Internationalt Talent Show

Dagbog 30-3-2010

De sidste par uger har været både produktive og underholdende. Sidste uge var den infamøse Spring Break, og Laramie var praktisk talt tom for mennesker; eller ihvertfald studerende. Der var dog et par stykker af os tilbage, som ikke havde råd til at tage til Miami eller San Fransisco eller New York. Vi besluttede os så for at man altså sagtens kunne have det sjovt i en spøgelsesby, og det viste sig at vi havde helt ret...selvfølgelig. Torsdagen inden Spring Break havde jeg nær slået mig selv ihjel da jeg stod ud af bussen på vej hjem fra arbejde. Jeg faldt ikke eller noget, men følte et laaaangt stik af smerte fare op gennem min ene lårmuskel. Jeg havde en gammel skade i den muskel (fik en fibersprængning tilbage i gymnasiedagene under et spil rundbold; har jeg nævnt at jeg er en ørn til sport?), og jeg kan kun gå ud fra at det var på grund af det. Lige da det var sket kunne jeg næsten ikke støtte på benet, men jeg skulle lave middag til fire personer samme aften, så jeg tog en masse piller og det hjalp. Anywho, jeg havde selvfølgelig været meget ansvarlig og ringet til Student Health for at høre om jeg skulle komme ind og få det tjekket, og jeg fik at vide at det sikkert ikke blev nødvendigt, men at jeg skulle tage den med ro i en uges tid. Perfekt! Det var jo alligevel Spring Break, og det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde kalenderen fyldt med planer.

Jeg troede jo så også at jeg ’tog den med ro’ da jeg lørdag aften tog ned på The Library sammen med Ted for at få en øl. Ihvertfald lige indtil vi fik den geniale ide at tilkalde Jun for at sætte lidt gang i festen. Jun er en temmelig spunky pige fra Kina, som bruger 90% af sin tid i et laboratorium og derfor mener at man bør fyre den af med stil hver weekend. Jun var der på pletten ca. fem minutter efter at vi havde ringet, og ca. fem minutter senere havde hun hældt en øl, et tequila-shot og en Long Island Ice Tea lige ned i løgneren. For dem der aldrig har fået en Long Island Ice Tea kan jeg så informere om at det er en stor drink der består primært af sprut, mindst fem genstande. Desuden kan jeg da også informere om at Jun har den klassiske figur for en pige fra Kina, og jeg vil skyde på at hun vejer max. 45 kg. Needless to say, Jun blev ret fuld ret hurtigt! Derfor blev vi også enige om at The Library var alt for kedeligt lørdag aften...det er trods alt vores torsdags-stambar, så det var da også helt forkert fra starten. Vi ringede fluks efter en Saferide, og tyve minutter senere var vi så på The Buckhorn. Jeg har før nævnt The Buck, men bare lige for at opsumere, så er baren så genialt indrettet at hvis man gerne vil sidde og hygge sig med en øl/drink og snakke med vennerne, så bliver man i stueetagen; hvis man gerne vil danse, så går man ovenpå. However, på grund af Spring Break havde de besluttet kun at holde åbent nedenunder, og der var super gang i dansegulvet (hvilket ikke rigtig er et dansegulv, men det virker i mangel af bedre). Det var selvfølgelig lidt for fristende, så jeg ignorerede min stakkels lille lårbasse og dansede natten lang. Den oprindelige plan havde været at vi skulle tidligt hjem fordi vi skulle tidligt op (forklaring følger), men da jeg kiggede på uret var klokken næsten to om natten. Vi skyndte os ud på gaden og skaffede en Saferide, dumpede Jun udenfor hendes lejlighed (jeg håber hun er ok...), og vendte så næsen hjemad. Da jeg stod med nøgled i den ene hånd og en lækker natmads-sandwich i den anden var klokken næsten tre og jeg kunne høre min seng kalde på mig.

Da vækkeuret ringede næste morgen kl. 8.30 kunne jeg næsten ikke fatte at det var sandt. Jeg var så træt at jeg var lige ved bare at lade det ringe og min lårmuskel var super øm, men op det skulle jeg. Ted og jeg havde nemlig planlagt at køre til Fort Laramie samme dag, og jeg havde kun med nød og næppe fået overbevist ham om at det altså var for tidligt at køre kl. 7 når man ikke er kommet i seng før kl. 3. Ted havde dog lovet at ringe og tjekke om jeg var kommet op et kvarter inden vi skulle køre; hvilket sjovt nok var sådan cirka det tidspunkt hvor jeg stod op, men da klokken blev 9 havde jeg stadig ikke hørt fra ham. Jeg besluttede mig for at ringe ham op, lade den ringe et par gange og så gå i seng igen hvis han ikke svarede. Min plan virkede, og jeg endte med at sove næsten 1½ time mere inden han ringede. Vi kom dog afsted, og det var en lang køretur på næsten 2½ time, men jeg havde kaffe så jeg klarede mig. Desuden er landskabet bare ufatteligt smukt, så der er altid noget at kigge på.

Da vi nåede frem var det super koldt og vi var ved at være sultne, så vi brugte det første stykke tid på at kigge inde i husene og spise madpakker (som jeg dog havde været vågen nok til at smørre). Jeg fik desværre ikke nogle billeder indenfor, for der var plexiglas for døråbningerne, så man kunne sagtens se ind, men billederne blev temmelig uklare. For dem der aldrig har hørt om Fort Laramie (jeg gætter på at det gælder for alle der læser med), så er det et gammelt fort fra nybyggertiden, som oprindeligt var privatejet. Fortet var et af de primære stop på Oregon-ruten, hvor de fleste pionerer stoppede på vej vestpå. Med tiden blev det overtaget af militæret, som bl.a. skulle ”holde styr på” indianerne. Mange vigtige begivenheder har fundet sted på fortet, og så opholder Wyomings ældste stående bygning sig også der. For mig som er helt fascineret af historie er det et virkelig spændende sted, men jeg tror ikke Ted synes det var nær så sejt, og så var det jo i øvrigt også super koldt, så vi blev ikke så længe. Det var dog længe nok til at jeg følte jeg havde set stedet, og så fik jeg også nogle gode billeder til scrapbogen.

Resten af ugen brugte jeg til at arbejde med mit speciale, og det gav bonus. Jeg blev færdig med andet kapitel, og da jeg mødtes med min vejleder om mandagen var der kæmpe ros til lille mig. Yeah! Det betød så også at jeg sidste uge kunne koncentrere mig om andre ting, for så var det jo jeg kom i tanke om at Stephane (min ven fra Frankrig) og jeg havde meldt os til det internationale talentshow, hvilket altså foregik lørdag. Jeg fik fat i Stephane, som lige var kommet tilbage fra Chicago, og forklarede ham at vi nok var nødt til at mødes og øve et eller andet på et tidspunkt. Vi mødtes så tirsdag eftermiddag og prøvede os frem med nogle forskellige sange. Stephane skulle til time, så vi blev enige om at en øver igen om aftenen nok ikke var helt af vejen. Da vi øvede om aftenen blev vi enige om tre sange: ’Ring of Fire’ af Johnny Cash, ’Relator’ af Scarlett Johanson og Peter York (som jeg aldrig havde hørt før) og ’Hit the Road, Jack’ af Ray Charles. Første og sidste sang var selvfølgelig valgt for at fedte lidt for det amerikanske publikum, og det viste sig faktisk at virke. Vores ”show” gik rigtig godt, og vi kom dælme på anden pladsen!! Hvem skulle have troet det (vi havde øvet i ca. 2 timer i alt, så jeg gik bare på scenen med en ide om at have det sjovt). Vinderne var nogle helt fantastiske dansepiger fra Nepal, som blandede traditionel og moderne nepalesisk dans, så det var absolut ikke hårdt at tabe til dem. Ud over at vi ikke havde øvet sådan sindsygt meget, havde vi også været til stor fest aftenen inden. Dennis (fra Tyskland) havde tidligere vundet en masse penge i UW Idol, så han ville gerne sponsorere en fest for hans lille forsamling af 60-70 venner. Det var en super sjov fest, men det betød selvfølgelig også at vi var ganske smadrede, men vi kunne åbenbart stadig underholde. Da showet var ovre og vi var godt igang med at stoppe gratis pizza i os, kom den gut der stod for at tælle stemmerne hen til mig og sagde at det kun var nogle få stemmer der havde adskildt os fra at vinde publikums-prisen. Selvom vi ikke vandt den, så var det da meget rart at vide alligevel. Jeg har faktisk en video af vores optræden, men det lader ikke til at min computer er glad for at opload den, så den må i se når jeg kommer hjem igen.

Næste formiddag var der ”morgenmad” på Perkins; en tradition der startede sidste semester. Jeg kom til at sidde overfor Dennis, som fortalte mig at han havde talt med en af dommerne (hun er hans kor-lærer, så de havde lige hilst efter showet). Hun havde spurgt om jeg ikke havde været til audition på et af hendes kor i december, hvilket jeg havde, og sagt til Dennis at hun fortrød at hun ikke havde valgt mig...he he! Det var bare lidt for fedt at høre. Jeg indrømmer gerne at jeg havde en god aften i lørdags, mod alle ods, men stadigvæk er det jo rart at få ros af en sang-professor. Jeg ved også godt at jeg havde en rigtig dårlig dag da jeg var til audition, men det hjælper altså ikke noget at beklage sig, for de lyder man jo ikke bedre af. Nå men det var bare lige for at klappe mig selv lidt på skulderen, bare ignorer min ubehagelige selvtilfredshed.

Denne uge (det vil sige 2 dage indtil videre) har der så været lidt mere ro på. Jeg har ikke været nødt til at styrte frem og tilbage mellem kontoret, computer-lab og koncertsalen for at nå det hele, og som en ekstra bonus var der stor frokost på arbejde i dag. Indimellem har de nogle møder som de bestiller mad til, og så er mødet helt uventet overstået flere timer før end beregnet. Det var lige præcis sådan en fantastisk situation vi befandt os i i dag, og det endte med at vi alle 8 på kontoret besluttede os for at spise sammen. Det er noget jeg ikke har oplevet endnu, så det er lidt af en sjældenhed. Derudover besluttede Ann, den rare dame der giver mig kaffe, at hun gerne ville invitere os alle på frokost næste onsdag på Altitude. Jeg ved ikke hvad anledningen er, men det er byen bedste restaurant og jeg skal helt sikkert med. Jeg arbejder ellers normalt ikke om onsdagen, men når der er gratis frokost i kiggerten er jeg villig til at gøre en undtagelse. På torsdag skal der vist nok være helt vildt gang i den. Kathrin (en af de østrigske piger, som jeg har mødt for nylig) får besøg af sin lillebror, så det er allerede bestemt at vi skal holde super for-fest og så danse natten lang på The Buck. Man har ikke rigtig oplevet Laramie før man har prøvet det, så det er et must. Derudover har jeg ikke de helt store planer for denne uge, men jeg skulle gerne nå at skrive mit tredje (og måske sidste) kapitel færdigt, så vi har en lille måned til at rette hele møjet igennem inden jeg vender hjem til Danmark.

Og lige en lille note inden jeg slutter af for denne gang. Nu er Laramie jo i bund og grund en bjergby, og det betyder også at selvom vi opfatter det som forårsvejr, så er det stadig hundekoldt, blæsende og træls, og en spontan snestorm venter altid lige om hjørnet. Derfor vil jeg gerne bestille forårsvejr til 1. maj, hvis det ikke er for meget forlangt...altså dansk forårsvejr. Eller endnu bedre, dansk for-sommervejr. Tak!