Mmm, Sushi!

Dagbog 25-4-2010

Ja, der gik altså lige et par dage inden den der fantastiske madforgiftning gik i sig selv igen, men jeg havde det da sådan okay gennem weekenden. Sidste mandag skulle jeg så mødes med min vejleder, men så var hun selvfølgelig blevet syg. Vores timing har bare været helt skæv på det sidste, så det var egentlig ikke nogen overraskelse. Det endte med at blive onsdag inden vi fik det til at passe. Jeg var selvfølgelig ret spændt på at høre hvad hun syntes, for hvis hun siger det er godt, så tror jeg på hende. Det gjorde hun bare ikke! Faktisk lød det til at det var noget værre møg, men hun sagde dog at der var en god opgave begravet et sted imellem en masse pladder. Hun gav dog også konstruktiv kritik og teknik til hvordan jeg skulle revidere. Mere om den sag senere.

Torsdag var der så 80’er fest sammen med nogle af dem jeg læste Disney med sidste semester. Det var faktisk en spille-fest. UW har åbenbart et game-room, hvor der ikke alene findes en masse computere, men også alle de spillekonsoller du overhovedet kan komme i tanke om. Der var endda en old school gameboy! Jeg var naturligvis alt for sej til guitar hero, så det holdte jeg mig til. Efter festen tog jeg en tur ud og spise sammen med Anna fra mit Disney hold, hendes kæreste, og hendes ene kontor-buddy. Det var super hyggeligt, og bagefter gav de mig et lift til the Library, hvor jeg troppede op i mit dejlige 80’er outfit og øjenskygge til den helt store guldmedalje. Det sjove ved det var, at bare fordi jeg havde konverteret min side-pony til en almindelig knold og taget lange bukser uden over mine shorts (jeg var klædt ud som arobics-fanatiker) var der ingen der rigtig lagde mærke til hvor 80’er jeg faktisk var. Det var lidt sjovt, hvis jeg selv skal sige det.

Er der 80'er nok?!

Om fredagen var jeg så til min første office function. Biblioteket (altså ikke baren, men dem der har bøger!) holdt en frokost til ære for nogle lokale forfattere, og de forskellige afdelinger på skolen havde så haft muligheden for at købe et bord hver. Vores kontor havde selvfølgelig også købt et bord, og de havde så bl.a. inviteret mig med til frokosten. Den dag fik jeg så bevis for at den travlhed der normalt hersker på kontoret ikke bare er noget jeg bilder mig ind. Frokosten skulle holdes på the Hilton, et hotel der ligger få minutters gang fra min lejlighed. Jeg havde fået instrukser om at være der ca. 15 minutter inden det skulle starte. Det var jeg selvfølgelig også, men der var bare ikke nogen af de andre endnu. Ca. to minutter inden det skulle starte dukkede der så to af mine kolleger og et par studerende op. Så skulle jeg da i det mindste ikke sidde alene ved bordet, puha! Arrangementet startede lige så stille, og da vi nåede til hovedretten, og hovedtaleren for den sags skyld, kom Ruth så listende ind. En halv time efter at det hele var startet var vi endelig fuldtallige. Efter hvad jeg kunne se var der ingen af de andre borde der manglede nogen da det startede.
Hovedtaleren var super genial. Jeg fandt aldrig ud af hvad hans bog handlede om, men han var virkelig underholdende. Han startede med at sige: ”Det kan godt være at jeg kommer til at græde mens jeg taler, men det skal i ikke tage jer af; det er glade tårer.” Det var da en intro der fangede de fleste. Man kunne ligefrem mærke hvordan sølvtøjet dalede og folk ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre af sig selv...he he. Jeg skal måske lige huske at sige her, hvis nogen skulle være i tvivl, at Wyoming er en af de mest konservative stater i hele USA, og der var uden tvivl mange konservative mennesker til stede. Da taleren så rigtig kom igang med at fortælle om hvordan han havde samlet inspiration til sin bog, lød det nogenlunde sådan her: ”Da jeg først ankom til Thailand var jeg så let-lagged at jeg ikke kunne sove, så jeg tog på club. Jeg elsker at danse. Efter et par uger havde jeg fået samlet en fantastisk gruppe fest-mennesker omkring mig, og vi gik altid ud sammen. Nogle af mine bedste venner var to transvistiter og en flamboyant bøsse.” Jeg sad ved siden af Chas, som er en af dem jeg har arbejdet meget sammen med, og jeg kunne bare mærke uden at kigge på ham at han var lige ved at flække af grin. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at jeg også selv havde gang i et internt grineflip af dimensioner og at der endnu engang blev konplet stille i salen. Det var jo ligesom meningen at vi skulle virke professionelle, men jeg blev altså alligevel nødt til at lukke et lille fnis ud, for det var bare så komisk. Jeg ved ikke hvor god den her historie i virkeligheden er, men det var ihvertfald sjovt for os der var der.

Fredag aften skulle vi fejre Verena’s fødselsdag. Vi skulle spise på en sushi restaurant som jeg ikke engang anede lå her i byen...what the f***? Det var super lækker mad, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst spiste så meget. Mmmmm, sushi! Samme aften festede vi vidre ved en privat fest. En af dem der var med på restaurant kendte en som holdt fest, og hun spurgte om hun godt måtte tage 20 Europæiske venner med. Jeg tror at ham der holdt festen troede hun overdrev lidt, så da vi troppede op kunne vi næsten ikke komme ind i huset. Det var et band der spillede i stuen, og der var nok ca. 70 mennesker i huset. Jeg har aldrig før set et sted være så proppet. Men det var da okay sjovt da det kom til stykket. Katja, Judith og jeg besluttede dog alligevel at vi hellere ville tage på the Buck, hvilket som regel resulterer i en sjov aften. Det gjorde det også denne gang. Vi dansede på livet løs, og så rendte vi ind i Adam (a.k.a. Papa Bear), som jeg ikke har set siden sidste semester. Det var super hyggeligt lige at blive opdateret på hvad han render og laver for tiden. Sidste semester holdt han en masse fester (hans far opfandt den laser som bliver brugt til at ”skrive” på øl- og sodavandsdåser, så han er faktisk sådan lidt små-rig), men hans hus blev så slidt at han var nødt til at stoppe festerne for at rette op på skaderne, ups!

Ellers skete der ikke det helt store de næste par dage. Jeg brugte en masse tid på mit speciale og min eksamensopgave. Faktisk har jeg siddet så meget foran computeren på det sidste at mine skuldre efterhånden har taget skade. Jeg har selvfølgelig ikke noget skrivebord her, så når jeg skriver hjemme sidder jeg ved mit spisebord, og det er så højt at mine skuldre automatisk kryber op. Det sidste par nætter har jeg faktisk været nødt til at sove med varmepuder på skuldrene for at udbedre skaden.

Nå jo, så skete der jo faktisk noget interessant om lørdagen. Jeg passede lige så stille mig selv og mine skriveriet da det pludselig bankede på døren. Da jeg åbnede så jeg så nogle meget smilende mennesker med nogle meget tunge bibler i hænderne. Jeg sagde pænt nej tak til at tale med dem og det accepterede de også, men alligevel bandede jeg lidt over at de havde brudt min koncentration. Fem minutter efter de var gået åbnede der sig så fra himlen et fænomen der kun kan beskrives som et skybrud. Nu er det altså sådan at det yderst sjældent regner i Laramie, så et regnskyl af den slags måtte simpelthen være sendt af højere magter. Det er sådan set ikke fordi jeg er religiøs (faktisk kan jeg nok bedre beskrives som agnostiker), men det føltes nu alligevel som retfærdig straf til de søde missionærer. Jeg har ikke noget imod at folk tror på gud (eller whatever), men de behøver egentlig ikke blande mig ind i det, så jeg synes de havde fortjent at blive gennemblødte, ha. Det kan selvfølgelig også godt være at der var en eller anden det prøvede at straffe mig for min retfærdige harme, for så var det var mit tag begyndte at lække igen. Jeg troede faktisk det var blevet lavet, men så blev jeg lige lidt klogere.

Så forårsagtig så Laramie ud efter lørdagens regnskyl.

Tirsdag da jeg var på kontoret kom jeg i snak med Ruth. Bare for at være virkelig banale snakkede vi om vejret. Jeg var bare så begejstret for at det endelig var blevet forår i Laramie, og at der endda havde været regnvejr. Ruth havde sagt til mig for flere uger siden at jeg nok skulle nå at se sne igen inden jeg tog hjem, og som om vi havde fået et tegn kiggede vi begge ud af vinduet og så at det sneede. Det var bare super mærkeligt, men det er åbenbart normalt med snestorme helt ind i juni her i byen.

Anywho. Torsdag skulle jeg så mødes med min lærer igen. Jeg var selvfølgelig kanon nervøs, for når man begynder at redigere når man som regel altid til det der punkt hvor man skal lade det ligge. Nogle gange er det bare svært at vide om an er nået dertil, og så risikerer man at aflevere noget der er endnu rimgere end det man først kom med. Jeg rakte med rystnede hænder min stak papirer til hende og satte mig så til at lade som om jeg læste i en bog, mens jeg i virkeligheden prøvede at tyde hendes reaktioner. Det var jeg så ikke lige super god til, for da hun begyndte at bruge mere tid på at skrive kommentarer end hun brugte på at læse var jeg sikker på at jeg var dødsdømt. Men faktisk var hun virkelig tilfreds med det jeg havde afleveret, og hun havde skrevet noter for at kommentere på alt, både godt og skidt. Der var dog slet ikke så meget der var skidt, så nu har jeg det meget bedre.

Torsdag har også været en af mine faste arbejdsdage på kontoret, så da jeg var færdig med mit møde hastede jeg tilbage for at blive færdig med min sidste arbejdsdag. Jeg havde tilbudt min kollega Shawn at hjælpe med at lave certifikater til hans studerende som skal hjem samme tid som mig, og han havde for flere uger siden sagt at det ville han nok gerne have mig til. Han ventede så selvfølgelig til den aller sidste dag jeg skulle være der til at sige: ”Hov, kan du forresten ikke lige lave de her tyve certifikater.” Det ville jeg selvfølgelig gerne, men problemet var at han ikke rigtig havde forberedt noget. Jeg skulle så have printet en frygtelig masse ting ud (og jeg kan ikke printe fra mit eget kontor), en tur over til the union for at få det skåret korrekt ud. Tilbage til kontoret og samle de forskellige stykker papir, binde dem sammen med noget særligt guldbånd, som ikke er helt let at styre, sætte et specielt UW guld-klistermærke på hver, proppe dem i kuverter og printe labels til kuverterne. Det var da også super fint. Jeg havde jo allerede lavet de certifikater som vi skal have til vores afskedsfest, så jeg kendte godt processen. Problemet var, at Shawn ikke lige havde fået købt flere guld-klistermærker, og han havde heller ikke tjekket om der var mere guldbånd (hvilket der altså ikke var). Jeg havde gjort ham opmærksom på disse ting, men han havde bare valgt at ignorere det. Det betød så at en opgave der ikke skulle have taget meget mere end et par timer endte med at tage ca. fem timer. Flot Shawn!

Fredag skulle jeg så mødes med Jun til frokost. Jeg havde tilbragt formiddagen på the union med at skrive opgave og skype hjem. Da jeg skulle mødes med Jun, på den anden side af campus, hvilket vil sige fem minutters gang, var jeg nær frosset ihjæl bare på den korte tur. Okay, det er måske en lille overdrivelse, men det blev altså værre i løbet af dagen. Fradag aften tog jeg så i Walmart (for sidste gang, håber jeg), og jeg var nær aldrig kommet hjem igen. Det var altså ikke for at jeg brugte ret lang tid inde i butikken; jeg skulle jo bare lige have noget mad til de sidste par dage. Men jeg endte med at vente på Safe Ride i næsten en time inden de kunne komme frem for at hente mig og fire andre der også var strandet. Normalvis bliver jeg så bare sat af på hjørnet ca. 50 meter fra min lejlighed, men stormen var så vild at de kørte helt hen til min hoveddør. Da jeg trådte ud var driverne så dybe at jeg sank i til knæene, og bilen var nær aldrig kommet derfra igen. De klarede den lige uden at skulle ud og skuppe bagpå, og jeg fik da også kæmpet mig hen til døren. Problemet var så bare at min skærmdør faktisk var frosset til. Der stod jeg så med favnen fuld af varer, en nøgle i den ene hånd, og en dør der var utilgægelig. Skærmdøren er jo yderst, for at undgå insekter om sommeren, så jeg kunne ikke engang komme i nærheden af næglehullet før jeg fik den op. Lettere panisk og allerede lidt forfrossen slog overlevelsesinstinktet så til, og jeg begyndte bare at hamre løs på håndtaget. Man kan godt sige at jeg var inspireret af russeren in Armageddon (”This is how we fix things in Russian space station.” Og så banker han eller bare løs indtil lortet virker), og endelig gik hådtaget løs, jeg kunne flå døren op og kaste mig ind i min varme stue. Meget kan man sige om den her altterlige lejlighed, men varm det er den da i det mindste!

Så vinteragtig så Laramie ud da jeg vågnede lørdag morgen!

Så kan jeg jo også lige fortælle at jeg endelig har fået lagt videoen af mig og Stephane på facebook, så hvis nogen skulle have lyst til at se vores optræden, skal de bare klikke her: http://www.facebook.com/video/video.php?v=388672352629&saved