Mus og Madforgiftning

Dagbog 9-4-2010

Sikke en uge jeg har haft. For at begynde med begyndelsen, så kom jeg aldrig afsted til den fest i torsdags. Jun ringede og spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage i byen med hende, og det havde jeg selvfølgelig. Jun kom derfor fræsende i en Night Owl (den ene af de gratis-taxier der arbejder for UW), fik en hurtig drink og hoppede så sammen med mig i en Safe Ride. Vi kørte ned til Front Street Tavern (som bl.a. også bliver kaldt ’The Tavern’ og ’Sweet Melissa’) hvor en hel flok econ-folk sad og hyggede. Nu kan det godt være at du tænker: Økonomer...really? Men de var faktisk virkelig herlige, og det endte med at vi havde en virkelig sjov aften i byen.


Fredag var det så crunch-time. Jeg skulle virkelig igang med 3. kapitel af mit speciale, for jeg havde sådan set spået at jeg ville være færdig med det om mandagen...he he, som om. Nå, men jeg kom da også så småt igang, men nåede ikke så langt som jeg havde regnet med. Det kan godt være det var påse-ferie og alt det der, men det gjorde altså ikke den store forskel for mig, eftersom jeg alligevel har fri om fredagen (herovre har de ikke fri om torsdagen og mandagen, og faktisk har mange heller ikke fri om fredagen). Fredag aften ringede Andrea, som jeg havde Disney sammen med sidste semester. Hun har taget dette semester fri og arbejder ca. 80 timer i ugen for at betale gæld af! Derfor har jeg heller ikke set ret meget til hende det sidste stykke tid, for hun har jo arbejdet 7 dage i ugen. Men, fredag aften ringede hun og spurgte om vi ikke skulle mødes til kaffe lørdag. Det lød jo ret fantastisk, og Jun, som jeg havde aftalt at tage i byen med, var også med på en kaffe-date. Vi tog så ind til en kaffe-bar downtown, og der gik ikke længe før vi fandt ud af at de også havde ret gode øl. Det udviklede sig selvfølgelig hurtigt til en bytur med os alle tre, og da vi tog på The Tavern gik der ikke ret længe før vores bord var fyldt. Jeg havde fundet ud af at Jun lige nu har to ’kærester’, i den forstand at hun ikke kan vælge imellem dem. Jeg havde mødt den ene, som er econ-mand, om torsdagen; den anden, som ingen helt ved hvad laver, kom forbi om lørdagen. Jeg kan godt forstå at Jun har svært ved at vælge imellem dem, for de er begge to super flinke, men det er en lidt sjov situation, og Jun har det bare vildt dårligt med det. Hele situationen eksploderede åbenbart i går, hvor begge fyre mødte op på samme bar og var sikre på at de var hendes eneste kæreste...he he. Det endte med slagsmål og hele molevitten, og Jun er bare klar til at skyde sig selv i dag, for hun ved ikke hvad hun skal gøre. Jeg har selvfølgelig ret ondt af Jun, men på samme tid er det lidt som at se en soap-opera (og jeg savner virkelig mit tv), så jeg nyder det også lidt.


Søndag var vi så inviteret til middag hos nogle af Juns venner. Jeg havde ikke mødt dem før, men de var virkelig søde, og det føltes hurtigt som om jeg havde kendt dem længe. Jeg havde ikke forventet noget så fint, men da vi ankom fandt vi ud af at de havde tilberedt en hel kalkun (til 5 mennesker!), men alt det traditionelle Thanksgiving-tilbehør. Det var simpelthen bar så godt. Jeg har aldrig før fået så lækker kalkun, og så var resten af maden desuden også ret lækker. Disse to fantastiske mennesker havde så været på fisketur samme dag, og det var gået ret vildt for sig. På første kast havde Erin fået en ordentlig fisk på krogen. Det viste sig at være en meter lang (eller noget i den stil) ørred. Hun bad så Drew om hjælp, og da han prøvede at rulle snøren ind fangede han også en ørred (omend noget mindre). Den lille fisk blev så doneret til Jun og jeg, som aftalte at den skulle spises dagen efter. Nu har jeg jo aldrig prøvet at tilberede sådan en hel fisk før, så jeg tyede straks til internettet, hvor jeg da også fandt en opskrift. Det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tror Jun var enig, for hun blev ved med at spise indtil der ikke var mere fisk. Jeg tror jeg har nævnt det før, men Jun er altså ret petit, men hun kan nu alligevel spise ret meget når det kommer til stykket. Det endte med at blive en ret god tøse-middag, og nok det mest omfattende måltid jeg har tilberedt i den her lejlighed.


Tirsdag besluttede jeg så at jeg bare skulle have noget simpelt til aftensmad, og da jeg var igang med at stege nogle kartofler, faldt der et lille stykke ned ved siden af komfuret. Mit køkken er indrettet på den måde at komfuret og vasken mødes, men der er et helt hjørne hvor der ikke er noget. Det var der kartofel-stykket faldt ned, og jeg kunne ikke nå det. Jeg besluttede at jeg lige ville lade det være indtil jeg kom i tanke om noget jeg kunne bruge til at få fat i det med. Så langt nåede jeg dog aldrig, for da jeg kom hjem fra arbejde dagen efter var det væk. Jeg kunne godt regne ud at det var min dejlige mus der havde været på spil. Jeg er ikke sikker på om jeg har nævnt det, men jeg opdagede jo ret hurtigt at der var en mus mere, og vores viceværter har da også været her og lappe nogle huller i væggen i mit vaskerum, hvor vi mener at den kom ud. Men de har åbenbart ikke lappet det godt nok, for musen kommer stadig ind i lejligheden. Jeg ringede jo så pronto efter muse-manden, som mente at vi nok måtte tage skrappere metoder i brug, og det fik han så bekræftet da han kom med flere fælder dagen efter. Han tjekkede selvfølgelig de ca. 40 fælder der allerede dominerer lejligheden, og så var det han opdagede at musen har spist det peanut butter han havde brugt som lokkemad på en af fælderne. Musen har altså været klog nok til at spise lokkemaden, som er smurt på fælden, uden at udløse den! Vi fik godt nok sat nogle mere effektive fælder op, men jeg begynder at tvivle på om den mus overhovedet kan dø. Jeg mistænker den for at være lidt af en super-mus, som er klogere end vi er. Det er faktisk ret deprimerende, men hvis jeg nognesinde møder den kan jeg selvfølgelig spørge om den ikke vil hjælpe mig med at skrive mit speciale færdigt.


Onsdag var vi en tur på Altitude, som efter min mening er den bedste restaurant i byen. Det var vores chef der betalte, eftersom det var en employee-appreciation-lunch. Det vil sige at hun giver frokost for at vise at hun er glad for det arbejde vi har lavet det sidste stykke tid. Selv om jeg kun arbejder der et par dage om ugen, og kun har været på kontoret siden slutningen af januar, var jeg stadig inviteret med, hvilket jeg synes var virkelig sødt af hende. Resten af onsdag og hele torsdag brugte jeg faktisk på mit speciale. Som tidligere nævnt havde jeg givet mig selv en deadline til om mandagen, hvilket dermed allerede var overskredet, så jeg aftalte med min vejleder at vi skulle mødes fredag, og der skulle jeg så gerne være nogenlunde færdig. Det blev jeg da også, eftersom jeg kæmpede med det kapitel hele torsdag, og dermed også gik glip af kæreste-drama i byen, men der var ikke gået ret længe efter jeg var faldet i søvn før jeg vågnede og vidste at noget var galt. Det føltes lige som om jeg havde tømmermænd og jeg var sikker på at jeg skulle kaste op. De næste par timer gik den så i fast rutefart mellem min seng og mit wc, hvor jeg dog ikke formåede at kaste op, og så gik det op for mig at det måtte være madforgiftning. Jeg har heldigvis aldrig haft madforgiftning før, men vidste jo så heller ikke hvad det var. Jeg begyndte at reevaluere alt hvad jeg havde spist, og til sidst måtte jeg konstatere at det nok var noget dårligt tun. Jeg havde troet at tunen stadig var god, men det er simpelthen det eneste det kunne være, og i dag har jeg ikke været i stand til at få andet end te og knækbrød ned. Jeg måtte jo så endnu engang ringe til min vejleder og sige til hende at jeg altså ikke kunne mødes, men i dag var det ikke fordi jeg ikke var klar. Hun har selv prøvet madforgiftning, så hun udviste stor sympati, hvilket altid er værdsat (jeg henviset til tidligere blog, hvor jeg skrev om hvordan Frk. Truelsen er når hun er syg). Vi aftalte at mødes mandag i stedet, hvilket så også lige giver mig et par dage til at rette igennem igen, hvilket altid er en god ting. Dermed er min weekend så temmelig fastlagt. Hvis jeg får det bedre i aften skal jeg i byen med Andrea og Jun, eller bliver det nok i morgen, og resten af tiden skal så bruges på opgave. Det lyder selvfølgelig vanvittig spændende, det er jeg godt klar over, men jeg kan bare ikke formidle hvor skønt det er at være næsten færdig med den store skriveprocess...Jeg skulle jo gerne have tid til at hænge ud med jer alle sammen når jeg kommer hjem om ikke så længe.