Dagbog 11-02-10
Jeg har siddet og talt på fingrene, og da jeg var færdig havde jeg talt ikke mindre end otte lufthavne (= Karup, Billund, Kastrup, Stockholm, Newark, Washington, Denver og John Wayne) og elleve fly som jeg har måttet udholde siden august. Det er meget for mig, som normalvis rejser max. én gang om året, og det er ikke nødvendigvis med fly. Altså mener jeg nu at jeg har set nok lufthavne til resten af mit liv (mere eller mindre). Nå, det var bare en lille (forhåbentlig) interessant smule info fra mig til dig.
Turen tilbage til Laramie var selvfølgelig hæslig—jeg havde heller ikke ventet andet—men den grad af hæslighed der mødte mig havde jeg alligevel ikke ventet. Vi skulle selvfølgelig super tidligt op den dag jeg skulle afsted. Det var piv-koldt, og mine forældres bil tager kun ½ time om at blive varm, så vi var fremme ved Karup lufthavn før det blev en realitet. I lufthavnen blev vi så informeret om at der var et ’teknisk problem’ med flyet der skulle transportere os til Kastrup. Når man får beskeden ’teknisk problem’, så er jeg sikker på at de fleste automatisk tænker: ”motoren er faldet af” eller ”piloten er pisse fuld”. Det var nu ikke tilfældet her; varmeanlægget i flyet ville ikke starte! Hvorfor siger de ikke bare det i stedet for at få folk helt op at køre? Jeg kunne se panikken sprede sig i mine medpassagerers øjne, og jeg mærkede at min puls steg lige så stille. Jeg skulle bare frem til Kastrup, det kunne der ikke være nogen tvivl om, og så måtte de bare skaffe et andet fly, hvis det ikke kunne være anderledes, basta! Det blev selvfølgelig overhovedet ikke nødvendigt, for der gik ikke længe før de kom og påstod at nu virkede varmen igen. Som om. Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så kold i så lang tid uden at kunne gøre noget ved det.
Nå, men jeg nåede da frem til Kastrup, rystende af kulde og allerede med flyhår. Jeg ved ikke om der er noget der sker med alderen, for da jeg gik i gymnasiet kunne jeg flyve til London, feste hele natten, sove på gulvet, og stadig have super lækkert hår når jeg vågnede. Nu skal jeg åbenbart bare kigge på et fly før mit hår ligner en høstak, og det bliver altså ikke bedre af at rejsen tager mere end et døgn. Kastrup var selvfølgelig lidt mere spændende end Karup (det siger forhåbentlig sig selv), men jeg brugte nu det meste af tiden på at drikke kaffe på Starbucks og læse i min bog. Så ventede den lange tur til Washington. Jeg var ikke helt så heldig som sidst jeg rejste til USA, hvor jeg kom til at sidde ved siden af rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstuppe, som var super flink. Denne gang endte jeg med at sidde imellem to kæmpe store mænd. Ham til højre sov det meste af turen...på min skulder. Okay, det var måske lige overdrevet nok, men han sad og hang ind over mit sæde, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne gøre noget ved det. Ham til venste var enorm, altså ikke tyk, men kæmpe lang og så bred at han kun lige kunne kemme sig ned i sædet. Det betød altså også at hans ben overhovedet ikke kunne være der for sædet foran. Jeg synes ikke det er videre behagelig at rejse med fly, og jeg er kun 1.63 cm høj; den stakkels gut ved siden af mig var vel i nærheden af 2 meter, og han var nødt til at sidde med det ene ben ude på gangen og det andet ovre på min plads. En fair vurdering vil nok være at min. 1/3 af min plads blev brugt af mine sidemænd.
Ja, ja, selv hæslige oplevelser får jo en ende, ikke?! NEJ! Da jeg kom til Washington skulle jeg selvfølgelig igennem immigration. Det er der hvor de lige skal kigge kritisk på én igen og sikre sig at man ikke er terrorist (sådan som man allerede havde lovet da man var på ambassaden for at få lavet sit visum). Det er en virkelig langsommelig process, og jeg havde kun 2 timer til mit næste fly skulle afgå. Det kan godt være at 2 timer lyder som rigelig tid, men lad mig lige minde om at det var en kæmpe lufthavn, som jeg aldrig havde været i før, og at jeg var godt og grundig udkørt allerede. Køen sneglede sig afsted, og da det endelig blev min tur til at afgive fingeraftryk (igen, igen) og smile pænt til den rare mand bag skærmen, var der vel gået godt en time. Jeg kom igennem, fandt min bagage, og styrede mod tolden. Da jeg kom ud på den anden side af tolden fandt jeg endnu en kæmpe kø. Det viste sig så at vi skulle igennem endnu et sikkerhedscheck...super smart! Vi havde ikke engang haft muligheden for at forlade lufthavnen endnu, så hvad er pointen lige, om jeg må spørge? Nå, men der var ihvertfald ikke nogen vej udenom. Jeg kiggede konstant på uret, sådan som jeg altid gør når jeg føler mig presset, og følte mig meget svedig (presset sammen med en masse andre mennesker, som om man var kødkvæg, og så iført en vinterfrakke, for at det ikke skulle være løgn). Da jeg kom igennem sikkerhedschecket var der 15 minutter til mit fly skulle lette, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Heldigvis er Washington lufthavn indrettet som en lang korridor med gates på begge sider. Der er over 30 gates, så den er ihvertfald 3-4 km lang, og jeg skulle med fra gate 15. Jeg for afsted, og da jeg kom frem til gaten var de lige begndt at boarde min sektion...puha! Jeg nåede det.
Der var ingen problemer på vej til Denver; faktisk ankom vi næsten en time før end beregnet. Det plejer jo at være en god ting, men det var det ikke nødvendigvis for mig. Jeg skulle nemlig videre med bus, og den ankom først kl. 21, hvilket altså var ca. 3 timer senere. Selv om Denver lufthavn er usandsynlig kedelig, så har de da en Burger King, og når man skal fordrive 3 timer, så er det da ikke det værste sted man kan være. Det er sådan set ikke fordi 3 timer er så slemt, men når de ligger på det stadie af rejsen, så er de forfærdelige; man er træt, kroppen er øm, og man vil bare gerne sove. Da jeg kom ind i bussen var det da også lige præcis hvad jeg gjorde: jeg sov. Okay, det er måske ikke den mest effektive søvn man får i en bus, særlig nå dem der sidder bag én er 2 über-friske college-kids, der tydeligvis bare har glædet sig til at komme tilbage og fortælle hinanden alt hvad de har lavet i ferien, men lidt søvn fik jeg da. Vi ankom til Laramie kort efter midnat, og Kelly fra det internationale kontor var klar til at tage imod mig. Vi fik bakset mine kufferter ind i hendes bil, kørte mod barakkerne og fandt den rigtige lejlighed. Der lå selvfølgelig 1 meters sne foran døren, som ingen havde tænkt sig at skovle, så vi måtte bakse kufferterne hen over den sammenpressede, glatte sne, og da vi nåede hoveddøren virkede nøglen ikke! Klokken var nu 00.30, det var frysende koldt, jeg var træt og Kelly prøvede at være optimistisk. Vi efterlod kufferterne foran døren og kørte hen til kontoret der står for lejlighederne. Jeg vidste at de havde et nummer hængende på døren, hvor man kunne ringe i nødstilfælde. Damen der modtog opkaldet synes ikke det var sjovt, men hun var der dog alligevel i løbet af få minutter. Vi fik en ny nøgle. Den virkede da også til hoveddøren, men af en eller anden årsag ikke til bagdøren. På det tidspunkt var jeg ligeglad; jeg ville bare gerne ind og sove. Da vi tændte lyset var det første jeg fik øje på en musefælde. Ja, du læste rigtigt, en musefælde. Og hvor var den placeret? På sofaen! Det er måske ikke det bedste første indtryk at få af sin nye lejlighed, og da jeg kiggede mig lidt omkring fandt jeg hurtigt 2 mere (jeg har indtil videre fundet 5). Det var dog ikke noget jeg kunne gøre ved det på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave en hurtig udpakning og smutte i seng. Da jeg kom ud på badeværelset så jeg så at der ikke var noget tioletpapir...great! Det er da heldigt at jeg er den der type der altid har en pakke lommeletter med i tasken, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Før jeg gik i seng havde jeg altså været på farten i nærheden af 33 timer, min lejlighed var ikke alene musebefængt, der kom også rødt vand ud af hanerne, og så mener folk her åbenbart ikke at piger har behov for at gå på wc, men da jeg lagde hovedet på puden og trak dynen godt op om næsen var der ikke noget af det der betød noget, for inden jeg kunne nå at tænke på det, var jeg faldet i søvn.
Jeg har siddet og talt på fingrene, og da jeg var færdig havde jeg talt ikke mindre end otte lufthavne (= Karup, Billund, Kastrup, Stockholm, Newark, Washington, Denver og John Wayne) og elleve fly som jeg har måttet udholde siden august. Det er meget for mig, som normalvis rejser max. én gang om året, og det er ikke nødvendigvis med fly. Altså mener jeg nu at jeg har set nok lufthavne til resten af mit liv (mere eller mindre). Nå, det var bare en lille (forhåbentlig) interessant smule info fra mig til dig.
Turen tilbage til Laramie var selvfølgelig hæslig—jeg havde heller ikke ventet andet—men den grad af hæslighed der mødte mig havde jeg alligevel ikke ventet. Vi skulle selvfølgelig super tidligt op den dag jeg skulle afsted. Det var piv-koldt, og mine forældres bil tager kun ½ time om at blive varm, så vi var fremme ved Karup lufthavn før det blev en realitet. I lufthavnen blev vi så informeret om at der var et ’teknisk problem’ med flyet der skulle transportere os til Kastrup. Når man får beskeden ’teknisk problem’, så er jeg sikker på at de fleste automatisk tænker: ”motoren er faldet af” eller ”piloten er pisse fuld”. Det var nu ikke tilfældet her; varmeanlægget i flyet ville ikke starte! Hvorfor siger de ikke bare det i stedet for at få folk helt op at køre? Jeg kunne se panikken sprede sig i mine medpassagerers øjne, og jeg mærkede at min puls steg lige så stille. Jeg skulle bare frem til Kastrup, det kunne der ikke være nogen tvivl om, og så måtte de bare skaffe et andet fly, hvis det ikke kunne være anderledes, basta! Det blev selvfølgelig overhovedet ikke nødvendigt, for der gik ikke længe før de kom og påstod at nu virkede varmen igen. Som om. Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så kold i så lang tid uden at kunne gøre noget ved det.
Nå, men jeg nåede da frem til Kastrup, rystende af kulde og allerede med flyhår. Jeg ved ikke om der er noget der sker med alderen, for da jeg gik i gymnasiet kunne jeg flyve til London, feste hele natten, sove på gulvet, og stadig have super lækkert hår når jeg vågnede. Nu skal jeg åbenbart bare kigge på et fly før mit hår ligner en høstak, og det bliver altså ikke bedre af at rejsen tager mere end et døgn. Kastrup var selvfølgelig lidt mere spændende end Karup (det siger forhåbentlig sig selv), men jeg brugte nu det meste af tiden på at drikke kaffe på Starbucks og læse i min bog. Så ventede den lange tur til Washington. Jeg var ikke helt så heldig som sidst jeg rejste til USA, hvor jeg kom til at sidde ved siden af rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstuppe, som var super flink. Denne gang endte jeg med at sidde imellem to kæmpe store mænd. Ham til højre sov det meste af turen...på min skulder. Okay, det var måske lige overdrevet nok, men han sad og hang ind over mit sæde, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne gøre noget ved det. Ham til venste var enorm, altså ikke tyk, men kæmpe lang og så bred at han kun lige kunne kemme sig ned i sædet. Det betød altså også at hans ben overhovedet ikke kunne være der for sædet foran. Jeg synes ikke det er videre behagelig at rejse med fly, og jeg er kun 1.63 cm høj; den stakkels gut ved siden af mig var vel i nærheden af 2 meter, og han var nødt til at sidde med det ene ben ude på gangen og det andet ovre på min plads. En fair vurdering vil nok være at min. 1/3 af min plads blev brugt af mine sidemænd.
Ja, ja, selv hæslige oplevelser får jo en ende, ikke?! NEJ! Da jeg kom til Washington skulle jeg selvfølgelig igennem immigration. Det er der hvor de lige skal kigge kritisk på én igen og sikre sig at man ikke er terrorist (sådan som man allerede havde lovet da man var på ambassaden for at få lavet sit visum). Det er en virkelig langsommelig process, og jeg havde kun 2 timer til mit næste fly skulle afgå. Det kan godt være at 2 timer lyder som rigelig tid, men lad mig lige minde om at det var en kæmpe lufthavn, som jeg aldrig havde været i før, og at jeg var godt og grundig udkørt allerede. Køen sneglede sig afsted, og da det endelig blev min tur til at afgive fingeraftryk (igen, igen) og smile pænt til den rare mand bag skærmen, var der vel gået godt en time. Jeg kom igennem, fandt min bagage, og styrede mod tolden. Da jeg kom ud på den anden side af tolden fandt jeg endnu en kæmpe kø. Det viste sig så at vi skulle igennem endnu et sikkerhedscheck...super smart! Vi havde ikke engang haft muligheden for at forlade lufthavnen endnu, så hvad er pointen lige, om jeg må spørge? Nå, men der var ihvertfald ikke nogen vej udenom. Jeg kiggede konstant på uret, sådan som jeg altid gør når jeg føler mig presset, og følte mig meget svedig (presset sammen med en masse andre mennesker, som om man var kødkvæg, og så iført en vinterfrakke, for at det ikke skulle være løgn). Da jeg kom igennem sikkerhedschecket var der 15 minutter til mit fly skulle lette, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Heldigvis er Washington lufthavn indrettet som en lang korridor med gates på begge sider. Der er over 30 gates, så den er ihvertfald 3-4 km lang, og jeg skulle med fra gate 15. Jeg for afsted, og da jeg kom frem til gaten var de lige begndt at boarde min sektion...puha! Jeg nåede det.
Der var ingen problemer på vej til Denver; faktisk ankom vi næsten en time før end beregnet. Det plejer jo at være en god ting, men det var det ikke nødvendigvis for mig. Jeg skulle nemlig videre med bus, og den ankom først kl. 21, hvilket altså var ca. 3 timer senere. Selv om Denver lufthavn er usandsynlig kedelig, så har de da en Burger King, og når man skal fordrive 3 timer, så er det da ikke det værste sted man kan være. Det er sådan set ikke fordi 3 timer er så slemt, men når de ligger på det stadie af rejsen, så er de forfærdelige; man er træt, kroppen er øm, og man vil bare gerne sove. Da jeg kom ind i bussen var det da også lige præcis hvad jeg gjorde: jeg sov. Okay, det er måske ikke den mest effektive søvn man får i en bus, særlig nå dem der sidder bag én er 2 über-friske college-kids, der tydeligvis bare har glædet sig til at komme tilbage og fortælle hinanden alt hvad de har lavet i ferien, men lidt søvn fik jeg da. Vi ankom til Laramie kort efter midnat, og Kelly fra det internationale kontor var klar til at tage imod mig. Vi fik bakset mine kufferter ind i hendes bil, kørte mod barakkerne og fandt den rigtige lejlighed. Der lå selvfølgelig 1 meters sne foran døren, som ingen havde tænkt sig at skovle, så vi måtte bakse kufferterne hen over den sammenpressede, glatte sne, og da vi nåede hoveddøren virkede nøglen ikke! Klokken var nu 00.30, det var frysende koldt, jeg var træt og Kelly prøvede at være optimistisk. Vi efterlod kufferterne foran døren og kørte hen til kontoret der står for lejlighederne. Jeg vidste at de havde et nummer hængende på døren, hvor man kunne ringe i nødstilfælde. Damen der modtog opkaldet synes ikke det var sjovt, men hun var der dog alligevel i løbet af få minutter. Vi fik en ny nøgle. Den virkede da også til hoveddøren, men af en eller anden årsag ikke til bagdøren. På det tidspunkt var jeg ligeglad; jeg ville bare gerne ind og sove. Da vi tændte lyset var det første jeg fik øje på en musefælde. Ja, du læste rigtigt, en musefælde. Og hvor var den placeret? På sofaen! Det er måske ikke det bedste første indtryk at få af sin nye lejlighed, og da jeg kiggede mig lidt omkring fandt jeg hurtigt 2 mere (jeg har indtil videre fundet 5). Det var dog ikke noget jeg kunne gøre ved det på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave en hurtig udpakning og smutte i seng. Da jeg kom ud på badeværelset så jeg så at der ikke var noget tioletpapir...great! Det er da heldigt at jeg er den der type der altid har en pakke lommeletter med i tasken, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Før jeg gik i seng havde jeg altså været på farten i nærheden af 33 timer, min lejlighed var ikke alene musebefængt, der kom også rødt vand ud af hanerne, og så mener folk her åbenbart ikke at piger har behov for at gå på wc, men da jeg lagde hovedet på puden og trak dynen godt op om næsen var der ikke noget af det der betød noget, for inden jeg kunne nå at tænke på det, var jeg faldet i søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar