torsdag den 18. februar 2010

Pity-Party For One, Coming up!

Dagbog 15-02-2010

ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE
Gør dig klar til en tudefest uden lige. Nu har det jo lige været Valentins Dag, og det i sig selv er faktisk ikke det sjoveste i verden når man er single. Jeg er selvfølgelig vant til at der første folk spørger om, når de ikke har set mig i noget tid er: ”Hvordan går det med kærligheden?” Hvortil jeg pligtskyldigt svarer: ”Stille og roligt.” Stille og roligt er selvfølgelig en underdrivelse, eftersom jeg nu har været single i nogle år efterhånden. Alligevel virker det som om at der er det eneste rigtige svar, ud over: ”Kanon, jeg skal giftes i næste måned, her er en usynlig invitation!” Det ville selvfølgelig være en kæmpe løgn, og jeg er ret sikker på at folk hurtigt ville regne den ud. Det er lige som om at det rigtige svar – nemlig at den mest stabile mand i mit liv er min kat (og han har ifølge mine forældre lige haft orm...uhm, lækkert John T.) – ikke er acceptabelt i vores samfund. Anyway, nu er jeg jo i USA, og her bliver Valentins Dag taget ret alvorligt. Det er faktisk mere eller mindre det eneste folk kan tale om i ca en uge inden selve dagen oprinder, og generelt opfører folk sig ligesom mig når min fødselsdag nærmer sig = jeg vil helst have at alle folk husker det, så jeg nævner det konstant.
Når man så også er syg, og derfor har tilbragt Valentins Dag med at sidde og have ondt af sig selv, mens man prøver på ikke at nyse mere end hvert kvarter, så ved man bare at man er en fiasko. Der er ingen der vil være interesserede i at høre om hvordan jeg har tilbragt denne årets vigtigste dag, og jeg vil følgelig blive betragtet som et misfoster. Heldigvis har jeg jer at brokke mig til i stedet. Nå, men tilbage til mit skrækkelige sygdomsforløb. Det startede onsdag i sidste uge, hvor jeg pludselig fik vildt ondt i maven. Som den evige optimist jeg jo er tænkte jeg selvfølgelig at det nok bare var noget med min cyklus (af hensyn til muglige mandlige læsere vil jeg ikke uddybe mere på det punkt; damer, i ved hvad jeg taler om). Torsdag blev jeg i sengen og prøvede at tænke positive tanker. Fredag morgen havde jeg det så meget bedre. Jeg mente selv at jeg havde behandlet situationen helt rigtigt, indtil om eftermiddagen, hvor min næse pludselig forvandlede sig til et smukt vandfald af snot, uhmmm. Lørdag blev det kun værre, da jeg kunne tilføje feber og hovedpine til listen over plager, og søndag begyndte mine ører at gøre ondt, hvorefter jeg løb tør for næsespray. Det føltes værre end de ti plager der blev sendt til Ægypten, hvis jeg skal være helt ærlig. Min gode veninde Kacy, der naturligvis havde vildt ondt af mig, kørte mig til Walmart, så jeg kunne købe forsyninger. Da vi drejede ind på parkeringspladsen skulle vi rundt i et skarpt sving, det havde sneet en del lørdag, og bilen skred ud. Vi kørte lige ind i en helle, men det virkede ikke til at der var sket noget, så vi fandt en parkeringsplads og gik ud for at tjekke bilen. Kacy kiggede sådan lidt underligt på hjulene et øjeblik før det gik op for hende at der var noget der ikke var som det skulle være. Så gik det op for hende hvad det var, hun kiggede på mig og spurgte: ”Plejer det hjul ikke at have en hjulkapsel?” Jeg måtte indrømme at selvom det virkede logisk, så kunne jeg ikke svare bekræftende. Hun gik en gang rundt om bilen for at forsikre sig om at alle de andre hjul havde en hjulkapsel, hvilket de havde, hvorefter hun marcherede beslutsomt op mod svinget for at finde den der var faldet af.
Hun fandt den heldigvis igen, og mente at den godt kunne sættes på igen. På vej hjem udviklede det sig til en længere diskussion omkring nytten ved hjulkapsler. Vi havde nogle gode teorier, men ingen af os kunne definitivt sige hvorfor der egentligt er hjulkapsler på biler. Er de bare til pynt, eller har de en egentlig funktion? Nå, men pointen med at snakke om Kacy var sådan set at illustrere hvordan jeg har det når jeg er syg. Jeg er den type der helst skal pyldres lidt om, og det er altså ret svært når jeg bor tusindvis af kilometer fra min mor. Det ville være aller bedst hvis hun lige hoppede på flyveren med en omgang varm suppe, strøg mig lidt over håret imens jeg spiste den, og så ellers tømte snotpapirs-posen og ordnede andet forefaldende arbejde. Jeg ved godt at det ikke er en særlig feministisk indstilling for en selvudråbt feminist, men når jeg er syg er det altså kun min mor der duer! Det er sådan min generelle barnlighed bliver fremstillet når jeg er syg. Jeg foretrækker hvis folk lytter til hele min sygdomsberetning, og så siger: ”Nåååå, hvor er det synd for dig. Atjuuu, ja jeg er godt nok også selv super forkølet, men det er da helt sikkert mere synd for dig Frk. Truelsen.” –Så ved i lige det til en anden gang.
Det tredje onde, udover Valentins Dag og forkølelese, er mit speciale. Det er ikke for at jeg ikke er super spændt på at skrive det. Det er mere det der med rent faktisk at starte skriveprocessen. Hver gang jeg har skrevet en opgave, uanset om den har fået en god eller dårlig karakter, så har jeg kunnet læse den igennem efter et par måneder og finde tusind fejl. Det kunne jeg bare godt tænke mig at undgå med mit speciale, og det er nok derfor jeg er lidt tilbageholdende; hvad nu hvis jeg ikke har flere gode opgaver i mig, og denne her (den eneste der i virkeligheden betyder noget) bliver noget hø. Det ville jeg bare ikke kunne bære. Samtidig er der ingen tvivl om at den opgave er afleveret senest 1. august, for jeg er helt sikkert færdig med at læse på universitetet nu. Jeg har klaret mig igennem snart fem år, og det synes jeg faktisk må være rigeligt. Oveni at jeg prøver på at komme igang med et fordømte speciale, så skal jeg da også lige læse en bog til på onsdag. Nu ved jeg godt at nogle af jer tænker: ”Så kunne du jo være gået igang noget før.” Men det kunne jeg faktisk ikke. Jeg gik igang den dag bogen kom hjem fra biblioteket, men jeg bliver ved med at falde i søvn hver gang jeg har læst ½ time (fordi jeg er syg, snøft), så den rigtige tanke ville have været: ”Nåh, hvor er det synd for Frk. Truelsen at hun skal læse en hel bog til på onsdag.” Ja, jeg ved godt at jeg er dybt ynkelig, men det er bare hvad snot gør ved min hjerne.
Okay, okay, det er da heller ikke fordi der slet ikke er lys for enden af tunnellen. Her kommer så en liste over de ting der kan muntre mig op når jeg er ynkelig:
1. Chokolade
2. Min dejlige veninde Milles blog om farver
3. At snakke med min mormor på Skype
4. At min mormor er totalt sej og højteknologisk (hun har fået computer og er kommet på Fjæsbog...hvor mange af jer kan sige det samme?)
5. Min Disneylærer, der tilbød at låne mig et tv, fordi ’Skønheden og Udyret’ ikke er udkommet på DVD, og hun havde et total antikt tv med vhs-afspiller i
6. Chokolade...hov, den havde jeg vist allerede, men det er altså bare en af de der ting der hjælper på alt
7. De to tv-serier Life Unexpected og Glee, som jeg har accepteret som et plaster på såret, efter vi mistede vores dejlige Venner og Gilmore Girls (desuden kan Gossip Girl, One Tree Hill, Top Model, Grey’s Anatomy, Private Practice, Ugly Betty, Cougar Town, House, Scrubs og mange andre serier også muntre mig op—har jeg nævnt at jeg er fjernsynsnarkoman, og at jeg ikke har noget fjernsyn i Laramie, hulk)
8. At en af mine naboer har hængt sine kridhvide mandetrusser (med gylp og det hele) til tørre på bøjler udenfor—så kan man hvis knap nok være mere stolt af sit undertøj..he he, det grinede vi meget af den sommer.
9. Kaffe (jeg sidder faktisk og slubrer en dejlig kop af slagsen i skrivende stund)
10. Gulerødder, mærkeligt nok. Dog, vil jeg sige, at gulerødder bare ikke er det aller bedste hvis man nyser meget, for så kan man godt regne med at væggene er orange efter et par dages forkølelse
11. Rocky Horror Picture Show. Skal det være kult-klassiker, så kan det vel for dælen lige så godt være med Tim Curry og Susan Sarandon i korset og strømpeholder. Hvis nogen ikke forstår denne reference, så er der gået noget helt galt i deres film-opdragelse, og de bedes strakt tage ned i video-biksen og finde denne klassiker (okay, måske kun dem over 16 år...den er sådan lidt...hvad er det ord jeg leder efter...fræk, for at sige det pænt)

Uhh, jeg kom lige i tanke om noget mere jeg ikke har brokket mig over endnu, jubii. Jeg opdagede den anden dag at der er hul i næsten halvdelen af mine strømper...Hvordan kan det lade sig gøre?! Jeg forstår det bare ikke. Det er lige som om at mine strømper bare besluttede sig for lige pludselig at falde fra hinanden på samme tid. Jeg ved godt at udtrykket hedder ’en fattig studerende’, men nye strømper kan der vel for søren blive gjort råd til i budgettet. Det er jo ikke fordi at strømper er noget af det dyreste man kan anskaffe sig, men det er bare sådan en lidt irriterende ting at bruge penge på. De penge kunne være lige så godt givet ud på chokolade, for eksempel. Jeg havde faktisk købt fem par nye strømper sidste semester, men da jeg så kom tilbage til Laramie opdagede jeg at en af dem (altså én strømpe, ikke et par) stadig lå i Holstebronx, så nu har jeg 4½ par nye strømper, hvilket logisk nok kun giver 4 brugbare par, da de ikke er samme farve. Total nedern strømpe-stil der, der, der, der.

mandag den 15. februar 2010

Home Sweet Home

Dagbog 12-02-10

Min første dag i Laramie var lidt mærkelig. Første punkt på dagsordenen var indkøb; jeg havde jo ikke noget mad i huset, og heller ikke noget at tilberede det med for den sags skyld. Alle mine ting var blevet opbevaret hos en veninde, men hun kom først tilbage om mandagen, så jeg var nødt til at købe ting der ikke skulle koges, steges, skæres eller smøres. Løsningen blev frugt, boller der allerede var skåret og pålæg. Derudover havde jeg taget nogle chokoladekiks med hjemmefra, og jeg overlevede da også uden de store problemer. Det meste af dagen brugte jeg så på at læse i min bog (Húrins Børn af Tolkien—kan stærkt anbefales), og så gik jeg i seng kl. 19 eller noget i den stil, for jeg var helt smadret. Mandag morgen gik jeg så igang frisk og frejdig. Jeg marcherede ned til lejlighedskontoret for at tjekke ind, og fortalte dem at de der dejlige musefælder, der var spreds med rund hånd over hele lejligheden skulle fjernes, og det kunne ikke gå for stærkt. Derefter gik jeg hen til Kacy og Yasha, som havde haft alt mit skrammel ståenden. De var så søde at tilbyde at hjælpe mig tilbage med det hele, så vi læssede det i deres bil, og det hele var flyttet i løbet af ½ time. Det lyder måske underligt at jeg skulle have så mange ting herovre efter kun 4 måneder, men jeg havde efterladt en del af mit tøj, en masse bøger, alt køkkengrejet, sengetøj, håndklæder, vaskepulver...etc. Der var da en bilfuld da det kom til stykket, og det var bare super lækkert at de gad hjælpe.

Kacy sagde også at de skulle ud og handle senere, og spurgte om jeg ville med. Der er ikke de helt vilde indkøbsmuligheder lige i nærheden, og jeg havde jo kun købt det aller mest nødvendige dagen før, så jeg sagde selvfølgelig ja. Det endte med at blive en længere ekspedition; vi skulle selvfølgelig i Walmart (det er lidt ligesom Bilka, og helt sikkert der man tager hen når man skal have fyldt køkkenet), så tog vi lige et smut i Stables, som er en elektronik forretning, hvor Yasha havde set en billig printer han overvejede at købe, sidste men ikke mindst skulle vi også lige en tur ind i the Dollartree, der en samme type butik som Tiger, hvor alt koster $1, og de har alt fra julepynt til tallerkner. Da jeg kom hjem med alle mine indkøb slog det mig for første gang at jeg virkelig var flyttet ind; kaffemaskinen var sat til og klar til at hjælpe, servicet var sat på plads i skabene, og nu havde jeg altså også mad i køleren...endelig klar til at tage hul på et nyt semester.

Resten af ugen gik med at finde mig til rette i lejligheden, få fat i vennerne fra sidste semester og mødes med forskellige folk på campus. Fredag aften tog jeg en tur i biffen med Kacy. Vi så Youth in Revolt, og den kan varmt anbefales hvis den kommer til Danmark (hvis den altså ikke allerede har kørt derhjemme). Jeg kæmpede fortsat med trætheden; hver aften senest kl. 20 var jeg så træt at jeg var lige ved at falde om, og i de første par uger var mit søvnmøster helt mærkeligt. Jeg gik i seng midt på aftenen og vågnede så selvfølgelig kl. 4 om morgenen. På den tid af døgnet er der ikke rigtig noget at give sig til i Laramie, så jeg lå og vendte og drejede mig i et par timer. Så stod jeg op og gik i fitnesscenter. Vi har gratis adgang til fitness her på skolen, og det er et rigtig godt center, så det er jo bare med at benytte sig af det. Resten af tiden brugte jeg så på at læse og på at arbejde på mit specialeforslag. Min lærer havde sagt: ”Bare sådan 10-12 sider”, som om det ikke var noget. Jeg havde nærmere forestillet mig at det skulle være 2-3 sider, men da jeg først kom igang måtte jeg faktisk begrænse mig lidt. Det er jo et super godt tegn, og jeg fik virkelig blod på tanden for bare at komme igang. Lige nu arbejder jeg så på research, hvilket er den kedelige del der skal overstås før man starter skriveprocessen.

Nå, men tilbage til den første uge. Da jeg havde været her et par dage var jeg allerede godt træt af at skulle kravle over at bjerg af sne hver gang jeg skulle bruge hoveddøren, så jeg besluttede mig for at skovle. Jeg lånte en skovl af Kacy og Yasha, og så gik jeg ellers igang. Jeg var godt klar over at jeg måske ikke kunne klare det hele på én gang, for det var virkelig gammel sne, der var blevet presset godt sammen. Da jeg havde været igang i over ½ time, og ikke rigtig synes jeg var kommet nogle vegne, kom der en ung mand gående ude på fortovet med en sneskovl i hånden. Han præsenterede sig og spurgte om jeg kunne bruge lidt hjælp. Det havde jeg overhovedet ikke ventet, men det var velkomment. Ikke alene havde han en meget bedre skovl end mig, han havde nok også bare lidt fler muller, så i løbet af 5 minutter havde han nået mere end jeg havde på ½ time. Der gik ikke længe så kom hans kammerat også forbi. Han spurgte om han ikke lige skulle overtage min sneskovl, for det kunne da ikke være rigtigt at kvinder skulle besvære sig med noget så trivielt som at skovle sne (her kunne den indre feminist godt komme på overarbejde, men han tilbød sin hjælp på en virkelig galant måde, og jeg var så træt at jeg gladelig gav skovlen fra mig). De to fyre (den ene er en af mine naboer) skovlede hele molevitten i løbet af 10 minutter, og før jeg kunne nå at tilbyde en øl eller en kop kaffe som tak var de på vej videre igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg blev bare endnu engang forvisset om at amerikanske mænd bare er opdraget til at være høflige og galante på en måde vi ikke er vandt til i Danmark. Her er det også helt naturligt at en mand holder døren for en kvinde, og at det er ham der betaler regningen hvis man er på restaurant. Om det så er godt eller skidt at de er opdraget på den måde, det er en hel anden diskussion, men ind imellem er det nu meget rart at få den slags opmærksomhed.

For at jeg ikke skal ende som hulemand nu hvor jeg bor alene igen, har jeg tilbudt mig som frivillig slave på det internationale kontor. Det kunne de godt lide, så nu arbejder jeg der 2 dage i ugen i 2-3 timer. Det betød også at jeg fik mulighed for at være med til en velkomst-reception. Vi skulle sige velkommen tilbage til de elever der har tilbragt sidste semester på udveksling, og velkommen til de nye internationale. Det endte med at være en rigtig hyggelig dag, hvor der blev minglet på kryds og tværs af årgange og nationaliteter. Da vi var færdige bar vi udstyret tilbage til kontoret, og så fik min chef den dårlige besked at hendes mor havde fået et slagtilfælde og var blevet kørt på hospitalet. Ruth (min chef) skyndte sig afsted mens Kelly og jeg kiggede medlidende efter hende. Ruths mor er godt nok 87 år gammel, men det lyder til at hun er en bedstemor med slag i. Hun havde fået det slagtilfælde mens hun havde spillet wii bowling! Da jeg snakkede med Ruth igen ugen efter var hendes mor allerede hjemme igen, og hun havde selvfølgelig tilmeldt sig en wii bowling konkurrence! Det kan man da kalde ’op på hesten igen’.

Nå men altså, det arbejde jeg har lavet indtil videre har været rimelig trivielt. Det har været noget med at taste oplysninger ind i databaser, men bare fordi arbejdet er lidt kedeligt betyder det ikke at der er kedeligt på kontoret...langt fra. Den anden dag havde vi besøg af Crazy Lady (jeg ved ikke hvad hun hedder, men hun var ihvertfald godt tosset). Ruth og jeg sad lige så stille og snakkede om stort og småt da en rødhåret kæmpekvinde kom farende ind på mit kontor (okay, det er ikke rigtig mit kontor, bare et jeg låner imens en af de andre er på barsel, men alligevel). Hun stillede sig virkelig tæt på mig og spurgte meget påtrængende om jeg kunne se hendes bil nede på parkeringspladsen. Da jeg svarede bekræftende forlangte hun at vide hvad jeg ville kalde bilens farve. Jeg fremstammede noget om sølv eller grå, mens jeg kiggede spørgende på Ruth, men der var ikke meget hjælp at hente, for hun var lige så forvirret som mig. Kæmpekvinde sagde triumferende at det mente hun også nok, men registreringsattesten konstaterede at bilen var bronzefarvet; helt klart en kæmpe fejltagelse fra motorregistreringskontorets side! Ruth fik endelig kvindens opmærksomhed og fik lokket ud af hende hvad hendes formål var på kontoret. Hun ville gerne snakke med præsidenten...ja, altså ikke Obama, men universitetes præsident. Hans kontor ligger neden under vores etage, så hun havde da formået at finde den rigtige bygning. Så forlangte hun at Ruth skulle følge hende hen til hans kontor, og trods Ruths højlydte protester trak kæmpekvinden allegevel afsted med hende. Jeg stod længe og overvejde om jeg skulle tilkalde vagten eller måske udløse en brandalarm for at redde Ruth, men på trods af den mærkelige væremåde, så virkede kæmpekvinden da ikke sådan videre farlig. Følgelig lod jeg Ruth klare problemet, og satte min lid til at hun nok skulle skrive rigtig højt hvis hun havde brug for hjælp.

Da Ruth kom tilbage fandt jeg ud af, at alle dem der arbejder i den bygning laver en eller anden form for frivilligt arbejde. Præsidenten arbejder altså med folk med psykiske lidelser, og selv om han hverken havde givet sit navn, telefonnummer eller nogen anden oplysning ud, så havde denne kvinde alligevel fået opstøvet han på hans arbejdsplads. Ruth var hel tydeligt bekymret for mig (hendes lille internationale hjælper), men jeg var bare bekymret for hende. Da det kom til stykket var ingen kommet noget til, og hele episoden er ret sjov at tænke tilbage på, men da man stod midt i det var det altså noget af det mærkeligste jeg har oplevet.

Sidste weekend skulle der så være fest. Jeg havde besluttet mig for at forsøge at mingle de nye og de gamle internationale en lille smule, så jeg havde bare inviteret en hel masse mennesker, og da det kom til stykket havde jeg ingen anelse om hvor mange der egentlig havde tænkt sig at komme. Det endte med at der kom ret mange, og jeg tror vi var 17 mennesker i min lille lejlighed da vi var flest. Folk sad overalt på gulvet, men stemningen var god, og det lykkedes for mig at få folk præsenteret for hinanden. Det var ikke kun de nye der skulle møde de gamle; jeg havde også en plan om at Ted skulle møde den alle sammen. Ted var her også sidste semester, men de fleste af dem han snakkede med skulle ikke blive her, så han har flere gange brokket sig over hvor kedeligt der er i Laramie. Jeg tænkte at hvis han nu mødte nogle andre folk ville han måske få humøret lidt op, men Ted kunne lige så godt hedde Pessimist til efternavn, for han sad bare i et hjørne og snakkede kun med Kacy og Yasha (som han allerede kendte). Ja, ja, man kan jo ikke hjælpe dem alle sammen.

Næste morgen måtte jeg så tage mig af oprydningen. Det var nu ikke så slemt, men der var blevet spildt en hel øl på gulvtæppet (okay, det var mig der havde spildt den, men det var stadig surt), så hele hytten stank af værtshus. Da jeg så forsøgte på at lave nogle pommes frited i ovnen gik der et eller andet galt og det osede af sort røg ud af ovnen. Blandingen af øl og røg er ikke videre tiltalende, så da Kelly ringede og spurgte om jeg ville med på ’Kroen’ var jeg klar. ’Kroen’ er en et hyggeligt sted nede i downtown, som ikke rigtig hedder noget. På døren står der at de åbner 5-ish (= omkring kl. 17), og bartenderne har ikke noget problem med at fylde en kande øl op igen uden beregning. Grunden til at Kelly havde inviteret mig var at hun havde fortalt sin veninde Erin om mit specialeemne, hvorefter Erin havde sagt, ”hende er jeg altså nødt til at møde”. Det viste sig at Erin og Kelly ikke var de eneste der var interesserede i at diskutere Disneys brug af kønsroller, så inden der var gået ret længe sad vi et helt bordfuld og vendte og drejede Disneys prinsesser. Det var ret fedt at finde ud af at der er masser af andre mennesker der er interesserede i det man har valgt at forske i, og så var det også bare fedt at møde nogle amerikanere. De internationale er selvfølgelig super dejlige folk, men der kan jo være noget om at man også kom til USA for at møde amerikanere! Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, og da jeg spurgte Erin om hun måske ville være villig til at læse mit speciale når jeg er færdig, sagde hun at hun ville have spurgt om hun måtte, men troede måske jeg ville synes at det var for frembrusende...he he. Der kan man bare se. Det er jo lækkert når en der selv er inde i stoffet er villig til at give kritik. Det er min lærer selvfølgelig også, men det er noget andet, for hun ved jo det hele i forvejen. Erin ville kunne fortælle mig om der er noget der ikke giver mening, hvis man nu ikke er 100% inde i Disney filmene. Derudover er hun i øvrigt en super cool pige, som jeg håber på at lære bedre at kende.

Min lærer er nu også ret cool. Ikke alene har hun foræret mig en bog (Wicked, som er super god), hun har også lånt mig henden ’Skønheden og Udyret’ (en af de få Disneyfilm jeg ikke selv har), og nu har hun også tilbudt mig at låne et tv med vhs i (’Skønheden og Udyret’ er ikke kommet på dvd endnu). Det er altså above and beyond hvad man burde kunne forvente af sin professor, men jeg tror også hun er glad for at jeg har valgt at skrive om noget der ligger inden for hendes forskningsfelt, og at hun derfor gerne vil hjælpe mig så meget som muligt. Jeg er jo så godt igang med research på nuværende tidspunkt. Det kan godt blive lidt kedeligt i længden, men det hjælper da at en stor del af mit arbejde består i at se tegnefilm. Og det tror jeg også jeg vil give mig til nu, for ’Tornerose’ venter utålmodigt på min opmærksomhed, og man kan jo ikke tillade sig at lade en prinsesse vente, vel?!

torsdag den 11. februar 2010

Endnu en lufthavn, endnu et fly

Dagbog 11-02-10

Jeg har siddet og talt på fingrene, og da jeg var færdig havde jeg talt ikke mindre end otte lufthavne (= Karup, Billund, Kastrup, Stockholm, Newark, Washington, Denver og John Wayne) og elleve fly som jeg har måttet udholde siden august. Det er meget for mig, som normalvis rejser max. én gang om året, og det er ikke nødvendigvis med fly. Altså mener jeg nu at jeg har set nok lufthavne til resten af mit liv (mere eller mindre). Nå, det var bare en lille (forhåbentlig) interessant smule info fra mig til dig.
Turen tilbage til Laramie var selvfølgelig hæslig—jeg havde heller ikke ventet andet—men den grad af hæslighed der mødte mig havde jeg alligevel ikke ventet. Vi skulle selvfølgelig super tidligt op den dag jeg skulle afsted. Det var piv-koldt, og mine forældres bil tager kun ½ time om at blive varm, så vi var fremme ved Karup lufthavn før det blev en realitet. I lufthavnen blev vi så informeret om at der var et ’teknisk problem’ med flyet der skulle transportere os til Kastrup. Når man får beskeden ’teknisk problem’, så er jeg sikker på at de fleste automatisk tænker: ”motoren er faldet af” eller ”piloten er pisse fuld”. Det var nu ikke tilfældet her; varmeanlægget i flyet ville ikke starte! Hvorfor siger de ikke bare det i stedet for at få folk helt op at køre? Jeg kunne se panikken sprede sig i mine medpassagerers øjne, og jeg mærkede at min puls steg lige så stille. Jeg skulle bare frem til Kastrup, det kunne der ikke være nogen tvivl om, og så måtte de bare skaffe et andet fly, hvis det ikke kunne være anderledes, basta! Det blev selvfølgelig overhovedet ikke nødvendigt, for der gik ikke længe før de kom og påstod at nu virkede varmen igen. Som om. Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så kold i så lang tid uden at kunne gøre noget ved det.
Nå, men jeg nåede da frem til Kastrup, rystende af kulde og allerede med flyhår. Jeg ved ikke om der er noget der sker med alderen, for da jeg gik i gymnasiet kunne jeg flyve til London, feste hele natten, sove på gulvet, og stadig have super lækkert hår når jeg vågnede. Nu skal jeg åbenbart bare kigge på et fly før mit hår ligner en høstak, og det bliver altså ikke bedre af at rejsen tager mere end et døgn. Kastrup var selvfølgelig lidt mere spændende end Karup (det siger forhåbentlig sig selv), men jeg brugte nu det meste af tiden på at drikke kaffe på Starbucks og læse i min bog. Så ventede den lange tur til Washington. Jeg var ikke helt så heldig som sidst jeg rejste til USA, hvor jeg kom til at sidde ved siden af rimelig-tyk-og-temmelig-skeløjet-Amerikaner-dame-med-skægstuppe, som var super flink. Denne gang endte jeg med at sidde imellem to kæmpe store mænd. Ham til højre sov det meste af turen...på min skulder. Okay, det var måske lige overdrevet nok, men han sad og hang ind over mit sæde, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne gøre noget ved det. Ham til venste var enorm, altså ikke tyk, men kæmpe lang og så bred at han kun lige kunne kemme sig ned i sædet. Det betød altså også at hans ben overhovedet ikke kunne være der for sædet foran. Jeg synes ikke det er videre behagelig at rejse med fly, og jeg er kun 1.63 cm høj; den stakkels gut ved siden af mig var vel i nærheden af 2 meter, og han var nødt til at sidde med det ene ben ude på gangen og det andet ovre på min plads. En fair vurdering vil nok være at min. 1/3 af min plads blev brugt af mine sidemænd.
Ja, ja, selv hæslige oplevelser får jo en ende, ikke?! NEJ! Da jeg kom til Washington skulle jeg selvfølgelig igennem immigration. Det er der hvor de lige skal kigge kritisk på én igen og sikre sig at man ikke er terrorist (sådan som man allerede havde lovet da man var på ambassaden for at få lavet sit visum). Det er en virkelig langsommelig process, og jeg havde kun 2 timer til mit næste fly skulle afgå. Det kan godt være at 2 timer lyder som rigelig tid, men lad mig lige minde om at det var en kæmpe lufthavn, som jeg aldrig havde været i før, og at jeg var godt og grundig udkørt allerede. Køen sneglede sig afsted, og da det endelig blev min tur til at afgive fingeraftryk (igen, igen) og smile pænt til den rare mand bag skærmen, var der vel gået godt en time. Jeg kom igennem, fandt min bagage, og styrede mod tolden. Da jeg kom ud på den anden side af tolden fandt jeg endnu en kæmpe kø. Det viste sig så at vi skulle igennem endnu et sikkerhedscheck...super smart! Vi havde ikke engang haft muligheden for at forlade lufthavnen endnu, så hvad er pointen lige, om jeg må spørge? Nå, men der var ihvertfald ikke nogen vej udenom. Jeg kiggede konstant på uret, sådan som jeg altid gør når jeg føler mig presset, og følte mig meget svedig (presset sammen med en masse andre mennesker, som om man var kødkvæg, og så iført en vinterfrakke, for at det ikke skulle være løgn). Da jeg kom igennem sikkerhedschecket var der 15 minutter til mit fly skulle lette, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Heldigvis er Washington lufthavn indrettet som en lang korridor med gates på begge sider. Der er over 30 gates, så den er ihvertfald 3-4 km lang, og jeg skulle med fra gate 15. Jeg for afsted, og da jeg kom frem til gaten var de lige begndt at boarde min sektion...puha! Jeg nåede det.
Der var ingen problemer på vej til Denver; faktisk ankom vi næsten en time før end beregnet. Det plejer jo at være en god ting, men det var det ikke nødvendigvis for mig. Jeg skulle nemlig videre med bus, og den ankom først kl. 21, hvilket altså var ca. 3 timer senere. Selv om Denver lufthavn er usandsynlig kedelig, så har de da en Burger King, og når man skal fordrive 3 timer, så er det da ikke det værste sted man kan være. Det er sådan set ikke fordi 3 timer er så slemt, men når de ligger på det stadie af rejsen, så er de forfærdelige; man er træt, kroppen er øm, og man vil bare gerne sove. Da jeg kom ind i bussen var det da også lige præcis hvad jeg gjorde: jeg sov. Okay, det er måske ikke den mest effektive søvn man får i en bus, særlig nå dem der sidder bag én er 2 über-friske college-kids, der tydeligvis bare har glædet sig til at komme tilbage og fortælle hinanden alt hvad de har lavet i ferien, men lidt søvn fik jeg da. Vi ankom til Laramie kort efter midnat, og Kelly fra det internationale kontor var klar til at tage imod mig. Vi fik bakset mine kufferter ind i hendes bil, kørte mod barakkerne og fandt den rigtige lejlighed. Der lå selvfølgelig 1 meters sne foran døren, som ingen havde tænkt sig at skovle, så vi måtte bakse kufferterne hen over den sammenpressede, glatte sne, og da vi nåede hoveddøren virkede nøglen ikke! Klokken var nu 00.30, det var frysende koldt, jeg var træt og Kelly prøvede at være optimistisk. Vi efterlod kufferterne foran døren og kørte hen til kontoret der står for lejlighederne. Jeg vidste at de havde et nummer hængende på døren, hvor man kunne ringe i nødstilfælde. Damen der modtog opkaldet synes ikke det var sjovt, men hun var der dog alligevel i løbet af få minutter. Vi fik en ny nøgle. Den virkede da også til hoveddøren, men af en eller anden årsag ikke til bagdøren. På det tidspunkt var jeg ligeglad; jeg ville bare gerne ind og sove. Da vi tændte lyset var det første jeg fik øje på en musefælde. Ja, du læste rigtigt, en musefælde. Og hvor var den placeret? På sofaen! Det er måske ikke det bedste første indtryk at få af sin nye lejlighed, og da jeg kiggede mig lidt omkring fandt jeg hurtigt 2 mere (jeg har indtil videre fundet 5). Det var dog ikke noget jeg kunne gøre ved det på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave en hurtig udpakning og smutte i seng. Da jeg kom ud på badeværelset så jeg så at der ikke var noget tioletpapir...great! Det er da heldigt at jeg er den der type der altid har en pakke lommeletter med i tasken, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Før jeg gik i seng havde jeg altså været på farten i nærheden af 33 timer, min lejlighed var ikke alene musebefængt, der kom også rødt vand ud af hanerne, og så mener folk her åbenbart ikke at piger har behov for at gå på wc, men da jeg lagde hovedet på puden og trak dynen godt op om næsen var der ikke noget af det der betød noget, for inden jeg kunne nå at tænke på det, var jeg faldet i søvn.

Hyp, hyp, knoglebrud

Dagbog 26-01-10

Da jeg kom tilbage til Holstebronx var der ikke lang tid til jeg skulle afsted igen. Jeg var nemlig nødt til at tage en tur til København, hvor jeg d. 23. havde en aftale på den amerikanske ambassade for at få fornyet mit visum. Nu er det jo ikke fordi at DSB ikke får kritik nok i forvejen, men jeg vil da godt lige give dem en omgang også. Jeg skulle være på ambassaden kl. 8.15, så det første morgentog var udelukket. Hvis jeg havde taget det ville der ikke være tid til at blive forsinket. Nu er det sådan at man hverken må komme for tidligt eller for sent på den amerikanske ambassade; man skal bare være der til tiden. Det betød også at jeg ikke turde satse på et tog der ville ankomme meget kort tid inden min aftale. Derfor tog jeg så nattoget...eller rettere sagt nattogene. Jeg skulle først med et tog fra Holstebro til Skjern. Så skulle jeg skifte med lynets hast til en tog til Esbjerg. Der skulle jeg så vente i over en time...midt om natten! I december! Og banegårdsbygningen var lukket! Super praktisk at lukke banegårdsbygningen mere end en time tidligere end det sidste tog afgår. Jeg trøstede mig ved tanken om, at når jeg kom ind i det næste tog skulle jeg ikke skifte mere, for det skulle fortsætte hele vejen til København. Det gjorde det så bare ikke, og jeg blev nødt til at skifte i Fredericia. What the f...?! Ikke mindre end fire forskellige tog og 7-8 timer efter afgang ankom jeg så til Hovedbanegården, hvor alt var lukket! Jeg ved godt at der er mange udråbstegn i dette afsnit, men det kan da ikke være rigtigt. Hovedbanegården er altså ikke varmet op, og der var ikke engang en automat hvor man kunne trække en kop varm et eller andet.
Da den første ”bager” så åbnede kl. 6 satte jeg mig ind til et bord og hundefrøs med en kop nogenlunde kaffe og et vildt dyrt rundstykke. Medarbejderne kiggede olmt på mig flere gange, men jeg gav mig ikke og blev bare siddende. Da jeg var godt og grundig gennemkold efter at have siddet med min kaffe i 1½ time tænkte jeg at jeg lige så godt kunne tage bare lidt for tidligt ud til ambassaden. Jeg gik hen til informationen for at sikre mig at jeg kunne køre videre på min billet, men den flinke dame sagde til mig at eftersom rejsen var påbegyndt før midnat kunne jeg ikke bruge den mere. Det gjorde sådan set ikke nogen forskel at rejsen først var afsluttet et par timer tidligere. Jeg besluttede mig for, at når DSB indtil videre havde behandlet mig så råddent, skulle de ihvertfald ikke presse flere penge ud af mig den dag, så jeg tænkte at hvis jeg blev tjekket på den 5 minutter lange tur kunne jeg vel altid påråbe mig en af flere forskellige undskyldninger: ’Jamen, jeg er jo Jyde. Hvordan skulle jeg vide at jeg ikke kan bruge den samme billet?’, ’Jamen, prøv at se hvor blond jeg er...det er naturligt!’, ’Jeg har jet-lag, og kan derfor ikke forventes at være bekendt med alle DSBs regler...de er jo ikke ligefrem logiske, vel?!’ Jeg fandt derfor et s-tog, gik meget langsomt fra stationen, og kom derfor kun et kvarter for tidligt. Da vagten udenfor så var færdig med at stirre ud i den blå luft kom han hen og spurgte os der havde forsamlet os uden for døren om vi havde nogle elektroniske genstande med. Jeg havde min computer of telefon med, så jeg modtog et ondt blik og en besked om at det må man ikke. Jeg måtte derfor pænt tage tilbage til Hovedbanegården, finde en bagageboks (til kr. 30!!!!), hoppe på et nyt s-tog, og melde mig hos vagten igen. Denne gang lukkede han mig ind, og det viste sig også at der ikke var de store problemer i en visumfornyelse, men jeg kiggede konstant på klokken. Jeg havde jo pladsbillet til toget hjem, og det ville jeg meget gerne nå. Da jeg endelig blev kaldt ind til samtalen var der 35 minutter til mit tog skulle køre, og jeg må have set lidt nervøs ud, men manden bekendtgjorde at jeg havde fået bevilliget mit visum. Jeg sagde høfligt mange tak, hvorefter jeg løb ud af ambassaden, hen til Østerpor station, kiggede meget irriteret på køreplaner jeg ikke rigtig kunne tyde, udspurgte (måske lidt hårdt) en Københavner om hvilke tog der kørte til Hovedbanen, sprang ind i det første det bedste tog, ned i kælderen for at hente mine ting på banegården, og så ned på perronnen. Det var først der jeg opdagede at der stadig var et kvarter til toget skulle ankomme...hvor dum har man lov til at føle sig?
Hele visum-halløjet oven på turen hjem var en ret hård omgang, men så ventede julen også lige om hjørnet. Det var super dejligt at se hele familien igen. Jeg har en ret stor familie, men til jul får jeg som regel dem alle sammen at se. Jeg glædede mig især til 1. juledag, for der holder vi altid julefrokost med min mors familie. Det betyder at jeg den dag får set de fleste af mine fantastiske fætre og kusiner. Nogle af dem er jeg så tæt med i alder at vi nærmest er vokset op sammen, og derfor er det også trist at vi ikke ses så tit mere. Det havde min ældste kusine også tænkt på, så hun inviterede os til fætter/kusine-spisning et par dage senere. Min onkel overhørte det og spurgte om vi ikke havde lyst til at komme ud til ham inden og tage en lille ridetur. Han har en hel flok islænder ponier. Fire af os sagde ja tak. To af mine kusiner har gået til ridning, så de havde jo ikke noget at bekymre sig om. Min tredje kusine var en smule bange for heste, men havde sat sig for at overvinde sig selv. Og jeg havde så en romantisk forstilling om at ride ud over heden, at være et med hesten, og at jeg bare var et naturtalent. Det blev nu hurtigt bevist at jeg ikke er nogen Tina Lund. Jeg fik tildelt den trætteste pony i hele verden. Seriøst! Den blev ved med at gabe helt ekstremt meget. Jeg kunne næsten ikke få den til at bevæge sig, og jeg blev efterhånden overbevist om at jeg bare ikke havde fundet speederen endnu. I meget roligt tempo kom vi dog alligevel derudaf, og der gik ikke længe før jeg fik godt ondt i rumpen. Jeg fatter bare ikke hvordan cowboys holder sig i sadlen hele dagen, hver dag. Nå, men da vi var nået op på toppen af bakken mente min onkel at vi hellere måtte vende tilbage, for det var trods alt ret koldt. Da min hest fandt ud af at vi nu var på vej tilbage til stalden skal jeg lige love for at den tog styringen. Den ville gerne hjem, så jeg havde svært ved at holde den fra at trave eller tølte (?). For dem af jer der heller ikke har gjort sig fortjent til Tina Lund-mærket endnu, så er tølt en speciel gangart for islændere, og man kan nemt blive overrasket over hvor hurtigt sådan en lille fyr faktisk kan komme hen over markerne når den først begynder på det nummer. Da min pony begyndte at løbe stærkt inspirerede den åbenbart de ander, og der gik ikke længe før vi alle måtte kæmpe for at holde dem lidt i ro (når man først er øm bag i hjælper det altså ikke at få det til at gå hurtigere, kan jeg lige informere om).
Det endte med at være en super sjov (og lærerig) dag, og aftenen blev rigtig hyggelig selvom det ikke var alle fætter/kusinerne der kunne komme. Vi endte med at sidde den hårde kerne tilbage og spille til langt ud på aftenen. Det er helt sikkert noget jeg gerne vil gøre til en tradition, så jeg håber det næste bliver en sommerfest når jeg engang vender hjem til Danmark igen.
Resten af juledagene gik med julefrokoster og forberedelser til nytårsaften, som jeg skulle fejre sammen med min smukke søster, hendes kæreste og en masse af deres venner. Det blev også en sjov fest. Det var lidt som om vi ikke rigtig havde opdaget at klokken var blevet 12 (der var endda én der kom ud fra toilettet ca. 12.01 og kigge mærkeligt på os alle sammen, som om han tænkte ’Hvad foregår der?’), så det var en lidt sjov oplevelse. Ud på de små timer besluttede mig stedfar sig for at han og min mor havde brug for lidt motion. De bor ikke så langt fra min søster, så de kom og hentede mig (lol...jeg er 26 år gammel og bliver hentet af mine forældre fra fest nytårsaften).
De næste par dage var jeg et smut tilbage i Odense. Det var super lækkert at få set mine dejlige veninder igen. Jeg fik også lige fat i en enkelt af mine naboer, og så fik jeg ordnet alle mulige praktiske ting. Jeg fik også set den nye kæmpe-Ikea, der efter min mening er det bedste der findes i Odense (okay så, ud over mine venner og veninder). Men altså Ikea...wow, jeg glæder mig til jeg kommer hjem igen og bare kan tage derud og kigge når jeg har lyst. Før havde vi verdens mindste Ikea (ikke just sjovt), og de havde aldrig nogle af de gode ting hjemme. Nu har vi den største Ikea i Norden, og det kan jeg altså godt stå inde for...jubii! Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg vil have råd til at købe noget særligt når jeg kommer hjem, men jeg er (selvfølgelig) medlem af Ikea Family, så jeg får gratis kaffe i cafeteriaet, og det i sig selv er jo undskyldning nok for at tage der ud mindst 2 gange i ugen.
De sidste par dage inden min afrejse gik med at sige farvel til familien, og en af de sidste dage skulle jeg så om og kigge til min mormor. Hun havde været til begravelse sammen med min mor, og da min stedfar og jeg hentede dem, blev mormor og jeg så sat af ved hendes hus. Hun havde dog ikke mere end lige rørt jorden da hun steg ud af bilen, før hun lå med hovedet i en snedrive. Vi fik trukket hende tilbage på højkant og ind i varmen, men det var tydeligt at hun havde meget ondt. På trods af det ville hun selvfølgelig ikke til lægen. Personligt havde jeg ikke været i stand til at taste 112 hurtigt nok, men stædig som min mormor kan være (okay, hun er normalt ikke ret stædig, men alligevel) mente hun at det nok skulle gå over hvis hun bare kom ind og sidde lidt. Mine forældre kørte derfor igen, og jeg prøvede at finde ud af om det er lægevagten eller skadestuen man skal ringe til først (ingen af dem fandt jeg senere ud af). Det blev dog hurtigt tydeligt at hun ikke så let kunne komme ned at sidde, for hun havde så ondt i skulderen at hun ikke kunne bøje kroppen.
I samme nu kom min ene onkel (ikke ham med ponierne, hvis nogen skulle være interesserede) ind af døren. Det var heldig, for han tog straks styringen og sagde ’Du skal til læge mor, og det med det vuns.’ Vi fik gelejdet mormor ind i hans bil, og kørte hen til lægen. Min mormors læge er min onkels kone (ikke nogle af de endnu omtalte onkler...jeg sagde jo jeg havde en stor familie), så hun tog sig kærligt af sin svigermor, og sendte os til skadestuen for at få taget røntgenbilleder. Vi kom til i løbet af kort tid, og fik med det samme at vide at skulderen var brækket. Vi måtte jo så tilbage til skadestuen, hvor vi sad i venteværelset i næsten 2 timer. Så kom der til gengæld en læge og fulgte os ind i et undersøgelseslokale. Fremskridt! Troede vi. Min mor var på det tidspunkt kommet for at holde os med selskab, og sammen sad tre generationer af kvinder så på skadestuen i Holstebro i næsten 10 timer. Den stakkels unge sygeplejerske, der var blevet tildelt min mormors skulder, kiggede mange gange ind med et undskyldende blik og sagde at hun gjorde hvad hun kunne for at få lægen ind. Han havde godt nok ”undersøgt” hende en gang, men den afdeling der tager sig af knoglebrud er blevet flyttet til Herning, så den stakkel, forvirrede læge, der rendte rundt på skadestuen og forsøgte at holde styr på et hav af journaler, som han nok mente der hørte nogle patienter til, havde ikke mulighed for at tage nogen beslutninger. Det mærkelige er, at man ikke rigtigt kan gøre noget ved en brækket skulder. Spørgsmålet var, om der skulle opereres eller ej, og det burde man da kunne forvente at en hvilken som helst læge kan se ud fra røntgenbilleder. Det kan de åbenbart ikke, så man kan jo kun føle sig yderst utryg ved hvordan det danske sygehusvæsen holder den gående dags dato.
Det endte med at min stakkels mormor, der hverken havde fået vådt eller tørt hele dagen, skulle køres til Herning til smertebehandling. Til smertebehandling! De kunne vel for fanden have fundet en seng på Holstebro sygehus, hvor der så var en der kunne dele piller ud hver tredje time. Men nej, hun kom i en ambulance, blev kørt til Herning, og 2 dage senere blev hun sendt hjem med en slynge. Jeg fatter bare ikke at den slags kan foregå i et land der praler så meget af deres sygehusvæsen, som vi gør i Danmark. Anyway, min mormor virkede da ved godt mod da hun kom hjem, og jeg håber det går fremad. Jeg har desværre ikke fået talt med hende endnu, for jeg skulle afsted dagen efter at hun var blevet sendt hjem, men hun er en dame med krudt i, så selvom hun sikkert har mange smerter, er jeg sikker på at hun nok skal holde humøret højt.
Nå, så meget for mit nytårsfortsæt om at fatte mig i korthed. Det kan da godt være at det er en af de der ligesom ’I det nye år vil jeg ikke spise mere chokolade!’ Man ved ligesom bare på forhånd at det kommer ikke til at holde. Men jeg håber at i læser med trods mine lange svadaer, og at i også holder humøret højt til vi skrives ved.

tirsdag den 12. januar 2010

Snevejr og alternative parkeringspladser



















Cornelia fandt en fantastisk parkeringsplads!
























Så har vi også prøvet at sidde på bagsædet af en politibil i USA.






























Times Square i snevejr...det ser da lidt fedt ud, ik'?!

























H. C. A. læser Den Grimme Ælling for en lille ælling i Central Park.

























Uhmm...lækre cupcakes fra Magnolia Bakery (nok New Yorks mest berømte bageri).




Dagbog 10-01-10

Da vi forlod Las Vegas skulle vi til Denver, hvorfra vi skulle flyve til New York. Det gik da også meget godt til at starte med. Kilometervis af motorvej forsvandt bag os, og vi nærmede os hastigt Rocky mountains. Vi skiftedes igen til at køre, og da det blev min tur var vi kommet ind i bjergpassene. Der var utrolig smukt; blå himmel og bjerge. Det var næsten nok til at man fik en fornemmelse af frihed mens man var klemt inde mellem al bagagen. For at give et indtryk af hvor stort og øde et land USA er, kan jeg fortælle at jeg på et tidspunkt kom forbi et skilt hvor der stod ”sidste tankstation de næste 100 mil”. Jeg tog en hurtig vurdering af at vi havde benzin nok, og at vi godt kunne vente med tissepauser. På den strækning af 100 mil kørte vi igennem en nationalskov (lidt a la en nationalpark, men så er der bare fokus på træerne i stedet, går jeg ud fra), og vi kom først ud på den anden side efter det var blevet mørkt.
Vi blev enige om at vi hellere måtte holde ind ved den første tank, og der kom Cornelia så bag rettet. Hun havde ikke kørt ret længe før det begyndte at sne kraftigt. Der var masser af biler på vejene, så det virkede ikke specielt glat. Vi holdt stadig en nogenlunde fart, og desuden havde vi jo rigelig med tid, eftersom det først var næste dag før vi skulle flyve videre. Jeg bad om en tissepause, og Cornelia kørte fra ved det første skilt vi så. Da vi kom op ad frakørslen fra motorvejen kunne vi ikke se rastepladsen nogle steder, så vi endte med at blive lidt forvirrede. Endelig så vi et skilt, der var næsten sneet til, og vi kørte videre. Da vi kom rundt i svinget lå der pludselig meget mere sne end forventet, og selv om vi ikke havde ret meget fart på kurede bilen til højre. Vi ramte en høj snedrive, og så gled vi ellers nedad. Heldigvis stoppede bilen hurtigt, ingen var kommet til skade, og det virkede heller ikke som om bilen havde fået nogen men. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, som om vi alle tre forventede at en af de andre vidste hvordan vi skulle få bilen op på vejen igen. Jeg fandt min telefon, men var ikke klar over om man ringede 911 i sådan en situation...altså, der var jo ingen brækkede lemmer og ikke den mindste dråbe blod at se nogen steder. Der var et par biler der kørte forbi os, hvilket vi var temelig fornærmede over (de kunne vel nok se at vi ikke havde parkeret der med vilje!). Så var der pludselig to lastbiler der holdt ind samtidig, og den ene chauffør så meget bekymret ud. Han sagde at vi skulle ud af bilen nu, og at Henriette og jeg skulle kravle over Cornelia, for ellers ville bilen måske trille rundt. Vi mente nu ikke det var så alvorligt, men da jeg var blevet trukket ud af bilen (uden at træde alt for meget på Cornelia) kunne jeg godt se hvorfor han var så bekymret. Bilen holdt meget skråt. Da vi alle tre var kommet ud fortalte han os at der var klipper nede under sneen der hvor vi var landet, så hvis bilen havde kuret mere eller var trillet rundt ville der være en risiko for at vi blev smadret imod dem.
Den ene chauffør proppede os ind i hans varme førerhus, mens den anden stadig stod og stirrede ængsteligt på vores bil. Han der havde hevet os ud, havde også ringet 911. Han fortalte os, at det skal man hvis nogen er i livsfare – vi havde bare ikke lige vidst at vi var i livsfare. Efter et par minutter blev jeg enig med mine rystende knæ om at gå ned til rastepladsen. Jeg skulle jo stadig på wc, så der var ingen vej udenom. Da jeg kom tilbage holdt der en kæmpe brandbil med blink og hele molevitten. Jeg blev venligst hevet ind, og de søde brandmænd sikrede sig at vi nu alle var helt ok. Det ville jo ikke se godt ud, hvis de havde overset en hjernerystelse eller noget, men bilen havde været så langt nede i fart, at vi ikke engang havde mærket sikkerhedsselerne. Brandfolkene havde tilkaldt en state patrol officer, som skulle komme og tage raport, så vi blev i deres bil indtil han ankom til gerningsstedet.
Politimanden var nu også super venlig. Vi kom alle tre ind på bagsædet af hans bil, og så sad vi og jokede lidt. Han fortalte os, at det havde sneet i 24 timer der hvor vi var. Så var det jo ikke så mærkeligt at der lå meget sne når man kom væk fra motorvejen. Han fortalte dog også at de 6-7 meter høje grantræer vi kunne se lidt væk, havde været dækket af sne sidste år, så det her var ingenting. Der var dejlig varmt i politibilen, men der gik ikke længe før der kom et fejeblad for at hive bilen op, og så var jeg jo nødt til at gå ud og tage billeder af hele processen. Det tog ham ikke 5 minutter at få bilen tilbage på vejen, og det måtte vi så betale kr. 850 for. Cornelia havde dårlig samvittighed, og sagde at det var hendes skyld vi var havnet i grøften, så det måtte også være hendes ansvar at betale. Henriette og jeg synes dog ikke det var hendes ”skyld”. For det første kunne det også være sket for os andre, og for det andet var det jo mig der skulle på wc. Så vi blev enige om at dele regningen. Det var da nogle sure penge at skulle af med, men som vi måtte minde hinanden om, var der ingen der var kommet til skade – og det var da det vigtigste når det nu kom til stykket.
Senere den aften nåede vi Denver. Vi var godt trætte, men vi skulle så tidligt ud til lufthavnen at vi ikke synes det kunne betale sig at tage et hotelværelse. Nu havde vi jo også haft lidt uforudsete udgifter på turen og vi havde booket værelse på et luksushotel i New York, så vi vidste at vi nok skulle komme til at sove godt. Vi valgte i stedet at tage ind på en italiensk restaurant som vi fandt på en tidligere tur til Denver, og da vi havde spist kørte vi ud til lufthavnen. Vi fik afleveret bilen og fragtet al vores bagage op til terminalen. Det blev en lang nat. Gulvet var det bedste sted at sove, hvilket logisk nok ikke er særlig behageligt, og det var super koldt. Min indstilling er, at det er den slags man må igennem hvis man gerne vil se det hele, for det bliver for dyrt hvis man skal betale fuld pris for et hotelværelse og så kun bruge det i 4-5 timer.

Men natten fik da også ende. Vi checkede ind, og da vi kom til New York var min kuffert gået i stykker – fantastisk! Den var ikke gået op, og der var ikke noget af det indeni der havde taget skade, men det håndtag som man trækker ud for at trække kufferten efter sig knækkede bare af da jeg tog ved det. Okay, det var da også lidt gået i stykker i forvejen, men derfor var det da stadig mega surt; jeg havde jo to andre kufferter jeg også skulle holde styr på. De to andre kufferter kunne hægtes sammen, og så kunne jeg trække den ene stang (som håndtaget engang havde siddet fast på) ud. Det betød altså at der var en skarp kant, som man skulle lade være med at holde ved og samtidig passe på ikke at pierce bagdelen med. Med mit held kunne det jo sagtens være sket at jeg fik spiddet mig selv så bukserne sprækkede lige midt i New York; men det skete altså ikke, puha.
New York var spændende; helt klart en by jeg godt kunne tænke mig at bo i på et tidspunkt. Men som sædvanlig gik ikke alt efter planen. Jeg er jo det man kan kalde en musical-buff (= kæmpe fan), så det havde hele tiden været planen at vi skulle en tur på Broadway og se ihvertfald en musical. Det er selvfølgelig vanvittig dyrt, men der findes en fantastisk billet-butik ved navn TKTS (eller tickets, om man vil), hvor de fleste billetter er halv pris. Der gik vi selvfølgelig hen, men den ene musical jeg gerne ville se gik ikke længere, to af de andre havde de ikke billetter til, og endelig var der en der var udsolgt indtil engang i foråret. Surt show, ingen Broadway til Frk. Truelsen. Nå, men det var da også ligemeget. New York har jo så meget andet at byde på. Så vi tog undergrunden in til Central Park. På det tidspunkt var det blevet meget koldt, så vi blev enige om at gøre det til en kort tur, tage tilbage til hotellet og slappe af. I Central Park ville jeg gerne se Strawberry Fields. Det er der hvor John Lennon blev skudt. Jeg er godt klar over at det bare er en lille plads, hvor der ikke er nogle synlige tegn på hvor fantastisk han var, men jeg ville gerne besøge stedet; man kan sige at det var min måde at vise respekt på. Selvfølgelig kunne vi ikke finde det, for det der med skiltning er ikke noget de gør ret meget i i Central Park. I stedet røg jeg en minde-cigaret til ære for John Lennon. Det var meget koldt for mine små fingre, så jeg håber han satte pris på mit offer.
Der var dog også ting der lykkedes for os. Vi fandt den bygning der kaldes Venner-bygningen (fordi tv-serien Venner viste den som om det var der vennerne boede), vi fandt også H.C. Andersen i Central Park, og jeg læste ham lidt over skulderen. Det er forresten Den Grimme Ælling han sidder og læser, hvis nogen skulle være interesserede. Men vigtigst af alt, vi fandt også frem til Magnolia Bakeri, som er berømte for deres kager, og der var ikke kø helt ud på vejen da vi kom. Vi havde ellers hørt skrækhistorier om flere timers ventetid før man overhovedet kunne komme ind i butikken, men det skete heldigvis ikke for os. Vi købte en masse cupcakes, og lad mig bare sige det med det samme: de smagte altså fantastisk. Det smagte så godt at jeg skyndte mig ned i hotellets fitnessrum efter jeg havde spist dem, for der var helt sikkert mange ekstra kalorier at forbrænde.
De dage vi var i New York var selvfølgelig præget af snestormen. Vi vidste ikke om vi kunne komme hjem, for der gik historier om at 1200 fly var blevet aflyst fra New Yorks tre lufthavne inden for et par dage. Vi tog selvfølgelig alligevel til lufthavnen, og der fik jeg at vide at pressen havde presset tallet op. Der var åbenbart slet ikke så mange fly der var blevet aflyst, men det var jo lige inden jul, så derfor var alle fly fuldt bookede, så dem der havde fået aflyst en afgang kunne ikke blive proppet på andre fly. Mit fly blev ½ time forsinket. Det er selvfølgelig lige til at leve med, men det betød så også at jeg havde svært ved at nå mit fly fra Stockholm. Det fly var så heldigvis også ½ time forsinket, voila!
Da jeg ankom i Billund lufthavn var min ene kuffert ikke kommet med flyet. Damen ved skranken sagde, ”Ja, den står i Stockholm”. Great, det var da bare lige det jeg manglede oven på en lang tur. Jeg var forsinket og havde kun min farlige stik-hul-i-bukserne-kuffert. Da jeg så kom igennem tolden kiggede jeg smilende rundt efter min søster og stedfar, som skulle hente mig. Jeg kunne ikke se dem nogen steder, smilet blegnede langsomt på mine læber, og skræksenarier for gennem hovedet på mig: ”De gad ikke vente på mig”; ”de har glemt mig”; osv. Der gik dog ikke længe før den mindre opgivende, mere fandenivoldske ”det-slipper-de-ikke-godt-afsted-med”-personlighed vandt. Jeg fandt en telefon og ringede min søster op. De havde været en tur i Tyskland for at handle, og det vidste sig, at de også var blevet forsinkede på grund af sneen. Jeg er godt klar over at jeg let kan få pisket en stemning op inden det overhovedet er nødvendigt, men sådan er jeg nu engang – elsk mig eller ej.

Det var alt for denne gang, men jeg kan da lige fortælle at mit blog-nytårsforsæt er at skrive lidt oftere og til gengæld holde det lidt kortere. Derfor går der nok heller ikke så længe før i kan læse om den spændende (læs. super lange og kedelige) tur tilbage til Laramie.


torsdag den 7. januar 2010

Vegas Baby




















Her ser vi Cornelia og Henriette kl. 2 om eftermiddagen den første dag i Vegas...det var ikke let at få dem vækket, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger, og jeg skulle have mad (og jeg havde bestemt at det skulle de også).










Først et billede fra Hoover Dam, og nedenunder er det Cornelia foran New York, New York i Las Vegas.







Dette er et billede af mig foran Louis Vuitton inde i Caesar's Palace...jeg synes selv det var et ret fedt billede.


Anan elsker at gå på casino, men han kunne også godt se lidt skyldig ud hvis han havde brugt for mange penge. Anan havde valgt at farve sit hår i en yderst attraktiv pis-gul farve lige inden turen til Vegas (....?)



Dagbog 07/01-10

Den lovede blog kom så først efter nytår, men nu er den klar.

De sidste par uger i Laramie blev ret stressede; der var farvel-dage og eksamens-stress samtidig med at vi skulle pakke alle vores ting og have gjort lejligheden ren. Med hensyn til eksamen viste det sig dog at være besværet værd, da jeg blev færdig med et fint resultat. Flere af jer ved sikkert at jeg skal skrive mit speciale omkring brugen af kønsroller i Disney-film, og den eksamensopgave jeg skrev i mit Disney-fag kan så bruges som grundlag for mit speciale. Der var dog en anden ting der gjorde det hele lidt mere stresset: vores fyr var gået i stykker, hvilket betød at vi ikke kunne styre temperaturen i lejligheden. Resultatet var at der som regel var super koldt, og at vi vandrede rundt med striktrøjer og uldsokker i lag. På et tidspunkt var det så koldt at jeg overvejede at have handsker på inden for, men det er virkelig svært at bladre i en bog med handsker på. En morgen da vi vågnede var det så koldt at det næsten gjorde ondt. Henriette kom ind på vores værelse og sagde at vi skulle bare tage os lidt sammen. Hun havde opdaget at der var termometer i hendes vækkeur, og det sagde at der var 19 grader i lejligheden. Det er jo næsten stuetemperatur, og faktisk ikke ret slemt. Jeg var overbevist om at der ikke var 19 grader der hvor jeg lå begravet inder dynen med striktrøje, halstørklæde, lange bukser og uldsokker på. Få minutter senere kom Henriette så tilbage og fortalte at hun havde set forkert; hendes vækkeur havde målt 13 grader i lejligheden! Den troede jeg mere på, og hvis ikke det havde været f dage før vi skulle forlade Laramie, havde vi nok gjort noget mere for at få det lavet. Det er måske relevant at sige, at vi den sidste tid i Laramie havde mellem -20 og -30 grader de fleste dage...så kan man jo godt forstå at fyrene arbejder på højtryk, og at de i øvrigt har lidt svært ved at varme ordentligt op.

Nå, men det var dejligt at få afsluttet semestret, og fredag eftermiddag – dagen efter min sidste eksamen – skulle vi så forlade byen. Cornelia, Henriette og jeg havde lejet en bil hvor vi med møje og besvær fik proppet alle vores ting ind i. Sidst men ikke mindst fik vi lavet nok plads til at vi også selv kunne klemmes ind, og så satte vi kursen mod Las Vegas. Det skulle vise sig at blive en laaaaang tur – også noget længere end forventet. Vi kørte først mod Utah, hvor vi skulle dreje mod syd efter Salt Lake City. Der havde været en del sne og kulde i Laramie op til vores rejse, men vejene var fine. Efter Salt Lake City begyndte det så at sne, og det blev hurtigt til en regulær snestorm. Det var mig der kørte på det tidspunkt, og jeg var nødt til at sætte farten ned til omkring 40 km/t selvom der var rimeligt mange biler på vejen. Jeg holdt mig til de spor der var i sneen, men der gik ikke længe før vi skulle igennem et bjergpas. Vejene gik op og ned, med kæmpe sving, og det var så mørkt at det var umuligt at forudse hvordan vejen drejede 50 meter fremme. Lastbilerne, med chauffører der sikkert havde kørt turen mange gange, overhalede os i en lind strøm, men jeg følte ikke at bilen stod ordentligt fast på vejen, så vi drog fremad i sneglefart.
Da jeg havde kørt i 4-5 timer, med Henriette og Cornelia snorkende det meste af vejen, besluttede jeg mig for at det var min tur til at sove.
Jeg holdt ind ved en tankstation og vækkede Cornelia. På vores andre udflugter har Cornelia ikke kørt, for hun kun er 21 og forsikringsreglerne for lejebiler ikke er fordelagtige med mindre man er fyldt 25. På denne tur var vi imidlertidig ligeglade, for vi skulle køre langt, og vi var alle trec trætte oven på eksamensanstrengelserne. Cornelia synes selvfølgelig det var vildt fest at få lov til at køre, og selvom det stadig sneede på det tidspunkt, så nærmede vi os Arizona, og stormen var løjet meget af. Cornelia kørte resten af natten, og jeg vågnede ved de første solstråler, da vi kørte igennem et bjergpas. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var bare utroligt smukt. Det mærkelige var, at bjergene pludselig forsvandt og gav plads til en vidstrakt ørken, som stragte sig på begge sider af vejen så langt øjet rakte. Ca. en time efter solen var stået op kørte vi ind i Nevada, og 2 minutter senere så vi det første casino. Vi holdt ind ved en tankstation igen, og så kørte jeg resten af vejen til Vegas. Ud over det voldsomme snevejr i Utah var køreturen mere eller mindre begivenhedsløs.

Da vi kom til Vegas og fandt frem til hotellet var skuffelsen tykt smurt ud over vores ansigter. Var det virkelig Las Vegas? Det hele så meget tamt og billigt ud; slet ikke den luksus-oase midt i ørkenen vi havde forstillet os. Men vi havde nu engang betalt for hotelværelset, så vi kunne vel lige så godt give det en chance. Vi checkede ind, og selvom værelset ikke var noget særligt, så var det da ganske udmærket. Vi blev enige om at vi hellere måtte sove lidt inden vi skulle ud og udforske byen, og da jeg vågnede var klokken 2 om eftermiddagen. Vi havde sovet i 3-4 timer, og jeg var som sædvanlig ved at dø af sult. Så jeg gjorde det eneste naturlige, og tvang de andre til at stå op så de kunne tage med mig ud og finde noget mad. De af jer der kender mig ved, at jeg har det man kan kalde en sund appetit (= jeg er altid sulten, og jeg spiser som om jeg lavede fysisk hårdt arbejde hver dag). Anyway, jeg er altid sulten, og jeg er ikke god til at affinde mig med sult, så jeg opfører mig hurtigt som en fugleunge der bare åbner gabet og venter på at nogen smider noget derind. I kan nok regne ud, at når man føler sult på den måde, så skal det nok lykkedes på den ene eller anden måde at få trætte rejsefæller til at stå op rimelig hurtigt.
Det virkede, og jeg fik dem overtalt til at tage ud og kigge på byen. Et stykke tid kørte vi rundt i kvarterer hvor det ene hus så mere sørgeligt ud end det andet. Men så skete der noget: The Strip. Vejen hedder Las Vegas Boulevard, og det er der alle de store, berømte hoteller ligger. Så kunne vi kende Vegas igen. På trods af at solen stadig stod højt på himmelen, var det let at genkende the Bellagio, the Mirage, og alle de andre hoteller man har set i film så mange gange. Det var så spændende at jeg helt glemte jeg var sulten!!! Men kun et kort øjeblik selvfølgelig... Vi fandt en burgerbar ved navn In-Out Burger, som jeg havde hørt skulle være god, men det var nu ikke værd at skrive hjem om (det gør jeg så bare alligevel). Efter vi havde spist tog vi ud og kiggede på byen. Las Vegas ligger som sagt i ørkenen, og det bliver meget pludseligt mørkt, så der kunne vi endelig se det vi havde glædet os til: alle neonlysene. Der er selvfølgelig neonlys i alle storbyer, men det er noget helt specielt i Vegas. Hvis et hotel eller casino ikke har neonlys på facaden ser ikke ud af noget, og man kan faktisk komme til at overse det fuldstændig. Da vi kom tilbage til hotellet blev vi enige om at kigge lidt i området. Vores hotel lå lige ud til Freemont Street, hvilket skulle være noget specielt; det havde vi ihvertfald hørt. Freemont Street er en overdækket gade, det gamle downtown Vegas, hvor hotellerne hænger sammen via taget over gaden. Det tag fungerede også som en kæmpe tv-skærm, hvor der hver dag, hele dage, blev vist et show. Det var noget med rockmusik og motorcykler, og det var da også sjovt at se, men personligt ville jeg hellere vandre rundt på The Strip.

Næste dag tog vi til Hoover Dam, der ligger tæt på Vegas, lige på grænsen mellem Nevada og Arizona. På vej dertil lyttede vi til en radiokanal, der sendte informationer om dæmningen. De blev ved med at sige dam(n) (=fandens) om alting, ex. ”At the informationcenter you can sign up for the dam(n) tour”, ”It is possible to visit the dam(n) center between the hours of...”, etc. Det var ret sjovt, og vi fik hurtigt mistanke om at de folk der styrer radiokanalen måske havde humor! Dæmningen og landskabet var vildt flot, og det var ret specielt at stå på en timeline, dvs. Hvor klokken er en time senere hvis du træder et skridt til højre, eller en time tidligere hvis du træder et skridt til venstre. Men det er lidt svært at beskrive landskabet, så der må jeg henvise til de billeder som jeg er sikker på at jeg snart får lagt på facebook.
Resten af dagen og den følgende dag brugte vi på at udforske Las Vegas’ shopping-muligheder. Inden vi tog ud til shoppingcentrene fandt vi dog en hyggelig lille IHoP hvor vi fik morgenmad. Vi satte os i en bås, studerede menukortene, drak lidt kaffe, og da vi kiggede op sad der fire af de internationale fra Laramie to båse længere henne. Det var deres sidste dag i Vegas, og de skulle bare lige have morgenmad inden de tog til San Fransisco, så vi fik ikke set byen sammen med dem, men det var bare så mærkeligt. Nogle gange finder man virkelig ud af hvor lille verden er. Nå, men vi fik gang i vores shopping, og det endte da også med at vi fik købt nogle ting vanvittigt billigt, men endnu mere vigtigt, så fandt jeg min yndlingsrestaurant. Vi var taget ud i et outlet mall, og der var den obligatoriske food court, hvor der er et kæmpe udvalg af fast food, men der var også en buffet restaurant, hvor den ene del bestod af varme retter, en del af deserter, og den sidste del, min favorit, sushi! Det var noget andet end det sushi man kan købe i Føtex for kr. 75. Der var så mange varianter at jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle starte, og det var alt sammen lækkert. Jeg spiste så mange stykker at jeg næsten ikke havde plads til desert. Igen, de af jer der kender mig ved, at jeg er ufatteligt glad for kage. Anyway, hidtil er den bedste sushibar jeg har været på nok en i London, hvor jeg var sammen med mine to fantastiske veninder Mille og Sille for et par år siden; den kan slet ikke måle sig med det sted i Vegas. Jeg er godt klar over at jeg nu har brugt rimelig lang tid på at skrive om noget mad jeg spiste for flere uger siden, men jeg føler stadig ikke jeg har gjort det klart hvor godt det var. Jeg tror jeg spiste 40 stykker! Anyway, hvis du nogensinde skal til Vegas, så giv lyd fra dig, så skal jeg nok forklare hvor man finder denne juvel af en billigrestaurant.

Vores sidste dag i Vegas kom en af vores venner fra Laramie også derned. Vi hentede ham i lufthavnen og kørte ham ind til hans super fancy hotel for at checke ind og sætte bagagen. Cornelia og Henriette havde mere shopping på programmet, så Anan (vores dragqueen-ven fra Laos) og jeg blev sat af på The Strip, hvor vi skulle ind og kigge på alle de fede hoteller. Først var vi på the Bellagio, hvor de har et fantastisk springvand, der plasker til tonerne af musik hver halve time. Vi andre havde set det aftenen før, og det er virkelig flot, så jeg tog ikke skade af at se det igen. Så gik vi hen til the Mirage, hvor de har en vulkan, der går af hver time. Den var desværre i stykker, så det nåede jeg aldrig at se. Så farede vi vild...typisk mig – ingen stedsans – hvorefter vi fandt frem til Caesar’s Palace, som nok er det flotteste hotel jeg nogen sinde har set. Der var naturligvis masser af designerbutikker, hvilket er et must for de fine hoteller, men de havde også et audio-animatronics show der hedder The Fall of Atlantis. Det var lidt corny og ikke specielt vellavet, men jeg tror min opfattelse af showet blev farvet af at jeg nærmest kom direkte fra Disneyland, hvor de er eksperter i audio-animatronics. Showet i Vegas var helt sikkert det værd, og selv Anan, der er næsten umulig at få til at sidde stille, var helt stille og sad med åben mund og polypper i de 5 minutter det varede.
Den aften skulle vi i byen med Anan. Henriette havde det ikke så godt, og blev på hotellet for at sove, men Cornelia og jeg tog med på bøsse/strip-bar. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Klubben i sig selv var ikke noget særligt, men der var opstillet 2 podier, hvor der hele tiden var dansere på. Disse dansere stod så der i undertøj og spillede op til gæsterne. Det var både mænd og kvinder der indtog podierne, og der var noget for enhver smag, lige ud over sådan full-on chubby-chasers ( som regel tynde mennesker der godt kan lide tykke mennesker). Men stort set alle racer og kropstyper var repræsenteret. Da vi kom ind var det to kvinder der dansede, men da vi havde fået os sat med en drink kom Cornelia pludselig til at kigge op, og så stod der to pumpede fyre i små underbukser og dansede. Cornelia havde nær fået sin margarita galt i halsen, men Anan, som var i drag i dagens anledning, vendte sig om og udstødte et glædens hvin. Resten af aftenen havde Anan travlt med at danse med alle de dejlige mænd i undertøj, der kom ned på dansegulvet mellem podie-turene. Omkring kl. 1 blev vi enige om at Anan sagtens kunne underholde sig selv, og så kørte vi tilbage til hotellet. Vi skulle afsted senest kl. 9 dagen efter, og vi manglede stadig at pakke, så vi mente godt vi kunne tillade os at tage hjem. Anan sagde at han var helt enig...faktisk tror ejg han var lettet over at slippe af med hans kedelige hetero-veninder, selvom jeg da havde danset med en af podie-fyrene, som jeg havde en mistanke om slet ikke var til fyre.

Dagen efter kørte vi mod Denver, og det følger der mere om i næste kapitel.

onsdag den 2. december 2009

Disneyland og Thanksgiving
















28/11 2009

Den sidste uges tid har været fyldt med oplevelser. Torsdag i sidste uge drog vi mod Anaheim, California for at tilbringe nogle dage i Disneyland. For dem der ikke vidste det har jeg taget et fag der hedder Disney Discourse dette semester, og der igennem fik jeg så muligheden for at komme med på turen. Vi tog tidligt afsted fra Laramie en typisk kold og mørk Wyoming-vintermorgen, og da vi landede i John Wayne Airport stod solen højt på himmelen og vi kunne nyde en temperatur på dejlige 24 grader. Det var noget af et syn der mødte os da vi trådte ud på parkeringspladsen foran lufthavnen: høje, slanke palmer, blå himmel og folk i sommertøj. Det tog ikke lang tid før vi blev hentet og kørt til hotellet. Turen på motorvejen i L.A. var ret vanvittig. Chaufføren var selvfølgelig vandt til at køre der, men det var vi andre ikke, og hele processen virkede mere som et forsøg på at undgå den visse død end at komme fra A til B. Vi raslede rund på sæderne, og vi var selvfølgelig temmelig rundttossede da vi ankom til Worldmark, Anaheim (vores hotel). Vores lejlighed var til gengæld vildt lækker, og der gik ikke længe før vi kom til hægterne igen.
Første punkt på dagsordenen var at tage til Disneyland for at hente billetterne. Vi gik i samlet trop (alle 21 styk) med Professor Aronstein i spidsen, og da vi kom til pladsen foran parken skete der noget mærkeligt: julestemningen steg op i os alle. Jeg havde ikke regnet med at L.A. skulle blive stedet der fik mig i julestemning, men hele Disneyland (inkl. området udenfor parken) er pyntet med gran og fyldt med musik fra skjulte højttalere. Den musik der strømmede ud fra buske og blomsterbede var selvfølgelig julemusik. Det er ren og skær indoktrinering, men det virker! Selv om jeg endte med at lytte til de samme julesange mere eller mindre tre dage straight, så blev jeg faktisk ikke træt af det. I stedet endte jeg med at synge med. Anna (en af pigerne fra min klasse) kunne til gengæld ikke holde det ud efter de første to dage, så vi begyndte at synge popsange som Single Ladies (Beyoncé) hver gang vi stod i en kø med en særlig ulidelig temasang (f.eks. Alice i Eventyrland, Peter Plys, Peter Pan...okay, faktisk de fleste af dem). Nu er Disneyland jo primært til for børnenes skyld, så det føltes lidt forkert, men også ret underholdende at synge og danse til en Beyoncé-sang når man stod i en kø fyldt med børn.
Nå, men efter vi havde hentet vores billetter besluttede vi fem kandidatstuderende at vi ville finde et supermarked og købe lidt ind til de næste par dage. Vi gik ca. 20 minutter fra vi forlod parken til vi fandt en Super Target. Der kunne vi få det meste af det vi havde brug for og lige ved siden af lå der en sprut-butik, hvor vi kunne købe lidt øl og vin (okay, vi købte måske nok en del, men det har man vel lov til når man er på ferie...okay, skole-udflugt, men også ferie af en slags).
Senere den aften, efter at det meste af en kæmpe pizza var blevet udryddet, besluttede vi os for at blande nogle drinks og finde jacuzzien. Den ene af dem på taget var i stykker og den anden var overfyldt, så vi besluttede os for at gå ned til poolen i stedet. Der var da også plads til os der, men hele poolområdet var fyldt med børn, og vi kunne ikke helt regne ud hvor alle de børn kom fra. Nu er det sådan i USA at det er ulovligt at drikke alkohol offentligt, så vi lod som om det var saftevand vi drak, men da vi fandt ud af at alle børnene var mormoner kunne vi næsten ikke få hold på grineflippet igen. Mormoner er imod stort set alt det vi andre betragter som sjov (f.eks. musik, dans og alkohol), og eftersom vi var lettere berusede på det tidspunkt synes vi det var yderst underholdende at drikke alkohol foran dem.
Fredag morgen opdagede jeg så hvorfor folk altid snakker om at smoggen er særlig slem i L.A. Da jeg stod op kunne jeg se milevidt omkring fra vores altan på 12. etage; ½ time senere kunne jeg ikke se mere end et par meter fra vinduet. Smoggen forsvandt dog lige så hurtigt som den var ankommet, og der gik ikke længe før vi satte kursen mod Disneyland. Den første dag gik primært med at tage billeder af alt, men vi prøvede da også nogle af forlystelserne. Jeg blev hurtigt vild med både Pirates of the Caribbean og Indiana Jones. Mange vil måske synes det er underligt at der er en Indiana Jones-forlystelse i Disneyland, men faktisk har Disney og George Lucas samarbejdet på mange projecter. Der er også en masse med Star Wars i Tomorrowland, og det var helt sikkert nogle sjove forlystelser, men jeg kunne nu bedre lide I.J. Der blev man placeret i en bil som kørte gennem junglen og nogle gamle templer for at lede efter en skat. Bilen hoppede rundt som om vejene var meget dårlige, og der blev skudt pile efter os på et tidspunkt. Det bedste ved hele forlystelsen var dog næsten til sidst hvor en kæmpe, rund sten kom trillende mod bilen, og man i sidste øjeblik blev styret nedad; det var super cool.
Susan, vores lærer, blev forfulgt af en af de bachelorstuderende fordi han ingen venner har (jeg ved godt det er lidt trist for ham, men han er altså mærkelig), så vi besluttede os for at invitere hende med på restaurant så hun kunne slappe lidt af. Vi tog på en fantastisk indisk restaurant der lå 5 minutter fra hotellet. Det havde hele tiden været min plan at jeg ville tage tilbage til parken om aftenen, men da vi havde spist var vi alle så trætte at vi simpelthen ikke orkede mere.
Vi havde alle fået til opgave at finde et projekt som vi ville undersøge imens vi var der, og derefter fremlægge når vi kom tilbage til skolen. Jeg havde endelig besluttet mig for at kigge nærmere på alle de små piger der klæder sig ud som prinsesser, så jeg brugte det meste af lørdag på at tage billeder af andre folks børn. Det var lidt sjovt at se forældrenes reaktion når man bad om at få lov til at tage et billede af deres børn. Nogle var totalt ligeglade mens andre kiggede på en som om man var pædofil. Der var dog masser der sagde ja, og jeg endte faktisk med at synes det var lidt sjovt at interviewe folk. Amanda (endnu en pige fra min klasse) havde valgt at undersøge marketing for den nye Disneyfilm der udkommer i næste uge. Det er en prinsesse-film (Prinsessen og frøprinsen), så vi tilbragte det meste af dagen sammen, for vores emner mindede så meget om hinanden. Det var rart at have en at følges med, og det gjorde det også lidt lettere at få folk til at samarbejde; jeg tror det virker mere legitimt hvis man minder mere om et hold end hvis man er alene.
Senere den dag mødtes vi så med resten af vores klasse og læreren for at tage en tur på Splash Mountain. Det er en af den slags forlystelser hvor man sidder i en træstammelignende båd, og hvor man som regel skal regne med at blive lidt våd. Vi besluttede os for at de to store mænd nok burde sidde forrest i båden, men det viste sig at være rigtig ringe dømmekraft. Eftersom der var mest vægt forrest i båden blev plasket meget værre end det nok ellers ville have været, så vi var alle gennemblødte. Det vi ikke havde tænkt på, var at stakkels Matt (som sad på det første sæde) havde en masse ting med i en taske der ikke var vandtæt. Ikke alene var hans tøj gennemblødt, det var hans bog, billet til Disneyland og flybillet også. Heldigvis fandt vi ud af at parken bare kunne give ham en ny billet, og da den var blevet tør så flybilletten ikke helt så ødelagt ud som først antaget. Hans bog endte med nogle dejligt bølgende sider, men den kunne da stadig læses trods alt.
Lørdag var også dagen hvor jeg fandt ud af hvor skræmmende naturen kan være i Californien. Jeg havde på et tidspunkt fundet et af de få rygesteder og stod lige så stille og passede mig selv, da en kæmpe knæler (14-15 cm lang) kom vraltende på gelænderet foran mig. Den stoppede lige foran mig, drejede hovedet så de runde øjne kiggede lige ind i mine, og slikkede sig om munden. Jeg var simpelthen rystet. Det var som om den seriøst overvejede at spise mig, og flere timer senere var jeg stadig lidt ude af mig selv over hele episoden. Jeg indrømmer gerne at det var mit første møde med en knæler, og at det sikkert har hjulpet til at gøre det mere skræmmende, men selv Amanda og Anna, som var der sammen med mig, bekræftede at det var virkelig underligt.
Søndag stod den på Fantasyland. For dem der ikke har været i en Disneypark kan jeg fortælle at det er der de fleste af eventyrene holder til. Vi tog først til Peter Pan, for der er køen altid lang, men det er ikke så slemt om morgenen, for der er mange af børnene ikke kommet endnu. Vi havde undret os over hvorfor Peter Pan altid havde en særligt lang kø, men bagefter forstod vi det godt, for det var virkelig flot. Mange af forlystelserne i Fantasyland følger denne formel: sæt dig i en bil/vogn/flyvende skib/etc., så viser vi dig nogle scener fra filmen, og du kan selv tilsætte resten af historien ud fra hukommelsen. Dette gjorde sig gældende for Peter Pan, Snehvide, Pinocchio, Alice i Eventyrland, Hr. Tudses vilde køretur og Peter Plys, men som sagt var der stor forskel på hvor flot og spændende det var lavet.
Midt på formiddagen styrede Amanda og jeg så mod New Orleans Square, hvor der fire gange hver dag er et show med den nye Disney prinsesse Tiana. Showet foregår på en gammel floddamper, og vi havde hørt at man kunne få lov at være med. Vi placerede os nochalant foran Tianas butik (sjovt nok den eneste i hele parken hvor man kunne få alt hendes merchandise) og ventede på at danserne skulle komme forbi. Der gik ikke længe inden vi spottede tre af danserne i deres farverige paillet-kostumer, og da vi spurgte om vi kunne få lov at være med fik vi uden videre to billetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet; jeg kunne godt regne ud at man ikke ligefrem skulle igennem en audition, men jeg havde nok lidt regnet med at få et skævt blik. Vi havde da regnet med at det primært var børn der ville være med os på båden, men det viste sig faktisk at de fleste af de andre ”gæster” var på vores alder. Inden det hele startede følte jeg mig sådan lidt forlegen over at skulle være med i et overgearet Disneyshow, men det endte faktisk med at være rigtig sjovt, og jeg er glad for at jeg gjorde det. Vi var med i tre ud af fire sange, og til finalesangen fik vi endda kostumer på: meget farvestrålende gospel-rober i gule og lilla pailletter. Vi fik også en tambourin stukket i hånden, og så sang vi ellers med for fuld hals. Det lyder måske mærkeligt at vi kunne synge med, men vi havde allerede set showet to gange, og det var faktisk nok til at have lært teksten.
Søndag aften gik fire af os tilbage til parken efter aftensmaden. Det var de sidste par timer vi havde inden vi skulle hjem igen, så vi blev enige om at få det meste ud af det. Matt havde ikke set fyrværkeriet endnu (der er kæmpe fyrværkeri-show hver aften), så det første punkt på dagsordenen var at finde en godt sted til at se det, men som også ville være ideelt til at komme hurtigt videre efter showet. Når fyrværkeri-showet er slut er der mange tusind menesker der alle sammen gerne vil først hen til forlystelserne, så det er med at stå i udkanten af mængden hvis man gerne vil hurtigt frem. Vi besluttede os for at stå i nærheden af indgangen til Tomorrowland, for så kunne vi gå hen til Space Mountain (en rutsjebane i mørket med stjerner og kometer alle steder) først, men da vi kom derhen var den i uorden. Big Thunder Mountain (en traditionel rutsjebane) var næsten punkt på listen. Det var super sjovt, selvom jeg var ved at falde ud flere gange fordi jeg sad ved siden af Chris, som er ca. en halv meter højere end mig og sikkerhedsbøjlen derfor ikke rigtig holdt mig fast. Da vi kom tilbage til Space Mountain havde de løst problemerne, og det var en virkelig sjov tur. Vi ville også gerne have en tur mere i Pirates of the Caribbean, så vi krydsede parken endnu engang, og da vi kom til New Orleans Square opdagede vi at der ikke var ret mange mennesker. På det tidspunkt var der ca. 40 minutter til forlystelserne lukkede, men vi nåede både Pirates og The Haunted Mansion. Derefter var der 20 minutter tilbage og vi debaterede om vi skulle prøve Splash Mountain igen eller Peter Plys. Vi blev enige om at de andre tre gange vi havde været på Splash Mountain burde være mok, så vi valgte Peter Plys. Det var en ret syret oplevelse, men masser af neonfarvede elefanter der dansede rundt omkring. Eftersom der ikke var flere børn tilbage i parken på det tidspunkt, havde vi overhovedet ikke stået i kø, og da vi kom ud fra Peter Plys var der ikke engang gået 5 minutter. Vi besluttede os så for at det nok var skæbnen der ville have os til at prøve Splash Mountain igen, og da vi alligevel skulle hjem lige bagefter ville det ikke gøre så meget hvis vi blev våde. Da det blev vores tur var der dog alligevel ikke nogen der havde lyst til at sidde forrest, men til vores held kom der lige to små gutter som hellere end gerne ville sidde der. Jeg blev som den eneste slet ikke våd fordi jeg havde fået det bagerste sæde og kæmpe Chris sad lige foran mig. Da vi var færdige spurgte pigen der stod for forlystelsen om vi havde lyst til at tage en tur mere, for så kunne vi lige nå det inden de lukkede. Vi kiggede på hinanden i to sekunder og blev enige om at nu var vi jo (på nær mig) alligevel blevet våde, så hvorfor ikke?! De to drenge havde dog fået nok for den dag, så Matt meldte sig til at sidde forrest. Det ændrede trykket betydeligt at vi alle rykkede en plads frem, så på den sidste tur kunne jeg heller ikke undgå vandet. Det gjorde da heller ikke så meget, for da vi gik ud af parken kom der fluks en bus for at køre os tilbage til hotellet.
Mandag morgen var en lidt sørgelig dag for mig. Jeg elskede som den eneste af mine klassekammerater at være i L.A. De andre ville da gerne tage på ferie der, men jeg kunne som den eneste forestille mig at bo der i en periode. Da vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Wyoming ventede med mørke, sne og kulde. Det var dog alligevel hyggeligt at komme tilbage til tøserne igen. Liesa (en af de tyske piger) havde fødselsdag og havde inviteret os alle på restaurant samme aften, men jeg var simpelthen så smadret at jeg besluttede mig for at blive hjemme for at pakke ud og så gå tidligt i seng.
Tirsdag fik jeg så den triste nyhed at min mormors mand døde i forrige uge. Det var sket om fredagen, lige efter at jeg var taget til Disneyland. Det er ikke fordi jeg har været specielt tæt på Tommy, men jeg kan knap nok huske hvordan det var inden ham og Mormor fandt sammen, så jeg synes det var trist at jeg ikke kunne være med til begravelsen, og bare tanken om at Mormor nu skal være alene er jo heller ikke specielt sjov. Begravelsen var i torsdags, og det lød til at være gået så godt som den slags nu kan.
Torsdag var til gengæld en glædelig begivenhed i USA, for der fejrede vi Thanksgiving. Vi var 7 internationale studerende og 1 amerikaner der fejrede det sammen, og vi havde besluttet os for at gøre det så traditionelt som muligt. Jeg bagte græskartærter for første gang i mit liv, og jeg synes faktisk resultatet blev helt godt. Patrick (tysker) lavede så resten af maden sammen med Melissa (den eneste autentiske amerikaner i forsamlingen), og der manglede absolut ingenting. Der var kalkunsteg, kartoffelmos, grønne bønner, ærter, gulerødder, to slags yams, tranebær og gravy (en slags brun sovs). Det var super lækker mad, og der var så meget tilbage at Nico og Verena (som var værter) sikkert kunne leve af det i en uge uden at sulte.
Fredag var der så dømt tøse-shopping i Fort Collins. Vi lejede en bil og drog afsted omkring kl. 9 om formiddagen. Vi regnede med at det ikke ville være til at finde parkeringspladser fordi Black Friday (som det hedder dagen efter Thanksgiving) er årets største shoppingdag, men det viste sig slet ikke at være så slemt. De fleste butikker åbnede selvfølgelig også mellem kl. 3-5 om morgenen, så der var nok mange der allerede var færdige inden vi overhovedet kørte hjemmefra. Vi fik købt en masse gode ting, bl.a. julegaver til dem derhjemme, og da vi kom hjem kl. 21.30 var vi helt færdige. Det var dog en rigtig god dag selvom vi var trætte, og det var virkelig hyggeligt bare at være på tur med tøserne for en gangs skyld.
Lørdag og søndag var Henriette og jeg flittige. Eksamenstiden nærmer sig jo med hastige skridt, og der er opgaver der skal skrives. Jeg havde også min Disney-præsentation som skulle forberedes, så der var nok at gå igang med. Vi havde dog alligevel tid til at tage hjem til Nico og Verena for at fejre første advent, og Patrick (som er blevet udnævnt til kok) stod for at lave glüwein (minder om gløgg). Det var super hyggeligt, og da vi kom hjem igen havde vi lidt mere energi til at arbejde igen.
Mandag kom Cornelia tilbage fra Portland, hvor hun havde tilbragt Thanksgiving hos noget familie, og vi brugte det meste af dagen på at udveksle historier og vise indkøb frem til hinanden. Huset havde været ret stille uden Cornelia, så det var godt at få hende hjem igen.
Tirsdag startede mine timer så igen, og jeg skulle lave min Disney-præsentation. Det gik også bedre end forventet: folk grinede faktisk af mine vittigheder, hvilket ikke altid er tilfældet med forskellige kulturer (som vi har fundet ud af med alle tyskerne, som overhovedet ikke er sjove selv om de selv tror det), og jeg synes selv jeg fik lavet nogle gode pointer. Det var jo en god start på skoleugen, men dagen i sig selv havde startet lidt mere hektisk. Da vi vågnede nægtede vores wc af en eller anden grund at skylle ud, så Henriette skrev fluks en e-mail til vedligeholdelseskontoret. Jeg tænkte at de sikkert ville komme forbi et par timer senere, så jeg koncentrerede mig o at blive klar til skole. Jeg havde dog knap nok fået shampooen fordelt i håret inden Henriette bankede på døren og sagde at de var klar til at ordne wc’et. Jeg skyndte mig at blive færdig, og vi var så heldige at de også lavede vores dryppende vandhane når de nu alligevel var her (den havde været nær ved at drive mig til vanvid, og de havde allerede lavet den en gang). Det var jo super fint: wc’et kunne skylle ud, vandhanen dryppede ikke mere, og min præsentation var gået efter planen. Om aftenen skulle heldet dog vende. Pludselig faldt temperaturen drastisk udenfor til omkring -7 grader, og så var det vi opdagede at fyret var gået i stykker. Henriette var taget til time ca. en time tidligere, og Cornelia kan ikke lide at snakke i telefon på engelsk, så det var min opgave at ringe til vedligeholdelse (for anden gang samme dag) for at få dem til at komme og lave det. Jeg blev ved med at udsætte det fordi jeg havde en ide om at fyret bare var blevet træt og trængte til en pause, men da temperaturen i lejligheden nærmede sig den samme som udenfor kunne vi ikke holde det ud længere. Jeg fandt nummeret, ringede op, og havde lige forklaret manden i røret hvad der var galt da fyret gik igang igen...boy, så kan man nok føle sig lidt dum. Fyret havde virkelig ikke virket i flere timer, men det vidste han jo ikke, så jeg følte at han dømte mig til at være en dum international studerende, der bare ikke forstår hvordan sådan noget som et fyr fungerer. Jeg kom mig dog hurtigt over min forlegenhed da jeg mærkede varmen strømme tilbage i lejligheden, og tænkte at det sikkert var et eller andet på et højere plan der havde fået fyret til at virke netop i det øjeblik i stedet for 2 minutter før.
I dag skal jeg arbejde med mine eksamensopgaver, for de skal begge afleveres på tirsdag og jeg er kun ca. halvvejs. Jeg har også en eksamen på tirsdag og to mere på torsdag. Til den tid kan jeg så slappe af og vide at jeg for første gang i min universitetstid kan holde juleferie uden at bekymre mig om opgaver der skal skrives. På fredag skal vi holde tøseaften, hvor vi tager ud og spiser og får et par cocktails. På søndag skal vi fejre 2. søndag i advent med morgenmad på et nærliggende hotel og så glüwein hos Nico og Verena. Næste uge kommer selvfølgelig til at dreje sig om eksaminer, men også om at sige farvel til alle dem der ikke kommer tilbage næste semester. Det skal nok blive trist, men der er trods alt også mange der bliver her, så jeg kommer ikke til at føle mig helt Palle alene i verden. Jeg har da også meldt mig til et enkelt fag næste semester, så jeg ikke bliver en hulemand, der bare sidder i min lejlighed og skriver for mig selv. Og så har jeg fået mig et lille job. Vores repræsentant hos det internationale kontor har altid travlt med tusind ting, så jeg tilbød at være hendes assistent efter nytår, og hun blev så glad at hun næsten krammede mig. Det er nu ikke noget jeg får noget særligt i løn for, men det er egentlig heller ikke det der tæller for mig. Jeg skal jo bruge de fire måneder her til at skrive speciale, så jeg tror det bliver vigtigt for mig at komme lidt ud og se på noget andet end bøger og min computerskærm ind imellem. Jeg tror ihvertfald det bliver sjovt, og det internationale kontor er altid travlt med folk der kommer og går, så det skal nok blive en god oplevelse (det ser selvfølgelig heller ikke helt skidt ud på mit CV).
Efter eksamen går turen til Las Vegas, Denver og New York inden vi vender næsen mod Europa igen, så der er nok at se frem til, og der kommer nok en blog eller to mere inden året er omme.

Knus herfra