Home Sweet Home

Dagbog 12-02-10

Min første dag i Laramie var lidt mærkelig. Første punkt på dagsordenen var indkøb; jeg havde jo ikke noget mad i huset, og heller ikke noget at tilberede det med for den sags skyld. Alle mine ting var blevet opbevaret hos en veninde, men hun kom først tilbage om mandagen, så jeg var nødt til at købe ting der ikke skulle koges, steges, skæres eller smøres. Løsningen blev frugt, boller der allerede var skåret og pålæg. Derudover havde jeg taget nogle chokoladekiks med hjemmefra, og jeg overlevede da også uden de store problemer. Det meste af dagen brugte jeg så på at læse i min bog (Húrins Børn af Tolkien—kan stærkt anbefales), og så gik jeg i seng kl. 19 eller noget i den stil, for jeg var helt smadret. Mandag morgen gik jeg så igang frisk og frejdig. Jeg marcherede ned til lejlighedskontoret for at tjekke ind, og fortalte dem at de der dejlige musefælder, der var spreds med rund hånd over hele lejligheden skulle fjernes, og det kunne ikke gå for stærkt. Derefter gik jeg hen til Kacy og Yasha, som havde haft alt mit skrammel ståenden. De var så søde at tilbyde at hjælpe mig tilbage med det hele, så vi læssede det i deres bil, og det hele var flyttet i løbet af ½ time. Det lyder måske underligt at jeg skulle have så mange ting herovre efter kun 4 måneder, men jeg havde efterladt en del af mit tøj, en masse bøger, alt køkkengrejet, sengetøj, håndklæder, vaskepulver...etc. Der var da en bilfuld da det kom til stykket, og det var bare super lækkert at de gad hjælpe.

Kacy sagde også at de skulle ud og handle senere, og spurgte om jeg ville med. Der er ikke de helt vilde indkøbsmuligheder lige i nærheden, og jeg havde jo kun købt det aller mest nødvendige dagen før, så jeg sagde selvfølgelig ja. Det endte med at blive en længere ekspedition; vi skulle selvfølgelig i Walmart (det er lidt ligesom Bilka, og helt sikkert der man tager hen når man skal have fyldt køkkenet), så tog vi lige et smut i Stables, som er en elektronik forretning, hvor Yasha havde set en billig printer han overvejede at købe, sidste men ikke mindst skulle vi også lige en tur ind i the Dollartree, der en samme type butik som Tiger, hvor alt koster $1, og de har alt fra julepynt til tallerkner. Da jeg kom hjem med alle mine indkøb slog det mig for første gang at jeg virkelig var flyttet ind; kaffemaskinen var sat til og klar til at hjælpe, servicet var sat på plads i skabene, og nu havde jeg altså også mad i køleren...endelig klar til at tage hul på et nyt semester.

Resten af ugen gik med at finde mig til rette i lejligheden, få fat i vennerne fra sidste semester og mødes med forskellige folk på campus. Fredag aften tog jeg en tur i biffen med Kacy. Vi så Youth in Revolt, og den kan varmt anbefales hvis den kommer til Danmark (hvis den altså ikke allerede har kørt derhjemme). Jeg kæmpede fortsat med trætheden; hver aften senest kl. 20 var jeg så træt at jeg var lige ved at falde om, og i de første par uger var mit søvnmøster helt mærkeligt. Jeg gik i seng midt på aftenen og vågnede så selvfølgelig kl. 4 om morgenen. På den tid af døgnet er der ikke rigtig noget at give sig til i Laramie, så jeg lå og vendte og drejede mig i et par timer. Så stod jeg op og gik i fitnesscenter. Vi har gratis adgang til fitness her på skolen, og det er et rigtig godt center, så det er jo bare med at benytte sig af det. Resten af tiden brugte jeg så på at læse og på at arbejde på mit specialeforslag. Min lærer havde sagt: ”Bare sådan 10-12 sider”, som om det ikke var noget. Jeg havde nærmere forestillet mig at det skulle være 2-3 sider, men da jeg først kom igang måtte jeg faktisk begrænse mig lidt. Det er jo et super godt tegn, og jeg fik virkelig blod på tanden for bare at komme igang. Lige nu arbejder jeg så på research, hvilket er den kedelige del der skal overstås før man starter skriveprocessen.

Nå, men tilbage til den første uge. Da jeg havde været her et par dage var jeg allerede godt træt af at skulle kravle over at bjerg af sne hver gang jeg skulle bruge hoveddøren, så jeg besluttede mig for at skovle. Jeg lånte en skovl af Kacy og Yasha, og så gik jeg ellers igang. Jeg var godt klar over at jeg måske ikke kunne klare det hele på én gang, for det var virkelig gammel sne, der var blevet presset godt sammen. Da jeg havde været igang i over ½ time, og ikke rigtig synes jeg var kommet nogle vegne, kom der en ung mand gående ude på fortovet med en sneskovl i hånden. Han præsenterede sig og spurgte om jeg kunne bruge lidt hjælp. Det havde jeg overhovedet ikke ventet, men det var velkomment. Ikke alene havde han en meget bedre skovl end mig, han havde nok også bare lidt fler muller, så i løbet af 5 minutter havde han nået mere end jeg havde på ½ time. Der gik ikke længe så kom hans kammerat også forbi. Han spurgte om han ikke lige skulle overtage min sneskovl, for det kunne da ikke være rigtigt at kvinder skulle besvære sig med noget så trivielt som at skovle sne (her kunne den indre feminist godt komme på overarbejde, men han tilbød sin hjælp på en virkelig galant måde, og jeg var så træt at jeg gladelig gav skovlen fra mig). De to fyre (den ene er en af mine naboer) skovlede hele molevitten i løbet af 10 minutter, og før jeg kunne nå at tilbyde en øl eller en kop kaffe som tak var de på vej videre igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg blev bare endnu engang forvisset om at amerikanske mænd bare er opdraget til at være høflige og galante på en måde vi ikke er vandt til i Danmark. Her er det også helt naturligt at en mand holder døren for en kvinde, og at det er ham der betaler regningen hvis man er på restaurant. Om det så er godt eller skidt at de er opdraget på den måde, det er en hel anden diskussion, men ind imellem er det nu meget rart at få den slags opmærksomhed.

For at jeg ikke skal ende som hulemand nu hvor jeg bor alene igen, har jeg tilbudt mig som frivillig slave på det internationale kontor. Det kunne de godt lide, så nu arbejder jeg der 2 dage i ugen i 2-3 timer. Det betød også at jeg fik mulighed for at være med til en velkomst-reception. Vi skulle sige velkommen tilbage til de elever der har tilbragt sidste semester på udveksling, og velkommen til de nye internationale. Det endte med at være en rigtig hyggelig dag, hvor der blev minglet på kryds og tværs af årgange og nationaliteter. Da vi var færdige bar vi udstyret tilbage til kontoret, og så fik min chef den dårlige besked at hendes mor havde fået et slagtilfælde og var blevet kørt på hospitalet. Ruth (min chef) skyndte sig afsted mens Kelly og jeg kiggede medlidende efter hende. Ruths mor er godt nok 87 år gammel, men det lyder til at hun er en bedstemor med slag i. Hun havde fået det slagtilfælde mens hun havde spillet wii bowling! Da jeg snakkede med Ruth igen ugen efter var hendes mor allerede hjemme igen, og hun havde selvfølgelig tilmeldt sig en wii bowling konkurrence! Det kan man da kalde ’op på hesten igen’.

Nå men altså, det arbejde jeg har lavet indtil videre har været rimelig trivielt. Det har været noget med at taste oplysninger ind i databaser, men bare fordi arbejdet er lidt kedeligt betyder det ikke at der er kedeligt på kontoret...langt fra. Den anden dag havde vi besøg af Crazy Lady (jeg ved ikke hvad hun hedder, men hun var ihvertfald godt tosset). Ruth og jeg sad lige så stille og snakkede om stort og småt da en rødhåret kæmpekvinde kom farende ind på mit kontor (okay, det er ikke rigtig mit kontor, bare et jeg låner imens en af de andre er på barsel, men alligevel). Hun stillede sig virkelig tæt på mig og spurgte meget påtrængende om jeg kunne se hendes bil nede på parkeringspladsen. Da jeg svarede bekræftende forlangte hun at vide hvad jeg ville kalde bilens farve. Jeg fremstammede noget om sølv eller grå, mens jeg kiggede spørgende på Ruth, men der var ikke meget hjælp at hente, for hun var lige så forvirret som mig. Kæmpekvinde sagde triumferende at det mente hun også nok, men registreringsattesten konstaterede at bilen var bronzefarvet; helt klart en kæmpe fejltagelse fra motorregistreringskontorets side! Ruth fik endelig kvindens opmærksomhed og fik lokket ud af hende hvad hendes formål var på kontoret. Hun ville gerne snakke med præsidenten...ja, altså ikke Obama, men universitetes præsident. Hans kontor ligger neden under vores etage, så hun havde da formået at finde den rigtige bygning. Så forlangte hun at Ruth skulle følge hende hen til hans kontor, og trods Ruths højlydte protester trak kæmpekvinden allegevel afsted med hende. Jeg stod længe og overvejde om jeg skulle tilkalde vagten eller måske udløse en brandalarm for at redde Ruth, men på trods af den mærkelige væremåde, så virkede kæmpekvinden da ikke sådan videre farlig. Følgelig lod jeg Ruth klare problemet, og satte min lid til at hun nok skulle skrive rigtig højt hvis hun havde brug for hjælp.

Da Ruth kom tilbage fandt jeg ud af, at alle dem der arbejder i den bygning laver en eller anden form for frivilligt arbejde. Præsidenten arbejder altså med folk med psykiske lidelser, og selv om han hverken havde givet sit navn, telefonnummer eller nogen anden oplysning ud, så havde denne kvinde alligevel fået opstøvet han på hans arbejdsplads. Ruth var hel tydeligt bekymret for mig (hendes lille internationale hjælper), men jeg var bare bekymret for hende. Da det kom til stykket var ingen kommet noget til, og hele episoden er ret sjov at tænke tilbage på, men da man stod midt i det var det altså noget af det mærkeligste jeg har oplevet.

Sidste weekend skulle der så være fest. Jeg havde besluttet mig for at forsøge at mingle de nye og de gamle internationale en lille smule, så jeg havde bare inviteret en hel masse mennesker, og da det kom til stykket havde jeg ingen anelse om hvor mange der egentlig havde tænkt sig at komme. Det endte med at der kom ret mange, og jeg tror vi var 17 mennesker i min lille lejlighed da vi var flest. Folk sad overalt på gulvet, men stemningen var god, og det lykkedes for mig at få folk præsenteret for hinanden. Det var ikke kun de nye der skulle møde de gamle; jeg havde også en plan om at Ted skulle møde den alle sammen. Ted var her også sidste semester, men de fleste af dem han snakkede med skulle ikke blive her, så han har flere gange brokket sig over hvor kedeligt der er i Laramie. Jeg tænkte at hvis han nu mødte nogle andre folk ville han måske få humøret lidt op, men Ted kunne lige så godt hedde Pessimist til efternavn, for han sad bare i et hjørne og snakkede kun med Kacy og Yasha (som han allerede kendte). Ja, ja, man kan jo ikke hjælpe dem alle sammen.

Næste morgen måtte jeg så tage mig af oprydningen. Det var nu ikke så slemt, men der var blevet spildt en hel øl på gulvtæppet (okay, det var mig der havde spildt den, men det var stadig surt), så hele hytten stank af værtshus. Da jeg så forsøgte på at lave nogle pommes frited i ovnen gik der et eller andet galt og det osede af sort røg ud af ovnen. Blandingen af øl og røg er ikke videre tiltalende, så da Kelly ringede og spurgte om jeg ville med på ’Kroen’ var jeg klar. ’Kroen’ er en et hyggeligt sted nede i downtown, som ikke rigtig hedder noget. På døren står der at de åbner 5-ish (= omkring kl. 17), og bartenderne har ikke noget problem med at fylde en kande øl op igen uden beregning. Grunden til at Kelly havde inviteret mig var at hun havde fortalt sin veninde Erin om mit specialeemne, hvorefter Erin havde sagt, ”hende er jeg altså nødt til at møde”. Det viste sig at Erin og Kelly ikke var de eneste der var interesserede i at diskutere Disneys brug af kønsroller, så inden der var gået ret længe sad vi et helt bordfuld og vendte og drejede Disneys prinsesser. Det var ret fedt at finde ud af at der er masser af andre mennesker der er interesserede i det man har valgt at forske i, og så var det også bare fedt at møde nogle amerikanere. De internationale er selvfølgelig super dejlige folk, men der kan jo være noget om at man også kom til USA for at møde amerikanere! Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, og da jeg spurgte Erin om hun måske ville være villig til at læse mit speciale når jeg er færdig, sagde hun at hun ville have spurgt om hun måtte, men troede måske jeg ville synes at det var for frembrusende...he he. Der kan man bare se. Det er jo lækkert når en der selv er inde i stoffet er villig til at give kritik. Det er min lærer selvfølgelig også, men det er noget andet, for hun ved jo det hele i forvejen. Erin ville kunne fortælle mig om der er noget der ikke giver mening, hvis man nu ikke er 100% inde i Disney filmene. Derudover er hun i øvrigt en super cool pige, som jeg håber på at lære bedre at kende.

Min lærer er nu også ret cool. Ikke alene har hun foræret mig en bog (Wicked, som er super god), hun har også lånt mig henden ’Skønheden og Udyret’ (en af de få Disneyfilm jeg ikke selv har), og nu har hun også tilbudt mig at låne et tv med vhs i (’Skønheden og Udyret’ er ikke kommet på dvd endnu). Det er altså above and beyond hvad man burde kunne forvente af sin professor, men jeg tror også hun er glad for at jeg har valgt at skrive om noget der ligger inden for hendes forskningsfelt, og at hun derfor gerne vil hjælpe mig så meget som muligt. Jeg er jo så godt igang med research på nuværende tidspunkt. Det kan godt blive lidt kedeligt i længden, men det hjælper da at en stor del af mit arbejde består i at se tegnefilm. Og det tror jeg også jeg vil give mig til nu, for ’Tornerose’ venter utålmodigt på min opmærksomhed, og man kan jo ikke tillade sig at lade en prinsesse vente, vel?!