film i 3D før, så det var jo bare et plus. Men vi holdt altså te-selskab til ære for Alice. Jeg havde klædt mig ud som Hjerter Dame (lidt nørd skal man vel være), og andre havde valgt f.eks. mærkelige hatte og farver og mønstre der ikke passer sammen, for at ligne den gale hattemager eller andre af de kendte figurer. Det var ret sjovt, og jeg tror det er første gang i mit liv jeg udelukkende har spist kage til aftensmad. Der var simpelthen så meget forskelligt kage, for alle havde jo taget nok med til mindst tyve mennesker...og vi var ti. Min franske ven Stephane kom også til te, og da han så de mange forskellige Jell-Os blev han helt hypnotiseret. Han mente aldrig han havde set noget lignende (jeg måtte minde ham om at han faktisk havde fået Jell-O-shots til en fest hos mig), så han prøvede alle sammen. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi tog alle sammen til præmieren da der ikke var mere kage. Filmen var fantastisk, og jeg kan varmt anbefale den til alle.
Dagen efter var der midt-semesters-fest i Half Acre (vores fitnesscenter). Det virker måske som et mærkeligt sted at holde fest, men det gav faktisk meget god mening. Der blev opfordret til at deltage i forskellige spil, og jeg udså mig høvdingebold. Okay, det er måske nok mange år siden jeg sidst har spillet det, og amerikanerne bruger nogle lidt andre regler, men det var super sjovt og jeg spillede i ca 1½ time. Og så spiste vi pizza. Jeg har aldrig før vidst hvor fantastisk det er at spise pizza når man ikke får dårlig samvittivhed over det bagefter, men det er altså ret fedt. I virkeligheden var det faktisk dagens anden workout, så jeg kunne sagtens tillade mig det, men når man nærmest går direkte fra boldbanen til pizzaen, så virker det særlig meget okay (bare min mærkelige form for logik, går jeg ud fra). Dagen efter havde jeg ondt i en masse muskler jeg helt havde glemt eksisterede, men ind imellem er det rart at mærke de muskler igen.

Hygge til vi skrives ved.