Hyp, hyp, knoglebrud

Dagbog 26-01-10

Da jeg kom tilbage til Holstebronx var der ikke lang tid til jeg skulle afsted igen. Jeg var nemlig nødt til at tage en tur til København, hvor jeg d. 23. havde en aftale på den amerikanske ambassade for at få fornyet mit visum. Nu er det jo ikke fordi at DSB ikke får kritik nok i forvejen, men jeg vil da godt lige give dem en omgang også. Jeg skulle være på ambassaden kl. 8.15, så det første morgentog var udelukket. Hvis jeg havde taget det ville der ikke være tid til at blive forsinket. Nu er det sådan at man hverken må komme for tidligt eller for sent på den amerikanske ambassade; man skal bare være der til tiden. Det betød også at jeg ikke turde satse på et tog der ville ankomme meget kort tid inden min aftale. Derfor tog jeg så nattoget...eller rettere sagt nattogene. Jeg skulle først med et tog fra Holstebro til Skjern. Så skulle jeg skifte med lynets hast til en tog til Esbjerg. Der skulle jeg så vente i over en time...midt om natten! I december! Og banegårdsbygningen var lukket! Super praktisk at lukke banegårdsbygningen mere end en time tidligere end det sidste tog afgår. Jeg trøstede mig ved tanken om, at når jeg kom ind i det næste tog skulle jeg ikke skifte mere, for det skulle fortsætte hele vejen til København. Det gjorde det så bare ikke, og jeg blev nødt til at skifte i Fredericia. What the f...?! Ikke mindre end fire forskellige tog og 7-8 timer efter afgang ankom jeg så til Hovedbanegården, hvor alt var lukket! Jeg ved godt at der er mange udråbstegn i dette afsnit, men det kan da ikke være rigtigt. Hovedbanegården er altså ikke varmet op, og der var ikke engang en automat hvor man kunne trække en kop varm et eller andet.
Da den første ”bager” så åbnede kl. 6 satte jeg mig ind til et bord og hundefrøs med en kop nogenlunde kaffe og et vildt dyrt rundstykke. Medarbejderne kiggede olmt på mig flere gange, men jeg gav mig ikke og blev bare siddende. Da jeg var godt og grundig gennemkold efter at have siddet med min kaffe i 1½ time tænkte jeg at jeg lige så godt kunne tage bare lidt for tidligt ud til ambassaden. Jeg gik hen til informationen for at sikre mig at jeg kunne køre videre på min billet, men den flinke dame sagde til mig at eftersom rejsen var påbegyndt før midnat kunne jeg ikke bruge den mere. Det gjorde sådan set ikke nogen forskel at rejsen først var afsluttet et par timer tidligere. Jeg besluttede mig for, at når DSB indtil videre havde behandlet mig så råddent, skulle de ihvertfald ikke presse flere penge ud af mig den dag, så jeg tænkte at hvis jeg blev tjekket på den 5 minutter lange tur kunne jeg vel altid påråbe mig en af flere forskellige undskyldninger: ’Jamen, jeg er jo Jyde. Hvordan skulle jeg vide at jeg ikke kan bruge den samme billet?’, ’Jamen, prøv at se hvor blond jeg er...det er naturligt!’, ’Jeg har jet-lag, og kan derfor ikke forventes at være bekendt med alle DSBs regler...de er jo ikke ligefrem logiske, vel?!’ Jeg fandt derfor et s-tog, gik meget langsomt fra stationen, og kom derfor kun et kvarter for tidligt. Da vagten udenfor så var færdig med at stirre ud i den blå luft kom han hen og spurgte os der havde forsamlet os uden for døren om vi havde nogle elektroniske genstande med. Jeg havde min computer of telefon med, så jeg modtog et ondt blik og en besked om at det må man ikke. Jeg måtte derfor pænt tage tilbage til Hovedbanegården, finde en bagageboks (til kr. 30!!!!), hoppe på et nyt s-tog, og melde mig hos vagten igen. Denne gang lukkede han mig ind, og det viste sig også at der ikke var de store problemer i en visumfornyelse, men jeg kiggede konstant på klokken. Jeg havde jo pladsbillet til toget hjem, og det ville jeg meget gerne nå. Da jeg endelig blev kaldt ind til samtalen var der 35 minutter til mit tog skulle køre, og jeg må have set lidt nervøs ud, men manden bekendtgjorde at jeg havde fået bevilliget mit visum. Jeg sagde høfligt mange tak, hvorefter jeg løb ud af ambassaden, hen til Østerpor station, kiggede meget irriteret på køreplaner jeg ikke rigtig kunne tyde, udspurgte (måske lidt hårdt) en Københavner om hvilke tog der kørte til Hovedbanen, sprang ind i det første det bedste tog, ned i kælderen for at hente mine ting på banegården, og så ned på perronnen. Det var først der jeg opdagede at der stadig var et kvarter til toget skulle ankomme...hvor dum har man lov til at føle sig?
Hele visum-halløjet oven på turen hjem var en ret hård omgang, men så ventede julen også lige om hjørnet. Det var super dejligt at se hele familien igen. Jeg har en ret stor familie, men til jul får jeg som regel dem alle sammen at se. Jeg glædede mig især til 1. juledag, for der holder vi altid julefrokost med min mors familie. Det betyder at jeg den dag får set de fleste af mine fantastiske fætre og kusiner. Nogle af dem er jeg så tæt med i alder at vi nærmest er vokset op sammen, og derfor er det også trist at vi ikke ses så tit mere. Det havde min ældste kusine også tænkt på, så hun inviterede os til fætter/kusine-spisning et par dage senere. Min onkel overhørte det og spurgte om vi ikke havde lyst til at komme ud til ham inden og tage en lille ridetur. Han har en hel flok islænder ponier. Fire af os sagde ja tak. To af mine kusiner har gået til ridning, så de havde jo ikke noget at bekymre sig om. Min tredje kusine var en smule bange for heste, men havde sat sig for at overvinde sig selv. Og jeg havde så en romantisk forstilling om at ride ud over heden, at være et med hesten, og at jeg bare var et naturtalent. Det blev nu hurtigt bevist at jeg ikke er nogen Tina Lund. Jeg fik tildelt den trætteste pony i hele verden. Seriøst! Den blev ved med at gabe helt ekstremt meget. Jeg kunne næsten ikke få den til at bevæge sig, og jeg blev efterhånden overbevist om at jeg bare ikke havde fundet speederen endnu. I meget roligt tempo kom vi dog alligevel derudaf, og der gik ikke længe før jeg fik godt ondt i rumpen. Jeg fatter bare ikke hvordan cowboys holder sig i sadlen hele dagen, hver dag. Nå, men da vi var nået op på toppen af bakken mente min onkel at vi hellere måtte vende tilbage, for det var trods alt ret koldt. Da min hest fandt ud af at vi nu var på vej tilbage til stalden skal jeg lige love for at den tog styringen. Den ville gerne hjem, så jeg havde svært ved at holde den fra at trave eller tølte (?). For dem af jer der heller ikke har gjort sig fortjent til Tina Lund-mærket endnu, så er tølt en speciel gangart for islændere, og man kan nemt blive overrasket over hvor hurtigt sådan en lille fyr faktisk kan komme hen over markerne når den først begynder på det nummer. Da min pony begyndte at løbe stærkt inspirerede den åbenbart de ander, og der gik ikke længe før vi alle måtte kæmpe for at holde dem lidt i ro (når man først er øm bag i hjælper det altså ikke at få det til at gå hurtigere, kan jeg lige informere om).
Det endte med at være en super sjov (og lærerig) dag, og aftenen blev rigtig hyggelig selvom det ikke var alle fætter/kusinerne der kunne komme. Vi endte med at sidde den hårde kerne tilbage og spille til langt ud på aftenen. Det er helt sikkert noget jeg gerne vil gøre til en tradition, så jeg håber det næste bliver en sommerfest når jeg engang vender hjem til Danmark igen.
Resten af juledagene gik med julefrokoster og forberedelser til nytårsaften, som jeg skulle fejre sammen med min smukke søster, hendes kæreste og en masse af deres venner. Det blev også en sjov fest. Det var lidt som om vi ikke rigtig havde opdaget at klokken var blevet 12 (der var endda én der kom ud fra toilettet ca. 12.01 og kigge mærkeligt på os alle sammen, som om han tænkte ’Hvad foregår der?’), så det var en lidt sjov oplevelse. Ud på de små timer besluttede mig stedfar sig for at han og min mor havde brug for lidt motion. De bor ikke så langt fra min søster, så de kom og hentede mig (lol...jeg er 26 år gammel og bliver hentet af mine forældre fra fest nytårsaften).
De næste par dage var jeg et smut tilbage i Odense. Det var super lækkert at få set mine dejlige veninder igen. Jeg fik også lige fat i en enkelt af mine naboer, og så fik jeg ordnet alle mulige praktiske ting. Jeg fik også set den nye kæmpe-Ikea, der efter min mening er det bedste der findes i Odense (okay så, ud over mine venner og veninder). Men altså Ikea...wow, jeg glæder mig til jeg kommer hjem igen og bare kan tage derud og kigge når jeg har lyst. Før havde vi verdens mindste Ikea (ikke just sjovt), og de havde aldrig nogle af de gode ting hjemme. Nu har vi den største Ikea i Norden, og det kan jeg altså godt stå inde for...jubii! Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg vil have råd til at købe noget særligt når jeg kommer hjem, men jeg er (selvfølgelig) medlem af Ikea Family, så jeg får gratis kaffe i cafeteriaet, og det i sig selv er jo undskyldning nok for at tage der ud mindst 2 gange i ugen.
De sidste par dage inden min afrejse gik med at sige farvel til familien, og en af de sidste dage skulle jeg så om og kigge til min mormor. Hun havde været til begravelse sammen med min mor, og da min stedfar og jeg hentede dem, blev mormor og jeg så sat af ved hendes hus. Hun havde dog ikke mere end lige rørt jorden da hun steg ud af bilen, før hun lå med hovedet i en snedrive. Vi fik trukket hende tilbage på højkant og ind i varmen, men det var tydeligt at hun havde meget ondt. På trods af det ville hun selvfølgelig ikke til lægen. Personligt havde jeg ikke været i stand til at taste 112 hurtigt nok, men stædig som min mormor kan være (okay, hun er normalt ikke ret stædig, men alligevel) mente hun at det nok skulle gå over hvis hun bare kom ind og sidde lidt. Mine forældre kørte derfor igen, og jeg prøvede at finde ud af om det er lægevagten eller skadestuen man skal ringe til først (ingen af dem fandt jeg senere ud af). Det blev dog hurtigt tydeligt at hun ikke så let kunne komme ned at sidde, for hun havde så ondt i skulderen at hun ikke kunne bøje kroppen.
I samme nu kom min ene onkel (ikke ham med ponierne, hvis nogen skulle være interesserede) ind af døren. Det var heldig, for han tog straks styringen og sagde ’Du skal til læge mor, og det med det vuns.’ Vi fik gelejdet mormor ind i hans bil, og kørte hen til lægen. Min mormors læge er min onkels kone (ikke nogle af de endnu omtalte onkler...jeg sagde jo jeg havde en stor familie), så hun tog sig kærligt af sin svigermor, og sendte os til skadestuen for at få taget røntgenbilleder. Vi kom til i løbet af kort tid, og fik med det samme at vide at skulderen var brækket. Vi måtte jo så tilbage til skadestuen, hvor vi sad i venteværelset i næsten 2 timer. Så kom der til gengæld en læge og fulgte os ind i et undersøgelseslokale. Fremskridt! Troede vi. Min mor var på det tidspunkt kommet for at holde os med selskab, og sammen sad tre generationer af kvinder så på skadestuen i Holstebro i næsten 10 timer. Den stakkels unge sygeplejerske, der var blevet tildelt min mormors skulder, kiggede mange gange ind med et undskyldende blik og sagde at hun gjorde hvad hun kunne for at få lægen ind. Han havde godt nok ”undersøgt” hende en gang, men den afdeling der tager sig af knoglebrud er blevet flyttet til Herning, så den stakkel, forvirrede læge, der rendte rundt på skadestuen og forsøgte at holde styr på et hav af journaler, som han nok mente der hørte nogle patienter til, havde ikke mulighed for at tage nogen beslutninger. Det mærkelige er, at man ikke rigtigt kan gøre noget ved en brækket skulder. Spørgsmålet var, om der skulle opereres eller ej, og det burde man da kunne forvente at en hvilken som helst læge kan se ud fra røntgenbilleder. Det kan de åbenbart ikke, så man kan jo kun føle sig yderst utryg ved hvordan det danske sygehusvæsen holder den gående dags dato.
Det endte med at min stakkels mormor, der hverken havde fået vådt eller tørt hele dagen, skulle køres til Herning til smertebehandling. Til smertebehandling! De kunne vel for fanden have fundet en seng på Holstebro sygehus, hvor der så var en der kunne dele piller ud hver tredje time. Men nej, hun kom i en ambulance, blev kørt til Herning, og 2 dage senere blev hun sendt hjem med en slynge. Jeg fatter bare ikke at den slags kan foregå i et land der praler så meget af deres sygehusvæsen, som vi gør i Danmark. Anyway, min mormor virkede da ved godt mod da hun kom hjem, og jeg håber det går fremad. Jeg har desværre ikke fået talt med hende endnu, for jeg skulle afsted dagen efter at hun var blevet sendt hjem, men hun er en dame med krudt i, så selvom hun sikkert har mange smerter, er jeg sikker på at hun nok skal holde humøret højt.
Nå, så meget for mit nytårsfortsæt om at fatte mig i korthed. Det kan da godt være at det er en af de der ligesom ’I det nye år vil jeg ikke spise mere chokolade!’ Man ved ligesom bare på forhånd at det kommer ikke til at holde. Men jeg håber at i læser med trods mine lange svadaer, og at i også holder humøret højt til vi skrives ved.