Hyp, hyp, knoglebrud

Dagbog 26-01-10

Da jeg kom tilbage til Holstebronx var der ikke lang tid til jeg skulle afsted igen. Jeg var nemlig nødt til at tage en tur til København, hvor jeg d. 23. havde en aftale på den amerikanske ambassade for at få fornyet mit visum. Nu er det jo ikke fordi at DSB ikke får kritik nok i forvejen, men jeg vil da godt lige give dem en omgang også. Jeg skulle være på ambassaden kl. 8.15, så det første morgentog var udelukket. Hvis jeg havde taget det ville der ikke være tid til at blive forsinket. Nu er det sådan at man hverken må komme for tidligt eller for sent på den amerikanske ambassade; man skal bare være der til tiden. Det betød også at jeg ikke turde satse på et tog der ville ankomme meget kort tid inden min aftale. Derfor tog jeg så nattoget...eller rettere sagt nattogene. Jeg skulle først med et tog fra Holstebro til Skjern. Så skulle jeg skifte med lynets hast til en tog til Esbjerg. Der skulle jeg så vente i over en time...midt om natten! I december! Og banegårdsbygningen var lukket! Super praktisk at lukke banegårdsbygningen mere end en time tidligere end det sidste tog afgår. Jeg trøstede mig ved tanken om, at når jeg kom ind i det næste tog skulle jeg ikke skifte mere, for det skulle fortsætte hele vejen til København. Det gjorde det så bare ikke, og jeg blev nødt til at skifte i Fredericia. What the f...?! Ikke mindre end fire forskellige tog og 7-8 timer efter afgang ankom jeg så til Hovedbanegården, hvor alt var lukket! Jeg ved godt at der er mange udråbstegn i dette afsnit, men det kan da ikke være rigtigt. Hovedbanegården er altså ikke varmet op, og der var ikke engang en automat hvor man kunne trække en kop varm et eller andet.
Da den første ”bager” så åbnede kl. 6 satte jeg mig ind til et bord og hundefrøs med en kop nogenlunde kaffe og et vildt dyrt rundstykke. Medarbejderne kiggede olmt på mig flere gange, men jeg gav mig ikke og blev bare siddende. Da jeg var godt og grundig gennemkold efter at have siddet med min kaffe i 1½ time tænkte jeg at jeg lige så godt kunne tage bare lidt for tidligt ud til ambassaden. Jeg gik hen til informationen for at sikre mig at jeg kunne køre videre på min billet, men den flinke dame sagde til mig at eftersom rejsen var påbegyndt før midnat kunne jeg ikke bruge den mere. Det gjorde sådan set ikke nogen forskel at rejsen først var afsluttet et par timer tidligere. Jeg besluttede mig for, at når DSB indtil videre havde behandlet mig så råddent, skulle de ihvertfald ikke presse flere penge ud af mig den dag, så jeg tænkte at hvis jeg blev tjekket på den 5 minutter lange tur kunne jeg vel altid påråbe mig en af flere forskellige undskyldninger: ’Jamen, jeg er jo Jyde. Hvordan skulle jeg vide at jeg ikke kan bruge den samme billet?’, ’Jamen, prøv at se hvor blond jeg er...det er naturligt!’, ’Jeg har jet-lag, og kan derfor ikke forventes at være bekendt med alle DSBs regler...de er jo ikke ligefrem logiske, vel?!’ Jeg fandt derfor et s-tog, gik meget langsomt fra stationen, og kom derfor kun et kvarter for tidligt. Da vagten udenfor så var færdig med at stirre ud i den blå luft kom han hen og spurgte os der havde forsamlet os uden for døren om vi havde nogle elektroniske genstande med. Jeg havde min computer of telefon med, så jeg modtog et ondt blik og en besked om at det må man ikke. Jeg måtte derfor pænt tage tilbage til Hovedbanegården, finde en bagageboks (til kr. 30!!!!), hoppe på et nyt s-tog, og melde mig hos vagten igen. Denne gang lukkede han mig ind, og det viste sig også at der ikke var de store problemer i en visumfornyelse, men jeg kiggede konstant på klokken. Jeg havde jo pladsbillet til toget hjem, og det ville jeg meget gerne nå. Da jeg endelig blev kaldt ind til samtalen var der 35 minutter til mit tog skulle køre, og jeg må have set lidt nervøs ud, men manden bekendtgjorde at jeg havde fået bevilliget mit visum. Jeg sagde høfligt mange tak, hvorefter jeg løb ud af ambassaden, hen til Østerpor station, kiggede meget irriteret på køreplaner jeg ikke rigtig kunne tyde, udspurgte (måske lidt hårdt) en Københavner om hvilke tog der kørte til Hovedbanen, sprang ind i det første det bedste tog, ned i kælderen for at hente mine ting på banegården, og så ned på perronnen. Det var først der jeg opdagede at der stadig var et kvarter til toget skulle ankomme...hvor dum har man lov til at føle sig?
Hele visum-halløjet oven på turen hjem var en ret hård omgang, men så ventede julen også lige om hjørnet. Det var super dejligt at se hele familien igen. Jeg har en ret stor familie, men til jul får jeg som regel dem alle sammen at se. Jeg glædede mig især til 1. juledag, for der holder vi altid julefrokost med min mors familie. Det betyder at jeg den dag får set de fleste af mine fantastiske fætre og kusiner. Nogle af dem er jeg så tæt med i alder at vi nærmest er vokset op sammen, og derfor er det også trist at vi ikke ses så tit mere. Det havde min ældste kusine også tænkt på, så hun inviterede os til fætter/kusine-spisning et par dage senere. Min onkel overhørte det og spurgte om vi ikke havde lyst til at komme ud til ham inden og tage en lille ridetur. Han har en hel flok islænder ponier. Fire af os sagde ja tak. To af mine kusiner har gået til ridning, så de havde jo ikke noget at bekymre sig om. Min tredje kusine var en smule bange for heste, men havde sat sig for at overvinde sig selv. Og jeg havde så en romantisk forstilling om at ride ud over heden, at være et med hesten, og at jeg bare var et naturtalent. Det blev nu hurtigt bevist at jeg ikke er nogen Tina Lund. Jeg fik tildelt den trætteste pony i hele verden. Seriøst! Den blev ved med at gabe helt ekstremt meget. Jeg kunne næsten ikke få den til at bevæge sig, og jeg blev efterhånden overbevist om at jeg bare ikke havde fundet speederen endnu. I meget roligt tempo kom vi dog alligevel derudaf, og der gik ikke længe før jeg fik godt ondt i rumpen. Jeg fatter bare ikke hvordan cowboys holder sig i sadlen hele dagen, hver dag. Nå, men da vi var nået op på toppen af bakken mente min onkel at vi hellere måtte vende tilbage, for det var trods alt ret koldt. Da min hest fandt ud af at vi nu var på vej tilbage til stalden skal jeg lige love for at den tog styringen. Den ville gerne hjem, så jeg havde svært ved at holde den fra at trave eller tølte (?). For dem af jer der heller ikke har gjort sig fortjent til Tina Lund-mærket endnu, så er tølt en speciel gangart for islændere, og man kan nemt blive overrasket over hvor hurtigt sådan en lille fyr faktisk kan komme hen over markerne når den først begynder på det nummer. Da min pony begyndte at løbe stærkt inspirerede den åbenbart de ander, og der gik ikke længe før vi alle måtte kæmpe for at holde dem lidt i ro (når man først er øm bag i hjælper det altså ikke at få det til at gå hurtigere, kan jeg lige informere om).
Det endte med at være en super sjov (og lærerig) dag, og aftenen blev rigtig hyggelig selvom det ikke var alle fætter/kusinerne der kunne komme. Vi endte med at sidde den hårde kerne tilbage og spille til langt ud på aftenen. Det er helt sikkert noget jeg gerne vil gøre til en tradition, så jeg håber det næste bliver en sommerfest når jeg engang vender hjem til Danmark igen.
Resten af juledagene gik med julefrokoster og forberedelser til nytårsaften, som jeg skulle fejre sammen med min smukke søster, hendes kæreste og en masse af deres venner. Det blev også en sjov fest. Det var lidt som om vi ikke rigtig havde opdaget at klokken var blevet 12 (der var endda én der kom ud fra toilettet ca. 12.01 og kigge mærkeligt på os alle sammen, som om han tænkte ’Hvad foregår der?’), så det var en lidt sjov oplevelse. Ud på de små timer besluttede mig stedfar sig for at han og min mor havde brug for lidt motion. De bor ikke så langt fra min søster, så de kom og hentede mig (lol...jeg er 26 år gammel og bliver hentet af mine forældre fra fest nytårsaften).
De næste par dage var jeg et smut tilbage i Odense. Det var super lækkert at få set mine dejlige veninder igen. Jeg fik også lige fat i en enkelt af mine naboer, og så fik jeg ordnet alle mulige praktiske ting. Jeg fik også set den nye kæmpe-Ikea, der efter min mening er det bedste der findes i Odense (okay så, ud over mine venner og veninder). Men altså Ikea...wow, jeg glæder mig til jeg kommer hjem igen og bare kan tage derud og kigge når jeg har lyst. Før havde vi verdens mindste Ikea (ikke just sjovt), og de havde aldrig nogle af de gode ting hjemme. Nu har vi den største Ikea i Norden, og det kan jeg altså godt stå inde for...jubii! Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg vil have råd til at købe noget særligt når jeg kommer hjem, men jeg er (selvfølgelig) medlem af Ikea Family, så jeg får gratis kaffe i cafeteriaet, og det i sig selv er jo undskyldning nok for at tage der ud mindst 2 gange i ugen.
De sidste par dage inden min afrejse gik med at sige farvel til familien, og en af de sidste dage skulle jeg så om og kigge til min mormor. Hun havde været til begravelse sammen med min mor, og da min stedfar og jeg hentede dem, blev mormor og jeg så sat af ved hendes hus. Hun havde dog ikke mere end lige rørt jorden da hun steg ud af bilen, før hun lå med hovedet i en snedrive. Vi fik trukket hende tilbage på højkant og ind i varmen, men det var tydeligt at hun havde meget ondt. På trods af det ville hun selvfølgelig ikke til lægen. Personligt havde jeg ikke været i stand til at taste 112 hurtigt nok, men stædig som min mormor kan være (okay, hun er normalt ikke ret stædig, men alligevel) mente hun at det nok skulle gå over hvis hun bare kom ind og sidde lidt. Mine forældre kørte derfor igen, og jeg prøvede at finde ud af om det er lægevagten eller skadestuen man skal ringe til først (ingen af dem fandt jeg senere ud af). Det blev dog hurtigt tydeligt at hun ikke så let kunne komme ned at sidde, for hun havde så ondt i skulderen at hun ikke kunne bøje kroppen.
I samme nu kom min ene onkel (ikke ham med ponierne, hvis nogen skulle være interesserede) ind af døren. Det var heldig, for han tog straks styringen og sagde ’Du skal til læge mor, og det med det vuns.’ Vi fik gelejdet mormor ind i hans bil, og kørte hen til lægen. Min mormors læge er min onkels kone (ikke nogle af de endnu omtalte onkler...jeg sagde jo jeg havde en stor familie), så hun tog sig kærligt af sin svigermor, og sendte os til skadestuen for at få taget røntgenbilleder. Vi kom til i løbet af kort tid, og fik med det samme at vide at skulderen var brækket. Vi måtte jo så tilbage til skadestuen, hvor vi sad i venteværelset i næsten 2 timer. Så kom der til gengæld en læge og fulgte os ind i et undersøgelseslokale. Fremskridt! Troede vi. Min mor var på det tidspunkt kommet for at holde os med selskab, og sammen sad tre generationer af kvinder så på skadestuen i Holstebro i næsten 10 timer. Den stakkels unge sygeplejerske, der var blevet tildelt min mormors skulder, kiggede mange gange ind med et undskyldende blik og sagde at hun gjorde hvad hun kunne for at få lægen ind. Han havde godt nok ”undersøgt” hende en gang, men den afdeling der tager sig af knoglebrud er blevet flyttet til Herning, så den stakkel, forvirrede læge, der rendte rundt på skadestuen og forsøgte at holde styr på et hav af journaler, som han nok mente der hørte nogle patienter til, havde ikke mulighed for at tage nogen beslutninger. Det mærkelige er, at man ikke rigtigt kan gøre noget ved en brækket skulder. Spørgsmålet var, om der skulle opereres eller ej, og det burde man da kunne forvente at en hvilken som helst læge kan se ud fra røntgenbilleder. Det kan de åbenbart ikke, så man kan jo kun føle sig yderst utryg ved hvordan det danske sygehusvæsen holder den gående dags dato.
Det endte med at min stakkels mormor, der hverken havde fået vådt eller tørt hele dagen, skulle køres til Herning til smertebehandling. Til smertebehandling! De kunne vel for fanden have fundet en seng på Holstebro sygehus, hvor der så var en der kunne dele piller ud hver tredje time. Men nej, hun kom i en ambulance, blev kørt til Herning, og 2 dage senere blev hun sendt hjem med en slynge. Jeg fatter bare ikke at den slags kan foregå i et land der praler så meget af deres sygehusvæsen, som vi gør i Danmark. Anyway, min mormor virkede da ved godt mod da hun kom hjem, og jeg håber det går fremad. Jeg har desværre ikke fået talt med hende endnu, for jeg skulle afsted dagen efter at hun var blevet sendt hjem, men hun er en dame med krudt i, så selvom hun sikkert har mange smerter, er jeg sikker på at hun nok skal holde humøret højt.
Nå, så meget for mit nytårsfortsæt om at fatte mig i korthed. Det kan da godt være at det er en af de der ligesom ’I det nye år vil jeg ikke spise mere chokolade!’ Man ved ligesom bare på forhånd at det kommer ikke til at holde. Men jeg håber at i læser med trods mine lange svadaer, og at i også holder humøret højt til vi skrives ved.

Snevejr og alternative parkeringspladser

Cornelia fandt en fantastisk parkeringsplads!
























Så har vi også prøvet at sidde på bagsædet af en politibil i USA.






























Times Square i snevejr...det ser da lidt fedt ud, ik'?!

























H. C. A. læser Den Grimme Ælling for en lille ælling i Central Park.

























Uhmm...lækre cupcakes fra Magnolia Bakery (nok New Yorks mest berømte bageri).

Dagbog 10-01-10

Da vi forlod Las Vegas skulle vi til Denver, hvorfra vi skulle flyve til New York. Det gik da også meget godt til at starte med. Kilometervis af motorvej forsvandt bag os, og vi nærmede os hastigt Rocky mountains. Vi skiftedes igen til at køre, og da det blev min tur var vi kommet ind i bjergpassene. Der var utrolig smukt; blå himmel og bjerge. Det var næsten nok til at man fik en fornemmelse af frihed mens man var klemt inde mellem al bagagen. For at give et indtryk af hvor stort og øde et land USA er, kan jeg fortælle at jeg på et tidspunkt kom forbi et skilt hvor der stod ”sidste tankstation de næste 100 mil”. Jeg tog en hurtig vurdering af at vi havde benzin nok, og at vi godt kunne vente med tissepauser. På den strækning af 100 mil kørte vi igennem en nationalskov (lidt a la en nationalpark, men så er der bare fokus på træerne i stedet, går jeg ud fra), og vi kom først ud på den anden side efter det var blevet mørkt.
Vi blev enige om at vi hellere måtte holde ind ved den første tank, og der kom Cornelia så bag rettet. Hun havde ikke kørt ret længe før det begyndte at sne kraftigt. Der var masser af biler på vejene, så det virkede ikke specielt glat. Vi holdt stadig en nogenlunde fart, og desuden havde vi jo rigelig med tid, eftersom det først var næste dag før vi skulle flyve videre. Jeg bad om en tissepause, og Cornelia kørte fra ved det første skilt vi så. Da vi kom op ad frakørslen fra motorvejen kunne vi ikke se rastepladsen nogle steder, så vi endte med at blive lidt forvirrede. Endelig så vi et skilt, der var næsten sneet til, og vi kørte videre. Da vi kom rundt i svinget lå der pludselig meget mere sne end forventet, og selv om vi ikke havde ret meget fart på kurede bilen til højre. Vi ramte en høj snedrive, og så gled vi ellers nedad. Heldigvis stoppede bilen hurtigt, ingen var kommet til skade, og det virkede heller ikke som om bilen havde fået nogen men. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, som om vi alle tre forventede at en af de andre vidste hvordan vi skulle få bilen op på vejen igen. Jeg fandt min telefon, men var ikke klar over om man ringede 911 i sådan en situation...altså, der var jo ingen brækkede lemmer og ikke den mindste dråbe blod at se nogen steder. Der var et par biler der kørte forbi os, hvilket vi var temelig fornærmede over (de kunne vel nok se at vi ikke havde parkeret der med vilje!). Så var der pludselig to lastbiler der holdt ind samtidig, og den ene chauffør så meget bekymret ud. Han sagde at vi skulle ud af bilen nu, og at Henriette og jeg skulle kravle over Cornelia, for ellers ville bilen måske trille rundt. Vi mente nu ikke det var så alvorligt, men da jeg var blevet trukket ud af bilen (uden at træde alt for meget på Cornelia) kunne jeg godt se hvorfor han var så bekymret. Bilen holdt meget skråt. Da vi alle tre var kommet ud fortalte han os at der var klipper nede under sneen der hvor vi var landet, så hvis bilen havde kuret mere eller var trillet rundt ville der være en risiko for at vi blev smadret imod dem.
Den ene chauffør proppede os ind i hans varme førerhus, mens den anden stadig stod og stirrede ængsteligt på vores bil. Han der havde hevet os ud, havde også ringet 911. Han fortalte os, at det skal man hvis nogen er i livsfare – vi havde bare ikke lige vidst at vi var i livsfare. Efter et par minutter blev jeg enig med mine rystende knæ om at gå ned til rastepladsen. Jeg skulle jo stadig på wc, så der var ingen vej udenom. Da jeg kom tilbage holdt der en kæmpe brandbil med blink og hele molevitten. Jeg blev venligst hevet ind, og de søde brandmænd sikrede sig at vi nu alle var helt ok. Det ville jo ikke se godt ud, hvis de havde overset en hjernerystelse eller noget, men bilen havde været så langt nede i fart, at vi ikke engang havde mærket sikkerhedsselerne. Brandfolkene havde tilkaldt en state patrol officer, som skulle komme og tage raport, så vi blev i deres bil indtil han ankom til gerningsstedet.
Politimanden var nu også super venlig. Vi kom alle tre ind på bagsædet af hans bil, og så sad vi og jokede lidt. Han fortalte os, at det havde sneet i 24 timer der hvor vi var. Så var det jo ikke så mærkeligt at der lå meget sne når man kom væk fra motorvejen. Han fortalte dog også at de 6-7 meter høje grantræer vi kunne se lidt væk, havde været dækket af sne sidste år, så det her var ingenting. Der var dejlig varmt i politibilen, men der gik ikke længe før der kom et fejeblad for at hive bilen op, og så var jeg jo nødt til at gå ud og tage billeder af hele processen. Det tog ham ikke 5 minutter at få bilen tilbage på vejen, og det måtte vi så betale kr. 850 for. Cornelia havde dårlig samvittighed, og sagde at det var hendes skyld vi var havnet i grøften, så det måtte også være hendes ansvar at betale. Henriette og jeg synes dog ikke det var hendes ”skyld”. For det første kunne det også være sket for os andre, og for det andet var det jo mig der skulle på wc. Så vi blev enige om at dele regningen. Det var da nogle sure penge at skulle af med, men som vi måtte minde hinanden om, var der ingen der var kommet til skade – og det var da det vigtigste når det nu kom til stykket.
Senere den aften nåede vi Denver. Vi var godt trætte, men vi skulle så tidligt ud til lufthavnen at vi ikke synes det kunne betale sig at tage et hotelværelse. Nu havde vi jo også haft lidt uforudsete udgifter på turen og vi havde booket værelse på et luksushotel i New York, så vi vidste at vi nok skulle komme til at sove godt. Vi valgte i stedet at tage ind på en italiensk restaurant som vi fandt på en tidligere tur til Denver, og da vi havde spist kørte vi ud til lufthavnen. Vi fik afleveret bilen og fragtet al vores bagage op til terminalen. Det blev en lang nat. Gulvet var det bedste sted at sove, hvilket logisk nok ikke er særlig behageligt, og det var super koldt. Min indstilling er, at det er den slags man må igennem hvis man gerne vil se det hele, for det bliver for dyrt hvis man skal betale fuld pris for et hotelværelse og så kun bruge det i 4-5 timer.

Men natten fik da også ende. Vi checkede ind, og da vi kom til New York var min kuffert gået i stykker – fantastisk! Den var ikke gået op, og der var ikke noget af det indeni der havde taget skade, men det håndtag som man trækker ud for at trække kufferten efter sig knækkede bare af da jeg tog ved det. Okay, det var da også lidt gået i stykker i forvejen, men derfor var det da stadig mega surt; jeg havde jo to andre kufferter jeg også skulle holde styr på. De to andre kufferter kunne hægtes sammen, og så kunne jeg trække den ene stang (som håndtaget engang havde siddet fast på) ud. Det betød altså at der var en skarp kant, som man skulle lade være med at holde ved og samtidig passe på ikke at pierce bagdelen med. Med mit held kunne det jo sagtens være sket at jeg fik spiddet mig selv så bukserne sprækkede lige midt i New York; men det skete altså ikke, puha.
New York var spændende; helt klart en by jeg godt kunne tænke mig at bo i på et tidspunkt. Men som sædvanlig gik ikke alt efter planen. Jeg er jo det man kan kalde en musical-buff (= kæmpe fan), så det havde hele tiden været planen at vi skulle en tur på Broadway og se ihvertfald en musical. Det er selvfølgelig vanvittig dyrt, men der findes en fantastisk billet-butik ved navn TKTS (eller tickets, om man vil), hvor de fleste billetter er halv pris. Der gik vi selvfølgelig hen, men den ene musical jeg gerne ville se gik ikke længere, to af de andre havde de ikke billetter til, og endelig var der en der var udsolgt indtil engang i foråret. Surt show, ingen Broadway til Frk. Truelsen. Nå, men det var da også ligemeget. New York har jo så meget andet at byde på. Så vi tog undergrunden in til Central Park. På det tidspunkt var det blevet meget koldt, så vi blev enige om at gøre det til en kort tur, tage tilbage til hotellet og slappe af. I Central Park ville jeg gerne se Strawberry Fields. Det er der hvor John Lennon blev skudt. Jeg er godt klar over at det bare er en lille plads, hvor der ikke er nogle synlige tegn på hvor fantastisk han var, men jeg ville gerne besøge stedet; man kan sige at det var min måde at vise respekt på. Selvfølgelig kunne vi ikke finde det, for det der med skiltning er ikke noget de gør ret meget i i Central Park. I stedet røg jeg en minde-cigaret til ære for John Lennon. Det var meget koldt for mine små fingre, så jeg håber han satte pris på mit offer.
Der var dog også ting der lykkedes for os. Vi fandt den bygning der kaldes Venner-bygningen (fordi tv-serien Venner viste den som om det var der vennerne boede), vi fandt også H.C. Andersen i Central Park, og jeg læste ham lidt over skulderen. Det er forresten Den Grimme Ælling han sidder og læser, hvis nogen skulle være interesserede. Men vigtigst af alt, vi fandt også frem til Magnolia Bakeri, som er berømte for deres kager, og der var ikke kø helt ud på vejen da vi kom. Vi havde ellers hørt skrækhistorier om flere timers ventetid før man overhovedet kunne komme ind i butikken, men det skete heldigvis ikke for os. Vi købte en masse cupcakes, og lad mig bare sige det med det samme: de smagte altså fantastisk. Det smagte så godt at jeg skyndte mig ned i hotellets fitnessrum efter jeg havde spist dem, for der var helt sikkert mange ekstra kalorier at forbrænde.
De dage vi var i New York var selvfølgelig præget af snestormen. Vi vidste ikke om vi kunne komme hjem, for der gik historier om at 1200 fly var blevet aflyst fra New Yorks tre lufthavne inden for et par dage. Vi tog selvfølgelig alligevel til lufthavnen, og der fik jeg at vide at pressen havde presset tallet op. Der var åbenbart slet ikke så mange fly der var blevet aflyst, men det var jo lige inden jul, så derfor var alle fly fuldt bookede, så dem der havde fået aflyst en afgang kunne ikke blive proppet på andre fly. Mit fly blev ½ time forsinket. Det er selvfølgelig lige til at leve med, men det betød så også at jeg havde svært ved at nå mit fly fra Stockholm. Det fly var så heldigvis også ½ time forsinket, voila!
Da jeg ankom i Billund lufthavn var min ene kuffert ikke kommet med flyet. Damen ved skranken sagde, ”Ja, den står i Stockholm”. Great, det var da bare lige det jeg manglede oven på en lang tur. Jeg var forsinket og havde kun min farlige stik-hul-i-bukserne-kuffert. Da jeg så kom igennem tolden kiggede jeg smilende rundt efter min søster og stedfar, som skulle hente mig. Jeg kunne ikke se dem nogen steder, smilet blegnede langsomt på mine læber, og skræksenarier for gennem hovedet på mig: ”De gad ikke vente på mig”; ”de har glemt mig”; osv. Der gik dog ikke længe før den mindre opgivende, mere fandenivoldske ”det-slipper-de-ikke-godt-afsted-med”-personlighed vandt. Jeg fandt en telefon og ringede min søster op. De havde været en tur i Tyskland for at handle, og det vidste sig, at de også var blevet forsinkede på grund af sneen. Jeg er godt klar over at jeg let kan få pisket en stemning op inden det overhovedet er nødvendigt, men sådan er jeg nu engang – elsk mig eller ej.

Det var alt for denne gang, men jeg kan da lige fortælle at mit blog-nytårsforsæt er at skrive lidt oftere og til gengæld holde det lidt kortere. Derfor går der nok heller ikke så længe før i kan læse om den spændende (læs. super lange og kedelige) tur tilbage til Laramie.

Vegas Baby

Her ser vi Cornelia og Henriette kl. 2 om eftermiddagen den første dag i Vegas...det var ikke let at få dem vækket, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger, og jeg skulle have mad (og jeg havde bestemt at det skulle de også).










Først et billede fra Hoover Dam, og nedenunder er det Cornelia foran New York, New York i Las Vegas.

Dette er et billede af mig foran Louis Vuitton inde i Caesar's Palace...jeg synes selv det var et ret fedt billede.

Anan elsker at gå på casino, men han kunne også godt se lidt skyldig ud hvis han havde brugt for mange penge. Anan havde valgt at farve sit hår i en yderst attraktiv pis-gul farve lige inden turen til Vegas (....?)

Dagbog 07/01-10

Den lovede blog kom så først efter nytår, men nu er den klar.

De sidste par uger i Laramie blev ret stressede; der var farvel-dage og eksamens-stress samtidig med at vi skulle pakke alle vores ting og have gjort lejligheden ren. Med hensyn til eksamen viste det sig dog at være besværet værd, da jeg blev færdig med et fint resultat. Flere af jer ved sikkert at jeg skal skrive mit speciale omkring brugen af kønsroller i Disney-film, og den eksamensopgave jeg skrev i mit Disney-fag kan så bruges som grundlag for mit speciale. Der var dog en anden ting der gjorde det hele lidt mere stresset: vores fyr var gået i stykker, hvilket betød at vi ikke kunne styre temperaturen i lejligheden. Resultatet var at der som regel var super koldt, og at vi vandrede rundt med striktrøjer og uldsokker i lag. På et tidspunkt var det så koldt at jeg overvejede at have handsker på inden for, men det er virkelig svært at bladre i en bog med handsker på. En morgen da vi vågnede var det så koldt at det næsten gjorde ondt. Henriette kom ind på vores værelse og sagde at vi skulle bare tage os lidt sammen. Hun havde opdaget at der var termometer i hendes vækkeur, og det sagde at der var 19 grader i lejligheden. Det er jo næsten stuetemperatur, og faktisk ikke ret slemt. Jeg var overbevist om at der ikke var 19 grader der hvor jeg lå begravet inder dynen med striktrøje, halstørklæde, lange bukser og uldsokker på. Få minutter senere kom Henriette så tilbage og fortalte at hun havde set forkert; hendes vækkeur havde målt 13 grader i lejligheden! Den troede jeg mere på, og hvis ikke det havde været f dage før vi skulle forlade Laramie, havde vi nok gjort noget mere for at få det lavet. Det er måske relevant at sige, at vi den sidste tid i Laramie havde mellem -20 og -30 grader de fleste dage...så kan man jo godt forstå at fyrene arbejder på højtryk, og at de i øvrigt har lidt svært ved at varme ordentligt op.

Nå, men det var dejligt at få afsluttet semestret, og fredag eftermiddag – dagen efter min sidste eksamen – skulle vi så forlade byen. Cornelia, Henriette og jeg havde lejet en bil hvor vi med møje og besvær fik proppet alle vores ting ind i. Sidst men ikke mindst fik vi lavet nok plads til at vi også selv kunne klemmes ind, og så satte vi kursen mod Las Vegas. Det skulle vise sig at blive en laaaaang tur – også noget længere end forventet. Vi kørte først mod Utah, hvor vi skulle dreje mod syd efter Salt Lake City. Der havde været en del sne og kulde i Laramie op til vores rejse, men vejene var fine. Efter Salt Lake City begyndte det så at sne, og det blev hurtigt til en regulær snestorm. Det var mig der kørte på det tidspunkt, og jeg var nødt til at sætte farten ned til omkring 40 km/t selvom der var rimeligt mange biler på vejen. Jeg holdt mig til de spor der var i sneen, men der gik ikke længe før vi skulle igennem et bjergpas. Vejene gik op og ned, med kæmpe sving, og det var så mørkt at det var umuligt at forudse hvordan vejen drejede 50 meter fremme. Lastbilerne, med chauffører der sikkert havde kørt turen mange gange, overhalede os i en lind strøm, men jeg følte ikke at bilen stod ordentligt fast på vejen, så vi drog fremad i sneglefart.
Da jeg havde kørt i 4-5 timer, med Henriette og Cornelia snorkende det meste af vejen, besluttede jeg mig for at det var min tur til at sove.
Jeg holdt ind ved en tankstation og vækkede Cornelia. På vores andre udflugter har Cornelia ikke kørt, for hun kun er 21 og forsikringsreglerne for lejebiler ikke er fordelagtige med mindre man er fyldt 25. På denne tur var vi imidlertidig ligeglade, for vi skulle køre langt, og vi var alle trec trætte oven på eksamensanstrengelserne. Cornelia synes selvfølgelig det var vildt fest at få lov til at køre, og selvom det stadig sneede på det tidspunkt, så nærmede vi os Arizona, og stormen var løjet meget af. Cornelia kørte resten af natten, og jeg vågnede ved de første solstråler, da vi kørte igennem et bjergpas. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var bare utroligt smukt. Det mærkelige var, at bjergene pludselig forsvandt og gav plads til en vidstrakt ørken, som stragte sig på begge sider af vejen så langt øjet rakte. Ca. en time efter solen var stået op kørte vi ind i Nevada, og 2 minutter senere så vi det første casino. Vi holdt ind ved en tankstation igen, og så kørte jeg resten af vejen til Vegas. Ud over det voldsomme snevejr i Utah var køreturen mere eller mindre begivenhedsløs.

Da vi kom til Vegas og fandt frem til hotellet var skuffelsen tykt smurt ud over vores ansigter. Var det virkelig Las Vegas? Det hele så meget tamt og billigt ud; slet ikke den luksus-oase midt i ørkenen vi havde forstillet os. Men vi havde nu engang betalt for hotelværelset, så vi kunne vel lige så godt give det en chance. Vi checkede ind, og selvom værelset ikke var noget særligt, så var det da ganske udmærket. Vi blev enige om at vi hellere måtte sove lidt inden vi skulle ud og udforske byen, og da jeg vågnede var klokken 2 om eftermiddagen. Vi havde sovet i 3-4 timer, og jeg var som sædvanlig ved at dø af sult. Så jeg gjorde det eneste naturlige, og tvang de andre til at stå op så de kunne tage med mig ud og finde noget mad. De af jer der kender mig ved, at jeg har det man kan kalde en sund appetit (= jeg er altid sulten, og jeg spiser som om jeg lavede fysisk hårdt arbejde hver dag). Anyway, jeg er altid sulten, og jeg er ikke god til at affinde mig med sult, så jeg opfører mig hurtigt som en fugleunge der bare åbner gabet og venter på at nogen smider noget derind. I kan nok regne ud, at når man føler sult på den måde, så skal det nok lykkedes på den ene eller anden måde at få trætte rejsefæller til at stå op rimelig hurtigt.
Det virkede, og jeg fik dem overtalt til at tage ud og kigge på byen. Et stykke tid kørte vi rundt i kvarterer hvor det ene hus så mere sørgeligt ud end det andet. Men så skete der noget: The Strip. Vejen hedder Las Vegas Boulevard, og det er der alle de store, berømte hoteller ligger. Så kunne vi kende Vegas igen. På trods af at solen stadig stod højt på himmelen, var det let at genkende the Bellagio, the Mirage, og alle de andre hoteller man har set i film så mange gange. Det var så spændende at jeg helt glemte jeg var sulten!!! Men kun et kort øjeblik selvfølgelig... Vi fandt en burgerbar ved navn In-Out Burger, som jeg havde hørt skulle være god, men det var nu ikke værd at skrive hjem om (det gør jeg så bare alligevel). Efter vi havde spist tog vi ud og kiggede på byen. Las Vegas ligger som sagt i ørkenen, og det bliver meget pludseligt mørkt, så der kunne vi endelig se det vi havde glædet os til: alle neonlysene. Der er selvfølgelig neonlys i alle storbyer, men det er noget helt specielt i Vegas. Hvis et hotel eller casino ikke har neonlys på facaden ser ikke ud af noget, og man kan faktisk komme til at overse det fuldstændig. Da vi kom tilbage til hotellet blev vi enige om at kigge lidt i området. Vores hotel lå lige ud til Freemont Street, hvilket skulle være noget specielt; det havde vi ihvertfald hørt. Freemont Street er en overdækket gade, det gamle downtown Vegas, hvor hotellerne hænger sammen via taget over gaden. Det tag fungerede også som en kæmpe tv-skærm, hvor der hver dag, hele dage, blev vist et show. Det var noget med rockmusik og motorcykler, og det var da også sjovt at se, men personligt ville jeg hellere vandre rundt på The Strip.

Næste dag tog vi til Hoover Dam, der ligger tæt på Vegas, lige på grænsen mellem Nevada og Arizona. På vej dertil lyttede vi til en radiokanal, der sendte informationer om dæmningen. De blev ved med at sige dam(n) (=fandens) om alting, ex. ”At the informationcenter you can sign up for the dam(n) tour”, ”It is possible to visit the dam(n) center between the hours of...”, etc. Det var ret sjovt, og vi fik hurtigt mistanke om at de folk der styrer radiokanalen måske havde humor! Dæmningen og landskabet var vildt flot, og det var ret specielt at stå på en timeline, dvs. Hvor klokken er en time senere hvis du træder et skridt til højre, eller en time tidligere hvis du træder et skridt til venstre. Men det er lidt svært at beskrive landskabet, så der må jeg henvise til de billeder som jeg er sikker på at jeg snart får lagt på facebook.
Resten af dagen og den følgende dag brugte vi på at udforske Las Vegas’ shopping-muligheder. Inden vi tog ud til shoppingcentrene fandt vi dog en hyggelig lille IHoP hvor vi fik morgenmad. Vi satte os i en bås, studerede menukortene, drak lidt kaffe, og da vi kiggede op sad der fire af de internationale fra Laramie to båse længere henne. Det var deres sidste dag i Vegas, og de skulle bare lige have morgenmad inden de tog til San Fransisco, så vi fik ikke set byen sammen med dem, men det var bare så mærkeligt. Nogle gange finder man virkelig ud af hvor lille verden er. Nå, men vi fik gang i vores shopping, og det endte da også med at vi fik købt nogle ting vanvittigt billigt, men endnu mere vigtigt, så fandt jeg min yndlingsrestaurant. Vi var taget ud i et outlet mall, og der var den obligatoriske food court, hvor der er et kæmpe udvalg af fast food, men der var også en buffet restaurant, hvor den ene del bestod af varme retter, en del af deserter, og den sidste del, min favorit, sushi! Det var noget andet end det sushi man kan købe i Føtex for kr. 75. Der var så mange varianter at jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle starte, og det var alt sammen lækkert. Jeg spiste så mange stykker at jeg næsten ikke havde plads til desert. Igen, de af jer der kender mig ved, at jeg er ufatteligt glad for kage. Anyway, hidtil er den bedste sushibar jeg har været på nok en i London, hvor jeg var sammen med mine to fantastiske veninder Mille og Sille for et par år siden; den kan slet ikke måle sig med det sted i Vegas. Jeg er godt klar over at jeg nu har brugt rimelig lang tid på at skrive om noget mad jeg spiste for flere uger siden, men jeg føler stadig ikke jeg har gjort det klart hvor godt det var. Jeg tror jeg spiste 40 stykker! Anyway, hvis du nogensinde skal til Vegas, så giv lyd fra dig, så skal jeg nok forklare hvor man finder denne juvel af en billigrestaurant.

Vores sidste dag i Vegas kom en af vores venner fra Laramie også derned. Vi hentede ham i lufthavnen og kørte ham ind til hans super fancy hotel for at checke ind og sætte bagagen. Cornelia og Henriette havde mere shopping på programmet, så Anan (vores dragqueen-ven fra Laos) og jeg blev sat af på The Strip, hvor vi skulle ind og kigge på alle de fede hoteller. Først var vi på the Bellagio, hvor de har et fantastisk springvand, der plasker til tonerne af musik hver halve time. Vi andre havde set det aftenen før, og det er virkelig flot, så jeg tog ikke skade af at se det igen. Så gik vi hen til the Mirage, hvor de har en vulkan, der går af hver time. Den var desværre i stykker, så det nåede jeg aldrig at se. Så farede vi vild...typisk mig – ingen stedsans – hvorefter vi fandt frem til Caesar’s Palace, som nok er det flotteste hotel jeg nogen sinde har set. Der var naturligvis masser af designerbutikker, hvilket er et must for de fine hoteller, men de havde også et audio-animatronics show der hedder The Fall of Atlantis. Det var lidt corny og ikke specielt vellavet, men jeg tror min opfattelse af showet blev farvet af at jeg nærmest kom direkte fra Disneyland, hvor de er eksperter i audio-animatronics. Showet i Vegas var helt sikkert det værd, og selv Anan, der er næsten umulig at få til at sidde stille, var helt stille og sad med åben mund og polypper i de 5 minutter det varede.
Den aften skulle vi i byen med Anan. Henriette havde det ikke så godt, og blev på hotellet for at sove, men Cornelia og jeg tog med på bøsse/strip-bar. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Klubben i sig selv var ikke noget særligt, men der var opstillet 2 podier, hvor der hele tiden var dansere på. Disse dansere stod så der i undertøj og spillede op til gæsterne. Det var både mænd og kvinder der indtog podierne, og der var noget for enhver smag, lige ud over sådan full-on chubby-chasers ( som regel tynde mennesker der godt kan lide tykke mennesker). Men stort set alle racer og kropstyper var repræsenteret. Da vi kom ind var det to kvinder der dansede, men da vi havde fået os sat med en drink kom Cornelia pludselig til at kigge op, og så stod der to pumpede fyre i små underbukser og dansede. Cornelia havde nær fået sin margarita galt i halsen, men Anan, som var i drag i dagens anledning, vendte sig om og udstødte et glædens hvin. Resten af aftenen havde Anan travlt med at danse med alle de dejlige mænd i undertøj, der kom ned på dansegulvet mellem podie-turene. Omkring kl. 1 blev vi enige om at Anan sagtens kunne underholde sig selv, og så kørte vi tilbage til hotellet. Vi skulle afsted senest kl. 9 dagen efter, og vi manglede stadig at pakke, så vi mente godt vi kunne tillade os at tage hjem. Anan sagde at han var helt enig...faktisk tror ejg han var lettet over at slippe af med hans kedelige hetero-veninder, selvom jeg da havde danset med en af podie-fyrene, som jeg havde en mistanke om slet ikke var til fyre.

Dagen efter kørte vi mod Denver, og det følger der mere om i næste kapitel.

Disneyland og Thanksgiving

28/11 2009

Den sidste uges tid har været fyldt med oplevelser. Torsdag i sidste uge drog vi mod Anaheim, California for at tilbringe nogle dage i Disneyland. For dem der ikke vidste det har jeg taget et fag der hedder Disney Discourse dette semester, og der igennem fik jeg så muligheden for at komme med på turen. Vi tog tidligt afsted fra Laramie en typisk kold og mørk Wyoming-vintermorgen, og da vi landede i John Wayne Airport stod solen højt på himmelen og vi kunne nyde en temperatur på dejlige 24 grader. Det var noget af et syn der mødte os da vi trådte ud på parkeringspladsen foran lufthavnen: høje, slanke palmer, blå himmel og folk i sommertøj. Det tog ikke lang tid før vi blev hentet og kørt til hotellet. Turen på motorvejen i L.A. var ret vanvittig. Chaufføren var selvfølgelig vandt til at køre der, men det var vi andre ikke, og hele processen virkede mere som et forsøg på at undgå den visse død end at komme fra A til B. Vi raslede rund på sæderne, og vi var selvfølgelig temmelig rundttossede da vi ankom til Worldmark, Anaheim (vores hotel). Vores lejlighed var til gengæld vildt lækker, og der gik ikke længe før vi kom til hægterne igen.
Første punkt på dagsordenen var at tage til Disneyland for at hente billetterne. Vi gik i samlet trop (alle 21 styk) med Professor Aronstein i spidsen, og da vi kom til pladsen foran parken skete der noget mærkeligt: julestemningen steg op i os alle. Jeg havde ikke regnet med at L.A. skulle blive stedet der fik mig i julestemning, men hele Disneyland (inkl. området udenfor parken) er pyntet med gran og fyldt med musik fra skjulte højttalere. Den musik der strømmede ud fra buske og blomsterbede var selvfølgelig julemusik. Det er ren og skær indoktrinering, men det virker! Selv om jeg endte med at lytte til de samme julesange mere eller mindre tre dage straight, så blev jeg faktisk ikke træt af det. I stedet endte jeg med at synge med. Anna (en af pigerne fra min klasse) kunne til gengæld ikke holde det ud efter de første to dage, så vi begyndte at synge popsange som Single Ladies (Beyoncé) hver gang vi stod i en kø med en særlig ulidelig temasang (f.eks. Alice i Eventyrland, Peter Plys, Peter Pan...okay, faktisk de fleste af dem). Nu er Disneyland jo primært til for børnenes skyld, så det føltes lidt forkert, men også ret underholdende at synge og danse til en Beyoncé-sang når man stod i en kø fyldt med børn.
Nå, men efter vi havde hentet vores billetter besluttede vi fem kandidatstuderende at vi ville finde et supermarked og købe lidt ind til de næste par dage. Vi gik ca. 20 minutter fra vi forlod parken til vi fandt en Super Target. Der kunne vi få det meste af det vi havde brug for og lige ved siden af lå der en sprut-butik, hvor vi kunne købe lidt øl og vin (okay, vi købte måske nok en del, men det har man vel lov til når man er på ferie...okay, skole-udflugt, men også ferie af en slags).
Senere den aften, efter at det meste af en kæmpe pizza var blevet udryddet, besluttede vi os for at blande nogle drinks og finde jacuzzien. Den ene af dem på taget var i stykker og den anden var overfyldt, så vi besluttede os for at gå ned til poolen i stedet. Der var da også plads til os der, men hele poolområdet var fyldt med børn, og vi kunne ikke helt regne ud hvor alle de børn kom fra. Nu er det sådan i USA at det er ulovligt at drikke alkohol offentligt, så vi lod som om det var saftevand vi drak, men da vi fandt ud af at alle børnene var mormoner kunne vi næsten ikke få hold på grineflippet igen. Mormoner er imod stort set alt det vi andre betragter som sjov (f.eks. musik, dans og alkohol), og eftersom vi var lettere berusede på det tidspunkt synes vi det var yderst underholdende at drikke alkohol foran dem.
Fredag morgen opdagede jeg så hvorfor folk altid snakker om at smoggen er særlig slem i L.A. Da jeg stod op kunne jeg se milevidt omkring fra vores altan på 12. etage; ½ time senere kunne jeg ikke se mere end et par meter fra vinduet. Smoggen forsvandt dog lige så hurtigt som den var ankommet, og der gik ikke længe før vi satte kursen mod Disneyland. Den første dag gik primært med at tage billeder af alt, men vi prøvede da også nogle af forlystelserne. Jeg blev hurtigt vild med både Pirates of the Caribbean og Indiana Jones. Mange vil måske synes det er underligt at der er en Indiana Jones-forlystelse i Disneyland, men faktisk har Disney og George Lucas samarbejdet på mange projecter. Der er også en masse med Star Wars i Tomorrowland, og det var helt sikkert nogle sjove forlystelser, men jeg kunne nu bedre lide I.J. Der blev man placeret i en bil som kørte gennem junglen og nogle gamle templer for at lede efter en skat. Bilen hoppede rundt som om vejene var meget dårlige, og der blev skudt pile efter os på et tidspunkt. Det bedste ved hele forlystelsen var dog næsten til sidst hvor en kæmpe, rund sten kom trillende mod bilen, og man i sidste øjeblik blev styret nedad; det var super cool.
Susan, vores lærer, blev forfulgt af en af de bachelorstuderende fordi han ingen venner har (jeg ved godt det er lidt trist for ham, men han er altså mærkelig), så vi besluttede os for at invitere hende med på restaurant så hun kunne slappe lidt af. Vi tog på en fantastisk indisk restaurant der lå 5 minutter fra hotellet. Det havde hele tiden været min plan at jeg ville tage tilbage til parken om aftenen, men da vi havde spist var vi alle så trætte at vi simpelthen ikke orkede mere.
Vi havde alle fået til opgave at finde et projekt som vi ville undersøge imens vi var der, og derefter fremlægge når vi kom tilbage til skolen. Jeg havde endelig besluttet mig for at kigge nærmere på alle de små piger der klæder sig ud som prinsesser, så jeg brugte det meste af lørdag på at tage billeder af andre folks børn. Det var lidt sjovt at se forældrenes reaktion når man bad om at få lov til at tage et billede af deres børn. Nogle var totalt ligeglade mens andre kiggede på en som om man var pædofil. Der var dog masser der sagde ja, og jeg endte faktisk med at synes det var lidt sjovt at interviewe folk. Amanda (endnu en pige fra min klasse) havde valgt at undersøge marketing for den nye Disneyfilm der udkommer i næste uge. Det er en prinsesse-film (Prinsessen og frøprinsen), så vi tilbragte det meste af dagen sammen, for vores emner mindede så meget om hinanden. Det var rart at have en at følges med, og det gjorde det også lidt lettere at få folk til at samarbejde; jeg tror det virker mere legitimt hvis man minder mere om et hold end hvis man er alene.
Senere den dag mødtes vi så med resten af vores klasse og læreren for at tage en tur på Splash Mountain. Det er en af den slags forlystelser hvor man sidder i en træstammelignende båd, og hvor man som regel skal regne med at blive lidt våd. Vi besluttede os for at de to store mænd nok burde sidde forrest i båden, men det viste sig at være rigtig ringe dømmekraft. Eftersom der var mest vægt forrest i båden blev plasket meget værre end det nok ellers ville have været, så vi var alle gennemblødte. Det vi ikke havde tænkt på, var at stakkels Matt (som sad på det første sæde) havde en masse ting med i en taske der ikke var vandtæt. Ikke alene var hans tøj gennemblødt, det var hans bog, billet til Disneyland og flybillet også. Heldigvis fandt vi ud af at parken bare kunne give ham en ny billet, og da den var blevet tør så flybilletten ikke helt så ødelagt ud som først antaget. Hans bog endte med nogle dejligt bølgende sider, men den kunne da stadig læses trods alt.
Lørdag var også dagen hvor jeg fandt ud af hvor skræmmende naturen kan være i Californien. Jeg havde på et tidspunkt fundet et af de få rygesteder og stod lige så stille og passede mig selv, da en kæmpe knæler (14-15 cm lang) kom vraltende på gelænderet foran mig. Den stoppede lige foran mig, drejede hovedet så de runde øjne kiggede lige ind i mine, og slikkede sig om munden. Jeg var simpelthen rystet. Det var som om den seriøst overvejede at spise mig, og flere timer senere var jeg stadig lidt ude af mig selv over hele episoden. Jeg indrømmer gerne at det var mit første møde med en knæler, og at det sikkert har hjulpet til at gøre det mere skræmmende, men selv Amanda og Anna, som var der sammen med mig, bekræftede at det var virkelig underligt.
Søndag stod den på Fantasyland. For dem der ikke har været i en Disneypark kan jeg fortælle at det er der de fleste af eventyrene holder til. Vi tog først til Peter Pan, for der er køen altid lang, men det er ikke så slemt om morgenen, for der er mange af børnene ikke kommet endnu. Vi havde undret os over hvorfor Peter Pan altid havde en særligt lang kø, men bagefter forstod vi det godt, for det var virkelig flot. Mange af forlystelserne i Fantasyland følger denne formel: sæt dig i en bil/vogn/flyvende skib/etc., så viser vi dig nogle scener fra filmen, og du kan selv tilsætte resten af historien ud fra hukommelsen. Dette gjorde sig gældende for Peter Pan, Snehvide, Pinocchio, Alice i Eventyrland, Hr. Tudses vilde køretur og Peter Plys, men som sagt var der stor forskel på hvor flot og spændende det var lavet.
Midt på formiddagen styrede Amanda og jeg så mod New Orleans Square, hvor der fire gange hver dag er et show med den nye Disney prinsesse Tiana. Showet foregår på en gammel floddamper, og vi havde hørt at man kunne få lov at være med. Vi placerede os nochalant foran Tianas butik (sjovt nok den eneste i hele parken hvor man kunne få alt hendes merchandise) og ventede på at danserne skulle komme forbi. Der gik ikke længe inden vi spottede tre af danserne i deres farverige paillet-kostumer, og da vi spurgte om vi kunne få lov at være med fik vi uden videre to billetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet; jeg kunne godt regne ud at man ikke ligefrem skulle igennem en audition, men jeg havde nok lidt regnet med at få et skævt blik. Vi havde da regnet med at det primært var børn der ville være med os på båden, men det viste sig faktisk at de fleste af de andre ”gæster” var på vores alder. Inden det hele startede følte jeg mig sådan lidt forlegen over at skulle være med i et overgearet Disneyshow, men det endte faktisk med at være rigtig sjovt, og jeg er glad for at jeg gjorde det. Vi var med i tre ud af fire sange, og til finalesangen fik vi endda kostumer på: meget farvestrålende gospel-rober i gule og lilla pailletter. Vi fik også en tambourin stukket i hånden, og så sang vi ellers med for fuld hals. Det lyder måske mærkeligt at vi kunne synge med, men vi havde allerede set showet to gange, og det var faktisk nok til at have lært teksten.
Søndag aften gik fire af os tilbage til parken efter aftensmaden. Det var de sidste par timer vi havde inden vi skulle hjem igen, så vi blev enige om at få det meste ud af det. Matt havde ikke set fyrværkeriet endnu (der er kæmpe fyrværkeri-show hver aften), så det første punkt på dagsordenen var at finde en godt sted til at se det, men som også ville være ideelt til at komme hurtigt videre efter showet. Når fyrværkeri-showet er slut er der mange tusind menesker der alle sammen gerne vil først hen til forlystelserne, så det er med at stå i udkanten af mængden hvis man gerne vil hurtigt frem. Vi besluttede os for at stå i nærheden af indgangen til Tomorrowland, for så kunne vi gå hen til Space Mountain (en rutsjebane i mørket med stjerner og kometer alle steder) først, men da vi kom derhen var den i uorden. Big Thunder Mountain (en traditionel rutsjebane) var næsten punkt på listen. Det var super sjovt, selvom jeg var ved at falde ud flere gange fordi jeg sad ved siden af Chris, som er ca. en halv meter højere end mig og sikkerhedsbøjlen derfor ikke rigtig holdt mig fast. Da vi kom tilbage til Space Mountain havde de løst problemerne, og det var en virkelig sjov tur. Vi ville også gerne have en tur mere i Pirates of the Caribbean, så vi krydsede parken endnu engang, og da vi kom til New Orleans Square opdagede vi at der ikke var ret mange mennesker. På det tidspunkt var der ca. 40 minutter til forlystelserne lukkede, men vi nåede både Pirates og The Haunted Mansion. Derefter var der 20 minutter tilbage og vi debaterede om vi skulle prøve Splash Mountain igen eller Peter Plys. Vi blev enige om at de andre tre gange vi havde været på Splash Mountain burde være mok, så vi valgte Peter Plys. Det var en ret syret oplevelse, men masser af neonfarvede elefanter der dansede rundt omkring. Eftersom der ikke var flere børn tilbage i parken på det tidspunkt, havde vi overhovedet ikke stået i kø, og da vi kom ud fra Peter Plys var der ikke engang gået 5 minutter. Vi besluttede os så for at det nok var skæbnen der ville have os til at prøve Splash Mountain igen, og da vi alligevel skulle hjem lige bagefter ville det ikke gøre så meget hvis vi blev våde. Da det blev vores tur var der dog alligevel ikke nogen der havde lyst til at sidde forrest, men til vores held kom der lige to små gutter som hellere end gerne ville sidde der. Jeg blev som den eneste slet ikke våd fordi jeg havde fået det bagerste sæde og kæmpe Chris sad lige foran mig. Da vi var færdige spurgte pigen der stod for forlystelsen om vi havde lyst til at tage en tur mere, for så kunne vi lige nå det inden de lukkede. Vi kiggede på hinanden i to sekunder og blev enige om at nu var vi jo (på nær mig) alligevel blevet våde, så hvorfor ikke?! De to drenge havde dog fået nok for den dag, så Matt meldte sig til at sidde forrest. Det ændrede trykket betydeligt at vi alle rykkede en plads frem, så på den sidste tur kunne jeg heller ikke undgå vandet. Det gjorde da heller ikke så meget, for da vi gik ud af parken kom der fluks en bus for at køre os tilbage til hotellet.
Mandag morgen var en lidt sørgelig dag for mig. Jeg elskede som den eneste af mine klassekammerater at være i L.A. De andre ville da gerne tage på ferie der, men jeg kunne som den eneste forestille mig at bo der i en periode. Da vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Wyoming ventede med mørke, sne og kulde. Det var dog alligevel hyggeligt at komme tilbage til tøserne igen. Liesa (en af de tyske piger) havde fødselsdag og havde inviteret os alle på restaurant samme aften, men jeg var simpelthen så smadret at jeg besluttede mig for at blive hjemme for at pakke ud og så gå tidligt i seng.
Tirsdag fik jeg så den triste nyhed at min mormors mand døde i forrige uge. Det var sket om fredagen, lige efter at jeg var taget til Disneyland. Det er ikke fordi jeg har været specielt tæt på Tommy, men jeg kan knap nok huske hvordan det var inden ham og Mormor fandt sammen, så jeg synes det var trist at jeg ikke kunne være med til begravelsen, og bare tanken om at Mormor nu skal være alene er jo heller ikke specielt sjov. Begravelsen var i torsdags, og det lød til at være gået så godt som den slags nu kan.
Torsdag var til gengæld en glædelig begivenhed i USA, for der fejrede vi Thanksgiving. Vi var 7 internationale studerende og 1 amerikaner der fejrede det sammen, og vi havde besluttet os for at gøre det så traditionelt som muligt. Jeg bagte græskartærter for første gang i mit liv, og jeg synes faktisk resultatet blev helt godt. Patrick (tysker) lavede så resten af maden sammen med Melissa (den eneste autentiske amerikaner i forsamlingen), og der manglede absolut ingenting. Der var kalkunsteg, kartoffelmos, grønne bønner, ærter, gulerødder, to slags yams, tranebær og gravy (en slags brun sovs). Det var super lækker mad, og der var så meget tilbage at Nico og Verena (som var værter) sikkert kunne leve af det i en uge uden at sulte.
Fredag var der så dømt tøse-shopping i Fort Collins. Vi lejede en bil og drog afsted omkring kl. 9 om formiddagen. Vi regnede med at det ikke ville være til at finde parkeringspladser fordi Black Friday (som det hedder dagen efter Thanksgiving) er årets største shoppingdag, men det viste sig slet ikke at være så slemt. De fleste butikker åbnede selvfølgelig også mellem kl. 3-5 om morgenen, så der var nok mange der allerede var færdige inden vi overhovedet kørte hjemmefra. Vi fik købt en masse gode ting, bl.a. julegaver til dem derhjemme, og da vi kom hjem kl. 21.30 var vi helt færdige. Det var dog en rigtig god dag selvom vi var trætte, og det var virkelig hyggeligt bare at være på tur med tøserne for en gangs skyld.
Lørdag og søndag var Henriette og jeg flittige. Eksamenstiden nærmer sig jo med hastige skridt, og der er opgaver der skal skrives. Jeg havde også min Disney-præsentation som skulle forberedes, så der var nok at gå igang med. Vi havde dog alligevel tid til at tage hjem til Nico og Verena for at fejre første advent, og Patrick (som er blevet udnævnt til kok) stod for at lave glüwein (minder om gløgg). Det var super hyggeligt, og da vi kom hjem igen havde vi lidt mere energi til at arbejde igen.
Mandag kom Cornelia tilbage fra Portland, hvor hun havde tilbragt Thanksgiving hos noget familie, og vi brugte det meste af dagen på at udveksle historier og vise indkøb frem til hinanden. Huset havde været ret stille uden Cornelia, så det var godt at få hende hjem igen.
Tirsdag startede mine timer så igen, og jeg skulle lave min Disney-præsentation. Det gik også bedre end forventet: folk grinede faktisk af mine vittigheder, hvilket ikke altid er tilfældet med forskellige kulturer (som vi har fundet ud af med alle tyskerne, som overhovedet ikke er sjove selv om de selv tror det), og jeg synes selv jeg fik lavet nogle gode pointer. Det var jo en god start på skoleugen, men dagen i sig selv havde startet lidt mere hektisk. Da vi vågnede nægtede vores wc af en eller anden grund at skylle ud, så Henriette skrev fluks en e-mail til vedligeholdelseskontoret. Jeg tænkte at de sikkert ville komme forbi et par timer senere, så jeg koncentrerede mig o at blive klar til skole. Jeg havde dog knap nok fået shampooen fordelt i håret inden Henriette bankede på døren og sagde at de var klar til at ordne wc’et. Jeg skyndte mig at blive færdig, og vi var så heldige at de også lavede vores dryppende vandhane når de nu alligevel var her (den havde været nær ved at drive mig til vanvid, og de havde allerede lavet den en gang). Det var jo super fint: wc’et kunne skylle ud, vandhanen dryppede ikke mere, og min præsentation var gået efter planen. Om aftenen skulle heldet dog vende. Pludselig faldt temperaturen drastisk udenfor til omkring -7 grader, og så var det vi opdagede at fyret var gået i stykker. Henriette var taget til time ca. en time tidligere, og Cornelia kan ikke lide at snakke i telefon på engelsk, så det var min opgave at ringe til vedligeholdelse (for anden gang samme dag) for at få dem til at komme og lave det. Jeg blev ved med at udsætte det fordi jeg havde en ide om at fyret bare var blevet træt og trængte til en pause, men da temperaturen i lejligheden nærmede sig den samme som udenfor kunne vi ikke holde det ud længere. Jeg fandt nummeret, ringede op, og havde lige forklaret manden i røret hvad der var galt da fyret gik igang igen...boy, så kan man nok føle sig lidt dum. Fyret havde virkelig ikke virket i flere timer, men det vidste han jo ikke, så jeg følte at han dømte mig til at være en dum international studerende, der bare ikke forstår hvordan sådan noget som et fyr fungerer. Jeg kom mig dog hurtigt over min forlegenhed da jeg mærkede varmen strømme tilbage i lejligheden, og tænkte at det sikkert var et eller andet på et højere plan der havde fået fyret til at virke netop i det øjeblik i stedet for 2 minutter før.
I dag skal jeg arbejde med mine eksamensopgaver, for de skal begge afleveres på tirsdag og jeg er kun ca. halvvejs. Jeg har også en eksamen på tirsdag og to mere på torsdag. Til den tid kan jeg så slappe af og vide at jeg for første gang i min universitetstid kan holde juleferie uden at bekymre mig om opgaver der skal skrives. På fredag skal vi holde tøseaften, hvor vi tager ud og spiser og får et par cocktails. På søndag skal vi fejre 2. søndag i advent med morgenmad på et nærliggende hotel og så glüwein hos Nico og Verena. Næste uge kommer selvfølgelig til at dreje sig om eksaminer, men også om at sige farvel til alle dem der ikke kommer tilbage næste semester. Det skal nok blive trist, men der er trods alt også mange der bliver her, så jeg kommer ikke til at føle mig helt Palle alene i verden. Jeg har da også meldt mig til et enkelt fag næste semester, så jeg ikke bliver en hulemand, der bare sidder i min lejlighed og skriver for mig selv. Og så har jeg fået mig et lille job. Vores repræsentant hos det internationale kontor har altid travlt med tusind ting, så jeg tilbød at være hendes assistent efter nytår, og hun blev så glad at hun næsten krammede mig. Det er nu ikke noget jeg får noget særligt i løn for, men det er egentlig heller ikke det der tæller for mig. Jeg skal jo bruge de fire måneder her til at skrive speciale, så jeg tror det bliver vigtigt for mig at komme lidt ud og se på noget andet end bøger og min computerskærm ind imellem. Jeg tror ihvertfald det bliver sjovt, og det internationale kontor er altid travlt med folk der kommer og går, så det skal nok blive en god oplevelse (det ser selvfølgelig heller ikke helt skidt ud på mit CV).
Efter eksamen går turen til Las Vegas, Denver og New York inden vi vender næsen mod Europa igen, så der er nok at se frem til, og der kommer nok en blog eller to mere inden året er omme.

Knus herfra

Halloween i Laramie

Her ser i min flotte græskar-lanterne. Det er måske lidt svært at se på billedet, men det er en mand på en hest, der holder sit hovede i den ene hånd - jeg er selv godt tilfreds med mit værk!


















Jeg fik idéen til disse nuttede edderkopper i et af de mad-blade man kan få alle steder her. Jeg forsøgte mig også med flagermus-cupcakes, men lad os bare sige at de ikke blev helt så nuttede.

Jeg har for ikke så længe siden læst Alice i Eventyrland, og det var der jeg fik ideén til disse småkager. På nogle af dem står der 'Eat me' (= spis mig), på de andre står der 'I'm sweet' (= jeg er sød). Jeg lavede også nogle i blå, hvor der bl.a. står 'Bite me' (= bid mig).


















Her kan i se nogle af mine favorit-udklædninger: Smølfefar og Skipper Skræk.

Dagbog d. 19-11

Det gik pludseligt op for mig at jeg er kommet fælt bagud på blog-fronten, så nu sidder jeg i et fly på vej til L.A. og skriver.

Det var super hyggeligt at have besøg af Cornelias forældre, Lena og Kenneth. Kenneth ligner Dr. Phil (kendt fra TV) og så arbejder han faktisk med unge med psykiske problemer for at det ikke skal være løgn. Han er også ret god til at lave svenske kødboller, men jeg må erklære mig uforstående overfor den tyttebærmarmelade de insisterer på at blande i deres kartoffelmos. Lena og Kenneth have taget et glas af den hjemmelavede slags med og Cornelia var helt oppe at køre over det, men det var altså ikke lige noget for mig. Kødbollerne var til gengæld ret gode og kartoffelmosen med.
Det viste sig ret hurtigt at Kenneth er vild med amerikansk mad, så vi tog dem med på Applebee’s en aften. På Applebee’s kan man få alt fra kæmpe burgere til pastaretter. Vi spiste til vi var lige ved at sprække, og alligevel var der rester til både frokost og aftensmad dagen efter....mums!

Er der en ting der er klassisk Laramie, så er det nok The Old Buckhorn (en rigtig cowboybar), så der var vi selvfølgelig nødt til at tage Lena og Kenneth med ned. Lige som vi kom kørende ind på vejen for at finde en parkeringsplads hører vi så flere skud der bliver affyret. Vi vidste ikke hvad der foregik, men jeg så ud af øjenkrogen en mand falde om på fortovet få meter fra bilen. Jeg var selvfølgelig skrækslagen, for hvis der er noget at komme til skade ved skal jeg nok komme til skade, men det viste sig altså at være en western-demonstration. Okay, så kunne man godt føle sig en lille smule dum, men jeg havde da ikke regnet med at der kom nok turister til Laramie til at lave den slags shows; faktisk troede jeg slet ikke der kom turister til Laramie...der er ligesom ikke så meget spændende at se! Nå men vi var da en tur på The Buckhorn for at få en øl, og så kørte Lena og Kenneth os til fest. Vi tilbød at de kunne komme med, men de havde stadigvæk lidt jet-lag og ville hellere være friske inden de skulle køre til Denver dagen efter.

Tidligere den dag havde vi lavet Jell-o shots og Hot’n’Sweet som vi tog med hen til Nico og Verena (to af tyskerne). Det viste sig at være yderst populært, og vores Sort Svin, som var beregnet til en fødselsdagsgave til Adam (en af de amerikanere som altid inviterer os til fest), var faktisk halvt væk inden vi overhovedet ankom til festen. Det gjorde dog ikke så meget, for Adam kunne absolut ikke lide det. Det kunne til gengæld hans roommate Anthony, som synes det var så godt at han endda ville betale for at importere Tyrkisk Peber hvis han vidste hvordan import fungerer. Det endte med at være en rigtig god fest; jeg var hjemme igen kl. 5.30 næste morgen. Jeg havde ellers planlagt at Skype omkring kl. 02.00, for der kom Mormor og Tommy til formiddagskaffe hos min mor...sådan gik det ikke lige. Jeg havde så dårlig samvittighed at jeg ringede min mormor op et par dage senere via Skype, men det skulle selvfølgelig heller ikke gå efter planen. Jeg har som regel frokostpause mellem kl. 12.15-13.00, og der plejer jeg at gå hen i det lokale hvor min næste time er, tænde computeren og så chatte eller Skype med folk derhjemme. Den dag var dørene til lokalet tilfældigvis lukkede, men eftersom lokalet var tomt satte jeg mig bare ind, fandt min frokost og ringede Mormor op. 10 minutter inden timen startede sagde jeg så farvel og gik ud for at få lidt luft gennem et filter. Da jeg åbnede dørene stod flere af mine klassekammerater og ventede på at komme ind. De havde hørt stemmer fra lokalet og troet at det var optaget...jeg havde det ret dårligt med at de havde stået der og ventet, gud ved hvor længe, men der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det, og i det mindste havde jeg da fået sagt hej til Mormor. Det er altid svært at være hjemmefra, men jeg har haft det særligt svært med at Tommy har været indlagt. Jeg ved ikke om de har fået en behandlingplan endnu, om han overhovedet skal i behandling, men de sidste nyheder er at han er hjemme, har det godt og selv kan komme rundt – fantastisk.

31. oktober var det Halloween. Vi havde købt græskar en uge i forvejen for at lave Jack’o’lanterns. De blev også super flotte: Cornelia lavede en flagermus og en måne, Henriette lavede en kirkegård med et spøgelse, og jeg lavede den hovedløse rytter fra Sleepy Hollow. Det var også vældigt, men det viste sig at vi nok skulle have ventet et par dage, for vi havde nærmest ikke fået sat dem ud før det begyndte at sne, og det kunne de altså ikke klare. De kollapsede hurtigere end du kan sige snestorm, og før vi fik set os om var de begyndt at rådne. De holdt så ikke til Halloween, men til gengæld havde vi planlagt at bage til alle de Trick-or-Treaters der helt sikkert ville komme forbi. Jeg brugte så det meste af en tømmermændsbefængt lørdag på at dekorere cupcakes og småkager, men der kom ikke nogen for at spise dem...jeg var simpelthen så skuffet! Det endte så med at vi inviterede en masse af vores internationale venner over til kaffe om søndagen, og der fik vi da bugt med de fleste af kagerne.

Om aftenen var vi til Halloween-fest på The Library (en bar), og der var nogle vilde kostumer. Mine favoritter var Smølfefar (fyren havde malet sig totalt blå), Skipper Skræk og en af bartenderne, som havde taget en kæmpe gravid-mave på, undertrøje hvor der stod ’Drinking for Two’ (Drikker for to), leopard-prikket BH der hang lidt udenfor, og så et kæmpe blåt øje – jeg tænker på at stjæle den ide, hvis jeg finder en god Halloween-fest næste år. Jeg var selv klædt ud som en fra The Andrews Sisters (swing-band fra 1940’erne), men alle troede jeg var Marilyn Monroe, og det har ligesom hængt ved lige siden. Det er da ikke det værste i verden at blive kaldt Marilyn Monroe, men nu var det altså ikke lige det var havde tænkt mig, så alt i alt var mit kostume vel både en success og en fiasko.

En ting der var ret sørgelig er at Lena (en af de tyske piger) var nødt til at tage hjem før tid. For et par uger siden var hun i Denver for at blive scannet (hun er gravid med tvillinger), og der fandt hun ud af at hen ene af tvillingerne ikke fik nok blod. Lægen mente dog at det kunne ordnes med en lille operation, men anbefalede at hun tog tilbage til Tyskland for at få den udført. Det var rigtig trist at sige farvel, men jeg forstår godt hendes beslutning om at følge lægens råd. Jeg fik så at vide den anden dag at hun havde mistet det ene barn. Det var bare så trist, men Lena er den type der tager den slags med logik – det er bare naturens måde at rydde op på. I det mindste har det andet barn det nu rigtig godt, og jeg håber at Lena er glad for at være hjemme hos familien igen.

Der har også været en del fødselsdage på det sidste. Det er ikke ret længe siden vi holdt fest for Daniel (Tyskland), Diana (Tyskland) og Anan (Laos), og i denne uge var det så Ferdi (Tyskland) og Lassi (Finland), som holder fest med Liesa (Tyskland) her i weekenden. Liesa har fødselsdag på mandag, så selv om jeg ikke kan komme med til festen kan jeg da tage med ud og fejre hendes fødselsdag når jeg vender tilbage til Laramie. I tirsdags fejrede vi Lassi; vi var på Altitude, som er en af byens bedste restauranter, og derefter var vi på The Library, som lidt er blevet vores stambar. Det var rigtig hyggelig og super god mad, og så er det jo bare altid sjovt at hænge ud med de andre internationale.

Lige nu er jeg så på vej til Californien hvor der venter 4 dage i Disneyland, men det skal i nok høre meget mere om i min næste blog.

Randi

Denver, Sne og Midterms

Dagbog 13-10-2009

De sidste par uger er fløjet afsted. Fredag (I forrige uge) skulle vi forberede os til Denver-turen, men Cornelia fik (forholdsvis let) overbevist mig om at det var en meget bedre ide at tage til fest. Det viste sig også at være en rigtig god fest, hvorimod beer-pong (øl-bordtennis) viste sig at være en rigtig dårlig ide. Jeg kan ihvertfald fortælle jer, at hvis i nogensinde skal spille dette forfærdelige spil, så skal i lade være med at være på hold med Dennis (vores tyske nabo). De af jer der kender mig ved at jeg ikke ligefrem er begavet i den atletiske afdeling. Bordtennis er ingen undtagelse! Jeg kan så fortælle jer at Dennis var endnu ringere end jeg var til beer-pong. Det korte af det lange er at jeg fik en ordentlig skid på, men dog var fornuftig nok til at tage hjem kl. 01.30. Jeg var desuden så heldig at fange en safe-ride (gratis taxaer der kører torsdag, fredag og lørdag), så jeg lå i min seng ca. 5 minutter senere.
Cornelia var ikke helt så heldig...Hun blev til festen (ingen ved hvor længe), hvorefter hun tog til en anden fest før hun kom hjem kl. 04.30 eller noget i den stil. Jeg bør måske lige fortælle også, at Henriette havde været fornuftig nok til at blive hjemme, så der rent faktisk var nogen der kunne køre til Denver dagen efter. Total iorden beslutning! Vi skulle så afsted kl. 07.30 (tidligt), og Cornelia og jeg kunne næsten ikke slæbe os selv ud i bilen. Henriette, som fortjener en medalje for at gide køre hele vejen til Denver med to sovende, tømmermændsbefængte sloffer, tog det hele med et smil. Hun havde heldigvis købt en dims der gør det muligt at lytte til sangene på ens iPod gennem bilradioen, så hun havde da lidt selskab på vejen.

Da vi kom til Denver styrede vi direkte mod IHoP (International House of Pancakes), og der blev spist pandekager som aldrig før. Dem der kun har fået skandinaviske pandekager ved ikke hvad de går glip af. Amerikanske pandekager er noget helt andet, og jeg fik dem med New York Cheesecake i...mums. Det var ufattelig tiltrængt på det tidspunkt, og da vi havde spist følte jeg mig faktisk helt menneskelig igen. Næste punkt på listen var tatoveringer. Eftersom jeg havde glemt min hjerne på beer-pong bordet aftenen før, havde jeg selvfølgelig glemt min tegning i Laramie. Det var jeg ret træt af, men det viste sig at være en god ting. Jeg lavede en hurtig skitse til fyren der skulle lave min tus, og han kunne straks se at det var en traditionel sømandstatovering jeg gik efter. Eftersom jeg ikke havde noget særlig fast at gå efter fik han frie hænder, og jeg synes selv at det han fandt frem til var meget bedre end jeg havde forestillet mig. Han tegnede det hele direkte på min ryg uden at øve sig først (hvilket jeg synes var ret imponerende), og da jeg havde godkendt det gik han igang.
For dem af jer der har overvejet at få en tus - i kender sikkert en eller flere der har tusser, som siger at det ikke gør særlig ondt – lad mig bare sige: Det er super smertefuldt! Jeg sad og krammede en stol i ca. 40 minutter imens hele min krop rystede af smerte. Jeg havde selvfølgelig også valgt at få den lavet lige over rygsøjlen, men stadigvæk. Det gjorde også ondt bagefter, og nu er det så begynde at klø ulideligt imens det heler. På trods af alt det er jeg stadig glad for at jeg fik den lavet. Jeg synes den blev vildt flot, og for dem der ikke havde regnet det ud, så er det sidste billede af min tus.
Henriette fik også lavet en. Hendes er et citat fra hendes mors begravelse: Ingen kender dagen før solen er gået ned. Det er ikke alene noget der minder hende om sin mor, det er også godt at huske på de der dage hvor alt bare går galt. Man kan være nok så irriteret, trist, vred, etc., men man ved aldrig hvad der sker om fem minutter eller om to timer, så der er altid en chance for at dagen bliver vendt til noget godt. Jeg havde selv sådan en dag i sidste uge, hvor jeg fik at vide at min mormors mand var blevet indlagt med en hjerneblødning. Det var ikke den sjoveste besked at få når man ikke er derhjemme (og slet ikke når man tænker på at min far døde pga en blodprop i hjernen). Jeg var rigtig ked af det hele dagen, Henriette havde også en dårlig dag, og Cornelia havde ingen anelse om hvordan hun skulle muntre os op. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage til time om aftenen, men jeg gjorde det alligevel fordi vi skulle se en film, som vi skulle skrive opgave om. Der stod i vores læseplan at vi skulle se Godspell, men det viste sig at være en fejl. I virkeligheden skulle vi se Jesus Christ Superstar, som er en af mine yndlings musicals, hvilket hjalp til at få mig i godt humør igen. Den slags situationer er grunden til at jeg rigtig godt kan lide Henriettes tatovering.
Anyway, da vi havde betalt tog vi ud for at finde hotellet og få tjekket ind. Vi havde forventet at hotellet villet været temmelig luset, for vi var gået efter noget billigt, men det viste sig at være ganske fint. Det var pænt og rent, personalet var hjælpsomme og venlige, og så var der endda morgenmad inklusiv i prisen. Da vi havde tjekket ind skyndte vi os videre til et kæmpe shoppingcenter, hvor vi gik ind på en klassisk burgerbar, Johnny Rockets, og fik os en kæmpe frokost.
Så var vi endelig klar til at shoppe, og jeg skal lige love for at vi shoppede. Min yndlingsbutik endte med at være Ann Taylor Loft, hvor man kan få tøj i petite størelser (dvs de har anerkendt at man godt kan være tyk selv om man har korte ben, hurra). Jeg fandt to par jeans, som ikke skal lægges op – så bliver det næsten ikke bedre. Bortset fra at det gjorde det faktisk, for om aftenen havde vi lyst til italiensk mad. Vi kunne ikke rigtig finde en italiensk restaurant, så vi forhørte os på hotellet. Vi fik anbefalet en restaurant der lå ca. ti minutters kørsel væk, og det viste sig at være en fantastisk restaurant (vi fik endda rester med hjem, hvilket er normen herovre). Det havde været planen at vi skulle ud og gøre Denver usikker, men da vi kom tilbage til hotellet kom vi til at se TV og spise vores rester, og så var det vi indså at vi trængte mest til søvn (vi skulle jo være klar til mere shopping dagen efter).
Søndag tog vi så tilbage til shoppingcentret, hvor vi købte en masse flere fantastiske ting, spiste frokost og så Fame i biffen. Da filmen var færdig havde Cornelia så besluttet at hun også skulle have lavet en tatovering, så vi tog tilbage til tatovøren. Hun fik lavet et lille gamma-tegn (hvilket er det græske bogstav for C) bag det højre øre. Det tog ikke lang tid, så der gik ikke længe før vi sad i en bås på restauranten Red Robin (der også er et burgersted). De har nogle af de bedste fritter jeg har smagt, og vi var alle stopmætte inden vi vendte næsen mod Laramie igen.
Da vi krydsede statsgrænsen ind i Wyoming blev vi advaret om kraftig tåge. Vi spejdede til alle sider og undrede os over hvor den der tåge egentlig var henne. Og lige pludselig var det så tåget at det var lige som at køre ind i en mur. Det havde også sneet, og temperaturen lå lige omkring frysepunktet. Vi frygtede hvilke forhold der ventede os i Laramie, men da vi kom over bjergene og kørte ned mod byen steg temperaturen ca. fem grader og der var ingen sne. Det har så ændret sig siden hen. Som jeg beskrev i min sidste blog er vejret her i Laramie ret omskifteligt. Det kan være solskin og dejligt varmt den ene dag, og så sne, blæst og kulde den næste. Sådan har det også været i denne uge. I går var det rigtig godt vejr med masser af solskin og næsten vindstille. I dag er det snevejr! Det har sneet lidt det meste af dagen, dog uden at det rigtig har lagt sig, men det har bare været hundekoldt. Det skulle ikke blive meget bedre i weekenden; faktisk skulle der bare komme endnu mere sne. Det er meningen at vi skal til football på lørdag, hvor der er homecoming (gamle elever er inviteret til at komme på besøg på skolen), men det kan da godt være det bliver lidt for koldt for os skandinaviske tøser.

I sidste uge havde jeg travlt med studierne. Jeg havde en midterm eksamen i tirsdags, så jeg brugte hele mandag på at læse op til den. For dem der har haft midterms i Danmark kan jeg fortælle at det overhovedet ikke er det samme som her. Vi fik udleveret en study guide med 20 termer, som det blev forventet at vi kunne forklare i forhold til Disney, og 20 citater, som vi skulle have noget fascinerende at sige om. Til selve eksamen skulle vi så udvælge seks af hver og forklare dem, hvilket vi havde en time til. Efter det første kvarter havde jeg allerede skrivekrampe. Det var meningen at vi skulle forklare termerne og deres relevans for Disney med to eller tre sætninger, men jeg endte med at skrive minimum en halv side om hver (håber ikke det trækker ned). Nu glæder jeg mig bare til at høre resultatet; det er dog kun halvdelen af vores midterm, for vi skal også aflevere et essay i dag, som usgør resten af den midterm.
Onsdag skulle jeg så have indhentet den læsning som jeg skulle nå til undervisningen i sidste uge. ”Heldigvis” var min lærer syg i tirsdags, så vi fik fri efter eksamen var overstået (jeg synes selvfølgelig ikke hun skal være syg, men ærlig talt var jeg udmattet efter den time). Det betød så at jeg havde ca. 150 sider jeg skulle læse, hvilket jeg da også kom igennem ved hjælp af den studerendes bedste ven – kaffe – men det viste sig så bare at vi slet ikke kom til at diskutere alt det læsestof, fordi vi havde en gæsteforelæsning torsdag...så kunne man da godt lige føle sig lidt dum! Ærlig talt, hvis jeg havde vidst at timen slet ikke kom til at handle om den bog vi skulle læse, så havde jeg nok ikke stresset så meget over det. Det er jo altid muligt at indhentet lidt af det forsømte i weekenden, men nu er jeg selvfølgelig bare glad for at jeg har læst det. Det er jo selvfølgelig rart ikke at være bagud, og så kan jeg koncentrere mig om denne uges midterms...jeg har to af dem på torsdag!

Fredag og lørdag fik vi sne! Ja, endnu engang måtte vi have fat i de lange underbukser og uldsokkerne, hvis vi ville udenfor en dør. Og det ville vi jo, for i lørdags var der homecoming. Det vil sige at gamle elever bliver inviteret tilbage til skolen, nogle af dem bliver hædret med en pris, der er en parade, osv. Football kampen var imod New Mexico Lobos (Ulvene), og vi bankede dem sønder og sammen (hvilket er ret godt klaret når man tænker på at de har vundet de sidste fire gange vi har spillet imod dem). Der er nok nogen der ikke kan klare kulden, hva’ Lobos?!
Lørdag var også dagen hvor vi fik fornemt besøg fra Sverige. Ingen ringere end Cornelias forældre kiggede forbi. De er ret sjove og totalt i orden af svenskere at være, så det skal nok blive sjovt at hænge lidt ud med dem den kommende uge.

Til slut vil jeg gerne lige undskylde hvis min stavning og grammatik er helt ude i skoven. Jeg er allerede blevet så vandt til at alt foregår på engelsk (selv Henriette og jeg taler engelsk til hinanden af ren og skær vane), at det danske er lidt ved at gå fløjten. I skal nok forvente at jeg er lidt af en Sidney Lee når jeg vender frygteligt tilbage til Danmark, så i må have lidt tålmodighed. Skulle der være nogen der ikke ved hvem Sidney Lee er, så er han en fyr der har deltaget i en masse realityshows, han er ret irriterende og synes selv han er ret lækker. Han har vistnok engang været i USA i et par uger, så nu kan han kun tale med amerikansk accent (det er temmelig træls, men meget sjovt at gøre grin med).
Det var alt for denne gang.

Randi

21-09-2009
Dagbog

Endnu engang er der en masse at fortælle. Lad mig se om jeg kan få det hele med. Sidste lørdag var dagen hvor vores kære Cowboys skulle bevise deres værd. Det var nemlig tid til årets store football kamp mod the Texas Longhorns. For Wyoming var det en virkelig stor kamp, og billetterne stod til $400 stykket (alle studerende kom heldigvis gratis ind...ellers havde stadion nok virket lidt tomt), men for Texas var det vist mere en slags træningskamp. Til alles overraskelse klarede vi os faktisk ret godt i første halvdel af kampen, og vi var endda foran 10-6 i ca. 15 sekunder...så begyndte det ligesom at gå lidt ned af bakke. Kampen endte 41-10 til Texas, så jeg behøver vist ikke forklare mere. Vi havde det dog ret sjovt alligevel, og på trods af lidt tømmermænd var vi alle sammen med på slagord som ’first down, motherfucker’, og der blev skrålet med af al kraft, da marching bandet spillede Bohemian Rapsody.
Dagens bedste episode fandt dog sted inden kampen overhovedet startede. Det var blevet aftalt at vi skulle til kampe sammen med Cornelia, vores to tyske naboer, Dennis og Ferdinand, og to tyske piger, Liesa og Leonie. Dennis havde aftenen snakket meget om, at han havde fået kontaktlinser men aldrig havde prøvet at tage dem på, og Henriette, som har arbejdet hos en optiker, havde lovet at hjælpe ham. Det blev noget af et cirkus. Først prøvede vi at placere Dennis på en stol med hovedet lænet tilbage, hvorefter Henriette holdt hans øjne åbne og forsøgte at proppe de stakkels linser i under mange latterbrøl fra tilskuerne (Cornelia, Ferdinand og jeg). Det var tydeligt fra starten, at det ikke ville lykkes, men vi gav ikke op. Vi prøvede at holde hans arme, fordi han blev ved med at forsøge at afværge Henriette, vi forsøgte med at holde hans hoved, men lige lidt hjalp det. Til sidst blev vi enige om, at hvis de linser nogen sinde skulle i, måtte Dennis selv ud foran spejlet og prøve. Dennis blev enig med sig selv om, at Henriette var en meget ond person, så jeg blev udnævnt til linse-insætnings-overvåger. Samtalen der fulgte er noget af det sjoveste jeg har oplevet, og her følger et uddrag af den 1½ time lange linse-kamp:
(Efter jeg havde brugt 15 min. På i store detaljer at forklare den bedste måde at sætte linserne i på)
Dennis: Is it in? Is it in? (Er den i? Er den i?)
Randi: I can’t tell…no! (Jeg er ikke sikker…nej!)
Dennis: Is it in now? (Er den i nu?)
Randi: I’m not sure, I think it is still on your finger (Jeg er ikke sicker, jeg tror stadig den er på din finger)
Cornelia (meget utålmodig): Come on Dennis, just do it (Kom nu Dennis, gør det nu bare).
Ferdinand: This is like a movie (Det er ligesom at se en film).
Dennis (da jeg kiggede væk): You have to look at me (Du skal se på mig).
Randi: I am...I can’t concentrate (Det gør jeg også...jeg kan ikke koncentrere mig).
Dennis: Is it in now? (Er den I nu?)
Randi: I don’t think so. No, you blinked and it fell out (Det tror jeg ikke. Nej, den faldt ud fordi du blinked).
Henriette var på det her tidspunkt ved at dø af latterkramper, og så var det vi opdagede at døren ud til gaden (hvor der var ufattelig mange mennesker pga kampen) havde stået åben hele tiden! Da linserne endelig var kommet i kiggede Dennis sig omkring, gav Henriette og jeg et tvært blik og sagde: Jeg synes absolut ikke jeg ser bedre nu end før.
Samme aften havde vi arrangeret en fest. Planen var at vi skulle spille taboo (ordspil hvor man kæmper på to hold), og efter stolte danske traditioner skulle det selvfølgelig laves om til et drikkespil. Det gik også super fint, og jeg skal love for at folk (inklusiv mig selv) fik noget indenfor vesten. Som de fleste ved, opstår nogle af de mest geniale ideer når man har fået lidt at drikke, og det var også tilfældet den aften. Jeg tror det var Kacy, vores Amerikanske veninde, der foreslog, at når nu Cornelia alligevel var hos os det meste af tiden, så kunne hun jo lige så godt flytte ind. Mandag morgen gik Cornelia så hen på boligkontoret og spurgte om hun kunne få sine penge tilbage. Det var der ikke noget problem i, så nu har vi fået ny roommate. Cornelia og jeg deler værelse (man kunne skille køjesengen ad) og det fungerer faktisk ret godt.

Siden Cornelia er flyttet ind er der dog begyndt at ske mystiske ting. Huset siger rigtig mange mærkelige lyde, og i går aftes da vi sad midt i aftensmaden hørte vi pludseligt et brag. Vi kiggede forskrænte på hinanden og udbrød: Muren! Det viste sig at beklædningen på ydermuren under Henriettes vindue var faldet af uden nogen særlig grund. Kort tid derefter gik døren op af sig selv (døren var låst!), og lige plusdelig ville Cornelias computer ikke mere og gik fuldstændig i sort. Der har også været mange underlige og uforklarlige lyde den sidste uges tid, og eposiderne i går overbeviste mig om at Cornelia må være forbandet eller noget. Temmelig surt for mig, der skal dele værelse med hende!!!

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det tidligere, men vejret i Laramie kan skifte ret pludseligt. Siden vi kom har været været godt de fleste dage. Nogle gange kunne der godt komme en pludselig og voldsom regnbyge, eller et tordenvejr der varede i flere timer, men vi har overvejende har solskin og høje temperaturer. Efter aftensmaden i går ville Henriette så lige tjekke vejrudsigten, og hun blev informeret om, at der var 60% chance for sne i dag. Ja, du så rigtigt. 60%! Midt om natten vågnede Cornelia og jeg ved at det lød som on der var nogen der bankede på taget. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne ikke se noget, så vi blev enige om at det måtte være regn eller hagl. Da jeg vågnede i morges viste det sig, at der natten igennem har været en mindre snestorm igang, og det ligner Nordpolen udenfor. Jep, så er det frem med de lange underbukser, vinteren er ankommet. Vi havde godt nok fået at vide at der kun er to årstider i Laramie: August og vinter. Men vi havde ikke lige regnet med at det ville skifte så pludseligt (for to dage siden havde vi sol og omkring 25 grader, og igår var det lidt blandet, men absolut ikke vintervejr).

Den kommende uge er der ikke noget særligt på programmet, men næste weekend tager vi til Denver fra lørdag til søndag, og Henriette og jeg har store planer om at få lavet et par tusser (tatoveringer, hvis nogen skulle være i tvivl). Jeg har været igang med tegneblokken, og jeg har kreeret en variation af en tatovering min far havde, som jeg tror er det rigtige for mig. Vi har også snakket om at tage ind og se en baseball kamp, og så skal der selvfølgelig shoppes amok. Derudover har vi planer om at indtage flest mulige af vores måltider på IHoP (International House of Pancakes → det internationale pandekagehus), som er blevet stærkt anbefalet af Henriette.

Det var alt for denne gang. Hold jer muntre til vi ses igen.