Dagbog 15-02-2010
ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE
Gør dig klar til en tudefest uden lige. Nu har det jo lige været Valentins Dag, og det i sig selv er faktisk ikke det sjoveste i verden når man er single. Jeg er selvfølgelig vant til at der første folk spørger om, når de ikke har set mig i noget tid er: ”Hvordan går det med kærligheden?” Hvortil jeg pligtskyldigt svarer: ”Stille og roligt.” Stille og roligt er selvfølgelig en underdrivelse, eftersom jeg nu har været single i nogle år efterhånden. Alligevel virker det som om at der er det eneste rigtige svar, ud over: ”Kanon, jeg skal giftes i næste måned, her er en usynlig invitation!” Det ville selvfølgelig være en kæmpe løgn, og jeg er ret sikker på at folk hurtigt ville regne den ud. Det er lige som om at det rigtige svar – nemlig at den mest stabile mand i mit liv er min kat (og han har ifølge mine forældre lige haft orm...uhm, lækkert John T.) – ikke er acceptabelt i vores samfund. Anyway, nu er jeg jo i USA, og her bliver Valentins Dag taget ret alvorligt. Det er faktisk mere eller mindre det eneste folk kan tale om i ca en uge inden selve dagen oprinder, og generelt opfører folk sig ligesom mig når min fødselsdag nærmer sig = jeg vil helst have at alle folk husker det, så jeg nævner det konstant.
Når man så også er syg, og derfor har tilbragt Valentins Dag med at sidde og have ondt af sig selv, mens man prøver på ikke at nyse mere end hvert kvarter, så ved man bare at man er en fiasko. Der er ingen der vil være interesserede i at høre om hvordan jeg har tilbragt denne årets vigtigste dag, og jeg vil følgelig blive betragtet som et misfoster. Heldigvis har jeg jer at brokke mig til i stedet. Nå, men tilbage til mit skrækkelige sygdomsforløb. Det startede onsdag i sidste uge, hvor jeg pludselig fik vildt ondt i maven. Som den evige optimist jeg jo er tænkte jeg selvfølgelig at det nok bare var noget med min cyklus (af hensyn til muglige mandlige læsere vil jeg ikke uddybe mere på det punkt; damer, i ved hvad jeg taler om). Torsdag blev jeg i sengen og prøvede at tænke positive tanker. Fredag morgen havde jeg det så meget bedre. Jeg mente selv at jeg havde behandlet situationen helt rigtigt, indtil om eftermiddagen, hvor min næse pludselig forvandlede sig til et smukt vandfald af snot, uhmmm. Lørdag blev det kun værre, da jeg kunne tilføje feber og hovedpine til listen over plager, og søndag begyndte mine ører at gøre ondt, hvorefter jeg løb tør for næsespray. Det føltes værre end de ti plager der blev sendt til Ægypten, hvis jeg skal være helt ærlig. Min gode veninde Kacy, der naturligvis havde vildt ondt af mig, kørte mig til Walmart, så jeg kunne købe forsyninger. Da vi drejede ind på parkeringspladsen skulle vi rundt i et skarpt sving, det havde sneet en del lørdag, og bilen skred ud. Vi kørte lige ind i en helle, men det virkede ikke til at der var sket noget, så vi fandt en parkeringsplads og gik ud for at tjekke bilen. Kacy kiggede sådan lidt underligt på hjulene et øjeblik før det gik op for hende at der var noget der ikke var som det skulle være. Så gik det op for hende hvad det var, hun kiggede på mig og spurgte: ”Plejer det hjul ikke at have en hjulkapsel?” Jeg måtte indrømme at selvom det virkede logisk, så kunne jeg ikke svare bekræftende. Hun gik en gang rundt om bilen for at forsikre sig om at alle de andre hjul havde en hjulkapsel, hvilket de havde, hvorefter hun marcherede beslutsomt op mod svinget for at finde den der var faldet af.
Hun fandt den heldigvis igen, og mente at den godt kunne sættes på igen. På vej hjem udviklede det sig til en længere diskussion omkring nytten ved hjulkapsler. Vi havde nogle gode teorier, men ingen af os kunne definitivt sige hvorfor der egentligt er hjulkapsler på biler. Er de bare til pynt, eller har de en egentlig funktion? Nå, men pointen med at snakke om Kacy var sådan set at illustrere hvordan jeg har det når jeg er syg. Jeg er den type der helst skal pyldres lidt om, og det er altså ret svært når jeg bor tusindvis af kilometer fra min mor. Det ville være aller bedst hvis hun lige hoppede på flyveren med en omgang varm suppe, strøg mig lidt over håret imens jeg spiste den, og så ellers tømte snotpapirs-posen og ordnede andet forefaldende arbejde. Jeg ved godt at det ikke er en særlig feministisk indstilling for en selvudråbt feminist, men når jeg er syg er det altså kun min mor der duer! Det er sådan min generelle barnlighed bliver fremstillet når jeg er syg. Jeg foretrækker hvis folk lytter til hele min sygdomsberetning, og så siger: ”Nåååå, hvor er det synd for dig. Atjuuu, ja jeg er godt nok også selv super forkølet, men det er da helt sikkert mere synd for dig Frk. Truelsen.” –Så ved i lige det til en anden gang.
Det tredje onde, udover Valentins Dag og forkølelese, er mit speciale. Det er ikke for at jeg ikke er super spændt på at skrive det. Det er mere det der med rent faktisk at starte skriveprocessen. Hver gang jeg har skrevet en opgave, uanset om den har fået en god eller dårlig karakter, så har jeg kunnet læse den igennem efter et par måneder og finde tusind fejl. Det kunne jeg bare godt tænke mig at undgå med mit speciale, og det er nok derfor jeg er lidt tilbageholdende; hvad nu hvis jeg ikke har flere gode opgaver i mig, og denne her (den eneste der i virkeligheden betyder noget) bliver noget hø. Det ville jeg bare ikke kunne bære. Samtidig er der ingen tvivl om at den opgave er afleveret senest 1. august, for jeg er helt sikkert færdig med at læse på universitetet nu. Jeg har klaret mig igennem snart fem år, og det synes jeg faktisk må være rigeligt. Oveni at jeg prøver på at komme igang med et fordømte speciale, så skal jeg da også lige læse en bog til på onsdag. Nu ved jeg godt at nogle af jer tænker: ”Så kunne du jo være gået igang noget før.” Men det kunne jeg faktisk ikke. Jeg gik igang den dag bogen kom hjem fra biblioteket, men jeg bliver ved med at falde i søvn hver gang jeg har læst ½ time (fordi jeg er syg, snøft), så den rigtige tanke ville have været: ”Nåh, hvor er det synd for Frk. Truelsen at hun skal læse en hel bog til på onsdag.” Ja, jeg ved godt at jeg er dybt ynkelig, men det er bare hvad snot gør ved min hjerne.
Okay, okay, det er da heller ikke fordi der slet ikke er lys for enden af tunnellen. Her kommer så en liste over de ting der kan muntre mig op når jeg er ynkelig:
1. Chokolade
2. Min dejlige veninde Milles blog om farver
3. At snakke med min mormor på Skype
4. At min mormor er totalt sej og højteknologisk (hun har fået computer og er kommet på Fjæsbog...hvor mange af jer kan sige det samme?)
5. Min Disneylærer, der tilbød at låne mig et tv, fordi ’Skønheden og Udyret’ ikke er udkommet på DVD, og hun havde et total antikt tv med vhs-afspiller i
6. Chokolade...hov, den havde jeg vist allerede, men det er altså bare en af de der ting der hjælper på alt
7. De to tv-serier Life Unexpected og Glee, som jeg har accepteret som et plaster på såret, efter vi mistede vores dejlige Venner og Gilmore Girls (desuden kan Gossip Girl, One Tree Hill, Top Model, Grey’s Anatomy, Private Practice, Ugly Betty, Cougar Town, House, Scrubs og mange andre serier også muntre mig op—har jeg nævnt at jeg er fjernsynsnarkoman, og at jeg ikke har noget fjernsyn i Laramie, hulk)
8. At en af mine naboer har hængt sine kridhvide mandetrusser (med gylp og det hele) til tørre på bøjler udenfor—så kan man hvis knap nok være mere stolt af sit undertøj..he he, det grinede vi meget af den sommer.
9. Kaffe (jeg sidder faktisk og slubrer en dejlig kop af slagsen i skrivende stund)
10. Gulerødder, mærkeligt nok. Dog, vil jeg sige, at gulerødder bare ikke er det aller bedste hvis man nyser meget, for så kan man godt regne med at væggene er orange efter et par dages forkølelse
11. Rocky Horror Picture Show. Skal det være kult-klassiker, så kan det vel for dælen lige så godt være med Tim Curry og Susan Sarandon i korset og strømpeholder. Hvis nogen ikke forstår denne reference, så er der gået noget helt galt i deres film-opdragelse, og de bedes strakt tage ned i video-biksen og finde denne klassiker (okay, måske kun dem over 16 år...den er sådan lidt...hvad er det ord jeg leder efter...fræk, for at sige det pænt)
Uhh, jeg kom lige i tanke om noget mere jeg ikke har brokket mig over endnu, jubii. Jeg opdagede den anden dag at der er hul i næsten halvdelen af mine strømper...Hvordan kan det lade sig gøre?! Jeg forstår det bare ikke. Det er lige som om at mine strømper bare besluttede sig for lige pludselig at falde fra hinanden på samme tid. Jeg ved godt at udtrykket hedder ’en fattig studerende’, men nye strømper kan der vel for søren blive gjort råd til i budgettet. Det er jo ikke fordi at strømper er noget af det dyreste man kan anskaffe sig, men det er bare sådan en lidt irriterende ting at bruge penge på. De penge kunne være lige så godt givet ud på chokolade, for eksempel. Jeg havde faktisk købt fem par nye strømper sidste semester, men da jeg så kom tilbage til Laramie opdagede jeg at en af dem (altså én strømpe, ikke et par) stadig lå i Holstebronx, så nu har jeg 4½ par nye strømper, hvilket logisk nok kun giver 4 brugbare par, da de ikke er samme farve. Total nedern strømpe-stil der, der, der, der.
ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE
Gør dig klar til en tudefest uden lige. Nu har det jo lige været Valentins Dag, og det i sig selv er faktisk ikke det sjoveste i verden når man er single. Jeg er selvfølgelig vant til at der første folk spørger om, når de ikke har set mig i noget tid er: ”Hvordan går det med kærligheden?” Hvortil jeg pligtskyldigt svarer: ”Stille og roligt.” Stille og roligt er selvfølgelig en underdrivelse, eftersom jeg nu har været single i nogle år efterhånden. Alligevel virker det som om at der er det eneste rigtige svar, ud over: ”Kanon, jeg skal giftes i næste måned, her er en usynlig invitation!” Det ville selvfølgelig være en kæmpe løgn, og jeg er ret sikker på at folk hurtigt ville regne den ud. Det er lige som om at det rigtige svar – nemlig at den mest stabile mand i mit liv er min kat (og han har ifølge mine forældre lige haft orm...uhm, lækkert John T.) – ikke er acceptabelt i vores samfund. Anyway, nu er jeg jo i USA, og her bliver Valentins Dag taget ret alvorligt. Det er faktisk mere eller mindre det eneste folk kan tale om i ca en uge inden selve dagen oprinder, og generelt opfører folk sig ligesom mig når min fødselsdag nærmer sig = jeg vil helst have at alle folk husker det, så jeg nævner det konstant.
Når man så også er syg, og derfor har tilbragt Valentins Dag med at sidde og have ondt af sig selv, mens man prøver på ikke at nyse mere end hvert kvarter, så ved man bare at man er en fiasko. Der er ingen der vil være interesserede i at høre om hvordan jeg har tilbragt denne årets vigtigste dag, og jeg vil følgelig blive betragtet som et misfoster. Heldigvis har jeg jer at brokke mig til i stedet. Nå, men tilbage til mit skrækkelige sygdomsforløb. Det startede onsdag i sidste uge, hvor jeg pludselig fik vildt ondt i maven. Som den evige optimist jeg jo er tænkte jeg selvfølgelig at det nok bare var noget med min cyklus (af hensyn til muglige mandlige læsere vil jeg ikke uddybe mere på det punkt; damer, i ved hvad jeg taler om). Torsdag blev jeg i sengen og prøvede at tænke positive tanker. Fredag morgen havde jeg det så meget bedre. Jeg mente selv at jeg havde behandlet situationen helt rigtigt, indtil om eftermiddagen, hvor min næse pludselig forvandlede sig til et smukt vandfald af snot, uhmmm. Lørdag blev det kun værre, da jeg kunne tilføje feber og hovedpine til listen over plager, og søndag begyndte mine ører at gøre ondt, hvorefter jeg løb tør for næsespray. Det føltes værre end de ti plager der blev sendt til Ægypten, hvis jeg skal være helt ærlig. Min gode veninde Kacy, der naturligvis havde vildt ondt af mig, kørte mig til Walmart, så jeg kunne købe forsyninger. Da vi drejede ind på parkeringspladsen skulle vi rundt i et skarpt sving, det havde sneet en del lørdag, og bilen skred ud. Vi kørte lige ind i en helle, men det virkede ikke til at der var sket noget, så vi fandt en parkeringsplads og gik ud for at tjekke bilen. Kacy kiggede sådan lidt underligt på hjulene et øjeblik før det gik op for hende at der var noget der ikke var som det skulle være. Så gik det op for hende hvad det var, hun kiggede på mig og spurgte: ”Plejer det hjul ikke at have en hjulkapsel?” Jeg måtte indrømme at selvom det virkede logisk, så kunne jeg ikke svare bekræftende. Hun gik en gang rundt om bilen for at forsikre sig om at alle de andre hjul havde en hjulkapsel, hvilket de havde, hvorefter hun marcherede beslutsomt op mod svinget for at finde den der var faldet af.
Hun fandt den heldigvis igen, og mente at den godt kunne sættes på igen. På vej hjem udviklede det sig til en længere diskussion omkring nytten ved hjulkapsler. Vi havde nogle gode teorier, men ingen af os kunne definitivt sige hvorfor der egentligt er hjulkapsler på biler. Er de bare til pynt, eller har de en egentlig funktion? Nå, men pointen med at snakke om Kacy var sådan set at illustrere hvordan jeg har det når jeg er syg. Jeg er den type der helst skal pyldres lidt om, og det er altså ret svært når jeg bor tusindvis af kilometer fra min mor. Det ville være aller bedst hvis hun lige hoppede på flyveren med en omgang varm suppe, strøg mig lidt over håret imens jeg spiste den, og så ellers tømte snotpapirs-posen og ordnede andet forefaldende arbejde. Jeg ved godt at det ikke er en særlig feministisk indstilling for en selvudråbt feminist, men når jeg er syg er det altså kun min mor der duer! Det er sådan min generelle barnlighed bliver fremstillet når jeg er syg. Jeg foretrækker hvis folk lytter til hele min sygdomsberetning, og så siger: ”Nåååå, hvor er det synd for dig. Atjuuu, ja jeg er godt nok også selv super forkølet, men det er da helt sikkert mere synd for dig Frk. Truelsen.” –Så ved i lige det til en anden gang.
Det tredje onde, udover Valentins Dag og forkølelese, er mit speciale. Det er ikke for at jeg ikke er super spændt på at skrive det. Det er mere det der med rent faktisk at starte skriveprocessen. Hver gang jeg har skrevet en opgave, uanset om den har fået en god eller dårlig karakter, så har jeg kunnet læse den igennem efter et par måneder og finde tusind fejl. Det kunne jeg bare godt tænke mig at undgå med mit speciale, og det er nok derfor jeg er lidt tilbageholdende; hvad nu hvis jeg ikke har flere gode opgaver i mig, og denne her (den eneste der i virkeligheden betyder noget) bliver noget hø. Det ville jeg bare ikke kunne bære. Samtidig er der ingen tvivl om at den opgave er afleveret senest 1. august, for jeg er helt sikkert færdig med at læse på universitetet nu. Jeg har klaret mig igennem snart fem år, og det synes jeg faktisk må være rigeligt. Oveni at jeg prøver på at komme igang med et fordømte speciale, så skal jeg da også lige læse en bog til på onsdag. Nu ved jeg godt at nogle af jer tænker: ”Så kunne du jo være gået igang noget før.” Men det kunne jeg faktisk ikke. Jeg gik igang den dag bogen kom hjem fra biblioteket, men jeg bliver ved med at falde i søvn hver gang jeg har læst ½ time (fordi jeg er syg, snøft), så den rigtige tanke ville have været: ”Nåh, hvor er det synd for Frk. Truelsen at hun skal læse en hel bog til på onsdag.” Ja, jeg ved godt at jeg er dybt ynkelig, men det er bare hvad snot gør ved min hjerne.
Okay, okay, det er da heller ikke fordi der slet ikke er lys for enden af tunnellen. Her kommer så en liste over de ting der kan muntre mig op når jeg er ynkelig:
1. Chokolade
2. Min dejlige veninde Milles blog om farver
3. At snakke med min mormor på Skype
4. At min mormor er totalt sej og højteknologisk (hun har fået computer og er kommet på Fjæsbog...hvor mange af jer kan sige det samme?)
5. Min Disneylærer, der tilbød at låne mig et tv, fordi ’Skønheden og Udyret’ ikke er udkommet på DVD, og hun havde et total antikt tv med vhs-afspiller i
6. Chokolade...hov, den havde jeg vist allerede, men det er altså bare en af de der ting der hjælper på alt
7. De to tv-serier Life Unexpected og Glee, som jeg har accepteret som et plaster på såret, efter vi mistede vores dejlige Venner og Gilmore Girls (desuden kan Gossip Girl, One Tree Hill, Top Model, Grey’s Anatomy, Private Practice, Ugly Betty, Cougar Town, House, Scrubs og mange andre serier også muntre mig op—har jeg nævnt at jeg er fjernsynsnarkoman, og at jeg ikke har noget fjernsyn i Laramie, hulk)
8. At en af mine naboer har hængt sine kridhvide mandetrusser (med gylp og det hele) til tørre på bøjler udenfor—så kan man hvis knap nok være mere stolt af sit undertøj..he he, det grinede vi meget af den sommer.
9. Kaffe (jeg sidder faktisk og slubrer en dejlig kop af slagsen i skrivende stund)
10. Gulerødder, mærkeligt nok. Dog, vil jeg sige, at gulerødder bare ikke er det aller bedste hvis man nyser meget, for så kan man godt regne med at væggene er orange efter et par dages forkølelse
11. Rocky Horror Picture Show. Skal det være kult-klassiker, så kan det vel for dælen lige så godt være med Tim Curry og Susan Sarandon i korset og strømpeholder. Hvis nogen ikke forstår denne reference, så er der gået noget helt galt i deres film-opdragelse, og de bedes strakt tage ned i video-biksen og finde denne klassiker (okay, måske kun dem over 16 år...den er sådan lidt...hvad er det ord jeg leder efter...fræk, for at sige det pænt)
Uhh, jeg kom lige i tanke om noget mere jeg ikke har brokket mig over endnu, jubii. Jeg opdagede den anden dag at der er hul i næsten halvdelen af mine strømper...Hvordan kan det lade sig gøre?! Jeg forstår det bare ikke. Det er lige som om at mine strømper bare besluttede sig for lige pludselig at falde fra hinanden på samme tid. Jeg ved godt at udtrykket hedder ’en fattig studerende’, men nye strømper kan der vel for søren blive gjort råd til i budgettet. Det er jo ikke fordi at strømper er noget af det dyreste man kan anskaffe sig, men det er bare sådan en lidt irriterende ting at bruge penge på. De penge kunne være lige så godt givet ud på chokolade, for eksempel. Jeg havde faktisk købt fem par nye strømper sidste semester, men da jeg så kom tilbage til Laramie opdagede jeg at en af dem (altså én strømpe, ikke et par) stadig lå i Holstebronx, så nu har jeg 4½ par nye strømper, hvilket logisk nok kun giver 4 brugbare par, da de ikke er samme farve. Total nedern strømpe-stil der, der, der, der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar